Kronik

Pludselig blev liberalisme til pladderhumanisme

Når Alternativet foreslår kontanthjælp uden kontrol af ledige, bliver det affejet som naiv venstreorienteret tågesnak. Men nært beslægtede ideer flød faktisk fra toneangivende højreorienterede tænkere for et halvt århundrede siden – så hvorfor denne modvilje fra de borgerlige i dag?
Alternativets forslag om en fast basisydelse til en afgrænset gruppe, der i perioder står uden indkomst, minder snarere om en anden gammel idé, nemlig den negative indkomstskat, skriver dagens kronikør.
Debat
11. marts 2016

Under debatten om det nye kontanthjælpsloft gentog socialordføreren fra Alternativet partiets forslag om at indføre en basisydelse i stedet for den nuværende kontanthjælp. »Vi vil jo have kontanthjælp uden modkrav,« fortalte Torsten Gejl i en video, der gik rundt på sociale medier.

Netop dét forslag blev sidste forår latterliggjort som et virkelighedsfjernt forslag om borgerløn i en lang række indlæg i store borgerlige medier. Det blev ganske enkelt modtaget som en vittighed.

Jyllands-Posten noterede sarkastisk i en leder, der bar overskriften »Alternaivitet«, at man »næsten ikke [kan] vente med at se partiets udspil til en finanslov.«

Jydske Vestkysten var enige og skrev i deres leder om partiets forslag, at »det kaldes borgerløn og vil for de fleste nok være lige alternativt nok,« mens Berlingske udråbte Alternativet til landets »feel-good-parti«, som var bæredygtige på alle andre måder end i forstanden økonomisk bæredygtige.

Sidst, men ikke mindst fremførte Kristeligt Dagblad det synspunkt, at Alternativet var som en »ny religion« og fremhævede, at kontanthjælpen skulle afløses af en slags borgerløn med generøsitet og uden kontrol og bekymringer om, hvordan Danmarks økonomi skal hænge sammen.

Det er dog værd at holde tungen lige i munden og bide mærke i, hvad Alternativets forslag helt konkret går ud på.

Det interessante er, at forslaget i en vis forstand er beslægtet med ideen om såkaldt negativ indkomstskat. En idé, der for et halvt århundrede siden blev hyldet af liberalistiske kræfter som et væsentligt element i kampen for øget individuel frihed og mindre stat. I dag affejes forslaget uden videre som nyreligiøs feel-good-politik. Det siger noget om den socialpolitiske bevidsthed i Danmark anno 2016.

Det gode samfund

I dens egentlige form er borgerlønnen en ydelse, der betingelsesløst udbetales til alle borgere i et samfund over en vis aldersgrænse. Den samme pose penge udbetales da til den arbejdsløse, til avisbuddet, til konsulenten og til den hovedrige CEO – oveni den løn, som de optjener i øvrigt.

Som antropolog Anita Ulrich fremhævede i et kritisk indlæg her i avisen i februar, er det ikke dét, Alternativet konkret foreslår. Partiet foreslår ikke en ydelse, som skal gives til alle, men en ydelse som skal gives til de, der allerede i dag modtager kontanthjælp. Ydelsen skal være på samme niveau som den nuværende kontanthjælp.

Forskellen mellem kontanthjælpen og den ordning, som Alternativet foreslår, ligger dermed alene i, at det ikke længere skal kontrolleres, om modtagerne af ydelsen står aktivt til rådighed på arbejdsmarkedet.

Josephine Fock fra Alternativet svarede, at det konkrete forslag om kontanthjælp uden kontrol ikke er en erstatning for ideen om borgerløn, men snarere et pragmatisk skridt i retning af det gode samfund. Men helt nøgternt må man konstatere, at det konkrete forslag i sin nuværende form ligger temmelig langt fra en egentlig borgerløn.

Partiets forslag om en fast basisydelse til en afgrænset gruppe, der i perioder står uden indkomst, minder for mig at se snarere om en anden gammel idé, nemlig den negative indkomstskat. Ideen er her, at når du som borger i et samfund har en indkomst, som ligger under en nærmere fastsat minimumsgrænse, skal du ikke betale et beløb i skat til staten. Det er i stedet staten, der skal udbetale et beløb til dig.

Staten er ligeglad

Milton Friedman gjorde sig i slutningen af 1960’erne til fortaler for en negativ indkomstskat. Hans kongstanke var grundlæggende liberalistisk: Med en sådan ordning kan man rulle en del af velfærdsstatens ’enorme bureaukrati’ tilbage og skrue op for den individuelle frihed.

