Klumme

Er det et tegn på et samfund i forfald, at vi fortæller om os selv til andre?

Der er noget råddent ved selveksponeringen på de sociale medier, hører vi igen og igen. Men er det egentlig ikke bare gammeldags blufærdighed, der gør os bange for dem, der deler sig selv med andre?
Der er noget råddent ved selveksponeringen på de sociale medier, hører vi igen og igen. Men er det egentlig ikke bare gammeldags blufærdighed, der gør os bange for dem, der deler sig selv med andre?

Joe Giddens

Debat
22. marts 2016

Da jeg var omkring 10 år, havde jeg besøg af min bedste legekammerat. Han skulle overnatte hos mig, og vi var på vej i seng efter en travl dag. Den gamle havde lige været nede og putte os, men efter selv at have lagt hovedet på puden, kom han i tanke om, at han havde glemt sine briller nede på værelset.

Min far, som altid sov nøgen, rejste sig fra sengen og gik ned på mit værelse. Han åbnede døren og gik ind – flagrende gynter og det hele – og samlede brillerne op. Så sendte han os drenge et varmt smil, sagde »sov godt!« og gik til køjs.

Min kammerat måbede. Efter fem sekunder fik han forfjamsket fremstammet: »Casper … din far var nøgen!«

Selv havde jeg slet ikke bemærket det. Det var ganske normalt for både min mor og far at trampe nøgne rundt i hjemmet. Men for min ven var det grænseoverskridende.

Jeg kom til at tænke på optrinnet, da en veninde forleden dag beskrev, hvordan andre menneskers delinger af deres privatliv på de sociale medier nedbrød hendes trygge, sociale barrierer. Når alt fra andres madlavning til deres seksualitet optrådte i hendes feed, følte min veninde, at offentligheden var rykket ind i hendes soveværelse.

Det er ikke unormalt at se folk vrænge på næsen over andre menneskers behov for at dele babyfotos eller diskutere deres sexliv på Facebook. Og det er mit indtryk, at der er et overlap mellem de værste næsevrængere og dem, som taler for mere personlig pli i det offentlige rum.

Men jeg har aldrig forstået behovet for hverken personlig blufærdighed eller privatliv på internettet, og jeg er begyndt at tro, at de to ting hænger sammen.

Hvad er helt præcist problemet i, at vi kommer tættere på hinanden som følge af fototeknologiens rivende udvikling og internettets endeløse funktion som offentligt fotoalbum? Hvordan er det et tegn på et samfund i forfald, at vi benytter os af muligheden for at fortælle om os selv til andre?

Det dårligste argument for, at denne nye form for offentlighed er problematisk, kommer fra dem, der udbasunerer deres manglende lyst til at tage del i andres ugudeligt kedsommelige liv. ’Hvorfor skal jeg læse om unge menneskers seksuelle præferencer i min avis?’ lyder brokkeriet. ’Hvorfor skal jeg have at vide, hvad din søn har lavet af ler i sit fritidshjem?’

Og ekkoet lyder fra min spæde barndoms soveværelse: »Hvorfor skal jeg se på din fars diller?«

Men ligesom aversionen mod det blotte syn af min fars tissemand i realiteten ikke består af meget andet end irrationel blufærdighed nedarvet fra slangen i Edens Have, er der ikke megen logik i klagesangen om indsigten i andre menneskers privatliv. Luk avisen. Blokér den ven, der deler sit barns trælse vidunderværker. Drej hovedet bort fra den menneskelige nøgenhed.

Det er en skam, at vi ikke kan tåle hverdagens henholdsvis grænseoverskridende og banale realiteter.

Privatlivet er en løgn, som mest af alt eksisterer, for at andre mennesker skal tro, at vi lever mere civiliseret, end vi i virkeligheden gør. At vi piller mindre næse; at vi spilder mindre sovs i sengen, når vi gufler rester under dynen; at vi har færre hår på røven.

Der er en skønhed over den moderne deletrang. Et ønske om at møde andre, som den man er – eller gerne vil være. Hvilket samtidig betyder, at vi ser hinanden mere utilsløret nu, end vi nogensinde har gjort.

Offentlighed er måske ikke endegyldig ærlighed, for man kan naturligvis bruge teknologien til at sminke sig selv. Men det er trods alt bedre end den kropsforskrækkede fernis, som klassisk, borgerlig fortrolighed består af, og som har regeret vores kultur i mere end et århundrede.

Omfavn delekulturen og udlevér dig selv. Hvis vi alle gør det, indser vi, at ingen af os er perfekte.

Casper Gronemann er cand.scient.adm. og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg vil hellere høre en god fortælling om en der lever et anderledes liv end det jeg gør, end at høre om et eller andet idols eller en kendis overklasseliv...

Fortæl løs folkens, men gerne med en lille pointe. Dem er der ikke mange af i idol, kendis, eller fan-kulturen.

Mihail Larsen

Intimitetens tyranni

Richard Sennett udgav i 1977 en glimrende bog - "The Fall of Public Man" - som på mange måder filosofisk og sociologisk foregreb den intimisering af det offentlige rum, som de såkaldt sociale medier i dag er bærer af. Anbefales stærkt.

Kristian Rikard

Jeg er ganske og aldeles uenig med Casper Gronemann!

Søren Rehhoff

Jeg er ikke på Facebook. så jeg ved ikke hvad det er, folk deler med hinanden. men det er nok lidt naivt, at tro at en ukritisk delen alting med hinanden automatisk fører til, at folk kommer tættere på hinanden, Det kan sikkert lige så godt resultere i et informationsbombardement, som i virkeligheden er mere fremmedgørende, selvom Facebook sikkert gerne vil sælge sig selv som et firma, der bringer folk tættere på hinanden. Så er der vel også det, at folk som regel gerne selv vil bestemme hvem de vil være tæt på og hvem de ikke vil være tæt på, hvis den mulighed ikke er der så bliver det mere en slags påtvungen intimitet.