Klumme

Den øverste skammel

Når stiltiende arrangementer går i ged
Debat
18. marts 2016

Jeg vil være konge, sagde Prinsgemalen og indledte hermed sin nedstigning fra kongehusets øverste skammel, hvis 2. trin han hidtil uanset formel rangorden i fest og farver havde beklædt i over 40 år.

Hvad enten Gemalen selv indså fadæsen, eller alderen trykker, eller han fik et hip med en hofmarskalstav, havde han efter sin erklærede utilfredshed med den kønsdiskriminerende ordning næppe andet valg end at gå på pension med fuld musik.

Dronningens mands ambition var i den grad i strid med dansk statsindretning, at Fredensborg-monarkiets lige dele efterkommere af en provinsiel nordtysk lavadelfamilie og oversøiske indvandrere slog porten i. Adjø, mon prince.

Den efterhånden omfattende flok kronisk ferierende gratister på luksusklasse var imidlertid kommet på pressens sigtekorn. Hvad sker der!

Ekstra Bladets kippede med flaget for Gemalens fordring, kalder ham nu konsekvent Kong Henrik og sætter monarkiets absurditet i relief. En perniciøs situation for de kongelige udstyret med denne dybest set uforsvarligt urimelige særstatus.

Skrøbeligheden ved arrangementet stod ydermere klart, da den åbenmundede Gemal siden dampede af på forlænget ferie i ferien med årlige otte millioner kroner på lommen, eget hof plus det løse.

Institutionen har endog mere tydeligt og for fuld skrue markeret familiemedlemmernes foretrukne skattefri livsform i stadig mere påfaldende symbiose med pengestærke hofsnoge kvitteret for alverdens leverede varer og tjenesteydelser med emaljerede metalstykker i kulørt silkebånd fulgt af fine titler med og uden røv til nøgle.

Visse samfundsfænomener eksisterer kun ved stiltiende accept af det glade vanvid. Så længe balancerne i hverdagen opretholdes, går det, og selv arge modstandere af monarkiet slår sig til tåls med Husets begrænsede indflydelse. Men i det sekund uvante udskejelser for alvor stiller privilegierne til skue, siver sandet under slottet.

Kælderhåndslaget

I kælderen under Venstre i Odense Congress Center midt under formandskrisen i juni 2014, da formandens moralske beskaffenhed blev tydelig for partiets mere hæderlige segment, indgik den skandaleramte førstemand og hans næstkommanderende en fredsaftale.

Ingen ved, hvad der blev udvekslet af gedulgte artigheder mellem de to; det eneste potentielle vidne, Hernings borgmester, der gerne så sig selv som toneangivende tredjetuba i harmoni med den truede formand, blev resolut hældt ud af Jensen.

På trods af den gensidige kemi, der associerede til begrebet masseødelæggelsesvåben, bibragtes en art balance mellem de to stridsmænd, hvad enten Jensen turde eller ikke turde udfordre den blakkede formand. Mest det sidste.

Kælderhåndslaget var ment som en genopretning af normale forhold i et målrettet parti ledet af en uforlignelig formand og en loyal næstformand, mens resten holder bøtte. Alle i denne kunstigt etablerede orden koncentrerede herefter kræfterne om at vinde valget, som de tabte. Men alligevel.

Forudsætningen for, at en sådan kunstig konstruktion ikke braser sammen, er, at flertallet bilder sig selv og andre ind, hvor glade de er, og at aftalen er den bedste af alle bedste aftaler i det bedste af bedste partier i den bedste af bedste verdener. Ikke et barberblad skal presses ind mellem grundstenene i samdrægtigheden.

Men alle ved udmærket, akkurat som med kongehuset – bare på en anden måde – at det hele er det rene fis og fup og gamle aviser. Så længe man lader som det modsatte, går det. Der er ikke grænser for, hvad man kan prakke folk på af talentfulde monarker, karismatiske prinsgemaler, charmerende kronprinsepar med afkom, partiformænds evner som præmiehåndværkere på Borgen og fred og uforanderlighed i vor tid i kongehus, parti og regering.

Det fordrer blot, at ingen, hvis udsagn har den mindste vægt, falder ud af rollen og slår en prut i bagerbutikken.

Dét var bl.a., hvad H.C. Andersen mente med det lille barn, der til forskel fra de fordrejede voksne så og forstod kejserens bare og sagde det højt. Sådan set meddeler Andersen ikke, hvad der derefter skete, eller om det var godt eller skidt for sammenhængskraften i riget, konstaterede blot, at i det øjeblik, det indlysende var sagt, brød illusion og arrangement sammen, og taskenspillerne drog videre for at skræddersy det næste eventyr.

Illusionen om værdig enhed og ræson i kongehuset brød endeligt sammen, da Gemalen ville være konge, og institutionen blev afdækket i al dens højrøvet selvbevidste, verdensfjerne bjergsomhed. Endnu et nøk mere ved tronfølgerparrets visit i pomp og pragt hos et af de mest brutale og usympatiske regimer i verden.

Og illusionen brast forleden, da næstformand Jensen erklærede, at han var parat til at gå i kampvalg om den øverste værdighed, af hvilken ifølge ham selv han ser sig som naturgiven ihændehaver.

Jeg vil op på den øverste skammel, sagde Jensen til citat på rejse i et fjernt land og høvlede dermed endnu en luns af sin formand, Borgens bedste håndværkers ramponerede renommé og prestige. Den stiltiende, kunstige verdensorden i Venstre med en formand, som få med omløb i knolden stoler på, røg sig en tur og kan ikke genoprettes og alting blive som før. Det bliver alting ikke mere.

Nu er det kun et spørgsmål om tid. Ikke om minister Jensen når op på sin øverste skammel, mange vil mene, at den ting er lige så sikker, som at han vinder Vild med Dans, eller Gemalen får opfyldt sine kongeambitioner, men et spørgsmål om hvornår formanden ryger ud i en flot parabolsk bue.

Hjort finder Jensen irrelevant, men det går nok også op for Finansfrederiksen og de fleste andre, at Venstre lige nu funderer partiets fremtid på sand, samt sjofler værdier som ordentlige Venstre-folk (helst) holder hellige.

En uskøn kamp mellem det slemme og værre er med Jensens fornemmelse for høje skamler hermed indledt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Til kamp mod Venstre-byrden.