Læserbrev

Læserbreve

Læserbreve fra dagens avis
10. marts 2016

Ingen ansætter en hørehandicappet

Pernille Glad Rydicher, Herlev

Jeg har sendt 300 ansøgninger og været til 25 jobsamtaler. Mine kompetencer fejler ikke noget – lige indtil arbejdsgiverne finder ud af, at jeg har et hørehandicap. En undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at 60 procent af de adspurgte arbejdsgivere ikke mener, at en døv ansøger med den samme erfaring som arbejdspladsens ansatte ville kunne overtage et job.

Om to år er jeg uddannet cand.merc.(it), hvilket skulle være en uddannelse med en lav dimittendledighed. Det kan jeg bare ikke bruge til noget – for jeg er døv, og tilsyneladende gælder de samme regler ikke for mig.

Sådan som det er nu, vil der kun komme plads på arbejdsmarkedet til os med et handicap, hvis man indfører en ordning, der gør det favorabelt at ansætte os. De nuværende forhold må betragtes som et brud på FN’s handicapkonvention.

Ifølge den forpligter Danmark sig nemlig til »at fremme beskæftigelsen af personer med handicap i den private sektor gennem passende politikker og foranstaltninger, som kan omfatte ordninger med positiv særbehandling, incitamentsordninger og andre foranstaltninger«.

Den slags initiativer har jeg og mine døve medborgere stadig til gode – på trods af at vi har mange kompetencer, som vi kan bidrage med på arbejdsmarkedet.

Diskutér konkurrencestaten

Kuno Herman Lund-Sørensen, København

Begrebet konkurrencestat har længe været en velkendt politisk frame for det, der i bund og grund handler om en reformering af velfærdsstaten. Begrebet har ligeledes affødt en ubemærket superdiskurs, som styrer vores handlinger og samvær med hinanden: »Sådan er tingenes tilstand bare,« siger vi til hinanden.

Den superdiskurs har fået en så tvingende betydning for alle, at den som sagt dikterer vores personlige muligheder og indflydelse på for eksempel arbejdspladsen. Når en ansat på en arbejdsplads bliver frustreret over den måde, som arbejdsopgaverne bliver administreret på, så lyder svaret fra både lederen, tillidsrepræsentanten og endda kollegerne: »Jamen, det er et vilkår.«

Styrken ved sådan en superdiskurs er, at ethvert forsøg på at gøre op med den kan affejes ved at kalde kritikken for »virkelighedsfjern« eller »idealistisk«. Og det gør det svært at begynde en dialog om alt det, der ligger uden for superdiskursens domæne.

Men hvis vi alligevel vil forsøge at være kritiske, så kan vi stille følgende spørgsmål: Hvad mener du egentlig med, at det er et vilkår? Hvornår blev det sådan? Hvem har besluttet det? Hvilke værdier ligger bag, og hvilke konsekvenser kan det få for fremtiden? Det er nemlig spørgsmål, som er både virkelighedsnære og båret af en pragmatisk holdning til, at vi godt kan påvirke vores vilkår i livet.

Udbred kendskab til palliativ medicin

Mette Stampe, København

Gennem mine 10 år som sygeplejerske på en kræftafdeling har jeg mødt mange patienter med uhelbredelig kræft. Og en stor del af dem har desværre ikke haft nogen viden overhovedet om det, man kalder for ’palliativ’ (lindrende, men ikke helbredende, red.) behandling, eller hvad den type behandling kunne have gjort for dem og deres familier.

For en uge siden mødte jeg en kvinde på 85 år, som havde levet med sin kræftsygdom i 15 år. Hun fik kemoterapi og turde ikke stoppe behandlingen, for som hun sagde: »Det får man stærke smerter af.«

Et alternativ for kemoterapien kunne dog have været den palliative behandling, som handler om at lindre patientens symptomer og forbedre livskvaliteten. I forhold til den 85-årige patient kunne man konkret have stoppet kemoterapien, sørget for en god smertebehandling og opfyldt hendes ønske om at komme hjem.

Der er ikke ret mange mennesker, som ønsker at dø på hospitalet. Alligevel er det kun hver fjerde patient, der tilbringer den sidste tid i eget hjem. En af grundene er, at vi som fagpersoner har svært ved at tale om døden.

Min erfaring er dog, at de fleste patienter bliver taknemmelige, hvis man giver dem mulighed for at dele deres tanker og bekymringer. Og det er netop på den baggrund, at den bedste palliative behandling begynder: Hvad er dine bekymringer, og hvad er vigtigt for dig?

De fleste hospitaler har i dag en gruppe af specialuddannede sygeplejersker og læger, som hjælper patienter med vanskelige symptomer. Men der er desværre alligevel alt for få patienter, som får kontakt med de palliative tilbud, fordi det er svært at efterspørge noget, som man ikke ved findes. Konsekvensen er, at mange patienter går rundt med symptomer, der ikke bliver lindret godt nok.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu