Kommentar

Medier radikaliserer danske muslimer

Imamer som Abu Bilal spiller den mindste rolle i radikaliserings-processen. Det er politikere og mediers konstante misrepræsentation af unge muslimers overbevisninger og tro, der får dem til at søge tilflugt hos de hadefulde
10. marts 2016

I 2005 gik diverse politikere og medier sammen om at forsvare ytringsfriheden på trods af, at Muhammed-tegningerne var stødende over for 1,7 millarder muslimer samt den muslimske minoritet herhjemme i Danmark. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen nægtede at undskylde på vegne af Jyllands-Posten. Alt dette postyr i ytringsfrihedens navn.

Uanset om man er uenig eller ej, og uanset om man finder dem fornærmende eller ej, så er Imamen fra Grimhøjmoskeens ’forbrydelse’ ikke andet end ytringer. Men de har ikke desto mindre fået de selvsamme forkæmpere for ytringsfriheden, som i 2005 nægtede at undskylde, op af stolen med udtalelser såsom, at Grimhøjmoskeen burde rives ned, og imamerne udvises.

Efter skuddramaerne i København 2015 var disse politikere og debattører ligeledes ude med riven, og landets Imamer offentligt skulle tage afstand og komme med en officiel fordømmelse. Det på trods af, at ingen imamer tilsyneladende havde spillet en rolle i Omars El-Husseins udvikling.

Ifølge sociolog Aydin Soei skulle Omar El-Husseins handlinger formentlig forklares på baggrund af, at han var en »tabermand fra bunden af samfundet, der har været en del af et forrået miljø, og som har taget en religiøs krænkelse på sig sammen med andre krænkelser, han føler, han har oplevet«. (»Forfatter: Han truede mig med tæsk«, BT, 15. februar, 2015)

Men vores politikere og medier er selektive, og det har en bagside. At Abu Bilal, der ikke har nogen former for uddannelse i islamiske studier, gang på gang bliver udvalgt som uofficiel talsmand for den muslimske minoritet i Danmark, styrker ikke ligefrem mediernes troværdighed hos de muslimske menigheder i Danmark.

Muldvarpe i Synagogen?

Sideløbende med, at nogle imamer endnu en gang står for skud i medierne, og islamisk radikalisering endnu en gang er blevet et hovedtema, er der blevet arbejdet på at udbygge det økonomiske samarbejde mellem Danmark og Saudi-Arabien

Men ikke nok med, at den danske udenrigsminister og kongehuset hygger sig med det saudiske kongestyre. Danmark er i forvejen allieret med lande som Qatar, Kuwait og Bahrain, der de seneste år har udført utallige bombetogter i lande primært befolket af muslimer. Flere tusinde civile er blevet slået ihjel, og flere millioner er fordrevet fra deres hjem.

Israel, som endnu er en af Danmarks tætte allierede, har ifølge FN’s Menneskerettighedskomité så sent som i 2014 slået 2300 civile ihjel, såret over titusinde og gjort over 150.000 familier hjemløse i Gaza-striben.

Men på trods af at en stor procentdel af herboende rabbinere er trofaste støtter af Israel, og på trods af at den israelske besættelse har kostet flere menneskeliv end stening nogensinde har gjort, har TV 2 endnu ikke sendt en muldvarp ind i synagogen i Krystalgade for at spørge, om medlemmerne støtter Israel, dets snart 70-årige besættelse og forbrydelser imod menneskeheden.

Alle aspekter af livet

Lægger man disse forskellige faktorer sammen, vil man se, at imamer som Abu Bilal spiller den mindste rolle i radikaliseringsprocessen. Det er den konstante misrepræsentation, som medierne giver af de unges overbevisninger og tro, der får dem til at søge tilflugt hos de imamer, som prædiker had. Ønsker vi at stoppe radikaliseringen, burde vi først og fremmest bremse den konstante heksejagt på imamer og muslimer.

Tag f.eks. ordet ’sharia’. Det er flere gange blevet kastet rundt i medierne uden en reel forklaring på, hvad det overhovedet betyder.

Ordet sharia betyder ’en vej’. I islamisk terminologi skal det forstås som en vej igennem livet, som er lagt ud for at lede menneskeheden til deres endelige mål. Dette endelige mål er Paradis og tilnærmelsen til Gud. Ens personlige liv, familieliv, sociale liv, forretningsliv, arv og mange andre aspekter baserer sig altså på Guds vejledning, og på denne måde er sharia en omfattende term.

Straffelovene fylder kun en lille del af sharia og vil ikke kunne blive implementeret i et land som Danmark, så det er fuldstændig irrelevant at diskutere disse. Men ikke desto mindre bringer medier og politikere gang på gang ’sharia’ op og koger det ned til at handle om straffelove, og den meningsløse diskussion fortsætter.

Islam er en religion, der råder over alle aspekter af livet, og man kan derfor ikke bare opdele islam efter egne behov og påstå, at man er i krig med kategorier, man selv har fundet på. Handling vejere tungere end ord. Vores politikeres aggressive og selektive fremgangsmåder samt deres dobbeltmoralske udenrigspolitik vil derfor ikke resultere i andet end større splid og mere radikalisering. Og medierne forstærker tendensen.

Arash Mohammad Khani læser islamstudier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Erik Karlsen
  • Dorte Sørensen
  • Svend Erik Sokkelund
  • Niels Duus Nielsen
Kurt Nielsen, Erik Karlsen, Dorte Sørensen, Svend Erik Sokkelund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"man er i krig med kategorier, man selv har fundet på"

Ja, hvis bare højrefløjen selv havde fundet på de kategorier, som de bekriger, men det har de ikke engang; epigonerne stræber efter at genopføre det tyvende århundredes tragedie, nu blot som farce.

John Christensen

Jeg er langt hen af vejen enig med Arash Mohammad Khani, når det gælder den konstante mediestøtte til at understøtte "vores fjendebillede", som stigmatiserer muslimer i en os og dem retorik.
Arash Mohammad Khani undgår til gengæld at forholde sig til den aktuelle kritik af den massive sociale kontrol som muslimer udbredt gør brug af, og som beviseligt understøttes af moskeernes imamer.
Derved hindres integration, og vi bliver sure over at blive pisset på - som vantro, i det vi betragter som vores hus.
Vi ønsker ikke Sharia her på vores breddegrader, skulle jeg mene.

Kent Thomsen, Karsten Aaen, Svend Erik Sokkelund og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Det er værre, at danske medier og politiske partier markedsfører en bestemt radikal fortolkning af Islam, som også bl.a. Daesh er eksponent for, og sharia fortrinsvis omtales af de, der angriber Islam. Tilsyneladende anerkendes kun den radikale fortolkning af Islam, og den skaber tydeligvis mere frygt, end modstandere af Islam vil erkende.

-----------------
John Christensen:

"Arash Mohammad Khani undgår til gengæld at forholde sig til den aktuelle kritik af den massive sociale kontrol som muslimer udbredt gør brug af, og som beviseligt understøttes af moskeernes imamer."

Den påståede "massive sociale kontrol" har vi i realiteten ikke uafhængige kilder til. Værre er, at modviljen mod Islam også bruges til forsøg på social kontrol af den danske befolkning. Det tages ikke alene for givet, at de fleste danske muslimer besøger moskéerne flittigt, men også, at den danske befolkning ændrer sin livsstil, så den passer til Islams normer.

Integration forhindres ved skabelse af et modsætningsforhold mellem muslimer og den øvrige danske befolkning, men det er en mindre udfordring end det voksende regelsæt for danskhed.

"Vi ønsker ikke Sharia her på vores breddegrader, skulle jeg mene."

Det gælder nok kun så længe, Sharia ikke er normen for det danske samfund. Det er tilsyneladende vigtigt, at det store flertal har en ensartet og forudsigelig adfærd. Anti-sharia kan nemt blive mere begrænsende end Sharia.

Kurt Nielsen, Marie Jensen, Ole Steensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Ovenstående debat har i mine øjne nogle store problemer.
Hvis vi for et øjeblik ser på lande over hele jorden burde de lande og provinser hvor religionen islam nyder størst anerkendelse og beskyttelse have mindst religiøst begrundet vold og uro. Nyhedsbilledet giver ærlig talt det diamentralt modsatte indtryk. Pakistan, Iran, Saudi, Afghanistan med flere er lande hvor lovgivning og samfund, medier og magthavere i overvældende grad bøjer sig for religionen. Er denne blevet mere "afdæmpet" af den grund? Er der oplysninger der underbygger de synspunkter der fremføres i artiklen?

Kurt Nielsen, Jørn Andersen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Når det gælder organiseret religon bør man vare sig og undersøge sagerne nøje. Det gælder uanset om man afleverer sit barn i den katolske tjeneste eller sine døtre andre steder.
Hvis man bliver bedt om at suspendere sin tvivl og underkaste sig dogmer, bør advarselslamperne lyse.
Her er det tydeligt at lamperne lyser og man er ikke i tvivl om hvad man står overfor.

"Fordi gud siger det" er i min optik ikke en gyldig grund.

Med venlig hilsen
Lennart

Dorte Sørensen

Til anbefaling høre Orientering P1 -"Rabbiner og domprovst maner til besindighed i reaktioner på 'Moskeerne bag sløret'
09 Mar. 2016,kl. 17:16

Det tredje og sidste afsnit i TV2’s meget omtalte programserie 'Moskeerne bag sløret' blev vist i aftes. Ligesom de to foregående programmer med brug af skjult kamera viste udsendelsen i aftes imamer og andre muslimske ledere give råd til unge muslimer om bl.a. ægteskab, sex og vold, som er i strid med moskeernes erklærede hensigt om at bidrage til at integrere unge muslimer i det danske samfund. Men rabbiner, Jair Melchior og domprovst, Anders Kirkegaard maner til besindighed i reaktionerne på dokumentarserien. Medvirkende: Jair Melchior, rabbiner; Anders Kirkegaard, domprovst. "

Vidste godt der ville dukke de her mennesker op og prøve at anklage medierne for de afsløringer de tilvejebringer. Det er da uheldigt at mange uskyldige føler sig ramt af de tossede imamer, og selvfølgelig ligger der også en forpligtigelse hos almindelige moskégængere at få ryddet op, men lad nu venligst være med at komme med de ynkelige angreb på medierne, som gør præcis hvad de skal - viser det beskidte sengetøj frem.

Måske er politikernes løsninger dumme og dårlige, så argumentér for det. Men please ikke angribe medierne for at gøre deres arbejde. Det er så afgørende at vi rent faktisk får den indsigt som de har givet os. Så må vi handle ansvarligt på den baggrund. Hvis først medierne begynder at censurere i forhold til at hvilke afsløringer der kan give grimme reaktioner blandt mindre oplyste danskere, så har vi ét monsterproblem.

Jørn Andersen, Peter Møllgaard, Kent Thomsen, Mihail Larsen og Ulf Johannesson anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Anders Hede
Hvorfor må der ikke påpeger nogle betænkeligheder ved mediernes metoder?
Fx. hvordan har TV-2 udvalgt de moskeer de har besøgt. Osv.....

Må "vi" så heller ikke kritiserer medierne, når de ofte er mikrofonholdere for politikerne o.a. osv.....???

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Flemming Kristensen

Det er nu mediernes skyld, at unge muslimer bliver radikaliserede.

Hvordan hænger det sammen med tilfældet Sverige, som har Europas mest kriminelle og voldtægtsudøvende muslimske enklave, hvor AL kritik af islam indtil for blot 1 år siden, har været censureret bort fra medier og hvor hele samfundet har indrettet sig på at imødekomme alle muslimernes krav og tilmed positivt forskelsbehandle muslimer både mht. uddannelse, boliger og gratis velfærdsydelser, hvor de etniske svenskere betaler?

Hvor er det dog en uintelligent og uoplyst bortforklaring. Msn forsøger konstant at tale udenom, og få tiden til at gå. Men denne konstante retoriske nonsens man skal høre på, hver gang de muslimske trossamfund er blevet taget med fingrene i kagedåsen, det er hån mod enhvers intellekt.

Jeg skal gladeligt indrømme, at det er ved at blive uoverskueligt at holde fast på al den faktuelle dokumentation, som udstiller islam i det værste lys for tidrn, men tumorer af demens vokser ikke blot ud i hjernen og suger al viden til sig på kort tid.

Jørn Andersen, Jan Kauffmann, Peter Møllgaard, Kent Thomsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Så var der igen én, der følte trang til at lufte fuck-fingeren – det begynder at blive patetisk med al denne religionskomik i medierne …

Dorte Sørensen

Skal "vi" ikke lige synke spyttet. I Danmark har "vi" en statsminister, der er taget med fingrene i den offentlige kagedåse osv.... Ligeledes har vi præster, der ikke vil gifte fraskilte samt er imod homoseksualitet osv.
Hvorfor skal "vi" altid håne muslimerne over en kam???
Mon ikke "vi" fik et bedre samfund, hvis "vi" samarbejde mere i stedet for at se det værste i hinanden.

Kurt Nielsen, Mads Berg, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Det er da ikke mediernes skyld at imamerne prædiker sådan noget dobbeltmoralsk pjat. Hold stien ren, og alt er godt.

At udstille dobbeltmoral er ikke hån: Det er afsløring af løgn. Alle burde være glade for det, for det tillader at man kan ændre en bestående uretfærdig orden. Det er naturligvis lidt svært for dem der ikke vil tro at de blev snydt. De kan tilgengæld hævde at det er mediernes skyld.

Der er tudekiks ved udgangen.....

Med venlig hilsen
Lennart

Flemming Kristensen

Jeg håner ikke muslimer over én kam. Kun de 77% som i Danmark vælger at ønske sharia fremfor demokrati.

Jørn Andersen, Kent Thomsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
David Hertz-Holm

Mange gode pointer omkring mediernes/debattens hykleri om ytringsfrihed, Israels uimodsagte overgreb osv. som helt klart spiller en stor rolle i at armere ekstremisterne i deres trods-rekrutering, og så længe hykleriet trives er det er problem. Man kan bare læse dybt reaktionære muslimske forums som MUC Århus på Facebook med ca. 11000 følgere, hvor der konstant drives tyk anti-integrationspropaganda og udfra alt der er eller kan udlægges som hykleri.

Bliver dog nødt til at gå stærkt i mod det her:

Straffelovene fylder kun en lille del af sharia og vil ikke kunne blive implementeret i et land som Danmark, så det er fuldstændig irrelevant at diskutere disse

Nej, det er ikke irrelevant, men et vigtigt kernespørgsmål. Det er et væsentligt principspørgsmål. Hvis nogle muslimer tilslutter sig en tolkning af religionen hvor Gud eksempelvis går ind for stening, som ideal-retssystem, så er og bliver det dybt foruroligende og det bør kritiseres synder og sammen uanset om det er realistisk at det bliver gennemført nu, om 100 år eller aldrig.

Morten Pedersen

Vi er alle et produkt af vores fortid. - Også den fortid vi selv har skabt. Dvs. de ting vi fortæller os selv når vi ser vores spejlbillede på badeværelset om morgenen og om aftenen. Eller når vi beder en bøn til de højere magter. Eller når vi mediterer, synger, spiller musik mv. - Så når nogen siger noget helt ekstremt negativt, som f.eks. at de vil "dræbe alle de vantro", så er der muligvis ingen grund til at tro at de vil gøre dette lige med det samme - men al mulig grund til at tro på, at deres hjerne gradvist bliver i stand til at udføre de mest grusomme overgreb på helt tilfældige mennesker og at det kun er et spørgsmål om tid før dette også kommer til at ske. Dette sætter unægtelig visse trosretninger i et helt nyt lys, samtidig med at det åbner for en diskussion af mental hygiejne. Hvis det er en menneskeret af forurene andre menneskers bevidsthed med tanker om overgreb og grusomheder begået imod helt uskyldige mennesker, så må det vel også være en menneskeret at være fri for en sådan mental forurening og alle dens konsekvenser. Ligesom vi i dag har f.eks. en CO2 afgift burde der måske i fremtiden være en særskat på alle former for religiøsitet, som ikke er klinisk renset for negativitet rettet imod alle andre.

Niels Duus Nielsen

Morten Pedersen: "Ligesom vi i dag har f.eks. en CO2 afgift burde der måske i fremtiden være en særskat på alle former for religiøsitet, som ikke er klinisk renset for negativitet rettet imod alle andre."

Sjovt, som absolut ytringfrihed altid viser sig at være en relativ størrelse: Jeg må frit og gratis ytre mig om alt, men dem, jeg er uenige med, skal betale for at lufte deres holdninger.

Hvorfor ikke bare indføre censur og få det overstået, når det alligevel er det, de fundamentalistiske ytringsfrihedsfortalere gerne vil?

Der ville i øvrigt være flere penge til statskassen, hvis man indførte en særskat på negative politiske udtalelser. Okay, det kunne gå hen og blive dyrt for sådan en som mig, men de helt store penge vil man kunne inddrive andre steder. Især partier som Venstre og Dansk Folkeparti skal i så fald til lommerne i den helt store stil, for de har vel ikke tænkt sig at nedlægge sig selv ved at føre en ærlig og positiv politik? Der er jo tydeligvis flere stemmer i at manipulere og skabe splid end i at tale sandt og skabe sammenhold i det postmoderne, selvfede Danmark.

Kurt Nielsen, Dorte Sørensen og Marie Jensen anbefalede denne kommentar

debat indlægget er 132% whataboutism, det harmonerer fint med min opfattelse af islamstudier. :)

Allan Bartroff, Jørn Andersen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Hatten af for afsenderen af dette indlæg og til information, for ikke at køre med på bølgen, af konfrontation, som det fleste aviser kører med på. Vi kan, som det også fremgår af dette indlæg, med stor sandsynlighed, selv være med til at påvirke radikaliseringen både i positiv og negativ retning, så er det jo op til en mavefornemmelse, hvad vi har mest interesse i!

Kurt Nielsen, Dorte Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Konfrontation?

Indlægget er fuld af den slags skøre vinkler, der gør megen af islam-debatten forvrøvlet. Det går allerede galt i første sætning:

"I 2005 gik diverse politikere og medier sammen om at forsvare ytringsfriheden på trods af, at Muhammed-tegningerne var stødende over for 1,7 millarder muslimer samt den muslimske minoritet herhjemme i Danmark."

Den interessante detalje er vendingen "til trods af". Her sættes 'ytringsfrihed' diametralt over for et særligt hensyn til '1,7 milliarder muslimer'. Haps! Der blev pludselig alle muslimer kidnappet og uniformeret - også alle dem, der ønsker eller drømmer om en oplyst, demokratisk islam - for slet ikke at tale om alle dem, der lider under islamiske tyrannier.

