Klumme

Sovs og kartofler

Den gode smag i munden, jeg fik af TV 2’s journalistisk vigtige afsløringer i ’Moskeerne bag sløret’, er efterhånden blevet afløst af den der lidt ubehagelige eftersmag af, at der er smurt for tykt på
Debat
9. marts 2016

’Sovs og kartofler’ kalder man det, når journalister, er dygtige til at grave vigtige historier op, men ikke kan nære sig for at tilføje historien lidt ekstra – og ofte unødvendig – garniture.

Over en frokost for nogle år siden tilbød en kollega en præcis beskrivelse af sådanne journalister.

»De kan ikke se en tangent, uden at de skal ud ad den,« sagde han og tilføjede, at de »ville få Cavling-priser på stribe med en barsk og dygtig redaktør«.

Der er mange grunde til at huske udtalelsen. F.eks. for et par år siden, da DR’s dokumentarafdeling gik ud af tangenten med serien Skattely. De fik en Cavling-pris for afsløringerne, og et halvt år efter fik de kritik fra Pressenævnet for overtrædelse af de presseetiske regler. Der blev skudt etiske genveje for at opnå størst mulig effekt. De gik ud ad tangenten.

For nylig gjorde en anden DR-dokumentar noget lignende. I programmet Løgn eller chikane i Mariager afslørede journalisterne, at det afgørende vidne i sagen om det forfulgte lesbiske par i Mariager havde løjet over for politiet, da hun udpegede en mand som gerningsmand til chikane og trusler. Programmet dokumenterede, at hun kendte ham i forvejen, og dermed var hele udsendelsens præmis bevist; nemlig at politiet på et falsk grundlag havde opretholdt en sigtelse mod manden i over et år. Men det var ikke nok for tilrettelæggerne. Helt unødvendigt gravede de videre i vidnets fortid og i noget, der lignede et karaktermord, fandt de andre tilfælde af tilsyneladende usandheder. Det balancerede på kanten af etikken og nærmede sig det krænkende. Igen, ud ad tangenten.

For tiden sætter TV 2’s dokumentarredaktion dagsordenen med programmerne Moskeerne bag sløret om yderligtgående imamers rystende udtalelser om stening af utro kvinder, kvinders pligt til at have sex med deres (eventuelt voldelige) ægtemænd og en imams forsvar for revselsesretten over for børn.

Bortset fra den med at tæve børn, hvor jeg hørte imamens udtalelser som et forstærket ekko af revselsesudtalelser fra Dansk Folkepartis Marie Krarup, var afsløringerne journalistisk vigtige og viste den ekstreme fundamentalismes hæslige ansigt.

Men der blev malet med en bred pensel. Man skal i de første to programmer og ikke mindst i de talrige reklamespots se og høre meget omhyggeligt efter for at få et andet indtryk end, at dette foregår vidt og bredt i alle 150 danske moskeer og ikke i de otte udvalgte.

Når man ser optagelserne, er det i nogle tilfælde uklart, om TV 2’s muldvarpe har fremprovokeret udtalelserne. Det gør dem ikke mindre uhyrlige, men i en politiefterforskning ville det ikke kunne anerkendes som bevis, fordi undercoverbetjenten ville have overtrådt loven.

TV 2 promoverede sine egne programmer på klassisk kampagnevis. I dagevis har sagen fået fremtrædende plads i TV 2-nyhederne og på TV 2 News, inklusive en fire timer lang temaaften i lørdags. De skjulte optagelser (der i denne sag er fuldt berettigede som journalistisk værktøj) har været spredt over mere end en uge – et nyt klip hver dag, så historien blev holdt i live indtil næste afsnit af dokumentaren. En stor historie blev gjort til en hel masse store historier, så seerfascinationen blev vedligeholdt.

Og pludselig, som blogger Mikkel Andersson påpegede i Berlingske den 2. marts, ser vi politikere, der »angriber de grundlæggende rettigheder, som man ellers i forhold til Muhammed-krisen, racisme- og blasfemiparagraffer har holdt fanen højt i forhold til.«

Det har været kendt og dokumenteret i årevis, at ikke mindst Grimhøjmoskeen i Århus har været et centrum for islamisk fundamentalisme. Men nu er det blevet dokumenteret med skjulte kameraer. Det giver en dragende krimiagtig effekt, som TV 2 har udnyttet maksimalt.

Man kan spørge sig selv: Hvorfor skal den gode smag i munden, man mærker ved dygtig journalistik, alt for ofte afløses af en lidt ubehagelig eftersmag, når der smøres lidt for tykt på? Når graverjournalister, der lavet et fedt stykke arbejde, bliver lidt for selvfede?

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Meinertsen

Og en del af denne garniture – eller selve sovsen – er den ulidelige musikunderlægning, som snart alle tilrettelæggere mener er nødvendig. Den er distancerende, anmassende, ofte vulgær og uden føling med emnet. Med andre ord: helt unødvendig og årsag til, at jeg aldrig ser den slags udsendelser til ende.

Kurt Nielsen, Hans Larsen, Karsten Aaen, Herdis Weins og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

Anmassende og/eller artistisk ubegrundet brug af underlægningsmusik og lydeffekter sniger sig i stigende grad også ind i radioproduktioner på DR P1. Af ondartede eksempler kan nævnes Radioavisens misbrug af lydeffekter fra "posen med skud og eksplosioner" og tåbelige muzak-underlægning i "Fra Videnskabens Verden". Det journalistiske indhold i sidstnævnte er slet ikke så dårligt, som redaktionens trækken på B-film effekter kunne antyde.

Kurt Nielsen, Hans Larsen, Karsten Aaen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Ja jeg har bevidst undladt at se udsendelserne, som her er nævnt, netop fordi disse "dokumentarer " har et bestemt mål: at udstille nogen. brug af muldvarpe er bestemt heller ikke fremmende for "sandheden" tror jeg og gad vide om imamerne har gennemskuet det og smurt tykt på for at forarge pøbelen? Indrømmet en langt ude tanke.