Kronik

12.000 anbragte børn har ingen gavn af moralsk panik

I vores iver efter at hjælpe udsatte børn har vi skabt et bureaukrati og et kontrolsystem, som fjerner fokus fra de børn, som alle ønsker at hjælpe
I vores iver efter at hjælpe udsatte børn har vi skabt et bureaukrati og et kontrolsystem, som fjerner fokus fra de børn, som alle ønsker at hjælpe

Mia Mottelson

Debat
14. april 2016

Når en fagforeningsleder på det offentlige område påpeger et problem og ikke i samme sætning kræver øgede bevillinger, er der grund til at lytte.

Derfor er det interessant at hæfte sig ved de seneste måneders udtalelser fra næstformanden i Dansk Socialrådgiverforening, Niels Christian Barkholt.

Han har gentagne gange påpeget, at vi svigter de mest udsatte børn – ikke fordi de 15 milliarder kroner, vi årligt bruger på området, er for lidt, eller fordi der er ansat for få socialrådgivere, men fordi man i den bedste mening har fået opbygget et vildt bureaukrati, som skal forhindre fejl.

Bevågenhed er ikke det, der mangler. For tiden ruller dokumentarserierne De brændte børn og Børn under jorden over skærmen på henholdsvis på TV 2 og DR1. Igen og igen sættes der fokus på børn i udsatte positioner – men det flytter ikke rigtig noget.

Heller ikke da et enigt folketing i 2013 vedtog den såkaldte Overgrebspakke, som skulle sætte en stopper for frygtelige børnemishandlingssager, de såkaldte bindestregssager: Tønder-sagen, Brønderslev-sagen, Mern-sagen etc.

Med Overgrebspakken prøvede politikerne for tredje gang på syv år gennem lovstramninger og detailstyring at forhindre disse forfærdelige sager i at opstå.

Resultatet er, at kommunerne i dag drukner i underretningssager om svigt af børn. I visse kommuner er der på et par år sket en stigning på flere hundrede procent. Samtidig er der indført dokumentationskrav til kommunerne, som betyder, at socialrådgiverne på børneområdet bruger omkring 80 procent af deres arbejdstid på at dokumentere, hvordan børnesagerne bliver håndteret.

Rationalet synes at være, at hvis Christiansborg ånder kommunerne og sagsbehandlerne i nakken, så undgår vi nok en ny skandale på avisernes forside.

Det ligger fjernt

Jeg er ikke forsker, men jeg fik som journalistisk fellow på Trygfondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet mulighed for at dykke ned i politikdannelsen på området. Min research viser, at politikdannelsen i vid udstrækning sker på baggrund af det, sociologer kalder ’moralsk panik’.

Teorien, der blev formuleret i 1970’erne, beskæftiger sig med det fænomen, at der sker hurtige politiske og lovgivningsmæssige ændringer, eksempelvis i forbindelse med at pressen sætter fokus på et problem. Hvis man kort skal forsøge at definere moralsk panik, er det lettest at pege på modsætningen.

Og modsætningen til den moralske panik er det systematiske og planlagte oplæg til en ændring, hvor analysen og det rationelle er det styrende princip. I forhold til de udsatte børn har det helt åbenbart være følelser, som har været det styrende princip.

Og her spiller medierne en vigtig, men lidet flatterende dagsordensættende rolle. Som borgere har vi alle et ’normalbillede’ af en barndom, men det er de færreste, der kender et omsorgssvigtet, misrøgtet eller seksuelt misbrugt barn. Det ligger fjernt fra de fleste, også politikerne. Mediernes fremstilling af problemet bliver derfor afgørende for reaktionerne på udsatte børn, og det vi gør for at hjælpe dem.

Heller ikke TV 2’s De brændte børn og DR’s Børn under jorden formår at løfte den socialpolitiske debat op over primetimecasen. Med andre ord: I de helt uforståelige børnemisbrugssager tilbyder medierne en forklaring, ofte forsimplet og ofte af en karakter, som blot indkredser de skyldige.

De rigtige flueben

Lanceringen af Overgrebspakken fra 2013 dokumenterede endnu en gang, at det er enkeltsager, der virker som den drivende politiske kraft. Socialministeriet præsenterede den sådan her:

»Det skal være fortid, at der ikke gribes ind i sager om børn, der udsættes for massive omsorgssvigt og overgreb. Social- og Integrationsminister Karen Hækkerup (S) vil sætte ind over for den række af enkeltsager om misrøgt og overgreb mod børn, som vi har været vidne til de seneste år.«

Med den nye stramning blev alle, der har en skærpet underretningspligt, det vil sige lærere, pædagoger, læger og andre, som omgås børn professionelt, pålagt at lave en underretning til kommunen, inden de selv forsøger at løse problemet, når de støder på et barn, som mistrives.

Et andet nyt krav var – og er fortsat – at kommunerne skal reagere inden for 24 timer, efter at de har modtaget en underretning.

Hvad de nye stramninger har betydet for antallet af underretninger, ved man ikke på nuværende tidspunkt. Ankestyrelsen er først lige begyndt at indsamle tallene. Men ser man alene på de seneste ni måneder i 2014, som er Ankestyrelsens nyeste tal, når tallet op på svimlende 64.650 underretninger.

Flere kommuner oplyser over for mig, at antallet de seneste par år er steget med flere hundrede procent. Det er noget, der koster – men gavner det også de børn, som alle er enige om at hjælpe?

Der er ca. 100 tvangsanbringelsessager om året, og ud af dem er én til to sager såkaldte bindestregssager. Ikke desto mindre er det i vid udstrækning pressens fokusering på disse ulykkelige sager, der kommer til at tegne billedet af området og – hvad der er nok så interessant – altså også kommer til at danne grundlag for politikdannelsen på området.

Stramningerne har skullet forhindre den slags sager i at opstå, men har i stedet skabt et bureaukrati og et kontrolsystem, som fjerner fokus fra de børn, som alle ønsker at hjælpe. Socialrådgiverne skal for guds skyld sikre sig, at de får sat de rigtige flueben, så de har deres ryg fri, næste gang en skandalesag rammer avisernes forsider.

Nye forhandlinger, tak

Problemstillingen bliver kun yderligere accentueret af, at forskerne på området faktisk også på deres stilfærdige, forskeragtige måder påpeger, at de 15 milliarder kroner, vi årligt bruger på området, er fuldt tilstrækkelige. Som én af de førende forskere på området, forskningsleder Frank Ebsen fra Metropol, sagde i et interview: »Der er penge nok i det her game – vi bruger bare pengene forkert.«

Tænketanken Cevea har beregnet, at hvis medarbejderne i den offentlige sektor brugte 15 minutter mindre om dagen på dokumentation, ville man kunne spare 7,3 milliarder kroner om året.

Hvor stor besparelsen ville være på området for udsatte børn, ved jeg ikke, men det interessante er heller ikke, hvad der kan spares, men hvordan pengene bedst bruges til gavn for de udsatte børn.

Normalt udspiller den politiske proces sig i en meget lidt frugtbar atmosfære af skænderi, politisk drilleri og dask til hinanden med forskningsrapporter og tal. Det behøver ikke være tilfældet her, for blandt alle aktører, inklusive de politiske partier, er der enighed om, at man vil det bedste for børn i udsatte positioner. Og pengene er der altså.

Hvorfor ikke udnytte den situation af konsensus og få startet en form for firepartsforhandlinger med deltagelse af Christiansborg, Kommunernes Landsforening, de relevante fagforeninger og forskere på området?

Det ville kunne betyde, at indsatsen over for børnene kunne tage udgangspunkt i forskningsbaseret viden, at fagpersonerne kunnevære der for børnene frem for at tilfredsstille bureaukratiet, og at reformarbejdet ikke blev drevet af moralsk panik.

Pressen har også et ansvar for at bringe journalistikken videre end til blot at kolportere sensationelle cases og anekdotisk evidens.