Men vrøvlet stopper ikke hér, for straks efter får han også uniformeret en anden gruppe:

"Uanset om man er uenig eller ej, og uanset om man finder dem fornærmende eller ej, så er Imamen fra Grimhøjmoskeens ’forbrydelse’ ikke andet end ytringer. Men de har ikke desto mindre fået de selvsamme forkæmpere for ytringsfriheden, som i 2005 nægtede at undskylde, op af stolen med udtalelser såsom, at Grimhøjmoskeen burde rives ned, og imamerne udvises."

Her skal man lægge mærke til "de selvsamme forkæmpere for ytringsfriheden". Der er den smule sandhed i påstanden, at enkelte politikere på højre side har givet udtryk for et ønske om at rive Grimhøjmoskeen ned, men det alt overvejende flertal af 'de selvsamme forkæmpere' har i forskellige medier slået fast, at der ikke må gås på kompromis med ytringsfriheden. Men skidt med det, synes forfatteren at mene. Det ville også ødelægge hans pointe at forholde sig til virkeligheden.

Som om det ikke var nok, fremturer han med endnu et knudret eksempel:

"Sideløbende med, at nogle imamer endnu en gang står for skud i medierne, og islamisk radikalisering endnu en gang er blevet et hovedtema, er der blevet arbejdet på at udbygge det økonomiske samarbejde mellem Danmark og Saudi-Arabien

Men ikke nok med, at den danske udenrigsminister og kongehuset hygger sig med det saudiske kongestyre. Danmark er i forvejen allieret med lande som Qatar, Kuwait og Bahrain, der de seneste år har udført utallige bombetogter i lande primært befolket af muslimer. Flere tusinde civile er blevet slået ihjel, og flere millioner er fordrevet fra deres hjem."

Hvem er det lige, der finansierer de nye stormoskeer i Danmark? Hvorfra rekrutterer de danske moskeer udenlandske imamer? Hvilket land er den drivende kraft bag den outrerede form for islam, der går under navnet wahabisme? Er det den danske stat, der tvinger herboende muslimer til 'økonomisk samarbejde med Saudi-Arabien'?

Er det alene den vestlige verdens skyld, at de fleste arabiske lande er diktaturer? Er det alene de vestlige landes skyld, at arabiske lande fører krige både mod deres naboer og mod deres egne befolkninger? At arabere myrder løs på hinanden? At de arabiske stater er fejlslagne og stort set ude af stand til at opbygge et velfungerende, økonomisk og befolkningsmæssigt bæredygtigt samfund?

Vrøvlerierne fortsætter med noget, der kan ligne en 'stråmand':

"Men på trods af at en stor procentdel af herboende rabbinere er trofaste støtter af Israel, og på trods af at den israelske besættelse har kostet flere menneskeliv end stening nogensinde har gjort, har TV 2 endnu ikke sendt en muldvarp ind i synagogen i Krystalgade for at spørge, om medlemmerne støtter Israel, dets snart 70-årige besættelse og forbrydelser imod menneskeheden."

Det er åbenbart gået forfatteren hen over hovedet, at herboende rabbinere ikke lægger skjul på deres holdninger til Israel, og at de i øvrigt slet ikke er fuldkommen enige. Flere af dem har endda offentligt taget afstand fra besættelsen af Vestbredden og går aktivt ind for en 2-stats løsning. Den altovervejende opinion i Danmark i dag er Israel-kritisk, og det er faktisk forbudt at samarbejde med israelske virksomheder og organisationer, der holder til på Vestbredden. Den slags spørgsmål drøftes i fuld offentlighed i Danmark. Derfor er der ikke brug for mulvarper 'i Synagogen'.

Alting vendes på hovedet med formuleringer som denne:

"Det er den konstante misrepræsentation, som medierne giver af de unges overbevisninger og tro, der får dem til at søge tilflugt hos de imamer, som prædiker had. Ønsker vi at stoppe radikaliseringen, burde vi først og fremmest bremse den konstante heksejagt på imamer og muslimer."

Ikke sandt? Det er naturligvis det danske samfund, som skaber radikaliserede unge muslimer. De får ganske vist tilbud om gratis uddannelse indtil højeste niveau, de får tilskud til foreninger, de tilbydes forskellige former for aktivering, og de hjælpes med sociale foranstaltninger, når de kommer i uføre. Men alligevel halter de bagefter andre indvandregrupper, der synes at finde sig til rette i det danske velfærdssystem uden større gnidninger. Men altså ikke en stor del af de unge muslimer. De er opvokset i Danmark med forældre, der heller ikke er veltilpassede, og hvor mødrene kun sporadisk deltager i arbejdslivet (hvilket synes at være tilstræbt) - nogle af dem kan slet ikke tale dansk. De indoktrineres til at skelne skarpt mellem sig selv og 'danskerne', som man ikke skal blande sig med eller stole på. Nogle af dem signalerer umisforståeligt (ved deres påklædning), at de ikke ønsker nærkontakt - og da slet ikke ægteskab, med mindre manden er muslim.

Der er også plads til en direkte afsporing:

"Straffelovene fylder kun en lille del af sharia og vil ikke kunne blive implementeret i et land som Danmark, så det er fuldstændig irrelevant at diskutere disse. Men ikke desto mindre bringer medier og politikere gang på gang ’sharia’ op og koger det ned til at handle om straffelove, og den meningsløse diskussion fortsætter."

Bemærk: 'vil ikke kunne implementeres i et land som Danmark'. Så stening, hustruvold og afhugning af lemmer behøver vi slet ikke at tale om. Selv om det tydeligvis af nogle muslimer ville være at foretrække (og vil kunne implementeres, må man forstå, når der er et muslimsk flertal - altså ganske 'demokratisk'). I én af TV2's nu berømte udsendelser udtaler en imam retorisk, om vi måske har set eksempler på stening i Gjellerup? Nej, men vi har temmelig klart set eksempler på den mentalitet, der ligger bag en sådan tankegang - nu blot formuleret som æresrelateret vold og et parallelt retssystem.

Arash Mohammad Khani smider det ultimative kort på bordet: At det er 'danskerne', der ønsker en 'dem-og-os' segregering. Det er til at få kvalme af, når det er ganske åbenlyst, at denne adskillelse i parallelle samfund systematisk støttes af konservative og fundamentalistiske muslimer og forstærkes af en ganske hårdhændet social kontrol. Han bidrager dermed til at udbrede den myte, at alle de problemer, muslimer oplever i et samfund som det danske, skyldes 'danskernes' fjendtlighed og manglende tolerance.

Og som altid er der nogle flagelantiske 'danskere', der synger med på denne falske melodi - og dermed fastholder den sociale kontrol.

Jonathan Smith, Lars Hansen, Martin Schou, Søren Lindved, ulrik mortensen, Jørn Andersen, Lennart Kampmann, Troels Danielsen og Peter Møllgaard anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Mihail Larsen, det var dog mange ord, du skulle bruge, for at sige, at du er uenig med artiklen.

Men du skøjter let og elegant hen over den omstændighed, at grunden til, at Arash Mohammad Khani synger sin efter din mening falske melodi, sandsynligvis er, at han oplever kritikken af islam som ikke bare falsk, men både ensidig og enøjet og umusikalsk, og at han derfor følelsesmæssigt er påvirket af den tone debatten har taget i de senere år. Hvorfor han forfalder til tvivlsomme generaliseringer, i modsætning til muslimbasherne, som jo slet ikke generaliserer, vel?

Hvis dit argument er, at det ikke nytter noget at besvare vold med vold og hån med hån, og tvivlsomme generaliseringer med tvivlsomme generaliseringer, så er vi enige. Men at du ikke kan se, at i den givne kontekst er det egentlig kun tale om, at der bliver givet igen fra samme skuffe, undrer mig.

Og i modsætning til den typiske muslimbasher er denne danskerbashing faktisk velformuleret.

Hvad er det denne skribent vil med dette indlæg? Hans hovedbudskab synes at være dette her:

"Ordet sharia betyder ’en vej’. I islamisk terminologi skal det forstås som en vej igennem livet, som er lagt ud for at lede menneskeheden til deres endelige mål. Dette endelige mål er Paradis og tilnærmelsen til Gud. Ens personlige liv, familieliv, sociale liv, forretningsliv, arv og mange andre aspekter baserer sig altså på Guds vejledning, og på denne måde er sharia en omfattende term."

Og som jeg læser og forstår skribentens indlæg mener at den rette vej til Gud er ved at følge Guds vejledning således som den er givet os i Koranen, i profetens sunna og i hadiths. Og dertil må jeg bare sige det her: Hvis han - eller andre muslimer - vil det, skal de være velkomne til det. Men de skal aldeles ikke belære os andre om, hvordan vi skal leve, hverken kristne, jøder, hinduer, eller andre muslimer. Det må være op til den enkelte muslim hvordan han eller hun vil leve sit liv. Og så må det være op til Allah (Gud) alene at dømme, når den tid kommer. Mohammed, profeten, opfordrede også muslimer, og andre, til at skaffe sig viden, om det var så i Kina! Mohammed, profeten, opfordrede også muslimer, og andre, til selv at læse Koranen og danne sig viden om islam og tolke islam ud fra det som de læser.

Nu ved jeg tilfældigvis, at den katolske kirke i mange, mange år interessant nok mente det samme som skribenten her; at Bibelen var en slags vejledning i Guds Vilje for os mennesker. Og at man skulle følge Guds Vejledning for at komme i Paradis og ikke ende i Gehanna (Helvede). Og det tiltrak -desværre - en hel del personer som var præster og biskopper og paver i den katolske kirke, som bød at have magt over mennesker, og som lod deres egen vilje være lig med Guds Vilje. Og det betød at de forbød mennesker dette eller hint og truede dem Helvede (Gehanna), hvis de ikke gjorde noget forkert, som de, de magtgale personer, i kirken ikke brød sig. Og her i DK har vi altså forlængst sparket kirken både med stort og lille K ud af vores forklaringsmodel for tilværelsen; vi har ikke brug for at den kommer tilbage, hverken som forklaringmodel, vejledning eller rettesnor i skikkelse af islams måde at vejlede personer og mennesker på. Især ikke i samfundsanliggender eller som fundament for samfundets love. Og det hverken i Danmark, Polen, USA, eller Italien.

Jeg har intet imod at skribenten lever det liv han ønsker at leve efter sit eget muslimske hoved; blot
skal han ikke belære andre om, hvordan de skal leve. Lige så lidt som danske præster eller danske rabbinere skal belære andre om, hvordan de bør leve deres liv. Så de kan komme i Paradis. Ens tro er en personlig sag mellem Allah/Gud og den enkelte. Og kun Gud kan dømme.....om man kommer i Paradis eller ej.

Mihail Larsen

@ Niels Nielsen

Min hensigt med ovenstående kommentar var ikke at give udtryk for en uenighed. De mange ord skyldes, at jeg - i stedet for en kortfattet, generelliserende afstandtagen - ville øve en form for detaljeret tekstkritik af Arash Mohammad Khanis indlæg, som jeg finder typisk for en bestemt form for forvrøvlet, afsporende og fordomsfuld argumentation. Jeg viser bl.a., at han i rigt mål selv producerer de generelliseringer, som gør debatten futil. Da djævlen ofte ligger i detaljen, er jeg af samme grund nødt til at gå detaljeret til værks.

I modsætning, åbenbart, til dig, finder jeg ikke Arash Mohammad Khanis 'danskerbashing' velformuleret, men fordummende. At han givetvis af et rent hjerte 'føler' det, han skriver, gør det ikke mere rigtigt - og slet ikke, når han præsenterer sig en studerende. Indlægget er generelliserende (1,7 miliarder muslimer over for 'de selv samme forkæmpere for ytringsfrihed'), selvmodsigende (i kritikken af dansk samarbejde med bl.a. Saudi-Arabien), ukritisk (over for de arabiske staters gensidige konflikter), vildledende (om danske jøders holdning til staten Israel), bortforklarende (i forhold til muslimers særlige problemer med at finde sig til rette i Danmark), afsporende (i forhold til implementeringen af sharia) og generelt ansvarsfornægtende. Hvis det er den slags kandidater, der uddannes på universitetet i 'Islamstudier', ser det sort ud.

Niels Duus Nielsen

Okay, Mihail Larsen, din kritik af min kritik er taget til efterretning, men jeg fastholder, at så længe følelsesladede argumenter erstatter saglig kritik, vil vi blot få mere af det samme, hvor begge sider skyder hinanden påstande i skoene, som de selv opfinder. Og da din kritik er jo er sproglig og saglig, må den vrede, jeg fornemmer mellem linierne i dit indlæg, være noget jeg bilder mig ind.

Og så synes jeg faktisk at argumentet med, at der ikke er grund til at diskutere sharias straffebestemmelser er meget godt, da det alligevel ikke vil kunne indføres i Danmark.

Ligesom jøderne går ind for sætningen "Øje for øje, og tand for tand", uden at vi andre tager det særligt alvorligt, og ligesom danske dommere heller ikke som de kristne "vender den anden kind til", men idømmer folk solide straffe for deres forbrydelser - på samme måde kan vi lade forvirrede islamiske teologer diskutere hvem, der skal kaste den første sten, vel vidende, at uanset hvem, der faktisk begynder at kaste med sten, vil vedkommende blive meldt til politiet.

Og så tror jeg ikke, du skal føle dig personligt truffet, kritikken i artiklen er i mine øjne rettet mod hvad man kan kalde "det etablerede Danmark", specielt den danske såvel organiserede som uorganiserede højrefløj, der netop ikke ser noget problem i at bashe danske tørklædeklædte muslimer og deres mænd, samtidig med at de godt kan stå på venskabelig fod med saudiarabiske tørklædebeklædte muslimers mænd - blot de har penge nok - og heller ikke ser noget problem ved Israels fremfærd i de besatte områder, og som heller ikke finder det under lavmålet at indrykke annoncer med statslige fejlinformationer i diverse dagblade i de muslimske lande, for at skræmme flygtninge til at flygte et andet sted hen. Husk på, at selv om der står et flertal i Folketinget bag disse tiltag, betyder det ikke, at alt hvad et demokratisk flertal beslutter, er sandt, godt og rigtigt. Det er jo derfor, vi har det, der kaldes en demokratisk debat, hvor mindretallet har mulighed for at lufte sin uenighed.

Jeg synes, der er meget at kritisere det etablerede Danmark for, uden at jeg personligt føler mig truffet, især ikke, da jeg gerne selv medvirker til at fremføre kritikken. At vi lider under et parlamentarisk system, hvor 20% af befolkningen har valgt en lille svindler til statsminister, og at denne lille svindler har valgt at sammensætte en regering bestående af brådne kar og xenofober, er da virkelig ikke min skyld. Tværtimod, som en god demokrat bøjer jeg nakken og lader de folkevalgte vandaler hærge. Indtil de kommer for tæt på, så træder nødretten nemlig i funktion, og så må det briste eller bære. Hobbes har nogle interessante tanker om grænserne for suverænitet og statslig tvang, men det ved du jo.

På samme måde er det ikke mig, der har valgt at importere arbejdskraft fra de varme lande, så det ansvar er heller ikke mit.

Men nu er den her, og så må vi få det bedst mulige ud af det.

Troels Danielsen

Det, vi ikke har brug for er offermentalitet. Det, der mangler i Islam-debatten lige nu er bud på, hvad den alternative version af Islam egentlig er ift. imamernes fundamentalisme. Problemet for mig at se er, at religionen i ekstrem grad bygger på efterfølgelse af et bestemt menneskes eksempel, og når man ser på, hvad det menneske (måske) gjorde og sagde tilbage i jernalderen, som overleveret i tusindvis af anekdotiske og legendariske mundheld, står man tilbage med noget, der er meget vanskeligt at overføre meningsfuldt til et moderne samfund. Det viser sig tydeligt, når man ser på, hvor statiske de samfund er, der har implementeret Islam i lovgivning og institutioner.

Når Khashif Ahmad f.eks. går ud og klandrer imamerne og spørger, hvor stening er beskrevet i Koranen, mangler han at svare på, om pisk (der er beskrevet som straf for utroskab i Koranen), så er en retfærdig straf i stedet? Hvis man er enig i, at der er tale om en lovreligion, der sætter rammer for alle dele af livet, så er det svært at argumentere for, hvorfor meget konkrete påbud som stening og pisk (Hadith/Koran) ikke skal forstås bogstaveligt, og hvorfor man så skal tage afstand fra det, man mener er Guds ord.

De alternative versioner har arbejdet foran sig, men jeg håber, der bliver arbejdet, for ellers er det vanskeligt at se Islam integreret i Danmark. Indtil en definition af Islam bliver fremført at moderate muslimer, hvor det er krystalklart hvilke voldelige vers og påbud man ikke anser for gældende og hvorfor, kan det ikke undre, at der er mistro - og det er ikke mediernes skyld!

Jørn Andersen, Mihail Larsen og Peter Møllgaard anbefalede denne kommentar
Peter Møllgaard

@ Niels Nielsen... Du skriver:
"Og så synes jeg faktisk at argumentet med, at der ikke er grund til at diskutere sharias straffebestemmelser er meget godt, da det alligevel ikke vil kunne indføres i Danmark."

Det er da rimeligt relevant at diskutere sharia, hvis denne anti-demokratiske ideologi deles af mennesker, som vi lever sammen med i vores demokratiske samfund (og da især, hvis en god del af de herboende muslimer abonnerer på sharia i en eller anden form). Selvom sharia-reglerne vil være forbudt ifølge dansk lovgivning, så kan selve det "mindset", de er udtryk for, jo give anledning til problemer (fx. hatecrimes mod homoseksuelle, parallelsamfund, kvindeundertrykkelse...).

Og så synes jeg, du skulle prøve følgende tankeeksperiment:
Lad os antage, at der er en højreorienteret kristen gruppering (måske endda, oh gru, med frafaldne medlemmer fra DF). De holder møder, hvor de argumenterer for, at fundamentalistiske kristne værdier skal være grundstenen i det danske samfund. Ud med videnskab, ind med skabelsesmyten i skolerne. Krav om obligatorisk bøn. Forbud mod andre religioner (de vantro). Straf for homoseksualitet... osv.

Denne gruppering bliver så afdækket i et tv-program.

Ville din holdning så være: "Det behøver vi ikke diskutere. De ideer bliver alligevel aldrig ført ud i livet i Danmark. Det ville jo stride mod lovgivningen"?

Lars Hansen, Niels Duus Nielsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Det er (også) en kulturkamp

Da Fogh Rasmussen lige var tiltrådt, gav han et stort interview til Weekendavisen, der gerne ville høre, om vi nu skulle regne med, at han ville indføre minimalstaten. Fogh svarede, at det første, han ville satse på, var en ændring af danskernes mentalitet - og jeg tror endda, han i den forbindelse henviste til Mao. Man kan først gennemføre store politiske og økonomiske reformer, når de kulturelle forudsætninger er bragt til veje. Sagt lidt firkantet: Når først danskerne havde lært at være egoister, så ville de ikke bare acceptere, men ligefrem kræve minimalstaten. Altså skulle der allerførst ryddes ud i nævn, råd og styrelser, som på den ene eller den anden måde havde indflydelse på dansk kultur, og derefter i et langt sejt træk gødes jorden for en stille kulturrevolution. Dansk folkeparti kaldte det ligefrem 'systemskiftet'.

Vi ved nu, at Fogh vandt den kamp. I meget stor udstrækning er det lykkedes at rykke Danmark mentalt til højre.

Når nogen nu mener, at vi da ikke behøver at tage religiøse retfærdighedsfantasier så alvorligt, 'for de bliver jo alligevel aldrig ført ud i livet her i landet', og 'de er jo kun ytringer', så glemmer man denne lære fra Mao & Fogh. Eller fra Voltaire og Robespierre, for den sags skyld. Den franske Revolution var næppe blevet til noget, hvis ikke det gamle regime forinden var blevet godt og grundigt undergravet kulturelt og ideologisk.

I et mindre format kan der også argumenteres for, at selv om forestillinger om underkastelse, stening, vold og lemlæstelse kun forbliver fantasier, så skaber de alligevel en mental grobund for en autoritær og fundamentalistisk tankegang. Derfor er tanker ikke 'uskyldige'. De gøder jorden for samfundsmæssige forandringer.

Enhver har ret til at mene, tænke og udtrykke sine synspunkter frit - men ikke uden at blive sagt imod. Og hvis det drejer sig om fundamentale samfundsværdier, må man regne med, at debatten bliver tilsvarende skarp.

Niels Duus Nielsen

Peter Møllgaard, til dit eksempel kan jeg kun sige, at hvis der opstod en sådan gruppering , ville jeg nok i første omgang bare trække på skuldrene og tænke: De er skøre, de folk fra Tidehverv, det er da godt, at de ikke har den store indflydelse i samfundet.

Men selvfølgelig, hvis de pludselig får gratis taletid i medierne til uimodsagt at fremføre deres ideer, eller endnu værre, får sæde i Folketinget, så vil jeg nok begynde at kritisere dem, temmelig højlydt endda. Det samme gælder for mit syn på fundamentalistiske muslimer og for den sags skyld rockerbander. Hvis de er kriminelle, er det en politiopgave, hvis de bare er forstyrrede mennesker med trang til besynderlige ritualer, skal de da have lov at være det, så længe de ikke vil pådutte alle os andre deres besynderlige ritualer.

Og Mihail Larsen, kulturkampen skal føres, så den inkluderer de mennesker, den kæmper for, ikke ekskluderer dem. At skælde alle Folkekirkens medlemmer ud for Indre Missions forbrydelser skaber kun vrede og modstand blandt bekvemmelighedsreligiøse, fuldstændig ligesom jeg bliver vred, når folk påstår, at jeg som socialist er medansvarlig for Stalins forbrydelser.

Anders Foghs kulturkamp har været ekskluderende og har opdelt Danmark i to nogenlunde lige store lejre, som af medierne kaldes rød og blå stue. Vores kulturkamp derimod skal være inkluderende, indvandrerne er den nye underklasse, det nye pjalteproletariat, om du vil, og pjalteproletariatet har altid haft en vis hang til irrationelle tanker og selvdestruktive handlinger. Vi skal ikke fokusere på det, der adskiller os, men derimod på det, der samler os. Ved at fokusere på vore forskelle, går vi bare den borgerlige kulturkamps ærinde.

Når det handler om sæd og skik og kulturelle vaner og forestillinger, er jeg af den faste overbevisning, at det er mere effektivt at være imødekommende og foregå med et godt eksempel, frem for at grave de kulturelle grøfter dybere ved at skyde folk stråmænd i skoene.

At den franske revolution blev forberedt af oplysningstidens religionskritik er rigtigt nok, men dengang var religionen en stærk samfundsmæssig magt, der kæmpede imod med næb og kløer. At revolutionen alligevel lykkedes, skyldes vel især, at folk rent faktisk sultede, hvad enten de var troende eller ej. Når krybben er tom, bides hestene, og for en gangs skyld bed de de rigtige.

Skal dit billede give mening, skal den moderne religionskritik retteligen være en kapitalismekritik, for det er kapitalismens iboende ideologi, der i dag spiller rollen som forklaringsfaktor og handlegrund for snart sagt alle menneskefjendske tiltag. Således, at når underklassen i Danmark som følge af det "moderne" kontanthjælpsloft snart begynder at sulte, så vil den rette vreden mod dem, som forårsager sulten, og ikke mod hinanden, som overklassen lægger op til.

Det er ikke et par imamer i Århus, der fører et par pjalteproletarer på afveje, som vi skal frygte, men derimod direktør Diller-Daller og hans betalte lejesvende på Borgen, som er parate til at ofre pjalteproletariatet og resten af den overflødiggjorte arbejderklasse på ulighedens alter, for noget så absurd som skattelettelser til de rige.

Mihail Larsen

Inkludering - jatak

Men Niels, det kræver jo frem for alt, at begge parter v i l inkluderes. Ikke kun 'integreres' som en selvstændig lap i et kludetæppe, men reelt 'assimileres' i en smeltedigel (for nu at bruge de velkendte, amerikanske udtryk).

I en kulturel geografi som den danske vil det uundgåeligt betyde, at mindretallet i betydelig grad skal t i l p a s s e sig flertalskulturens normer, i al fald på kerneområder som økonomi, politik, retsvæsen og uddannelsessystem. Og det vil frem for alt også sige, at evt. religiøse mindretal s k a l anerkende, at statsmagten er sekulær.

En sådan tilpasning er hel oplagt ikke i de (fleste) muslimske imamers interesse, og derfor arbejder de benhårdt for at skabe et parallelsamfund med egne, samfundsmæssige normer. Tilmed i et snyltende forhold til det foragtede flertal af befolkningen i form af tilskud og overførselsindkomster.

Inkludering - jatak. Men ikke for enhver pris og ikke med nogen form for anerkendelse af religiøse særdomstole. Vi lever i en borgerlig, sekulær retsstat.

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig, at religionskritikken kun er en del af en overordnet kapitalismekritik. Men den er også en nødvendig del, for religionen spærrer i de fleste tilfælde for en ophævelse af 'folkets illusoriske lykke' (for nu at parafrasere Marx' berømte formuleringer i "Kritikken af den hegelske retsfilosofi"). I en ikke så ofte citeret, efterfølgende passage skrev Marx i øvrigt meget à propos vores aktuelle problematik:

"Kritikken har plukket lænkernes imaginære blomsterkrans itu, ikke for a mennesket skal bære fantasiløs og trøsteløse lænker, men for at det skal kaste lænkerne af sig og plukke levende blomster. Kritikken af religionen skuffer mennesket, for at det skal tænke og handle, for at det skal skabe sin egen virkelighed som et skuffet menneske, der er kommet til fornuft, for at det skal bevæge sig om sig selv og dermed om sin virkelige sol. Religionen er kun den illusoriske sol, der bevæger sig omkring mennesket, sålænge mennesket ikke bevæger sig omkring sig selv." (Marx, "Økonomi og politik. Ungdomsskrifter", Gyldendal 1965, s. 52)

Niels Duus Nielsen

Mihail Larsen:

Mindretallet skal tilpasse sig flertalskulturens normer, tjek. Giv dem et par generationer, så ordner det sig selv, ligesom det altid har gjort. Jøderne var meget aparte i gamle dage, det er de ikke mere, hvorfor skulle muslimer være anderledes?

Religiøse mindretal skal anerkende, at statsmagten er sekulær, tjek. Det gør de allerede, bortset fra nogle få tosser, der fisker i rørte vande.

Så hvad er vi egentlig uenige om?

Er det tempoet? Synes du integrationen går for langsomt? Jamen så kritiser de mørkemænd m/k, der gør alt hvad de kan, for at indvandrerne ikke skal føle sig velkomne - således at de gennem den oplevede eksklusion genererer den vrede, som indvandrernes egne mørkemænd kan forme til parallelsamfund og religiøst vanvid.

Og så giv indvandrerne lidt tid og foregå dem med et godt eksempel, i stedet for at svine dem til og påstå, at de principielt ikke kan integreres. Ikke at jeg anklager dig for at svine nogen til, så langt fra, men det er der altså nogen, der gør. Faktisk er der et helt politisk parti, der bygger sin popularitet på modvilje mod andre mennesker. Hvorfor ikke kritisere dem, når de nu modarbejder ethvert forsøg på integration?

Hvis man pisser på folk, og bagefter kritiserer dem for, at de lugter, skaber man ikke en god grobund for samarbejde, fred og fordragelighed. Tværtimod skaber man et ressentiment, som giver sig irrationelle udslag.

Så der er i allerhøjeste grad grund til stadig at føre kulturkamp. Blot er det ikke det lille muslimske mindretal, der skal bekæmpes, men den antihumanistiske mentalitet, som er blevet fremelsket i de senere år, og som truer med at blive flertallets. Hvis det skal give mening at videreudvikle oplysningstraditionen, skal angrebet ikke rettes mod de magtesløse, som fortvivlet søger tilflugt i religionen fra fremmedhadet, men mod de magtfulde og magtfuldkomne, som sår splid blandt det arbejdende folk for bedre at kunne hyppe deres egne kartofler. Hvis vi ønsker, at de ikke søger trøst i religion, må vi give dem et alternativ.