Nøjagtig som staten kun har behov for at kende dine indkomstforhold for at kunne fastsætte din trækprocent, har den nemlig ligeledes udelukkende behov for viden om dine indkomstforhold for at fastslå, hvor mange penge du skal have udbetalt i negativ indkomstskat. Og Friedmans konkrete model var udformet således, at det altid kunne betale sig at tage et arbejde.

På fuldstændig tilsvarende vis analyserede Michel Foucault i en forelæsningsrække sidst i 1970’erne den negative indkomstskat som en del af et amerikansk neoliberalt program, der var født ud af en grundlæggende statsfobi: En angst for den evigt ekspanderende velfærdsstat, der før eller siden overskrider sit nuværende stadie og bliver til en egentlig totalitær stat.

Foucault noterede sig blandt andet, at den negative indkomstskat adresserer fattigdom som symptom frem for fattigdommens årsag. Med den negative indkomstskat interesserer staten sig ikke en døjt for årsagerne til fattigdom. Det eneste, der tæller, er fattigdommen som effekt: At den er der.

Dermed opløses det klassiske skel imellem den værdigt og den uværdigt trængende. Staten er ligeglad med, om du er arbejdsløs, fordi du er stiknarkoman, eller om du er arbejdsløs, fordi du ikke gider arbejde. Om du er rask og rørig eller nedslidt og ramt af fibromyalgi. Om du søger tre til fire job om ugen og artigt har udfyldt din jobplan på Jobnet. Det har ingen indflydelse på, om du har ret til ydelsen eller ej.

Foucault fremhævede imidlertid ved samme lejlighed, at den negative indkomstskat har det med at optegne en særligt tydelig grænse imellem på den ene side dem, der modtager ydelser, og på den anden side dem, der yder. Imellem dem, der klarer sig selv, og dem, der lever på statslig støtte. Dét er en afgørende forskel på negativ indkomstskat og borgerløn.

Smerte og lyst

Alternativets konkrete forslag synes altså nært beslægtet med ideen om den negative indkomstskat. En socialpolitisk tanke, der for knap et halvt århundrede siden blev analyseret som en del af en liberalistisk agenda og fremført af Milton Friedman, tidens vel nok højest profilerede højreorienterede økonom, affejes i dag som venstreorienteret tågesnak fra en flok hippieagtige fantaster.

Hvad fortæller det os så om den socialpolitiske bevidsthed i Danmark anno 2016? Tjo, det fortæller os i al fald, at vi i så høj grad har indåndet og accepteret den tanke, at arbejdsløse løbende skal pligtaktiveres, kontrolleres og sanktioneres, at alt andet fremstår utænkeligt.

Når vi i debatter igen og igen bekræfter hinanden i, at det skal kunne betale sig at arbejde, handler det derfor næppe kun om, at man skal have flere penge på kontoen, når man overgår fra ledighed til beskæftigelse. Den økonomi, vi henviser til, handler i langt bredere forstand om at regulere smerte og lyst.

Overgangen fra ledighed til beskæftigelse skal markere overgangen fra et stadie af relativ smerte til et stadie af relativ lyst. Fra meget overvågning og kontrol til mindre overvågning og kontrol. Fra umyndiggørelse til myndiggørelse. Fra skam og stigma til respekt og anerkendelse.

Statsapparatet og den omfattende aktiverings- og kontrolindustri spiller her en bærende hovedrolle som producent af ulyst. Den logik er i dag inderliggjort som en stærk og fuldstændig naturlig del af vores socialpolitiske kompas. Foreslår du at rulle rådighedskontrollen tilbage, bliver du nedladende grinet ud som en ufrivilligt komisk skikkelse på scenen.

Dét står tilbage på bundlinjen som den tankevækkende lektion, der kan drages af Alternativets forslag.

Mathias Herup Nielsen er redaktør ved Netudgaven og ph.d. i statskundskab fra Aalborg Universitet.

Kronikken er en redigeret udgave af et indlæg på netudgaven.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Pedersen

@Leo Nygaard
Jeg ved ikke, om jeg er imod. Jeg er bare ikke så skråsikker.

Ja, UBI kan udformes på mange måder.

Men når man foreslår et helt nyt system indfrørt, så mener jeg at man har et ansvar for at beskrive det nogenlunde detaljeret. I det mindste give eet scenarie, som man forestiller sig kunne virke og som kan kritiseres.