Derfor er det glædeligt, at den journalistiske efteruddannelse og Trygfonden i øjeblikket arbejder på at etablere et kursus og et netværk for journalister, som vil udfordre de fremherskende historier på feltet og insistere på at gøre deres journalistik vidensbaseret.

Der er 12.000 anbragte børn, der venter på, at alle parter kommer videre.

Ulrik Holmstrup er journalist og dokumentarist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Carsten Mortensen

Jo, men man kunne vel også udvide sit verdenssyn yderligere og måske man ville få øje på nogle yderst sparsommelige kommuner som årsager, og meget utopisk, håbe på en bedre etik fra de kreative mennesker som beskar området.

Peter Hansen, Estermarie Mandelquist, Erik Feenstra og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Et formaliseret fagligt samarbejde, startende tidligt med sundhedsplejerske og familierådgivning, og videre i vuggestue/børnehave, og skole - uden mulighed for henlæggelse eller indblanding fra de administrativt bevilligende myndigheder, vil flytte forbruget af social ekspertise, støttepædagoger socialrådgivere og psykologer frem tidligt i børnenes liv og spare børn, forældre og myndigheder for mange kvaler - og udgifter.

Børnene er samfundets ansvar, når forældrene svigter (uanset årsag til svigt).

Peter Hansen, Estermarie Mandelquist og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Det er ikke nemt, når politikerne står i kø for at fremstille sig selv som alle mulige fagpersoners faglige overmænd (m/k) i stedet for at koncentrere sig om den opgave, de er sat i verden for at løse og når den samlede presse understøtter denne fremstilling fra morgen til aften, i stedet for at koncentrere sig om den opgave de er sat i verden for at løse.

Så må vi sætte vores lid til seriøse mennesker som Ulrik Holmstrup.

Karen Grue, Peter Hansen, Niels Duus Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Vi behøver ikke flere artikler der fortæller os, at der er ingenting der fungere - den er fesset ind...men hvad skal vi gøre ved det. Hvordan kan vi begrænse menneskelige og system fejl ... kan vi overhovedet hjælpes! Artikler med svar udbedes.
På forhånd tak
:-)

Ulrik Holmstrup

Folk som er klogere end mig - f.eks. fordi de har forsket i feltet - fastslår at problemet ikke skyldes manglende bevillinger. Penge er der, men vi bruger dem forkert. Jeg er helt enig med Poul Solrart Sørensen i, at der er behov for løsningforslag. Og de burde være til at finde, når situationen nu er den, at alle interessenter kun vil det bedst for børn i udsatte positioner. Problemet er, at "det bedste ofte er det godes værste fjende": I vores iver efter at undgå de frygtlige men trods alt få sager, får vi skabt et kontrolsystem og en detailstyring som kvæler det sociale arbejde. Min pointe er, at den udvikling kan vi vende, hvis journalistikken hæver sig op over casen. Begynder at beskrive sammenhænge frem for at gå på kalkunjagt efter de skyldige.

Bureaukratiet, reglerne og de store forskelle, der optræder i landets kommuner matches fint med det store antal "eksperter", der skal gennemføre hjælpen til de ramte familier. Ikke kun de tunge sager er problematiske og antallet af indblandede stiger til usandsynlige mængder, bl.a fordi koordinationen er ussel, faggrænserne (stort set inden for alt offentligt) er uoverstigelige, det med tværfagligt arbejde faldt til jorden for længe siden.

Det er svært at trække på samme hammel og politikere er IKKE klædt på til at handle her. (nøjagtigt som med skolereformen, der udelod de mennesker, der har prøvet at undervise/ planlægge).
Erfarne er langt mere nede på jorden end nyuddannede, hvilket betyder meget.
Alle kommer med den bagage, de fik med hjemmefra!

Går sagerne ikke godt, så er det den unge, der har det for svært (er umulig) - hvordan klare den forudbestemte opfattelse af at være mislykket, som "hjælperne" forventer?

