’Vi står med det totale kontroltab hvad angår narkomarkedet’

Krigen mod narkotika har slået fejl. Det er på tide, at vi skifter kurs og begynder at betragte brug af narkotika som et socialt og sundhedsmæssigt spørgsmål frem for et moralsk problem, vi kan straffe os ud af.

Det mener Nanna W. Gotfredsen, jurist og medstifter af retshjælpsorganisationen Gadejuristen.

»Det korte af det lange er, at når nogle får alvorlige problemer, handler det ikke om stoffer. Det handler om alt muligt andet; dårlig opvækst, selvmedicinering, psykiske problemer og så videre. Men det er en meget lille gruppe, der får alvorlige problemer. Ifølge estimaterne får ni ud af ti, der prøver et stof, aldrig problemer i den forbindelse,« siger hun.

»Det er en sindssygt vigtig pointe at få frem, for en af grundene til, at vi opretholder status quo, selv om det er åbenlyst for enhver, at det går den forkerte vej efter ethvert parameter, er angst. Vi har dæmoniseret stoffer i en sådan grad, at vi er bange for, at hvis vi gør tingene på en anden måde, så kupper det en hel generation, der ender nede foran Maria Kirke på Vesterbro med en nål i armen. Men det vil ikke ske.«

Siden 1999 har Nanna W. Gotfredsen og Gadejuristen ydet retshjælp og anden støtte til udsatte borgere som for eksempel stofbrugere.

– Hvordan har vi dæmoniseret stoffer?

»Et eksempel er, når vi taler om det eksperiment, hvor nogle rotter fik adgang til mad, vand og hårde stoffer. De endte med at tage vanvittig mange stoffer. De tog stoffer, til de døde, og så sagde man: ’Nej, hvor er stoffer farlige’. Men der var ikke nogen, der overvejede, hvordan rotterne havde det med at være isolerede i små bure uden kontakt til hinanden og uden mulighed for at have det sjovt. Senere var der en canadisk forsker, Bruce K. Alexander, der genskabte eksperimentet, men hvor rotterne blev lukket ud af burene og havde legetøj og kunne parre sig – et slags paradis for rotter. Her tog de stort set ingen stoffer.«

»Kort sagt er konklusionen, at afhængighed er en funktionel tilpasningsstrategi for den, der står udenfor, savner meningsfuldhed og ikke har en position i et samfund. Så det bedste værn mod afhængighed er, hvis folket ellers kan sikres muligheden for at skabe individuelt meningsfulde tilværelser.«

Et statsligt reguleret salg

Det var egentlig ikke meningen, at Nanna W. Gotfredsen ville bruge sin karriere på at tale de socialt udsattes sag, men da hun som jurastuderende flyttede til Vesterbro og begyndte at arbejde frivilligt på værestedet Mariatjenesten, oplevede hun en virkelighed, der ikke passede ind i hendes billede af det danske velfærdssamfund

»En dag mødte jeg en kvinde med strikhandsker på, og der var simpelthen en uhyggelig lugt. Det lugtede af lig, men hun stod jo levende foran mig. Hun sagde, at det var hendes hånd, og da hun tog handsken af, var der bare koldbrand i den. Men hun ville ikke tage på sygehuset, for hun sagde, at hun blev behandlet dårligt der, og de behandlede ikke hendes abstinenser,« fortæller hun.

»Jeg begyndte at tage med folk på sygehuset og på socialkontoret, og jeg oplevede, at de pludselig fik kontanthjælp og behandling for deres abstinenser. Det var et sindssygt effektivt redskab, og jeg oplevede, hvor opbyggeligt, det var, når de oplevede, at de havde rettigheder. Egentlig tænkte jeg, at det kun ville tage halvandet år at få styr på, men det har vist sig at være et lidt større projekt.«

– Hvad er i dine øjne de største problemer ved vores narkotikapolitik i dag?

»Kontroltab. Vi taler om at føre kontrolpolitik, men vi står med det totale kontroltab. Man mener, at stoffer skal bekæmpes, og at regulering vil gøre det for nemt at få fat i dem, men hør lige her: Illegale stoffer er så nemme at få fat i. Jeg kan ikke forestille mig et reguleringssystem, der ville kunne gøre stoffer mere tilgængelige, end de er i dag. Du kan skaffe hvad som helst på gaden, og med det såkaldte dybe internet kan du nu også få det bragt hjem i postkassen.«

»I stedet sker der det, at det illegale marked stimuleres gennem klassisk kontrolindsats. Der er jo ikke nogen afhængige stofbrugere, der stopper, fordi de får konfiskeret det næste fix. Man begår mere kriminalitet eller sælger flere seksuelle ydelser for at skaffe stoffer, der kan holde abstinenserne for døren. Det har et hav af skadevirkninger.«

Stoffer kan ikke udryddes

– Hvad bør vi gøre i stedet?

»For eksempel skal vi erkende, at stofferne er her og ikke kan udryddes. Selv om vi investerer enorme ressourcer i bekæmpelse, kommer der flere og flere stoffer. De er lettere at få fat i end nogensinde før, flere og flere bruger dem. Der er et stofmarked, hvor nogen efterspørger, og nogen leverer, og så skal vi erkende, at det er bedre, at vi selv varetager reguleringen af stofferne, end at underverdenen gør det.«

– Taler du her om afkriminalisering eller legalisering af stoffer?

