Klumme

Når krigen kommer

Politisk korrekt ukorrekthed – et minde om dyrekøbt erfaring
11. marts 2016

Nu beslutter Folketinget utvivlsomt, at Danmark skal i krig. Igen. I modsætning til det nationale idealbillede af frikadellefolket i en fredfyldt afkrog af verdens centrum er danskerne et temmelig krigerisk folk.

Til og med 1864 havde kongerigets militær førsterang, kongen var født general, om end et par monarker havde mentalitet som kommandersergenter med hengivent øre for messingsuppe og vagtparader. Men trods den stadige raslen med sablen er Danmark siden midten af 1600-tallet kommet galt af sted i sine krige.

Næsten alt blev tabt, før neutralitetens forstandighed afløste militarismen, alliancer siden tog over, og den aktivistiske udenrigspolitik i nu godt og vel 15 år har fristet mindst én ambitiøs dansk statsminister over evne.

Nu kunne man forvente, at flertalspolitikerne på baggrund af dugfrisk erfaring fra Afghanistan, Irak og Libyen og tabet af alt for mange danske soldater ville omtænke aktivismen.

Et nøgternt gemyt, ikke nødvendigvis pacifist, kunne få den tanke, at man for enhver pris burde afskrive krig og koncentrere sig om andre og bedre metoder til fred og fremtid. Krig er dyrt; krig medfører aldrig det ideelle resultat, men ofte decideret ulykke og flere væbnede konflikter.

Krig er først og sidst modbydelig. Flinke, omgængelige mennesker kommer hjem i lukkede poser eller som nervøse vrag med posttraumatisk stress. Krig æder sjæle op.

Og krig slår folk ihjel. That’s the general idea, som John Wayne forklarer sin bekymrede veninde, inden han skyder skurken.

Aktivismen fører nu Danmark ind på fornyet krigskurs, som siden Irak kendetegnes ved forhastede enøjede beslutninger uden realistisk vurdering af krigsmålene, og hvad der skal ske bagefter, når tabene er talt op og det frelste land i kaos.

Opskrift på politisk succes

Det nye friske initiativ synes mere eller mindre gedulgt funderet i tilintetgørende bombardementer af de steder, man formoder, IS befinder sig.

Det vil sætte en stopper for den flygtningestrøm, som politikerne i den grad har fået på hjernen, at de blindt tror på de aktivistiske genveje til den omfattende mellemøstlige krises løsning: Smider dygtige danske kampfly bomber, udraderes IS; forsvinder IS, bliver der til at være for folk, der ellers ville flygte; når der bliver til at være for folk, der ellers flygter, kan man hjemsende dem, der har søgt asyl i Danmark. Ud af vagten med et frimærke på ryggen, potten er ude, og vi vinder næste valg.

I al sin lattermildt forenklede enkelhed er dette den slet skjulte opskrift på politisk succes, hvilket det i sidste ende drejer sig om. Det eneste, formlen forudsætter for at være rigtig, er, at den er det, hvilket ikke meget tyder på, at den er.

For ikke at sige: Intet tyder på, at den er rigtig. For ikke at sige tværtimod.

Den sentimentalt tilbøjelige neonationalsocialkonservatisme med Dannebrog og ladestok i ryggen kan nu se frem til flere tårepersende højtideligheder ved mindestedet i Kastellet, hvor atter nye overflødige ofres navne anbringes på det kiksede murværk, mens nye veteraner i det stille må leve med varig fysisk og psykisk invalidering.

Hvorfor godtager den danske befolkning uden reaktioner denne ubegribeligt dumme beslutning? Hvorfor er flertallet ikke blevet klogere?

Hvorfor nedskærer regeringen i samme åndedrag som krigsbeslutningen Det Arabiske Initiativ og bistandskronerne og svækker diplomatiet og udenrigstjenesten til ukendelighed? Alt det, der kunne bidrage til forsvarlige løsninger, hvor sløjt den sunde fornuft end trives i forhold til spektakulære, men ukontrollerbare bombardementer. Hvorfor dog denne halvblinde tro på militær magt?

Hvorfor dit og hvorfor dat. Ordentligt svar skal man ikke forvente fra en magtarrogant regering, hvis første handling var at nedlægge den Irak-kommission, der kunne have kortlagt årsag og virkning i det værst roterende krigsidioti i danmarkshistorien.

Hin katastrofe, som Den Store Kreative Bogfører med bonkammerat Bush jun. førte landet ud i, og hvis følgevirkninger flertallet nu vil afhjælpe med endnu en dosis livsfarlig idioti.

Korrekt og ukorrekt

Apropos sidste ord i seneste sætning har den nye landbrugsmiljøminister tillagt sig den pt. herskende venstreklikes modersmål. Politisk korrekthed er her det forfloskede fy-ord. Ida Auken er jo bare politisk korrekt, skrev ministeren på sin sociale platform blandt andre umodenheder. Auken havde i tv udtrykt ærgrelse over, at ministeren optræder som sin forgænger, blot værre.

Landbrugsmiljøministeren er ganske vist ikke så gammel, at det ikke kan ses og høres og var delvis tvunget til at beklage stinkeren. Men debatten skal åbenbart fortsat trækkes med automatmærkaten på alle seriøse indvendinger: den politiske korrekthed. Så er alt sagt, når modstanderen påklistres mærkaten. Den bruges af folk, der inderst inde godt er klar over tvivlsomheden i egne standpunkter.

Det er politisk korrekt ikke at ville i krig, hjælpe flygtninge, gå ind for EU og FN, ikke tæve sine børn, begrænse gyllen, skille kirke og stat, værne om kysterne, sikre rent drikkevand, osv.

Modsat politisk korrekthed må det logiske være politisk ukorrekthed, som i samme forstand må være blevet det politisk korrekte, mens det hidtil politisk korrekte er politisk ukorrekt.

Hertil bidrager landbrugsmiljøministeren, hvis udtalelse om miljøtyranniets politiske korrekthed må betyde: at det ukorrekte: miljøgriseriet er det politisk korrekte i forhold til miljøtyranniet, som da må være ukorrekt. Det politisk korrekte er således det, der var politisk ukorrekt, i modsætning til det førhen politisk korrekte, der nu er ukorrekt, ligesom det nu er politisk korrekt at gå i krig, hvor det før var politisk ukorrekt.

Det må selv en tidligere videnskabsminister med eller uden plat i papirerne kunne forstå.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Peter Jensen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Bill Atkins
  • Holger Madsen
  • Hanne Ribens
  • Espen Bøgh
  • Kurt Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Hans Larsen
  • Christian Mondrup
  • Niels Duus Nielsen
Tino Rozzo, Peter Jensen, Jørgen Steen Andersen, Bill Atkins, Holger Madsen, Hanne Ribens, Espen Bøgh, Kurt Nielsen, Torben K L Jensen, Hans Larsen, Christian Mondrup og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Werngreen

Det er næsten for venligt at kalde regeringen for magtarrogant; når magten udøves med afsæt i inkompetence og forfordeling, synes magtstupid at være mere passende.

Tino Rozzo, Jørgen Steen Andersen, Bill Atkins, Jan Pedersen, Flemming Berger, Espen Bøgh og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Venstre,parkeringspladsen for politiske idioter,der har nogle helt forkerte (løgnagtige) mantraer som feks. "det skal kunne betale sig at arbejde" og en række byrder : ældre-byrden,skatte-byrden og så videre. Nu er det på tide at råbe højt om Venstre-byrden for Danmark,det parti der har ført Danmark ud i ulovlige krige,ødelagt 30 års økoindsats,nedprioritering af omstilling til vedvarende energi og her til sidst har lagt SKAT i kunstig koma så alle initiativer til økonomisk omfordeling er gjort de facto umuligt med deres ideologiske krig mod et mere lige Danmark.
VENSTRE-BYRDEN skal bekæmpes.

uffe hellum, Jørgen Steen Andersen, Erik Feenstra, Holger Madsen, Helmut R., Hanne Ribens, Bill Atkins, Jan Pedersen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Espen Bøgh, Malan Helge og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

"Krig æder sjæle op" Vi har i dag en meget beskidt krig foregående i den sydøstlige del af Anatolien mindende urovækkende meget om Irak og Syrien, denne utrolige lumske lav/høj-intensitets krig har takket være de neo-imperialistiske kæfter og nogle lakajer som PKK, US, EU og AKP har totalt forpestet det smukke liv over Anatolien. Jeg ville mene at neo-liberalismen er ved at æde os ihjel.