Lars Riber , Peter Hansen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Connie Brask Jensen

JA til tæmningen og udslettelsen af det altædende administrative uhyre i børne- familieopgaverne.

Karen Grue, Peter Hansen, Anne Eriksen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

Det er en misforståelse at kommuner kan og vil hjælpe. Kommuner er en del af den udøvende statsmagt og dermed et magtudøvelsesapparat i lighed med politi og millitær - og tillige, som følge af de ansattes ringe kvalifikationer og etik, den største enkeltfare imod borgernes retssikkerhed.

Dertil er der så i de senere år kommet at DJØF'erne i kommunerne har fundet nye græsgange og således sidder og dræner ressourcerne til egen løn frem for til hjælp til borgerne - og, for at holde sig selv beskæftiget, sætter de arbejdende faggrupper til at producere data, DJØF'erne kan udfylde deres tid med, så det ser ud som om de gør gavn.

Det nytter intet at kigge på børnesager eller andre sagstyper - det er selve det kommunale system og dets medarbejderes mentalitet, der er problemet.

Kommunalreformen har helt sikkert også givet sit negative bidrag - den burde have gået ud på at nedlægge kommunerne, bevare amterne og genoprette sognerådene. Så kunne man have nærhed, demokrati og ekpertise - de nye og næstnyeste kommuner er lavet for DJØF'erne og ubrugelige for borgerne.

Lars Riber , Anne Eriksen, Karen Grue og Peter Hansen anbefalede denne kommentar

Der bliver efterspurgt løsninger. Her:

Det understreges i artiklen, at det ikke er fordi der mangler penge. De faglige medarbejdere kan løse opgaven indenfor de økonomiske rammer, der til rådighed. Men lederne (herunder de politiske) vil ikke give dem rammerne til det. De vil hellere have dem til at tilfredsstille DJØF'erne i administrationen, så de kan bruge deres (bl.a.) statistiske undersøgelser til at lukke røven på pressen, hver gang den har fundet en 'skandalesag'.

(Sådan fungerer det i det offentlige, men processen med de manglende rammer til at de faglige medarbejdere kan få lov til at løse den opgave de er ansat til er (mindst) ligeså udbredt i private virksomheder).

Det var så løsningen.

Har den nogen gang på jord? Nej! Ikke før mennesker får lært at tænke sig om.

Søren Ferling, Anne Eriksen, Peter Hansen og Sven Elming anbefalede denne kommentar

Der efterlyses løsninger:

De sidste 68 år, min levetid indtil nu, har ordene "barnets tarv" været brugt i tide og især utide. Udtalt af hele befolkningens spektrum. Smag på ordet "barnets tarv".

Vi kan skrive.
Vi kan filme.
Vi kan debattere.
Vi kan lovgive.

Men hvis "barnets tarv" virkelig skal varetages skal der andre boller på bordet. Vi kan ikke forhindre sex-misbrug, mistrivsel, tæsk, tvungen indtagelse af hestelort etc……..

…. men vi kan forhindre at vanviddet fortsætter, når der på skrivebordet ligger adskillige anmeldelser om et barn mistrives, indgivet af politi, lærer, pædagoger og ansvarlige naboer.

Bornholm-sagen
Vejle-sagen
Rebild-sagen
Esbjerg-sagen:
Ny Brønderslev-sag:
Brønderslev-sagen
Sønderborg-sagen
Tinglev-sagen:
Videbæk-sagen
Tønder-sagen
Mern-sagen
Odense-sagen

Løsningen ligger i at socialrådgivere bør være statsautoriserede, med personligt ansvar over for lovgivningen.

Løsningen ligger i, at socialrådgiverne bør juridisk adskilles fra den budgetliggende ledelse.

Nøjagtig som andre gode håndværkere, som samfundet kræver skal være autoriserede. AUT. VVS-Kloakmester som nedlægger de kloakrør der afleder vores menneskelige efterladenskaber.

Her stiller samfundet specifikke krav, men i tunge børnesager findes der ingen krav fra samfundets side af. Socialrådgivere i tunge børnesager bør være statsautoriserede.