Jeg synes ikke, at det er seriøst at foreslå noget radikalt anderledes og så besvare enhver kritik med at man jo ikke ved, hvorden det vil blive implementeret.

Hvis du vil diskurere rent UBI i modsætning til alternativets forslag, så fint med mig.
Jeg er ikke decideret imod det. Jeg kan se, at det vil skabe et samfund, hvor det kan betale sig at arbejde, hvis man vil have flere penge til rådighed.

Mine to bekymringer er:

1. Det vil være for hårdt for dem, som af en eller anden grund ikke har det valg at kunne arbejde.

2. For dem som kunne arbejde, men ikke ikke behøver det, vil det være for fristende bare at hæve sin UBI, og dermed undlade at bidrage til samfundskagen. Hvis man har en god pensionsopparing, en billig andelslejlighed og ingen lån, hvorfor skulle man så egentlig arbejde?

Jeg har en mistanke om at dem, der advokerer for UBI også vil være de første, der forarget råber op når "ofrene" for UBI dukker op. Jeg synes, at I burde vedstå at der vil være svage borgere, der vil få langt mindre støtte med UBI.

Jeg har udviklet en allergi mod forslag, der kan løse alting uden nogen som helst bivirkninger, hvad enten det drejer sig om topskattelettelser, handelsaftaler, invasion af Irak, eller UBI.

Når man foreslår noget nyt, burde man starte med realistisk at redegøre for ulemperne ved det, man foreslår.

Niels-Simon Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jesper Pedersen

Forskellen på UBI og folkepensionen er jo aldersgrænsen.
Der er mange velpolstrede i 40-erne og 50-erne, der sådan set godt kunne leve af en UBI, især med nogle billige rejser til sydligere himmelstrøg.

Jeg brugte briller og tænder som eksempler, fordi det ikke nu er gratisydelser.
Hvis man indfører tilskud, så får man jo igen administration.
Og hvis gøre flere ydelser gratis, så bliver der færre penge til UBI. Dvs satserne bliver endnu lavere.

Paine og Friedman har nok ikke kunnet forstille sig det danske velfærdsniveau anno 2016.
Paine mente endda at de flest ville vælge ikke modtage, den basisindkomst, de var berettigede til.
Den holder nok ikke i Danmark nu :-)

Men Paine var i det mindste ret konkret, han satte basisindkomsten til 10 pund om året (for ældre).

Hvad ville den blive i Danmark nu?

Indtil nogen kommer med et mere velunderbygget bud, så vil jeg gå ud fra, at det bliver ca 4000 kr om måneden.

Niels-Simon Larsen

Jesper: Når talen falder på borgerløn (hvad den så end måtte bestå i), så kommer der altid en masse indvendinger. Det er reelt nok og alligevel ikke, for dermed hører man sjældent om, hvad modstanderne går ind for.
Det hedder ikke 'for eller imod borgerløn'. Det hedder 'for det bestående' eller 'for borgerløn'.

Jesper Pedersen

Problemet er, at man heller ikke hører, hvad fortalerne går ind for.
Vi kommer ikke videre, så længe fortalerne ikke bliver mere konkrete.

Borgerløn går ud på at simplificere, fjerne adminstration og alle de tilskud og ordninger, vi har nu.

Men hver gang, man påpeger konsekvenserne, er svaret altid noget med at man kan korrigere, yde tilskud, gøre flere ting gratis, osv Og så er vi jo lige vidt.

Fortalerne har ikke modet til at fortælle os, at vi mister vores boligsikring og må flytte.
Eller at hvis vi bliver syge og ikke kan arbejde, så skal vi bare klare os for det halve.
Eller at hvis vi får et barn, der kræver noget ekstra, så er det noget, vi selv skal sørge for.
Eller at det er slut med barselsdagpenge.

Og hvis I ikke engang tør sige det højt nu, hvordan vil det så ikke gå, når det skal implementeres i praksis og de første "ofre" for borgerløn står frem?

Og hvis hedder 'for det bestående' eller 'for en fantasi, som vi ikke vil gå i detaljer med', så ved jeg godt, hvad resultatet bliver.

Der jo det med 'det bestående' at på den ene side er vi alle sammen utilfredse med det, fordi det er udtryk for et kompromis, hvor vi ikke fik det, som vi ville.

På den anden er det jo et kompromis, hvilket gør det svært at blive enige om noget andet.

Hvis vi vågnede op til borgerløn i morgen, så ville borgerløn være 'det bestående'. Og det ville rigtig mange være utilfredse med.

Sider