»Jeg taler om flere ting. Den ene er afkriminalisering, og det kan ved Gud kun gå for langsomt. Jeg finder det fuldstændigt forkasteligt, at vi i 2016 straffer mennesker for muligvis at påføre sig selv skade. Jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor en sukkersygepatient kunne komme i fængsel for at købe bolsjer og flødeskumskager. Det er komplet meningsløst. Det skal være slut med, at politiet går på gaden og producerer en fin statistik, hvor det ser ud som om, man gør en hel masse. Kanonerne skal rettes mod bagmændene forstået som de stofkriminelle ikkebrugere.«

»Og så skal vi regulere narkotikamarkedet. Det er ikke fordi, jeg synes, at heroin skal ligge nede i 7-Eleven. Det er et morfinpræparat, og det skal behandles som et morfinpræparat. Jeg taler om et statsligt reguleret salg under skarpt tilsyn. Så kan man faktisk også skrue på en masse knapper, hvor man i forbindelse med for eksempel fremstillingen og informationsniveauet kan reducere skadevirkningerne, som man gør med alkohol og tobak. Det har intet at gøre med, at vi alle sammen skal på stoffer. Det handler om at gå fra kontroltab til mest mulig kontrol.«

– Vil det ikke bare få endnu flere især unge til at eksperimentere med stoffer?

»Det kan jeg ikke afvise. Det er muligt, at lidt flere vil prøve, måske især når vi taler cannabis. Men jeg er ikke engang sikker på, at vi kan måle det, for måske kan en stigning også dække over, at færre er påpasselige med at indrømme det. Men vi har også brug for en mere nuanceret diskussion om det. Hvad er risikoen ved stoffer? Der er en stor gruppe, der ikke har problembrug, behøver vi være så optagede af dem?«

Klipper fingre af narkomaner

– I Portugal afkriminaliserede man i 2001 narkotika til eget forbrug. Hvordan ser du på deres erfaringer?

»Jeg er vild med modellen i Portugal. Det er nemt, og deres tal er fantastiske. Himlen er ikke faldet ned, og de har præsteret noget, som er virkelig interessant. Men det løser ikke det fundamentale problem, at vi har overladt narkotikamarkedet til en fuldstændig skruppelløs underverden.«

»Det kan godt være, at man i Mexico skærer hovederne af folk, men vi er også godt med herhjemme. Jeg har to klienter lige nu, som har fået klippet fingre af af de sataner. Man bruger trusler om vold og det, der er værre, til at tvinge stærkt stofafhængige til at begå røverier og sælge stoffer i den mest sårbare position, jeg har set på gadeplan. Man behøver ikke engang at have gjort noget for at få klippet en finger. Hvis folk har fået klippet det yderste led, så er det typisk en advarsel om, hvad der sker, hvis man prøver at tage røven på bagmændene. Den slags ting sker, og de bliver ofte ikke politianmeldt, for de stoler ikke på, at politiet kan beskytte dem.«

Positive takter fra Folketinget

Rigspolitiet registrerede i 2014 263 narkotikarelaterede dødsfald i Danmark. Det niveau har været nogenlunde stabilt siden midten af 1990’erne. I oktober besluttede et flertal af Folketingets partier at afsætte 1,5 million kroner fra satspuljen til en »undersøgelse stofmisbrugsområdet fra et brugerperspektiv«.

Det er et initiativ, der vækker optimisme hos Nanna W. Gotfredsen:

»Jeg er helt vild med, at man vil undersøge området fra et brugerperspektiv. Det er enormt sympatisk og i den grad på tide, at man prøver at se verden fra stofbrugerens side.«

»Det er også positivt, at man vil undersøge økonomien i det. Vi bruger adskillige milliarder på kontrolindsatsen uden at få noget som helst for pengene. Samtidig bruger vi en lille milliard på stofbehandling, og så har vi en forestilling om, at det får folk til at stoppe. Men det virker stort set ikke, for stofbruget er ikke deres problem, det er deres løsning på de egentlige problemer.«

– Den 19. april afholder FN’s Generalforsamling den såkaldte UNGASS-konference om »det verdensomspændende narkotikaproblem«. Hvad forventer du af den proces?

»Det spændende ved dette møde er, at det foregår i New York. Normalt klappes narkotikapolitik i FN-regi af i Wien, og det er simpelthen en farce. Kun omkring 50 FN-lande har mission i Wien, så det er ikke særlig demokratisk, og ved den seneste UNGASS-konference i 1998 sluttede man mødet af med at råbe: ’A drug free world – we can do it!’. Det var meningen, at man 10 år senere skulle have udryddet stoffer. Siden er alt gået galt, og vold, drab og brutalitet er eksploderet verden over.«

»Man kunne håbe, at de til mødet i New York i april med Mogens Lykketoft for bordenden kan begynde at tale om i hvert fald afkriminalisering af stofbrugerne – det er ikke længere kontroversielt, men støttes nu af bl.a. WHO, UNAIDS og FN’s kommissær for menneskerettigheder – men også skadesreduktion og menneskerettigheder. Jeg håber, man kan lægge sig fast på en folkesundhedssstrategi frem for en strafferetlig strategi.