Det er proportionerne, Mihail Larsen, vi er uenige om. Religionskritik er vigtigt, bare ikke lige nu, hvor regeringen er i gang med at forringe vilkårene for alle fattige her i landet, hvad enten de er indvandrere eller ej. I en sådan situation bør vi stå sammen, ikke bekrige hinanden.

Lennart Kampmann

@ Niels Nielsen
Det er ikke uvæsentligt at finde en god position mellem yderpunkterne kynisme og naivitet.

med venlig hilsen
Lennart

Mihail Larsen

To klassiske fejl

1.
"Mindretallet skal tilpasse sig flertalskulturens normer, tjek. Giv dem et par generationer, så ordner det sig selv, ligesom det altid har gjort. Jøderne var meget aparte i gamle dage, det er de ikke mere, hvorfor skulle muslimer være anderledes?"

Der er den meget afgørende forskel, at jødedommen er eksklusiv, medens islam (lige som kristendommen) er missionsk. Jøder har ikke behov for at 'omvende' nogen, og har i almindelighed ikke svært ved at finde nicher inden for det eksisterende samfund, hvor de kan leve i fred med deres etniske og religiøse identitet, eller ved at leve i et sekulært, kosmopolitisk samfund, sådan som deres omtumlede historie har tvunget dem til. Jødedommen 'konkurrerer' derfor ikke med noget andet trossamfund. Islam ligger derimod under for en hegemoni-tænkning (lige som kristendommen) og bl.a. derfor trives der fortsat - selv blandt muslimske analfabeter og pjalteproletarer - en forestilling om sig selv som moralsk overlegne. Det er et frygtelig dårligt udgangspunkt for en inkluderende tilpasning under og til en anden flertalskultur - og kan også være en del af forklaringen på, hvorfor netop muslimer er den mindretalsgruppe, der har markant sværest ved at integrere sig.

Bemærk venligst, at jeg inkluderer kristendommen i den hegemoniske missionstankegang. 'Vi' kristne har selv begået ufattelige forbrydelser i religionens navn, så vi skulle nok ikke blive så forundret over vor tids altovervejende muslimske terrorisme.

2.
"Hvis det skal give mening at videreudvikle oplysningstraditionen, skal angrebet ikke rettes mod de magtesløse, som fortvivlet søger tilflugt i religionen fra fremmedhadet, men mod de magtfulde og magtfuldkomne, som sår splid blandt det arbejdende folk for bedre at kunne hyppe deres egne kartofler. Hvis vi ønsker, at de ikke søger trøst i religion, må vi give dem et alternativ."

Vi kan hurtigt blive enige om, at xenophobien er voksende - ikke mindst i de socialgrupper, der befinder sig nederst i hierarkiet, og som nu i stort tal stemmer DF. Vi kan også hurtigt blive enige om, at landets aktuelle magthavere ser en interesse i at spille de forskellige grupper ud mod hinanden. Så modsvaret burde naturligvis være, at de undertrykte - danskere, såvel som etniske mindretal (heraf muslimerne i særdeleshed, fordi de i højere grad end andre etniske mindretal havner nederst i hierarkiet - solidariserede sig i en fælles kamp. Hvorfor sker det så ikke? Er der i virkeligheden tale om den samme kamp om nogle fælles mål - eller kun et fællesskab, der er defineret af en fælles undertrykker?

I Europa har arbejderklassens kamp de sidste 2-300 år sigtet mod økonomisk lighed, almen uddannelse, politisk medindflydelse og kulturel inklusion, og vigtige, afgørende redskaber i denne kamp har været afviklingen af religionens dominerende indflydelse (sekulariseringsprocessen) og oplysningens implementering af menneskeretlige reformer. Den proces har islam ikke været igennem. Det kommer fortsat til udtryk i, at selv moderne, reformvenlige muslimer, der i disse dage vil 'skabe en dansk version af islam', ustandseligt leder efter skriftsteder, der kan give autoritet til denne nye version. Altså: Det er fortsat religionen, der udgør den primære, første eller grundlæggende retskilde. I stedet for at "vove at tænke selv" (Kant) fumler de sympatiske imamer stadig med de hellige skrifter. I sidste ende skal reformerne kunne forsvares ud fra sharia (som det også fremgår af 'Den muslimske menneskerettighedserklæring' fra Cairo).

Som det allerede fremgår af nogle kritiske indlæg mod den danske version, så forbigår den i fuldkommen tavshed bl.a. ligestillingen mellem mand og kvinde samt dødsstraf. Er det 'anti-humanistisk' at insistere på, at den fælles kamp naturligvis må foregå på et menneskeretligt grundlag?

(Bortset fra alt dette, så tror jeg ikke, der findes noget samfund i verden ud over de skandinaviske, der tilbyder så mange muligheder for bl.a. muslimske unge. Nogle af 'mine' muslimske studerende i sin tid på RUC tilstod da også med et smil, at Danmark nok i virkeligheden var det samfund i verden, der kom nærmest de muslimske samfundsværdier. Og det var endda lige efter Muhammed-krisen.)

Niels Duus Nielsen

Mihail Larsen.

Kristendommen er en missionsk religion, der er baseret på en ældre lovreligion, alligevel er de fleste nordvesteuropæere nået frem til, at den kristne gud ikke er en størrelse, der skal spille en rolle i deres hverdag. På trods af, at der er kristne fanatikere, der argumenterer for, at kristendommen har svaret på alle personlige problemer, og at vore nuværende problemer skyldes vort frafald fra den rette tro, trækker vi blot på skuldrene og fortsætter vore sekulære liv. Så det er ikke jødernes eksklusivitet, der er den afgørende forskel, missionerende religioner oplever også, at tilhængerskaren formindskes. Fordi der ikke er brug for en lovreligion i en velordnet retsstat, er min påstand.

Inkluder muslimerne i retsstaten, hold op med at behandle dem som særlige mistænkelige væsner og udtænke særlove rettet mod specielt dem (selv om det ikke må hedde sig at man går specielt efter en bestemt befolkningsgruppe, hvorfor man fx kalder det "risikobaseret kontrol") , lad dem opleve, at de gives den samme retfærdighed som alle andre, og de vil miste behovet for at søge trøst i fantasier om en guddommelig retfærdighed.

Og at reformatorerne søger med lys og lygte i de hellige skrifter for at finde skriftsteder, der kan understøtte deres tænkning, er der jo ikke noget nyt i. Luther var således ikke afvisende over for Bibelens krav, blot insisterede han på, at vi hver især fik mulighed for at læse den, og selv tage stilling. Og der var jo heller ikke frit spil for fortolkning; hvis man afveg for meget fra den lutherske fortolkning af den guddommelige sandhed, kunne man jo få alvorlige problemer.

Afviklingen af kristendommen var vel en proces med (mindst) to trin: Først individualiseres religionen, dernæst forkaster hin enkelte al dens væsen. Muslimerne er kun nået til første stade i denne udvikling med nogle hundrede års forsinkelse i forhold til os (Spengler ville have frydet sig), men har de først fået formuleret en version, som er kompatibel med dansk og vesteuropæisk sædvane, vil det sekulære hedenskab hurtigt tage over. Alting er accelereret i vore dage, så hvad der tog vore forfædre flere hundrede år, vil vi/de kunne klare på et par generationer.

Lennart Kampman: "Det er ikke uvæsentligt at finde en god position mellem yderpunkterne kynisme og naivitet." Tak for rådet, selv om det er overflødigt, men det er vel fremsat i en god mening. At du nok er mere kynisk end mig, skal jo ikke skille os ad, selv om det efter min mening er langt bedre for den mellemmenneskelige forståelse at være naiv i udgangspunktet, og gemme kynismen til man har konstateret at naiviteten var fejlanbragt. Man kan altid udskifte naivitet med kynisme, det er sværere den anden vej rundt. At være kynisk i udgangspunktet forhindrer en umiddelbar naiv tilgang til verden. Med mindre selvfølgelig, at man bor i en tønde.

Mihail Larsen

Niels Nielsen

Stort set enig, selv om jeg er skeptisk, fordi islam ikke blot mangler en reformation, men også et Nyt Testamente, der allerførst transformerer lovreligionen til en subjektiv etik. Men lad nu det ligge i denne omgang.

Derimod er der god grund til at slå på tromme for Mattias Tesfayes nylige interview på TV2:

http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-03-12-tesfaye-afviser-danske-islam-re...

Niels Duus Nielsen

Tesfaye mener ikke, at der bør være forskrifter for, hvordan vi skal opføre os, ud over hvad der er formuleret i loven. Altså må det være spild af tid, ikke alene at studere teologi, hvad jeg måske godt kan tilslutte mig, men også at studere moral og etik, hvad jeg absolut ikke kan tilslutte mig.

Vi kan ikke have love og regler for alt, og hvis vi ikke må have uforpligtende retningslinier og tommelfingerregler til at vejlede os, når noget ikke udtrykkeligt er forbudt eller tilladt ifølge loven, så bliver her sgu da ikke til at holde ud at være.

I så fald har salig Aristoteles, Kant, Løgstrup m. fl. spildt deres tid.

Lennart Kampmann

@ Niels Nielsen
Den kyniske formår at passe på sig selv, mens den naive falder for simple tricks. En af udfordringerne er at forstå at islam og kristendom ikke er samme sag. Blot fordi den kristne gud blev overflødiggjort i det nordlige europa betyder det ikke at den islamiske gud er ligeså svag.
Der er mange tilhængere og de har en tilsyneladende stærk kollektiv indstilling til religion. Det skal man ikke være for naiv overfor.

