Læserbrev

Læserbreve

31. marts 2016

Pensionskasser skal vælge grønt

Anders Vang Nielsen, Faaborg

Bestyrelsesformanden i MP Pension, Egon Kristensen, smyger sig uden om sagens kerne, når han i artiklen »Vi arbejder for klimaet, men garanterer ikke frasalg af kulinvesteringer« (23. marts) afviser at sælge de af pensionskassens aktier, som er i berøring med kul. Han vil hellere »påvirke mineselskaberne indefra« og fremhæver som eksempel, at man har formået at pille ved topledernes lønninger i minegiganten Anglo American.

Problemet er bare ikke, hvad direktørerne tjener, men at selskabet graver efter kul. Det foregår blandt andet i Sydamerikas største kulmine, El Cerrejón, som Anglo American driver sammen med to andre mineselskaber, Glencore og BHP Billiton, med alt hvad det indebærer af tvangsforflyttelser, brud på menneskerettigheder – og alle tre mineselskaber har plads i MP Pensions portefølje.

Hverken kulmineselskaber eller pensionskasser er sat i verden for at føre klimaets sag. Men sidstnævnte har mulighed for at bekende kulør gennem sine investeringer. Valget er klart: sort eller grønt.

Straf til Karadžić er ikke tilstrækkelig

Elvir Pelešević, København

Den tidligere serbisk-bosniske leder Radovan Karadžić blev i sidste uge idømt 40 års fængsel for forbrydelser og folkemord begået under den blodige bosniske krig i begyndelsen af 1990’erne.

Krigsforbryderdomstolen i Haag tilgiver ikke systematisk vold og etnisk udrensning, og med dommen sender de en klar advarsel.

Det problematiske i forhold til domstolens selverklærede formål er dog, at skylden alene tilskrives enkelt-personer – alt imens de ideologier og politiske systemer, som de dømte personer er ansvarlige for, lever videre.

For eksempel har Republika Srpskas præsident, Milorad Dodik, i mange år – og med det internationale samfunds billigelse – fået lov til at videreføre Karadžićs hadske retorik og gennemføre politiske tiltag, der skader Bosniens integritet.

Hvis krigsforbryderdomstolens arbejde skal gavne den hårdtprøvede bosniske befolkning på længere sigt, er placeringen af individuelt ansvar og skyld ikke nok. Det er nødvendigt sideløbende at neutralisere den negative ideologiske og politiske arv.

Mere støtte til medier i nærområderne

Mogens Blicher Bjerregård, UNESCO’s særlige råd for medier og pressefrihed, IPDC

Begrebet nærområder har fået en så central placering i dansk politik og i den danske debat, at det snart må føre til konkrete handlinger. Det handler ikke kun om flygtninge, men også om udviklingen af et demokratisk og bæredygtigt samfund i de lande, der i dag sender mennesker på flugt.

Bæredygtighed går ud på at opbygge et samfund, hvor den enkelte borger deltager på demokratisk vis og dermed værner om og bliver en del af samfundet. Sådan en udvikling er til gavn for alle. Derfor er det vigtigt, at den danske regering genoptager den del af de internationale forpligtelser, der handler om finansielle bidrag til blandt andet udviklingen af frie medier, kvalitetsjournalistik og funktionsdygtige institutioner. Danmark har tidligere bidraget gennem UNESCO og International Media Support (IMS), men de seneste års besparelser har fjernet muligheden for at gøre en forskel.

Med hiv og sving lykkedes det tidligere på måneden det særlige UNESCO-råd for medier og pressefrihed, hvor jeg repræsenterer Danmark, at få finansieret en række medieprojekter rundt om i verden såsom bedre radio i Tunesien og at give en stemme til marginaliserede grupper i Palæstina.

Men fordi alt for få lande i dag støtter økonomisk op om vores arbejde – kun ni lande i år – er fremtidsudsigterne bekymrende. Vi løfter nemlig en særlig opgave, hvor NGO’er, medier og regeringer arbejder sammen, og det er en opgave, som ingen andre kan tage vare på.

Men vi har brug for blandt andet den danske regerings støtte, hvis vi skal gøre vores arbejde og forhindre overgreb på medier og vold mod journalister.

’Afroamerikaner’ er gammeldags

Steen Sohn, Horsens

I artiklen »Den perfekte drøm krakelerer« (19. marts), der handler om raceundertrykkelse i USA, står der konsekvent ’afroamerikaner’. Det er der intet ukorrekt eller forkert i – i hvert fald ikke i en dansk sammenhæng. Men i en amerikansk sammenhæng virker det gammeldags.

Det var den kendte, sorte præst Jesse Jackson, der i stedet populariserede udtrykket ’African-American’ foran hele befolkningen i 1988, og i dag møder man kun den gamle betegnelse, ’Afro-American’, i ældre film og bøger.

I en artikel i The New York Times fra 1989 påpegede historieprofessoren Olive Taylor: »We came from Africa, we didn’t come from Afro.«

Man kan undre sig over, at udtrykket endnu ikke er slået igennem herhjemme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu