Kronik

Da min mor døde, døde min drøm om at være læge

Min mor blev kastet rundt fra det ene sygehus til det andet, inden hun døde i en alt for ung alder. Det var dråben, som fik mig til for alvor at miste troen på vores sygehusvæsen og revurdere min egen lægegerning
Min mor blev kastet rundt fra det ene sygehus til det andet, inden hun døde i en alt for ung alder. Det var dråben, som fik mig til for alvor at miste troen på vores sygehusvæsen og revurdere min egen lægegerning
29. marts 2016

Det kom desværre ikke som et chok, da min mor døde. For sandheden er, at jeg kunne have fortalt den samme historie, da min tante døde. Min svigermors historie var den samme.

Som læge sidder jeg tilbage og tænker på det særlige karaktertræk ved os sundhedsfaglige: Vi bider tænderne sammen. Kritikken har skam været tiltagende internt. Men vi holder det inden for egen rækker. Nu og da dukker røster om systemets snarlige sammenbrud op. Snarlige? Når man som jeg både har oplevet systemet som læge, patient og – endnu værre – som pårørende, er man ikke i tvivl: Systemet er brudt sammen. Det, der engang var faglighed og omsorg, er effektiviseret væk af politikere, der skal vise handlekraft og derfor lover guld og grønne skove uden tilstrækkelige ressourcer. Ledelsernes desperate svar er at kræve flere ydelser på kortere tid.

Min mors historie er desværre ikke enestående, men illustrerer ikke desto mindre, hvor skidt det står til:

For halvandet år siden blev min mor pga. åndenød henvist til Roskilde Sygehus. Få dage efter fik hun brystsmerter. Min far tilkaldte en ambulance, og allerede her startede genvordighederne. For selvom de bor tæt på Roskilde Sygehus, og hun allerede havde et forløb der, skulle hun efter gældende retningslinjer køres til Køge. Og tilbage igen til Roskilde for at få lavet undersøgelserne. Og så igen tilbage til Køge for at blive udskrevet. Her satte en overlæge dog foden ned over for tossekratiet.

Hver dag var en kamp

Siden blev hun dårlig igen, men hvem skulle vi kontakte? Jeg gættede på, at vi skulle kontakte den afdeling, hvor hun stadig var tilknyttet et efterforløb, men selvom jeg er læge, kunne jeg ikke regne systemet ud. Min mor fik nemlig besked på at gå til egen læge. Jeg kontaktede alligevel en tilfældigt udvalgt hjertelæge på Regionens interne mailsystem. Min mor blev ringet op og bedt om at komme. Hurtigt. Jeg har flere gange presset tider igennem, og det har vist sig nødvendigt. Min far sagde opgivende: »Hun havde været død for længst, hvis du ikke havde gjort det.«

Så kørte det vel? Næ – for hun blev indlagt igen med en mulig blodprop i lungerne. Måske pga. fejl i medicinering? Det finder vi aldrig ud af. Ligesom vi aldrig finder ud af, hvad min mor egentlig fejlede. Indtil hun døde, var hver dag en kamp for at få nogen til at tage udrednings og -behandlingsansvaret.

Ved et ambulant besøg kort efter én af mange udskrivelser konstaterede en læge, at min mors iltbehov var steget markant, men han kunne ikke sige hvorfor. Hun kom på Riget, som dog heller ikke mente, at de havde et ansvar for at komme årsagen nærmere. Hvis den ene bare vidste, hvad den anden lavede – men det gør de ikke. Og det er ikke mindst pga. håbløse systemer, der ikke kommunikerer med hinanden, og dokumentationskrav, som æder tiden.

Min mor blev siden henvist til en endnu en afdeling. Herfra kom der svar om, at de ikke kunne overholde garantien, og hun blev derfor sendt på privathospital. Mine forældre kørte til et fuldstændigt ligegyldigt besøg, hvor en læge på privathospitalet konstaterede, at de ikke kunne tilbyde mere, end det offentlige allerede havde tilbudt. Så sagen blev afsluttet, og det eneste, der var sket, var, at penge var blevet flyttet over i det private.

En aften efter at være blevet udskrevet ringede min mor og sagde, at hun havde meget ondt i maven. Dagen efter var hun igen indlagt i Køge. Det viste sig, at hendes blodfortyndende behandling var ude af kontrol. Efter et ophold på intensiv kom hun på en ny afdeling. Udskrivelsen betød igen papirer, der skulle flyttes. De blev sendt til Roskilde, som ikke mente at have ansvar for udredning, og senere til Riget, som heller ikke mente at have ansvaret. På Riget var man dog uenig i den blodfortyndende behandling og ændrede det tilbage til den type, som skal monitoreres tæt. Men den monitorering skulle foretages i Roskilde. Og den besked fik de ikke.

Kort efter var min mor indlagt igen i Køge, hvor hun egentlig ikke hører hjemme (men regler og alt det der). Her betragtede jeg et vanvittigt cirkus, hvor lægerne brugte tid, tid og atter tid på at få fat på kolleger på Riget for at diskutere behandling. Der var ikke tale om, at de havde en faglig diskussion om at komme videre i udredningen. Det handlede udelukkende om at lægge en plan for ikke at bringe min mor i livsfare igen. Og da hun blev udskrevet, var det ikke lykkedes at finde en læge, der klart meldte, at han eller hun havde ansvaret.

Sluttede for tidligt

Hvor sluttede alt det her? Det sluttede alt for tidligt. Riget konstaterede, at det, man havde forsøgt, ikke virkede, sluttede behandlingen og lukkede forløbet. Da vi gik, havde ingen ansvaret eller svaret. Jeg kunne have skreget.

Man forventede fra Rigets side, at hun spontant ville få det bedre. Men det gjorde hun ikke. Min mor døde få dage efter, at hun var blevet udskrevet, kun 67 år gammel. Og mæt af dage eller træt af livet var hun ikke. Men mod det system, vi har i dag, kæmper selv en brav kvinde som min mor forgæves. Og det kan hun ikke være alene om. Det her kan desværre ikke undgå at koste liv.

Var det gået sådan uanset? Det har jeg svært ved at tro, og i hvert fald havde det været et meget anderledes halvt år for min mor, min far og mig, hvis nogen havde fungeret som en gennemgående tovholder.

Noget ved jeg: Det er ikke en svær beslutning at forlade lægegerningen, hvis det skal være sådan her. Lægegerningens motto »Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste« hører desværre en fjern fortid til. Jeg tror ikke på, at en eneste af de læger eller sygeplejersker, jeg har mødt, har været ligeglade. Men der er grænser for, hvad ét menneske kan nå. Det handler om overlevelse. Vi klamrer os til reglerne, når hverdagen bliver uoverskuelig. Systemerne, tjeklister og retningslinjer giver os midt i dette kaos illusionen om, at vi har gjort noget rigtigt og meningsfuldt. Men når vi navigerer blindt efter økonomi, begynder patienterne for alvor at rasle ned imellem de store sprækker.

Pernille Rasmussen er læge og Ph.d.-studerende ved Region Sjællands Børne -og Ungdomspsykiatrisk afdeling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michal Bagger
  • Jan Pedersen
  • Oluf Husted
  • Christel Gruner-Olesen
  • Herman Hansen
  • ingemaje lange
  • Flemming Berger
  • Johan Clausen
  • Benny Larsen
  • Kirsten Andersen
  • Hanne Koplev
  • Torsten Jacobsen
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Anne Eriksen
  • Hans Kvisgaard
  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
Michal Bagger, Jan Pedersen, Oluf Husted, Christel Gruner-Olesen, Herman Hansen, ingemaje lange, Flemming Berger, Johan Clausen, Benny Larsen, Kirsten Andersen, Hanne Koplev, Torsten Jacobsen, Anne-Marie Krogsbøll, Maj-Britt Kent Hansen, Anne Eriksen, Hans Kvisgaard, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kent Thomsen

Ja, det fik du jo så ikke helt ret i. Men du mener måske også især kommentarer fra dem der sidder med magten og ansvaret for 'systemet', for så har du helt ret: De har for længst smidt håndklædet i ringen.

Ligesom de journalister, der kunne få dem i tale.

Herman Hansen, Anne Eriksen, Anne-Marie Krogsbøll og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Så skal du prøve at ryge gennem psykiatrien.
Her bliver man udskrevet alene fordi der er mangel på senge..

Herman Hansen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Anne Eriksen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Somatisk eller psykiatrisk, det er et fedt - såmænd også alt andet her i kongeriget.
Vi er umærkeligt, mere eller mindre, blevet lodset over i regeltyranniet, hvor alle involverede bovlamt lader sig tryne af disse regler og diagnosegarantier, der skulle hjælpe?
Det bliver værre endnu - snart. Politikerne vil have fod på behandling, handling og udførelse - med noget, de ikke har forstand på. Nej, eksperterne har heller ikke.
Bogholderne slet ikke...
Held og lykke med at forlade rotteræset, mens man kan.

Herman Hansen, Helmut R., Kurt Nielsen, Janus Agerbo, Carsten Wienholtz, Anne-Marie Krogsbøll, Leif Høybye og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Tinne Stubbe Østergaard

I jagten på de rationaliseringer, effektiviseringer og produktivitetsforbedringer, der kendetegner New Public Government, bortrationaliseres den praktiske fornuft.

Økonomisk tænkning er ikke rationel, selvom økonomerne anvender tal og modeller.

Var de svenske læger ikke i gang med et oprør?

Herman Hansen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Janus Agerbo og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Nå, så fik Informations journalister og / eller andre læsere med journalistisk tæft, da lige en potentiel Cavling-vinder serveret. Så må man jo bare håbe, at der er nogen, som finder sagen relevant nok til at undersøge den nærmere. Det vil selvfølgelig kræve tid og ressourcer, og den slags er der efter sigende heller ikke just overskud af, i slige kredse.

Men måske hvis man for en periode løsner en journalistisk m/k'er fra de - bevares - åh så væsentlige identitetsproblematikker (*HOST*-First world problems-*HOST*), som jo unægteligt synes at lægge beslag på en stor del af ikke mindst nærværende nyhedsmedies og dets medarbejderes opmærksomhed - ja, så kan alt jo ske....

Morten Jespersen, Kurt Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Se på det seneste ti-års regerings-politik, hvor erhvervspolitiske interesser med taktfaste støvletramp har modarbejdet velfærdsstaten og brugt humanisme, som et skældsord

Dana Hansen, Herman Hansen, Helene Kristensen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, peter fonnesbech og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Friis

En kedelig historie. Trist med din mor. Hvad fejlede hun?
Jeg er meget enig i, at der er noget i vejen med hospitalerne, men hvad er alternativet? Patienter og ikke mindst pårørende kræver ofte, at der skal gøre alt mulig for deres mor/far etc. MF'ere og aviser er klar til at brokke sig over fejl og mulige fejl. Jeg har faktisk rigtigt ondt at de ansatte. De ansatte bruger en uforholdmæssig stor (og stigende) andel af deres arbejdstid på at dokumentere alt hvad de foretager sig.
Måske skal vi accepterer at livet ender med døden. Jeg har mistet meget nær familie til kraft. Den sidste tid var ikke god. Den var endvidere dyr for samfundet. Jeg ville foretrække mere omsorg (al a hospice) og en tidligere accept af at der ikke kan gøres mere.
Som der er nu bliver alt for mange tabere. Trist

Anne Eriksen, Kurt Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Michael Friis,
Dette drejer sig ikke om en sørgelig historie om genvordigheder, der måske slet ikke havde været nødvendige, om "systemet" virkede - det er ikke rart at miste nære på den måde. Eller selv være den, der skal hjælpes.
Det er fordi NPM er indsluset i den grad, at det sker hver dag - hele tiden.
Ja, aviserne skriver også om det.
Faktisk er det vigtigere end mange af de ting, politikerne ellers skændes om.
Torsten Jacobsen,
Hvis man er supersund kan det måske synes overflødigt!

Michael Friis

Anne Eriksen,
Hvilken måde er det rart at miste nære på?

Min ene pointe er at systemet ikke er perfekt, men jeg tror på de mennesker, der er ansat i systemet, faktisk forsøger hver dag.

Min anden pointe er, at jeg foretrækker en værdig død over nogle ekstra måneder

Michael Friis,
Det er ikke rart, hvis det ville have været let at gøre det anderledes. (At der fandtes en rød tråd og ikke en "skubben fra" til andre afdelinger).
Min kritik gælder ikke personalet, men den måde systemet fungerer på efterhånden. De er heller ikke glade for, men prøver deres bedste. Jeg tror, at hvis man larmer for meget kommer man måske med i næste fyringsrunde.
Lige oplevet en 2.års kemobehandling slutte med det forventede. Jeg vil ikke have kemo eller stråling.

Jeg er af den opfattelse, at man gør sig medansvarlig, når man accepterer at administrere indenfor tildelte rammer.
Alle faggrupper angribes i dag af djøffiseringen, men alene kan ingen klare sig.
I gamle dage mindede vi hinanden om solidaritet.
Jeg kan kun sige, at det i den er grad er lykkedes at skabe et opsplittet samfund, hvor truslen om udstødelse eller nedgradering afskærer os fra at stå sammen om noget som helst.

Torben Kjeldsen, Ole Henriksen, Herman Hansen, peter fonnesbech, Helene Kristensen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Man hører gang på gang, at hospitaler og afdelinger ikke kan finde ud af at kommunikere og samarbejde. Det resulterer i dobbeltarbejde, ressourcespild, stress og i værste fald tab af menneskeliv.
Det har tilsyneladende også været problemet i denne sag.

Allan Frederiksen

Men nu skriver du selv "tjeklister" og "dokumentation". Det er sgu at give krudt til effektiviseringsmøllen. Den her artikel er jo guld for "vi kan effektivisere 10% i den offentlige sektor"-segmentet.

Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men vi kan sandelig også effektivisere mere end 10% i den offentlige sektor - det hedder decentrale beslutningsgange.

Ole Henriksen, Kurt Nielsen, Flemming Berger og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Tusind tak for artiklen. Jeg har længe ønsket at jeg selv havde ordene i min magt så jeg kunne bringe netop denne problematik på banen. Jeg har mistet min søster og min mor til kræft. Sidst min søster, som blev 40 år og døde i sommeren 2015. Hendes sygdomsforløb var kort og intenst og min oplevelse som pårørende var rædselsfuld. Min søster blev, trods at hun var drøn syg og dårlig, også sendt fra hospital til hospital. Hun var syg i 4 måneder og nåede i den tid omkring 5 forskellige syghuse i Københavns området og flere forskellige afdelinger pr. hospital. De her såkaldte "SUPER"sygehuse hvor eksperterne grupperes gør blot at patienter bliver rykket rundt mere end godt er – for skal du have kigget på hjertet så er det på Glostrup, kræft er Herlev og medicinsk er Hvidovre og når man er meget syg, kan der opstå lidt af hvert, hvilket så gør at man bliver kastebold imellem sygehuse og læger - og INGEN har overblikket. Og for at føje spot til skade tager det så 6 timer fra man ankommer til akutmodtagelsen (som man SKAL igennem, selvom man kommer direkte fra et andet hospital eller en læge) indtil man har en seng. Og det er fuldstændig ligegyldigt hvor tom skadestuen er. Det var vi været igennem nok gange til at jeg kan slå fast, at det er sådan det foregår. Jeg valgte at blive sygemeldt for at passe på min søster. Jeg fulgte hende rundt i systemet og gjorde hvad jeg kunne for at holde tungen lige i munden, men det var et kæmpe pres. Og hendes sidste tid var mest af alt præget af en utryghed og rodløshed, som ikke kun var skabt af, det rædselsfulde faktum, at hun var meget syg af kræft.
Når man har brug for meget hjælp så er det ikke tryghedsskabende at man hele tiden skal forholde sig til nye mennesker. Og bare man bliver flyttet fra den ene side af gangen til en anden skifter man ofte også personale. Og der er da ingen der har tid til at læse en lang journal midt på dagen. Flere gange fik vi afværget fejl ved at sidde ved hendes side og stille spørgsmål og give svar. Men hvad med de mennesker som ikke har resursestærke pårørende som kan sidde ved deres side? Og helt ærligt hvad ved jeg... jeg er jo ikke læge! Men når lægen har for travlt til at komme forbi, hvad gør man så - ja så holder man hånden og trøster, men det helbreder ingen sygdomme. Et meget sigende billede på hvor sløjt det står til er; at hver gang vi følte os set, og hørt og en anelse trygge havde lægen to sekunder forinden sagt: "Det her må jeg egentlig ikke men..." det siger i hvert fald mig, noget om hvor svært lægerne synes det er at navigere i systemet. Måske er jeg stadig for vred til at skrive om det her men det ville ved gud klæde de folk som sidder på pengene og lytte til dem som har erfaringerne og ekspertisen og her tænker jeg mest på dem som løber stærkt på gulvet og ved hvad god pleje og tid nok kan gøre for dem som er så uheldige at blive ramt af alvorlig sygdom. For vi mødte ved gud mange ildsjæle, de var bare alle sammen ved at brænde ud. Men det jeg ville frem til var: tak igen fordi du skrev dit debatoplæg. Jeg håber inderligt der kommer fokus på hvad de her sparerunder har kostet og ødelagt.

Michal Bagger, Bente Sig, Ole Henriksen, Kurt Nielsen, Colin Bradley, Herman Hansen, ingemaje lange, peter fonnesbech, Steffen Gliese og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

...Gud ske lov for sygehus systemet, at der findes partienter. Hvad pokker skulle de ellers gøre med alle deres papier og procedure?

Herman Hansen

...Kaste bold "teknikken" bliver efterhånden brugt overalt, hvor man som borger kommer i kontakt med det offentlige. Sådan var det ikke før i tiden.

Herman Hansen

Det blå tankesæt er ved at spare det offentlige til døden. Men det er vel også hensigten med de evige spare runder, at vælgerne "endelig" indser den eneste løsning er privatisering - Koste hvad det vil.

...Selv menneske liv.

Ole Henriksen, Kurt Nielsen og Colin Bradley anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

Sygehusvæsenet er systematisk ved at blive kørt i sænk ovenfra. I England er det endnu længere fremadskreden. På et tidspunkt vil der være tilpas mange frustrerede og utilfredse patienter og pårørende, til at det pludseligt kommer til at virke som et fornuftigt forslag om ikke vi kunne få bedre service ved et privatisere sygehusvæsen, så folk selv kan få "friheden til at vælge" og tegne egne sygesikring. Og med TTIP på plads åbner der pludselig et enormt stor slaraffenland til amerikanske korporationer med mulighed for at få snablen ned i offentlige europæiske kasser. Og så bliver det for alvor ikke sjovt at være syg.

Anne Eriksen, Kurt Nielsen og Herman Hansen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Hvordan skal nogen kunne kommunikere og samarbejde, når alt konstant beskæres, ændres og laves om og en mulig fyreseddel p.g.a. besparelser hænger i luften som en evig trussel? At opbygge et godt samarbejde og kommunikations niveau kan man altså ikke lære på et kursus. Det kræver tid, godt arbejdsmiljø og samarbejdskultur, som kræver mange år om at opnåes.

...Det har de spare ivrige politikere fået smadret total - I (Jer ansvarlige politikere) skulle virkelig og i den grad skamme Jer.

Else Marie Arevad, Anne Eriksen, Colin Bradley og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Tidligere følte jeg som borger i Danmark, at jeg kunne have tillid og føle mig tryg ved henvendelse til det offentlige og have vished om at få en ordentlig behandling. Det offentlige var, nærmest som en selvfølgelighed, til for landets borgere. Var aldrig i tvivl derom.

Men sådan er det ikke længere. Og det er på ingen måder de offentligt ansatte, som svigter. Slet ikke.

Det er udelukkende det blå tankesæt, som gennem år tier har undergravet det offentlige økonomisk netop med den hensigt, at borgerne skal miste tilliden til det offentlige og anse privatisering af offentlige ydelse som en nødvendighed.

...Meget tyder på, at den strategi er ved at virke.

Herman Hansen

...Og det er på ingen måder et spørgsmål om økonomi. Udelukkende ideologi. Sidste år blev registreringsafgiften på biler nedsat med 6 milliarder kr.. Så penge er der masser af.

Kristian Jensen

Djøffer og politikere kan ikke drive hospitaler. Det er der to gode grunde til. Man skal have et varmt hjerte, så man kan lytte til sin samvittighed og et koldt hovede så man kan lytte til fornuften og rette sig efter erfaringen.

Anne Eriksen, Colin Bradley og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Politikerne har finansieret en kulisse, der til forveksling ligner et sundhedsvæsen. Hvad der foregår i den kulisse er en opgave for TV2News at afsløre med skjult kamera. De således forventede, afdækkede rædsler vil med stor sandsynlighed overgå deres seneste opus ('Moskeerne bag sløret', hvis nogen husker den) tusindfold.

Og nej. Personalet ville såmænd ikke de første mange måneder overhovedet opdage, hvis patienterne udeblev. Men måske ville de nyde endelig, at nå til bunds i papirerne.

Er det ikke det behandlingskaos der forsøges imødegået ved de ny supersygehuse ?

Måske skulle vi som borgere være mere på mærkerne når politikerne undervejs i supersygehusbyggeriet pludselig ikke vil gennemføre, det de tidligere har lovet og planlagt.

Steffen Gliese

At ledelse skulle være en kompetence i sig selv er så tyk en løgn, at enhver kan gennemskue den. Hvis man skal stå i spidsen for noget, må man kende til bunds - bedre end dem, man skal lede - hvordan tingene hænger sammen og skal fungere. Det kræver stort set ingen administration i dag, hvor man kan sende folk en mail direkte eller kommunikere på alle mulige måder, og man kan handle langt hurtigere end tidligere af samme grund; men det hele druknes i langt mere regulativ end tidligere, hvor det blot gjaldt: man skal altid gøre sit yderste i den konkrete situation.

Steffen Gliese

Hvor mange læger kunne vi ikke have uddannet for det, vi har ofret på at uddanne titusindvis af cand. scient. pol.'er?!

Herman Hansen

Langt de fleste opdager først dette her behandlingskaos den dag de har brug for behandling, hvilket de færreste heldigvis har. Sådan er det nu og sådan vil det også være på de nye "super sygehuse".

Folk reagere, når de bliver ramt. Se f.eks. totalkredit sagen om gebyr stigning. Mange ressource stærke blev ramt kollektivt og reagerede omgående. Var en eller to blevet ramt ad gangen over en længere periode var det intet sket af betydning. Det gør der så sikkert heller ikke i den verserende sag - Men der var da trods alt protest.

Colin Bradley

@Kristian Jensen
Djøffer og politikere kan ikke drive hospitaler. Det er der to gode grunde til. Man skal have et varmt hjerte, så man kan lytte til sin samvittighed og et koldt hovede så man kan lytte til fornuften og rette sig efter erfaringen.

Helt enig - og - måske vigtigste af alt - skal man have faglig indsigt i det virksomheden er til for.

Herman Hansen

I medierne fortæller de ansvarlige (læs uansvarlige) politikere bare om hvor super super hårdt de arbejder på sagen - Imponerende, hvor meget politikere kan sige uden at sige et mug.

Den "moderne" politikers kommunikations niveauet er nærmest poetisk og kunstnerisk og ikke stort forskellig fra en løgn - Helle Thorning-Schmidt er en sand mester i den disciplin.

Politik handler i dag ikke så meget om resultater som det gør en intet sigende formuleringsevne. Senest har Dansk Folkeparti endog hævet niveauet ved at forvandle et klart løftebrud og løgn om kontanthjælpen til en klar sandhed. Jo højere sociopat niveauet, jo bedre klarer du dig i "moderne" politik.

Sidste nyt fra Supersygehuset i Århus - spændende om det fungerer til den tid?
http://www.version2.dk/artikel/supersygehus-i-skejby-faar-fibernetvaerk-...
"Udstyret vil som regel ikke kunne opdateres til eksempelvis Windows 10, fordi det tager flere år at få udstyret godkendt med så væsentlig en ændring".
"For netværksfolkene er det primært det store antal enheder på netværket, der giver udfordringer. Selvom udstyr som MRI-scannere genererer store mængder data, så lagres det i første omgang lokalt på udstyret".
De sidste bygninger skulle være færdige i 2019!
Meget lovende...

Poul Arne Juul Rasmussen

Pernille, tak for dit indlæg der emmer af frustration. Jeg havde lignende oplevelse i min fars sygdomsforløb, han døde af kræft for ca. 2 år siden. Mine forældre bor i Holbæk, og han kørte så vidt muligt til de mange undersøgelser selv. Senere kørte min bror og jeg for ham. Han var på Næstved til hormon indsprøjtninger. Roskilde for indledende røntgen, undersøgelser og biopsi (som de glemte at sende til Riget) og senere for urologiske problemer. Han var på Køge for ct skanning, som de 2 uger efter ikke kunne se på Herlev, og derfor måtte gøre om. Herlev for kemo, og Holbæk for normal utilpashed. Han blev kastet frem og tilbage, fordi de på Holbæk sygehus mente han var for rask til indlæggelse, mens hjemmeplejerne sagde han var for syg til at være hjemme. Tilsidst var der en læge på Roskilde, som tog ansvar og fjernede en sten i hans urinblære samt sørgede for gratis medicin. Han er den eneste person af mange i forløbet, jeg havde lyst at takke, bla. for at tage hensyn til hvordan min far havde det. Herlev indlagde ham efterfølgende en uge (fordi en latterlig arrogant overlæge på Holbæk ikke ville). Jeg mener ikke de store super sygehuse er ikke for patientens skyld, men for økonomien (i transport sektoren). Kun én læge så på min fars situation og tog ansvar, og én der fik ham indlagt på Herlev fordi Holbæk ikke ville. Resten (og politikerne) får en høj løn for at løbe rundt og sige deres system ikke fungerer, og "du er for gammel til vi gider bruge penge på at redde dig", og "vi må effektivisere...").

Poul Arne Juul Rasmussen

Pernille, tak for dit indlæg der emmer af frustration. Jeg havde lignende oplevelse i min fars sygdomsforløb, han døde af kræft for ca. 2 år siden. Mine forældre bor i Holbæk, og han kørte så vidt muligt til de mange undersøgelser selv. Senere kørte min bror og jeg for ham. Han var på Næstved til hormon indsprøjtninger. Roskilde for indledende røntgen, undersøgelser og biopsi (som de glemte at sende til Riget) og senere for urologiske problemer. Han var på Køge for ct skanning, som de 2 uger efter ikke kunne se på Herlev, og derfor måtte gøre om. Herlev for kemo, og Holbæk for normal utilpashed. Han blev kastet frem og tilbage, fordi de på Holbæk sygehus mente han var for rask til indlæggelse, mens hjemmeplejerne sagde han var for syg til at være hjemme. Tilsidst var der en læge på Roskilde, som tog ansvar og fjernede en sten i hans urinblære samt sørgede for gratis medicin. Han er den eneste person af mange i forløbet, jeg havde lyst at takke, bla. for at tage hensyn til hvordan min far havde det. Herlev indlagde ham efterfølgende en uge (fordi en latterlig arrogant overlæge på Holbæk ikke ville). Jeg mener ikke de store super sygehuse er ikke for patientens skyld, men for økonomien (i transport sektoren). Kun én læge så på min fars situation og tog ansvar, og én der fik ham indlagt på Herlev fordi Holbæk ikke ville. Resten (og politikerne) får en høj løn for at løbe rundt og sige deres system ikke fungerer, og "du er for gammel til vi gider bruge penge på at redde dig", og "vi må effektivisere...").

Michal Bagger, Herman Hansen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Tak for dit indlæg Pernille. Jeg forstår virkelig din frustration og afmægtighed, og det er uforståeligt, at ingen i sundhedssystemet konkret vil påtage sig ansvar for udredning, koordination og opfølgning af den enkelte patient. Jeg var selv i samme situation for 6 år siden, da jeg mistede min mand og oplevede at både han og vi pårørende blev kastet rundt i systemet. Også jeg skrev i min frustration en kronik (Politiken 29.12.2011 "Kræftbehandlingen er dødssyg"), men jeg kan jo blot konstatere, at der absolut intet er sket på feltet i de 6 år. Men godt at du orkede at råbe op!

Michal Bagger, Herman Hansen, Lulu Sander, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Skræmmende, at de faktisk ikke kan betale sig at søge lægehjælp i Danmark længere. 10% behandling og 90% papirarbejde, mistro og mistillid er blevet dagsorden. Alle fraskriver sig ansvar og efterlader den nødstedte til sig selv.

...Fra, påstået, verden bedste til ligegyldighed på et årti. Hvordan i al verden kan det gå så galt? - Nå jo, konkurence og en hver sig selv nærmest, samt skabelsen af de overflødige, de syge og ledige.