Det kedelige ved kynisme er at man ender med at have ret, hvorimod den naive ender med at give ret.

Med venlig hilsen
Lennart

Niels Duus Nielsen

Lennart Kampmann, nu er kynisme og naivitet jo altså noget, man kan iføre sig efter forgodtbefindende. Det kræver bare lidt træning. Og min erfaring siger mig, at det er uligt meget nemmere at udskifte sin naivitet med kynisme, end det er at gå fra en kynisk grundindstilling til en naivistisk. Det er svært, men det er ikke umuligt.

Fordelen ved at være kyniker er, at man ikke bliver skuffet, fordelen ved at være naiv er, at man er åben over for glædelige overraskelser. Ved at veksle mellem det ene og det andet opnår man både at blive glædeligt overrasket, og modstandsdygtig over for skuffelser.

Mihail Larsen

Nej, nej - du tager fejl, Niels.

Tesfaye udtaler sig om, hvad der kan accepteres som gangbare argumenter i den politiske offentlighed. Der nytter det altså ikke, at man begrunder en given lovgivning eller adfærdsregel med henvisning til, hvad der står skrevet i et eller andet religiøst skrift.

Tesfaye siger ganske klart, at han ikke har noget at indvende imod folks religion eller kultur, at han gerne vil mødes med præster og imamer, at han rækker hånden ud, at det er fint, hvis islam vil reformere sig, så den bedre bliver i stand til at virke i det sekulære samfund, og at det sekulære samfund i øvrigt er dét, der bedst varetager religionsfriheden (en af mine gamle kæpheste, i øvrigt. Nu må jeg altså se at få sendt min bog om "De fire dimensioner" til dig.)

Og ja, ved siden af den politiske offentlighed, men fortsat i det offentlige rum, findes der også nogle andre offentligheder - den økonomiske, den videnskabelige, den kulturelle og den religiøse. Til forskel fra de to første, trækker de to sidste i høj grad på subjektive værdier, hvilket bl.a. kommer til udtryk i, at de er nødt til at betjene sig af sproglige koder, der afviger fra almindelig logik.

Man kan således godt 'skændes' om nogle økonomiske beregninger og videnskabelige resultater på et alment, sprogligt grundlag, der i al fald i princippet ligger under for det gode arguments tvang; men det lader sig ikke på samme måde gøre med kulturelle og religiøse udsagn - i al fald ikke, hvis de skal tages som udtryk for oplevelse og tro. (Det er noget andet, hvis de behandles videnskabeligt - tekstanalytisk, kildekritisk, idehistorisk, sociologisk, psykologisk mv.) Hvis æstetiske smagsdomme eller religiøse forestillinger forpligtende underlægges en ydre autoritet, er der tale om tyranni.

Det forhindrer imidlertid ikke, at man kan indgå i moralske, religiøse og æstetiske 'valgslægtskaber' med ligesindede. Det er vist også det, du mener med 'uforpligtende retningslinier og tommelfingerregler'.

Niels Duus Nielsen

Mihail Larsen, jeg tror, at vi kan blive enige om, at vi er uenige, og at det er proportionerne snarere end substansen, vi er uenige om - ellers må du sige mig imod.

Jeg lader dig få det sidste ord i denne sag, da mit ærinde ikke er at kritisere religionskritikken, men at kritisere den omstændighed, at den meget højlydte muslimbashing tager båndbredde fra den diskussion, som jeg finder meget, meget vigtigere, nemlig kritikken af den kapitalistiske ideologi, som for mig at se er en langt, langt større trussel for samfundet, på snart sagt alle planer, end et mindretals vrangforestillinger af religiøs art.

Som altid er det en fornøjelse at diskutere med dig.

:)

Kære alle. Mange mener, også de faste kommentatorer her på trådene i Information at islam og muslimer skal igennem en Reformation. Det mener jeg ikke, og her er grunden. Efter vi fik Reformationen i 1536, begyndte man at se sig om efter måder at straffe på. Man fandt så visse steder i Bibelen, blandt andet det gamle testamente, hvor der stod, hvad man skulle gøre ved hekse, troldkvinder, homoseksuelle, utro mænd og kvinder mm. Og man huggede også hænderne af tyve, fordi man tolkede et vist sted sted det nye testamente således.(forarger din hånd dig, så hug den af).

Mange overser desuden at islams opsplitning i sunni og shia-islam har en lidt anden betydning end normalt. Det er ikke noget tilfælde, at wahabister og salafister ofte kommer fra Saudi-Arabien eller Golfstaterne (Qatar, Bahrain). Her, i sunni-islam er der netop en konkret og bogstavelig tolkning af ordene i Korane, i profetens sunna og i hadiths. I shia-islam forsøger man at tolke Koranens mm. ord ind i nutiden. Det minder om hvordan visse ortodokse jøder forsøger at tolke Torahens bud ind i en moderne kontekst.

Det, islam har brug for, som jeg ser det, er tekstkritik. Den tekstkritik, der kom med 1600 og 1700tallet. Og det gjorde den fordi man via at kigge på teksterne filosofisk og filologisk (altså tekstnært) håbede på at man kunne udlede Guds vilje for vi mennesker. Derfor gik man til de oprindelige tekstkilder på oldgræsk, konegræsk og oldhebræisk. Og forsøgte at finde ud af hvad Gud egentlig havde ment. Og før islam indser og erkender at en tekstkritisk gennemgang af Koranen, profetens Sunna og hadiths er nødvendig, kommer vi ikke længere. Og her taler jeg om altså om islam som organiseret religion, ikke om den enkelte muslims tro.

En sidste ting jeg vil sige er det her (lige nu i hvert fald):

Jeg vil altid forsvare muslimers ret til at udøve deres tro, og sige, tro og mene, hvad de vil. Også at de har ret til at udtale sig om kvinder bør gå med tørklæde, ikke bør have sex før ægteskabet, eller at de bør blive hos deres mand, selvom han er voldelig. Og det gør jeg fordi jeg vil have lov til dels at sige det imod, dels fordi muslimer, og imamer, også har ytringsfrihed her i DK til at sige dette, dels fordi jeg ved, at visse katolikker, jøder og buddhister samt hinduister mener det samme. Jeg vil altid forsvare at muslimer, og andre religiøse personer og organisationer, har lov og ret til at sige at de går ind for et Kalifat, og at der i dette Kalifat i et ideelt samfund hører visse straffe til, selv straffe som vi ikke længere bruger i DK. Det vil jeg fordi, jeg gerne vil have lov og ret til at skrive, sige og mene og vise, at jeg, og mange med mig, er imod dette, og fordi folk, efter min mening, har ret til at mene, at demokratiet skal erstattes af noget andet, så længe de ikke bruger eller vold eller opfordrer til vold, når de agiterer for dette andet samfund. Præcis som det danske samfund i 1960erne og 1970erne overlevede at visse elementer på den yderste venstrefløj i DK (og i Europa) åbenlyst gik ind for væbnet revolution, og trænede dertil hver weekend og præcist som det danske samfund overlevede, at den yderste højrefløj i 1980erne og 1990erne mente, at demokratiet skulle afskaffes og diktaturet indføres, så overlever vi altså også, mener jeg at nogle imamer, og muslimer mener, at demokratiet skal afskaffes og demokratiet indføres. Så længe vi holder vores hoveder kolde, ikke begynder at ændre noget i panik eller frygt, kommer vi også ud på den anden side af det her...

Mihail Larsen

Karsten Aaen

"... så længe de ikke bruger eller vold eller opfordrer til vold, når de agiterer for dette andet samfund."

Det er jo rigtigt nok, men alligevel ikke præcist nok. For vold er ikke altid bare vold. Social kontrol er en form for vold, der kan være mindst lige så undertrykkende som fysisk vold. I dette lille ord 'bør', som du bruger flere gange, kan der ligge en drabelig trussel. Psykisk terror er også vold, selv om den ikke er fysisk, men kun benytter sig af 'ord'.

Når der er tale om sociale afhængighedsforhold - som mellem voksne og børn og mellem ægtefæller - kan vi (efter min mening) ikke bare læne os tilbage og sige, at når blot det ikke udarter til håndgribeligheder, så har den voksne eller manden naturligvis ret til at ytre sine meninger. Det tager slet ikke højde for noget, som du ellers i mange tidligere kommentarer har vist forståelse for: den sociale empati. Sæt dig i barnets og kvindens sted og vurdér endnu engang, om det er så ligetil at forsvare mandens eller imamens monologiske ytringsfrihed inden for det nære, muslimske fællesskab?

Efter min opfattelse begår du den fejl at sidestille en sekulær, dansk ytringsfrihed, der hviler på nogle universalistiske, universalpragmatiske menneskerettighedsprincipper, med en religiøst funderet ytringsfrihed, der allerede i indhold og form er begrænset af en social kodex, der forlods tildeler den voksne og manden en højere status end barnet og kvinden. Du antager - naivt, efter min opfattelse - på forhånd "hvad muslimer mener, man bør" som udtryk for, hvad hvert enkelt muslimsk individ kunne ønske sig, men ignorerer, at dette som regel italesættes alene af mænd og imamer. Og at der internt i milieuet foregår en hårdhændet ensretning.