Hvis dette skulle ske ad åre, kan Dansk Socialrådgiver skrotte "Sig NEJ, til ulovlig praksis", et værk der skal værne socialrådgiveren imod udførelse af ulovligheder.

http://www.socialraadgiverne.dk/Files/Filer/FagOgPolitik/UlovligPraksis/...

Med venlig hilsen

Søren Ferling, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Ulrik Holmstrup oplyser til os:

"Derfor er det glædeligt, at den journalistiske efteruddannelse og Trygfonden i øjeblikket arbejder på at etablere et kursus og et netværk for journalister, som vil udfordre de fremherskende historier på feltet og insistere på at gøre deres journalistik vidensbaseret."

Jeg gentager: "som vil udfordre de fremherskende historier på feltet og insistere på at gøre deres journalistik vidensbaseret."

Godt, fordi journalister er en del af løsningen!

Her kunne journalisterne begynde at finde de mange børneanmeldelser, der er indløbet i de tidligere nævnte kommuner.

Er de indløbet som E-mails?
Er de indløbet som alm brev?
Har politiet 2 x medsendt fotodokumentation til kommunen?
Hvem har læst anmeldelserne?
Hvilke computere ligger de på?
Hvem har haft anmeldelserne i hånden sidst?
Hvem besluttede, at "vi skal lige se tiden an"?
Hvem besluttede, at der ikke skulle igangsættes en børnefaglig §50 undersøgelse?
Hvor befinder disse mange anmeldelser sig i dag?
Hvor mange år gik der før der blev grebet ind? ( svaret her kender vi desværre godt og konsekvensen?

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2173802/nadjas-historie---stemm...

http://politiken.dk/magasinet/interview/ECE2499595/toenderpigen-jeg-har-...

Med venlig hilsen

Søren Ferling, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

En succesparameter kan være en registrering af hvor lang tid efter den første indberetning er modtaget den nødvendig ekstraindsats bliver iværksat. Husk ofte bliver indberetninger tidligt i forløbet, før 4 - 5 år, henlagt uden tilbagemelding.

Skal journalister bruge tid på at finde navne, syndere og hænge disse ud?

NEJ, det er ikke min mening, men vi skal belyse, hvilken mekanisme en statsautoriseret, med personligt ansvar for lovgivningen, fungere.

Hvorfor kræver samfundet at en gruppe skal være statsautoriserede og andre skal ikke?
Ønsker politikerne og de kommunale ledelser, at socialrådgivere i tunge børnesager bliver autoriserede? Naturligvis ikke, fordi så mister de økonomisk ansvarlige jo "magten" over socialrådgiverne.

Som 16 årig kom jeg i lære som flymekaniker.

Efterhånden lærte jeg at tage ansvar for mine handlinger.

Hurtigt lærte jeg, at alt hvad jeg udførte af arbejde på fly skulle skulle registeres, med min underskrift, som efterfølgende blev gemt i mindst 5 år.

Hurtigt lærte jeg at min arbejdskraft solgte jeg til mine arbejdsgivere.

Men min underskrift var min, hvor stressede økonomiske ansvarlige aldrig måtte presse mig til at underskrive noget, som jeg ikke kunne stå inde for. Naturligvis!

En autoriseret flymekaniker referer naturligvis aldrig til den økonomiske ansvarlige, men direkte til den sikkerhedsmæssige ansvarlige. Naturligvis...... og som virker fortrinligt også set med den økonomisk ansvarligs øjne. Naturligvis.

Det er den mekanisme som jeg ønsker man skal forstå.

Derfor bør socialrådgivere adskilles juridisk fra de ledelser, som er ansvarlige for overholdelse af en kommunes budget og som har en personlig økonomisk interesse i overholdelse af en kommunes budget. Ofte er en sådan ledelse åremålsansatte med bonus ordning.

Trods alle tiltage de sidste år, kan vi blot konstatere anno 2016:
http://www.tvsyd.dk/artikel/ansatte-i-toender-kommune-vi-vidste-den-var-gal

6.april 2016
"Flere ansatte i Tønder Kommune erkender, at de vidste, at det ikke så for godt ud med sagsbehandlingerne af udsatte børn og unge. Både formanden for børne- og skoleudvalget - og direktøren for børn- skole og fritid vidste, at ikke alt var, som det skulle være."

Det vil fortsætte indtil "nogen" tager og fastholdes sit ansvar. Og naturligvis tager konsekvensen af et given lovbrud i børnesager. Naturligvis, man er jo medlem af den eksklusive klub af statsautoriserede professionelle håndværkere.

Med venlig hilsen

Lars Riber , Søren Ferling, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Peter Hansen

Jeg tror helt sikkert dit forslag vil virke.

Men det generer mig, at det åbenbart er nødvendigt med en ekstra kontrolinstans, fordi ledelsen ikke kan finde ud af at løse den opgave, de er sat i verden for at løse.

Dit eget eksempel som flymekaniker er illustrativ i den henseende: Det forventes at du vil undlade at 'svindle', hvis du med din underskrift bliver holdt personligt ansvarlig for dit arbejde. Det forventes yderligere at din leder vil 'opfordre' til urent trav, hvis vedkommende leder er presset på andre parametre og derfor fratager dig muligheden for, at gøre dit arbejde så godt og professionelt som du kan.

Det er hele det mistillidsuvæsen, der spolerer ordentlige arbejdsforhold og det stammer fra ledelsessystemer som er for dovne eller inkompetente til at finde ud af, hvilke informationer de har brug for for at kunne/turde tage ansvaret for, at det arbejde, der bliver udført under deres kontrol er i orden.

I det offentlige kommer dertil politikere, der som ansvarlige for budgetterne, er for feje til at tage ansvar for at prioritere opgaveløsningen, så den harmonerer med den økonomi, der er til rådighed. Den opgave ender til syvende og sidst hos den enkelte medarbejder, der så ender som langtidssygemeldt stressramt. Det er ikke kun socialrådgivere der lider under de forhold. Det sker overalt i det offentlige. Og i det private erhvervsliv sker der præcis det samme - dog uden politisk indblanding.

Hvad mistilliden gør ved mennesker i det her samfund er simpelthen for deprimerende blot at tænke på - for ikke at tale om muligheden for at ændre på det.

Derfor: ja, til dit forslag.

Anne Eriksen, Peter Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg har netop modtaget et Nyhedsbrev fra Socialstyrelsen:
http://socialstyrelsen.dk/nyheder/2016/undersogelse-af-socialtilsynets-a...

"Undersøgelse af socialtilsynets afgørelser om sanktioner"

.... som andre medier kalder:

http://dknyt.dk/sider/artikel.php?id=82773#.VxD_mnA6A4Y
"Halvdelen af socialtilsynets afgørelsesskrivelser er mangelfulde"

http://socialstyrelsen.dk/udgivelser/undersogelse-af-socialtilsynets-afg...
"Landets fem socialtilsyn har ansvaret for at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med generelt godkendte plejefamilier og sociale tilbud.

Socialstyrelsen skal følge og understøtte, at der blandt andet sker en systematisk og ensartet varetagelse af opgaven og skal løbende følge praksis i socialtilsynet, herunder at foretage stikprøver. Det er som led i dette arbejde, at Socialstyrelsen har lavet undersøgelsen. Undersøgelsen vedrører kvaliteten af de fem socialtilsyns afgørelsesskrivelser om sanktioner, dvs. om påbud og vilkår for godkendelse."

Mine kommentarer:

Igen et område, hvor udsatte børn er placeret og er anbragt. Men vi skal jo finde en hurtig løsning på det arbejde, som ikke bliver udført iht lovgivningen, så.......

CITAT."Herudover vil Socialstyrelsen udarbejde endnu en stikprøveundersøgelse i 2017 for at følge op på, om kvaliteten er blevet bedre. Endelig vil Ankestyrelsen udbyde kurser målrettet det enkelte socialtilsyns behov." CITAT slut

BINGO!

