Læserbrev

Læserbreve

Læserbreve fra dagens avis
Debat
11. marts 2016

Informations krigeriske miljødebat

Villum Christensen, klima- og energiordfører for Liberal Alliance

Det er tankevækkende, hvordan miljødebatten har ophidset Information så meget, at man ligefrem bruger krigsmetaforik. I lederen »Miljøet som ny værdikamp« (8. marts) kan man læse om den nye miljøministers såkaldte »værdikrigsretorik.«

Og i en anden artikel, der handler om energiministerens ønske om at stoppe PSO-afgiftens himmelflugt, kan man læse om »en ny front mod miljøet«, »regeringens felttog mod PSO« og om regeringens »krig mod regler til beskyttelse af natur og miljø« (»V åbner ny front mod miljøet«, 8. marts).

Information synes åbenbart, det er nødvendigt først at overdramatisere problemet og bagefter latterliggøre hensigten med de justeringer, som regeringen lægger op til. Det er foruroligende, når man på den måde bagatelliserer det vigtige forhold, at energiaftalen er blevet over 100 procent dyrere, end man havde forventet. Er det virkelig avisens holdning, at når det handler om grøn energi, så må man bruge andre folks penge, som man har lyst til?

Tænk, hvis man byggede et sygehus, der så ud til at blive dobbelt så dyrt som planlagt – skulle man så bare fortsætte og lade som ingenting, og ville man latterliggøre de folk, som bad om en revision af budgettet?

Og hvor var Information, dengang den forrige regering snød med nitratmålinger, så vores grundvand så meget værre ud, end tilfældet i virkeligheden var? Det gav åbenbart ikke anledning til den store krigslyst.

Studerende skal vejlede hinanden

Simon Friis, Aarhus

Det er meget sigende for den tid, vi lever i, at alle danske universiteter har en såkaldt karriere- og mentor-ordning, hvor studerende kan blive rådgivet til at vælge de ’rigtige’ fag og finde et godt job i fremtiden.

Hvis stress blandt studerende er et problem, som man oprigtigt ønsker at løse, så bør uddannelsesinstitutionerne i stedet prioritere at give deres studerende de bedste muligheder for at klare studierne her og nu.

Men indtil universiteterne vågner op, er vi studerende nødt til at træde til: Indfør mentorordninger, hvor erfarne studerende kan hjælpe nytilkomne. Det er allerede en succeshistorie på Aarhus Universitet. Og årsagen er simpel: De studerende er gode til at lære hinanden at gå på universitetet. Masseuniversitetet er endnu ikke vågnet op til sin egen virkelighed – så lad masserne hjælpe hinanden.

Propagandistisk anmeldelse

Peter Thorning, Hundested

Georg Metz har anmeldt den nye pamflet Om zionisme, hvis formål med Georg Metz’ egne ord er »at demontere ret og rimelighed i zionisme« (»Zionist skråstreg jøde«, 1. marts). Pamfletten handler om en isme med en stor politisk-ideologisk betydning for Israel-Palæstina-konflikten.

Og hvis man vil have en dybere forståelse af denne betydning, så hjælper det at have et kendskab til den bortgemte historie om den etniske udrensning af Palæstina og en indsigt i de fortsatte ødelæggelser af livsbetingelser. Men i sin anmeldelse får Georg Metz desværre et par propagandanarrativer til at fremstå som valid argumentation.

Det ene handler om forrang til det konfliktfyldte område – et postulat, der benyttes som ismens moralske legitimering af det etniske fordrivelsesprojekt. Og det andet handler om »ideen og realismen bag Oslo-aftalen,« som Metz ikke mener, at pamfletten kan afvise uden at trække for mange veksler på den kritiske læser.

Men her overser han et vigtigt spørgsmål: Var den politiske lejr på den myrdede premierminister Yitzhak Rabins side parat til at tage fat på Oslo-aftalens centrale problemområder – de fordrevnes ret til at vende tilbage, Jerusalems status og fremtiden for de israelske bosættelser? Var man indstillet på ligeværdige, langsigtede og bæredygtige løsninger? I så fald ville en indoktrineret fanatikers mordattentat næppe have forhindre dette.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her