Der var også engang i Danmark og andre vestlige lande, hvor familiefaderen repræsenterede den samlede husstand, og som 'svarede' personligt for, hvad alle husstandens medlemmer måtte mene. Der var også engang i Danmark og andre vestlige lande, hvor kvinder kun kunne træffe økonomiske eller andre vigtige beslutninger med deres mands samtykke. Der var også engang i Danmark og den vestlige verden, hvor kvinder overhovedet ikke havde stemmeret. Der var også engang i Danmark og en vestlige verden, hvor børns udsagn og rettigheder ikke blev regnet for noget. Jeg kunne blive ved med andre eksempler.

Min pointe er, at selv om alle har ret til at ytre sig i det offentlige rum, så kan de samme ytringer i det private rum fungere som terror. Og selv om vi respekterer 'privatlivets fred', så tillader vi trods alt ikke, at kvinder og børn terroriseres inden for hjemmets fire vægge. Med eller uden fysisk vold.

Mihail Larsen

Nå - mon ikke vi bør holde inde i denne omgang?

Der er ikke længere henvisninger til denne tråd på Informations hjemmeside, og har ikke været det i et par dage, så vores diskussion forløber mere til vores egen afklaring og præcisering end til en bredere formidling af relevante synspunkter og refleksioner. Det er jo ærgerligt for os, der har holdt ud, og for dem, der er stået af, fordi vores bidrag bærer præg af, at vi gør os umage med at tilføre diskussionen en saglig substans, en kritisk refleksion, en argumentatorisk tyngde og en vilje til dialog.

Lennart Kampmann og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Mihail Larsen: "Psykisk terror er også vold, selv om den ikke er fysisk, men kun benytter sig af 'ord'"

Hvis brug af ord kan udgøre vold, så må hån, spot og latterliggørelse være en slags vold - altså er den italesættelse af ytringsfriheden, der foregår i disse år i visse kredse, udtryk for psykisk vold. Hvilket jo glimrende understøtter både min kritik af muslimbashingen og "pladderhumanisternes" krav om en god tone i debatten.

"...Og at der internt i milieuet foregår en hårdhændet ensretning."

At der internt i et miljø foregår en ensretning, er vist gældende for alle sociale miljøer. Jeg fik et par på skrinet som barn, hvis jeg overtrådte den sociale kode, og da jeg selv fik børn var det i mellemtiden blevet forbudt at slå dem, så de blev i stedet udsat for manipulation og - indrømmer jeg - psykisk vold i form af skældud. Jeg ved godt, du taler om den yderste konsekvens, nemlig æresdrab og hustruvold, men det første er en sag for kriminalpolitiet, og det sidste er et alment problem, som det, der i gamle dage blev kaldt ordenspolitiet, tager sig af, og det gælder ikke kun for indvandrere. Jeg har da kendt et par stykker i min tid, som tævede deres koner, og de var absolut ikke indvandrere.

Ja undskyld, jeg kunne ikke lade være med at blande mig igen, men nu skal jeg nok holde kæft.

Mihail Larsen

Nej - der er en forskel

mellem et lukket rum, hvor der ikke er nogen appelinstans, og et åbent rum, hvor alting står til diskussion. I det offentlige rum må man finde sig i, at subjektive præferencer - i kunst, litteratur, madlavning, religion, sport etc. etc. - kan gøres til genstand for saglig kritik, tekstanalyse, ideologianalyse, hån, spot og latterliggørelse. Her, i det offentlige rum, hersker naturligvis [?] ytringsfriheden i dens uindskrænkede betydning. For den er samtidig underlagt en uindskrænket ret til kritik.

Det er ikke tilfældet, når sociale grupper lukker sig omkring sig selv og ønsker at etablere en parallel retsorden og forlanger, at 'vi' skal blande os udenom. For hvis vi gør det, svigter vi de individer, der bliver banket på plads, og som vi ikke hører fra, fordi det lukkede milieu allerede har lukket munden på dem.

Det er virkeligt et sørgeligt modargument, at der også blandt etniske danskere findes mænd, der tæver deres koner. Skulle det gøre det mindre kritisabelt, at det også forekommer systematisk i muslimske milieuer, og vigtigere endnu – at det legitimeres af religiøse forskrifter?

Mihail Larsen

Det lukkede og det åbne rum

I det lukkede rum kan psykisk terror foregå systematisk uden kritisk refleksion. Her er tale om indoktrinering uden appelmulighed.

I det åbne rum skal normkrav mødes med problematisering. Ingenting er givet på forhånd. Derfor skal der argumenteres.

Er det virkelig svært at forstå?

Mihail larsen - det er faktisk den bedste ledetråd for al diskussion om religiøs/politisk etc. trang til at gruppere sig om Sandheder, jeg længe har set. Kort og præcist.
Og som det er sagt og skrevet før - følg dem, der søger sandheden, fly dem, der mener at have fundet dem.
Som opvokset med rødder i en Indre missionsk familie og senere gift ind i en MEGET katolsk familie har jeg lært at tage religion og folks religiøse følelser alvorligt - og jeg lærte også, at de virkeligt religiøse altid er i tvivl og faktisk ofte er de mest tolerant og dialogivrige.
Det er konvertiterne og de, der bare ureflekteret iklæder sig religionen på linie med etcinitet, køn, nationalitet etc., der er farlige og tilfals for paroler.

Vold i hjemmet er forbudt vedlov i Danmark. Punktum. Og det uanset om det er børn, unge eller voksne kvinder, man(d) udøver vold mod. :( Punktum. Og det uanset om det er dansk, muslimsk, engelsk, tamilsk eller italiensk eller buddhistisk eller brasilansk mand, der udøver den. Punktum.
Og vold i familien og mod kvinder og børn er noget, politiet tager sig af i DK. Punktum. Efter anmeldelser. Og uanset hvordan man vender og drejer det, har både muslimske, danske, og tamilske og vietnamesiske kvinder svært ved at bryde ud af deres ægteskab med voldelige mænd.

Og jeg vil aldrig nogensinde forsvare at en imam eller en katolsk præst eller en rabbiner eller Marie Krarup siger, at man skal slå børn. Aldrig!

Og ja, i alle lukkede miljøer foregår der ensretninger, enig. Selv i de mest danske familier foregår der ensretning. Vi kalder det bare for opdragelse af børn. Og den måde det sker på i DK i dag er ved at far og mor udsender små signaler, som børnene opfanger. Eller bliver meget vrede på dem, og skælder dem ud, når de har gjort noget forkert. (og tro mig, det forekommer!). Og den der med at manden (automatisk) har en højere status end kvinden og barnet, fatter jeg simpelthen ikke. Sådan oplever jeg det ikke. Og har ikke oplevet det mine mere end 12 år som underviser i dansk som andetsprog. Indenfor det vi kan kalde hipsterkulturen er der noget man bare ikke gør; det samme er der indenfor familien. I enhver familie er der nogle ting, man ganske enkelt ikke taler om. I ethvert samfund er der nogle ting, vi ikke taler om f.eks. er vi ikke så meget for at tale om druk og alkohol i DK. Og om den danske alkoholkultur. I mange danske hjem udøver måske især mor en form for social kontrol, når hun siger til sin datter på 18 eller 22 år, at hun lidt fræk ud i den der kjole, underforstået, måske du skulle tage en og mindre fræk kjole eller bluse på. Når lærere i skolensiger til piger i 9.klasse, at de skal klæde sig tækkeligt, fordi ellers sender de forkerte signaler til mænd og drenge, er det så ikke en form for social kontrol.

Når jeg taler om ytringsfrihed, gør jeg det på samfundsniveau, ikke på familieniveau, gruppeniveau eller individniveau. Forstået på den måde, at de grupper, du taler om, gerne må eksistere side om side med det vi kan kalde for majoritetskulturen i DK, ellers ender vi lynhurtigt op i en situation, hvor staten vil bestemme, hvad vi skal tro, mene og tænke om alting. Og hvor det at man er katolik, og mener, at man har brug for Guds beskyttelse i alle ting og alle forhold i livet, og at den finder man i Bibelen og hos Kirken, den katolske, bliver anset for at være noget nærmest ekstremt. Og unaturligt. Eller det at man mener, at Gud, ud fra ens læsning af Bibelen, eller ens præsts eller imam eller rabbiners tolkning af de hellige skrifter i ens religion, ikke tillader en at gå i seng med nogen, før
man er gift, som værende et forkert eller ikke validt argument. (hvad jeg mener det er). Og det er præcis det jeg mener, at præster, imamer og rabbinere skal have lov til at sige til deres menigheder.

Jeg har en eller anden idé om at folk der mener og tænker som dig, Mihail Larsen, gerne vil redde andre folk fra de slemme muslimske imamer eller fra de slemme mennesker i Jehovas Vidner; mit problem er bare det her: folk vil slet slet ikke reddes af nogen. Ønsket om at blive reddet og bryde ud af f.eks. et voldeligt forhold, et socialt og psykisk undertrykkende forhold skal komme indefra. Og når det ønske kommer fra f.eks. kvinder der har været - -og er -- i voldelige forhold, så skal det danske samfund stå klar med hjælp. Hurtigt.

Man kan ikke tro, at den kultur omkring sex mm. og mv. der hersker i Københavns-området hersker i hele landet. Det gør den ikke. Især ikke i provinsbyerne i Syd og Sønderjyllland. Ude i de byer bliver der stadig vogtet over især kvinders liv og færden; der bliver sladret om alt og alle. Og sladderen er med til at holde især unge kvinder på dydens smalle sti. Sommetider tror jeg ikke, at folk, der bor i København eller i Aarhus aner, hvad der foregår i andre byer end i deres egne...

Sider