Kommentar

Medier radikaliserer danske muslimer

Imamer som Abu Bilal spiller den mindste rolle i radikaliserings-processen. Det er politikere og mediers konstante misrepræsentation af unge muslimers overbevisninger og tro, der får dem til at søge tilflugt hos de hadefulde
Debat
10. marts 2016

I 2005 gik diverse politikere og medier sammen om at forsvare ytringsfriheden på trods af, at Muhammed-tegningerne var stødende over for 1,7 millarder muslimer samt den muslimske minoritet herhjemme i Danmark. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen nægtede at undskylde på vegne af Jyllands-Posten. Alt dette postyr i ytringsfrihedens navn.

Uanset om man er uenig eller ej, og uanset om man finder dem fornærmende eller ej, så er Imamen fra Grimhøjmoskeens ’forbrydelse’ ikke andet end ytringer. Men de har ikke desto mindre fået de selvsamme forkæmpere for ytringsfriheden, som i 2005 nægtede at undskylde, op af stolen med udtalelser såsom, at Grimhøjmoskeen burde rives ned, og imamerne udvises.

Efter skuddramaerne i København 2015 var disse politikere og debattører ligeledes ude med riven, og landets Imamer offentligt skulle tage afstand og komme med en officiel fordømmelse. Det på trods af, at ingen imamer tilsyneladende havde spillet en rolle i Omars El-Husseins udvikling.

Ifølge sociolog Aydin Soei skulle Omar El-Husseins handlinger formentlig forklares på baggrund af, at han var en »tabermand fra bunden af samfundet, der har været en del af et forrået miljø, og som har taget en religiøs krænkelse på sig sammen med andre krænkelser, han føler, han har oplevet«. (»Forfatter: Han truede mig med tæsk«, BT, 15. februar, 2015)

Men vores politikere og medier er selektive, og det har en bagside. At Abu Bilal, der ikke har nogen former for uddannelse i islamiske studier, gang på gang bliver udvalgt som uofficiel talsmand for den muslimske minoritet i Danmark, styrker ikke ligefrem mediernes troværdighed hos de muslimske menigheder i Danmark.

Muldvarpe i Synagogen?

Sideløbende med, at nogle imamer endnu en gang står for skud i medierne, og islamisk radikalisering endnu en gang er blevet et hovedtema, er der blevet arbejdet på at udbygge det økonomiske samarbejde mellem Danmark og Saudi-Arabien

Men ikke nok med, at den danske udenrigsminister og kongehuset hygger sig med det saudiske kongestyre. Danmark er i forvejen allieret med lande som Qatar, Kuwait og Bahrain, der de seneste år har udført utallige bombetogter i lande primært befolket af muslimer. Flere tusinde civile er blevet slået ihjel, og flere millioner er fordrevet fra deres hjem.

Israel, som endnu er en af Danmarks tætte allierede, har ifølge FN’s Menneskerettighedskomité så sent som i 2014 slået 2300 civile ihjel, såret over titusinde og gjort over 150.000 familier hjemløse i Gaza-striben.

Men på trods af at en stor procentdel af herboende rabbinere er trofaste støtter af Israel, og på trods af at den israelske besættelse har kostet flere menneskeliv end stening nogensinde har gjort, har TV 2 endnu ikke sendt en muldvarp ind i synagogen i Krystalgade for at spørge, om medlemmerne støtter Israel, dets snart 70-årige besættelse og forbrydelser imod menneskeheden.

Alle aspekter af livet

Lægger man disse forskellige faktorer sammen, vil man se, at imamer som Abu Bilal spiller den mindste rolle i radikaliseringsprocessen. Det er den konstante misrepræsentation, som medierne giver af de unges overbevisninger og tro, der får dem til at søge tilflugt hos de imamer, som prædiker had. Ønsker vi at stoppe radikaliseringen, burde vi først og fremmest bremse den konstante heksejagt på imamer og muslimer.

Tag f.eks. ordet ’sharia’. Det er flere gange blevet kastet rundt i medierne uden en reel forklaring på, hvad det overhovedet betyder.

Ordet sharia betyder ’en vej’. I islamisk terminologi skal det forstås som en vej igennem livet, som er lagt ud for at lede menneskeheden til deres endelige mål. Dette endelige mål er Paradis og tilnærmelsen til Gud. Ens personlige liv, familieliv, sociale liv, forretningsliv, arv og mange andre aspekter baserer sig altså på Guds vejledning, og på denne måde er sharia en omfattende term.

Straffelovene fylder kun en lille del af sharia og vil ikke kunne blive implementeret i et land som Danmark, så det er fuldstændig irrelevant at diskutere disse. Men ikke desto mindre bringer medier og politikere gang på gang ’sharia’ op og koger det ned til at handle om straffelove, og den meningsløse diskussion fortsætter.

Islam er en religion, der råder over alle aspekter af livet, og man kan derfor ikke bare opdele islam efter egne behov og påstå, at man er i krig med kategorier, man selv har fundet på. Handling vejere tungere end ord. Vores politikeres aggressive og selektive fremgangsmåder samt deres dobbeltmoralske udenrigspolitik vil derfor ikke resultere i andet end større splid og mere radikalisering. Og medierne forstærker tendensen.

Arash Mohammad Khani læser islamstudier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Som supplement til Karstens Aaens kommentar - jeg er blevet gjort opmærksom på, at en fodboldsklub er i krise, fordi en spiller har kissemisset - eller værre - med en anden spillers ekskone.
Konetyv er det ord, der bliver brugt.
Nu må jeg så konstatere, at en kvinde - i det her tilfælde en kone - er en genstand, man kan stjæle.
Jeg troede ellers en kvinde var et væsen udstyret med selvstændige tanker og følelser. Det er de så ikke i fodboldkredse - og i andre ?
Hold da kæft hvor vi frigjorte og vogtere af kvinders selvstændighed i modsætning til de religiøse mørkemænd.
Selvransagelse når der fremføres et sådant gammeldags kvindesyn i medierne ? Ikke det der ligner - så er det i fodboldens machoverden, har jeg kunnet læse mig til. Det har jeg også hørt andre steder fra. Det er den verden, hvis spillere og bærere af et så gammeldags kvinde syn, mange tiljubler hver weekend, mens de til hverdag skumler over de langskæggede.
Måske skulle de begynde at se på sig selv for at undlade beskyldninger om dobbeltmoral ?
P.S. Hvert år dræbes 100 % etnisk danske kvinder i Danmark, fordi de tilladt sig at forlade/ville forlade deres 100 % etnisk danske mænd. Da det modsatte sjældent sker - at kvinder dræber mænd - må der ligge og rumle et gammeldags kvindesyn i store dele af den mandlige "folkesjæl". Men det er der ikke rigtigt plads til i en offentlig debat, der VIL debattere muslimer 24/7 - så undgår vi også så bekvemt at se indad på os selv.

Mihail Larsen

Whatabout

Peter Ole Kvint

Svaret er at Saudi Arabien i samarbejde med Israel, støtter radikalisering-processen.
Israel støtter direkte Dansk Folkeparti.
Saudi Arabien, styret af Israel støtter de mest ekstreme muslimer, for at skabe forståelse for jødernes forfølgelse af palæstinenserne.

Peter Ole Kvint

"Muhammed-tegningerne var stødende over for 1,7 milliarder muslimer samt den muslimske minoritet herhjemme i Danmark."
Svaret er at dette ikke er rigtigt. Ideen var en en provokation. Og tegnerne tog ikke provokationen op men lavede grin med Jyllands Posten. Først efter to måneder så tog en imani Saudi Arabien provokationen op fordi Danmark var et lille ufarligt mål, for en mobilisering af islam.

Niels Duus Nielsen

Mihail Larsen: Whatabout" - skal det forestille at være et argument? Jeg troede du var modstander af oneliners i seriøse diskussioner.

Da jeg beskæftigede mig seriøst med filosofi, var en vigtig metode til at undersøge, om der var konsistens i en eller anden tankegang, at afprøve, om den også giver mening, hvis man udskifter konteksten. Jødeprøven fx er altid god at anvende, hvis man vil se, hvorvidt en tekst befinder sig på kanten af racisme.

At du måske handler umoralsk, er ikke en god grund til, at jeg så også kan handle umoralsk. Men systematisk at overse fx kønsdiskrimination blandt hooligans og udelukkende fokusere på kønsdiskrimination blandt muslimer, er inkonsistent. Hvis kønsdiskrimination er forkert, må det gælde i alle miljøer.

Faren ved at anvende "whataboutism" som modargument, er at man kompartmentaliserer problemerne, eller på religiøst-dansk: Man ser splinten i broderens øje, men ikke bjælken i sit eget.

Niels, du er meget optaget af kapitalens overtagelse af den politiske magt i danmark, hvis du tog konsekvensen af din aversion mod udtrykket "Whatabout" skulle du måske helt afholde dig fra at omtale det omtalte problem, medmindre du først kom ind over forholdende i USA og i øvrigt relativisere det ved at redegøre for hvor slemt det var under enevældet.

Pas på fordi splinten i dit øje kan synes meget større en bjælken i din broders, det kunne kaldes dekompartmentalisme.

Niels Duus Nielsen

Erik Hansen, hvis du ellers gider, kan du bruge google og se, at jeg skam ofte kritiserer forholdene i USA og advarer imod, at reaktionære danskere skal få magt til at indføre amerikanske tilstande her i landet. Jeg må indrømme, at jeg ikke gør mig så meget i feudalismekritik, men det hænger sammen med, at jeg ikke ser feudalismen som den største trussel i disse år.

Når jeg er optaget af kapitalens overtagelse af den politiske magt i Danmark, er det selvfølgelig fordi jeg mener, det er den afgørende trussel vi står over for. Men det mener du måske ikke? Har du nogle gode argumenter, der kan overbevise mig om, at kapitalinteresser ikke er i gang med at overtage den politiske magt i Danmark, så hører jeg dem gerne.

Det var dog dig der insisterede på relevansen af kønsdiskrimination blandt hooligans i en tråd om radikaliserede imamer, det kan vel være ligeså irelevant eller relevant som at snakke om USA i forbindelse med forholdende i danmark.
Du ønske at alle andre fører en helt tilbundsgående argumentation og samtidigt vælger du fokus ud fra en ikke altid lige klart formuleret bagvedliggende tro om tingenes natur, som jeg ud fra den ovenstående diskussion ikke er overbevist om er helt holdbar.
Men det er en helt anden diskussion, jeg morede mig bare over den med splinten i øjet.
Jeg er helt med på dine sidste 2-3 linjer.

Niels Duus Nielsen

Nej, det var ikke mig, der insisterede på relevansen af kønsdiskrimination blandt hooligans, jeg undrede mig bare over, hvorfor folk hele tiden taler om indvandrernes mærkværdigheder, når disse mærkværdigheder ikke er mere mærkværdige end de oprindelige indfødtes mærkværdigheder. En anden debattør bragte kønsdiskrimination på banen som et eksempel, hvorefter Mihail Larsen mistede mælet og gik over til oneliners, som han eller i disse spalter har taget offentlig afstand fra. Hvorfor jeg forsøgte at få ham ud af busken igen, ved at argumentere for, at "whataboutery" er et dårligt, ja ligefrem et fornuftsfjendtligt argument.

Jeg kunne forstå bestyrtelsen over indvandrernes mærkelige skikke, hvis der var tale om en ikke tidligere set afvigelse fra det kulturelle mønster i Danmark, men diskrimination af kvinder er altså stadig meget udbredt i mange miljøer. Hvorfor insisterer folk på, at det er særlig slemt, når det er indvandrere, der gør det? For det er det vel ikke, eller hvad?

Men okay, jeg kan godt se at den bibelske lignelse ikke er helt klar, for så vidt en bjælke er noget større end en splint, og min kritik går netop på proportionsforvrængningen, der sker, når den samme diskrimination ophøjes til at være meget værre, når det er nogle andre end os, der praktiserer den - hvor lignelsen hævder det modsatte, altså at din bjælke er meget større end din broders splint, hvad jeg jo netop ikke mener. Så måske skulle jeg i stedet opfordre kritikerne til at feje for egen dør, før de fejer for andres. Og håbe på, at folks døre er nogenlunde lige store.

@Mihail Larsen - "whataboutry" - nej for helvede, jeg er bare såååååå træt af tendensen til hele tiden at slå og for brystet med at vi er åh så frisindede, har åh så megen ligestilling mellem kønene og hvad ved jeg.
Selv om der er al mulig grund at konfrontere muslimer med de helt åbenlyse kønsdiskriminerende elementer i Islam, så konfrontere vi ikke jøder med kønsopdeling i synagogen og manglen på kvindelige rabbinere, kvindelige katolske præster findes stadigt ikke.
Vi konfronterer ikke, at Ekstrabladet stadigt ikke også har en side 9 fyr, at man stadigt ikke ser mange gråhårede kvinder i ofentligheden, men mange med farvet hår - tak Dronning Margrethe, Anne Marie Helger og gudinde skønne Gun-Britt Zeller for at stå ved jeres alder og deraffølgende naturlige hårfarve - at vi stadigt har et så gammeldags syn på parforhold, at man (sprogligt) formodes at kunne "stjæle" en andens partner - man kan kun stjæle genstande og det skal anmeldes til politiet.
Og sådan er der masser af andre emner, vi bekvemt undgår at forholde os til, mens vi ævlerbævler stolper op og ned 24/7 om muslimer, muslimer, muslimer som samfundets største problem, mens de nederste på samfundspyramiden upåagtet får endnu flere hak i tuden uden nogen gider interesserer sig for det.
I øvrigt tog jeg i mine år som sprogskoleunderviser gang på gang diskussionerne om "danske værdier" ved at erklære, at de 3 ting, jeg er mest stolt af i min "danske" levetid er den fri abort, muligheden for personer af samme køn til at indgå anerkendt ægteskab, og den kolosalt stigende andel af kvinder på uddannelserne og arbejdsmarkedet.
Jeg kan garantere dig for, at en af de bimse imamer fra Grimshøjmoskeen eller andre med lignende holdninger have forvildet sig ind i mit klasseværelse på sprogskolen, så havde de fået kamp til stregen hele tiden. Og jeg garantere dig for det også nu sker i andre sammenhænge, ligesom jeg i mit forrige job som medarbejder på et skolebibliotek ofte har påtalt de unge menneskers som regel helt ubevidste kønsdiskriminerende og homofobiske bemærkninger til hinanden, kærligt men bestemt - og fået mange gode refleksioner og samtaler ud af det - ofte ved at de lige kom forbi efter sidste time for i en bemærkning, når de afleverede en bog - hvilket faktisk ikke krævede min aktive medvirken - så alligevel lige bad om at få den personligt scannet - og påbegyndte en samtale.
"whatabotery" - må jeg lige være fri.

Whatabout er som reglen ikke et ønske om at nå en større dybde i en diskussion men et trik der bliver anvendt hvor en deltager ikke har argumenterne i orden eller at man ønsker at vende diskussionen i en anden retning, ikke fordi emnet er uvæsentligt men fordi man har et bagvedliggende motiv for at aflede opmærksomheden.
Hvis nu diskussionen havde været institutionaliseret/praktiseret kønsdiskrimination på tværs af kulturer ville Herdis kommentar ikke alene vær på plads men påkrævet, her er den tvivlsom.
Jeg erindrer heller ikke Mihael slå sig for brystet og han var vel efterhånden den eneste på tråden bortset fra to halv eller hel opponenter.
Whataboutism er en oneliner men nogle gange kan den ramme plet og være ganske informativ.

Sider