Læserbrev

Læserbreve

Debat
12. marts 2016

SU-besparelser er misforståede

Henrik Herløv Lund

»SU-støtten på kandidatuddannelser skal laves om fra stipendier til lån.« Det foreslår Karsten Koch, der står i spidsen for økonomer og erhvervsfolk fra den private forening AxcelFuture, som er nedsat på initiativ af kapitalfonden Axcel.

Hvordan vil det forslag mon påvirke de studerendes valg og gennemførelse af de videregående uddannelser? Internationale undersøgelser peger på, at der i dag er relativt højere social mobilitet i det danske videregående uddannelsessystem end i mange andre europæiske lande.

Det skyldes, at der i Danmark – ikke mindst takket være SU-stipendierne – er lavere barrierer for, at børn fra lavtuddannede og økonomisk dårligere stillede hjem tager videregående uddannelser.

Erstattes stipendier med lån, vil det øge uligheden i uddannelsessystemet. For de unge, der kommer fra familier, som ikke har tradition for en længere uddannelse, vil udsigten til flere års uddannelse uden en garanteret indkomst, men derimod en betydelig studiegæld, klart afskrække nogle fra at søge ind på videregående uddannelser.

Derudover vil indførelsen af studielån i stedet for SU også medføre, at de studerende tvinges til erhvervsarbejde i større omfang end i dag, hvilket vil øge frafaldet, og det især for unge fra ikke højtuddannede og ikkestudievante familier.

Men er det ikke bedre at skære i SU-støtten end at skære i midlerne til selve uddannelserne? spørger en fra AxcelFuture. Sagen er bare, at det spørgsmål bygger på en falsk modstilling.

For det første er problemet jo ikke, at SU-støtten er for høj, men at uddannelsestilskuddet er for lavt.

For det andet bliver der sandsynligvis ikke tale om en ’enten-eller’-situation, men om et ’både-og’-scenarie. Beslutningen om de næste fire års reduktioner af uddannelsesmidlerne er jo allerede vedtaget, og intet tyder på, at det skulle ændre sig.

Og når regeringen og de borgerlige politikere nu også jagter besparelser på SU-støtten, så er det jo ikke for at skaffe flere penge til uddannelse – men derimod til skattelettelser.

Karsten Koch risikerer sammen med Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og andre, der støtter SU-besparelser i håb om at få flere uddannelsesmidler, at blive »nyttige idioter«, som legitimerer yderligere nedskæringer i uddannelsessystemet til fordel for skattelettelser.

Stress er et kollektivt problem

Josephine Baum Jørgensen, København

Flere og flere studerende går i dag ned med stress. Jeg har personligt altid opfattet stress som et individuelt problem, ikke et kollektivt. Jeg har manglet en forståelse for, at stress hænger sammen med de normer og strukturer, vi befinder os i – og altså dermed er et kollektivt problem.

Jeg gik selv på en uddannelse, hvor tårnhøje ambitioner, topkarakterer og 20-25 timers studie-relevant arbejde ugentligt var norm. Der var et enormt pres for at præstere. Og når nogen gik ned med stress, så var mentaliteten, at »nogle studerende kan klare presset, andre kan ikke«. Man var blind for, at selve studiemiljøet kunne være stressfremkaldende i sig selv.

Jeg undrer mig i dag over, at der ikke var større fokus på at forebygge stress på mit studie. At der manglede, fra både ledelse, undervisere og de studerendes side, en kollektiv indsats for at forebygge stress.

Der skal være plads til studerendes høje ambitioner, men vi er altså nødt til at anerkende, at stress er et problem, som hele kollektivet har ansvar for.

Genindfør fattigdoms-grænsen

Rasmus Stoklund Holm-Nielsen, medlem af Socialdemokraterne

Forleden udgav SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – rapporten »Fattigdom og Afsavn«. Den er baseret på den fattigdomsgrænse, som SRSF-regeringen i 2013 forgæves forsøgte at få genindført.

Rapporten er ikke opmuntrende læsning, men tydeliggør, hvordan der i dagens Danmark er tusindvis af mennesker, som må undvære ting, de fleste af os tager for givet.

Det drejer som om væsentlige afsavn som eksempelvis ikke at have råd til at købe lægeordineret medicin, betale sin husleje, gå til tandlægen eller deltage i fødselsdage og andre sociale arrangementer med familie og venner.

Rapporten lægger vægt på, at folk i Danmark ikke oplever den form for fattigdom, der forbindes med den sult og nød, som mennesker udsættes for i den tredje verden.

Men for de børn i Danmark, der ikke har råd til at deltage i fodboldklubbens sommerudflugt eller holde juleaften som resten af klassen, er fattigdommen fortsat nærværende – uanset hvilken form den har.

De går ikke sultne i seng, men de vokser op med en ulighed, hvor de tydeligt mærker, at fattigdommen altså ikke er udryddet.

Vi bør have større ambitioner: Folk i Danmark bør ikke opleve nogen som helst form for fattigdom. Og genindførelsen af fattigdomsgrænsen kan være med til at modvirke fattigdom i Danmark. Med den kan vi skabe os et overblik over, hvor mange og hvem der er fattige i Danmark, og arbejde videre derfra.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her