Så tager vi endnu en tur i karrusellen og håber det bedste for vores placerede børn. En lille kursus ved Ankestyrelsen så skal det nok gå.

Kun Guderne kan vide, hvor vi, du, samfundet begynder at prioriterer børn højere end gamle toilet kloakrør. Men vi må alle tage et medansvar for udviklingen.

Med venlig hilsen

Peter Hansen
anbragt barn i 1950erne, 7 forskellige skoler på 2 år, 2 børnehjem samt 3 plejefamilier og ødelagt barndom. Udelukkende pga voksne professionelle i alle aktindsigts-dokumenter i hver anden sætning brugte "barnets tarv"

Anne Eriksen, Søren Ferling og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

@ Peter hansen - "Løsningen ligger i at socialrådgivere bør være statsautoriserede, med personligt ansvar over for lovgivningen.
Løsningen ligger i, at socialrådgiverne bør juridisk adskilles fra den budgetliggende ledelse."

Meget enig - det er et problem at kommuner handler ansvarsfrit som en suveræn. De er et levn fra Enevælden.

Jeg tale engang med en jurist i Amtet efter at en kommune havde fortaget sig noget ulovligt overfor mig, som ville medføre store tab og jeg spurgte hende om jeg så ville blive kompenseret, hvis jeg fik medhold i min klage. 'Nej, så ville det jo være umuligt at administrere' svarede hun.

Ansatte i private erhvervsliv bliver fyret hvis vedkommende er uegnet til at servicere og optræder ineffektivt eller nedladende over for kunden.
Hvad hjælper regulering af offentligt ansatte; Forvaltningslov, Embedsmandslov eller Serviceloven etc når de ignoreres konsekvensfrit? Hvem gavner det at der så langt mellem ideal og virkelighed i service og kompetenceniveauet for offentligt ansatte?
Fyring og ansættelse regulerer automatisk medarbejderniveauet i succesfulde firmaer i det private erhvervsliv. Ellers finder kunderne andre til at udføre opgaven.
Samme princip burde anvendes langt oftere til kvalitetsfremme i det offentlige fremfor inkompetente uengagerede medarbejdere blot flyttes rundt eller på anden vis skånes.
Jeg har mødt socialarbejdere der konsekvensfrit brugte otte måneder på at kontakte hjælpetrængende familie uden nogen overhovedet stillede spørgsmål ved kvaliteten af den indsats.
Sagsbehandler gennem et år ude af stand til at overskue gældende lovområde eller iværksætte effektiv afklaring eller hjælpeforanstaltninger. Vedkommendes sprog og handleniveau passede for en rengøringskone! -Grundlæggende og relevante spørgsmål for sagsforløbet kunne ikke besvares måtte Ankestyrelse for eksempel skrive i telefonnotat.
Romantiske holdningsbaserede beslutninger viste sig ved kompetente saglige undersøgelser forkerte med skadelig mistrivsel som resultat!
Hvem ville acceptere en smed eller mekaniker der laller så ineffektivt rundt mens virkeligt seriøse problemer forværres?
Her er der tale om stål og døde ting som ansvarsområde. Mens menneskeskæbner konsekvensfrit håndteres overfladisk og uforstandigt med varige skader for dem der har krav på og brug for hjælp.

I dagens Danmark er det i praksis konsekvensfrit for offentligt ansatte at afvise eller sanktionere kritik og ignorere indlysende begreber som god service eller korrekt sagshåndtering!

Måske de mange nedskæringer har fået kompetente medarbejdere til at søge bedre arbejdsvilkår?
Sagsbehandlere har trods mængden af dokumentation stadig uindskrænket magt og kan forvalte udfra forældede hattedamenormer og personlige fordomme fremfor objektiv og saglig vidensbaseret tilgang tll de involveredes problemer.
Kortsigtede økonomiske hensyn vejer derved mere i dagligdagen end det højt besungne barnets tarv!
Her holdes forældrene, uanset eventuelle handikap, altid 100% ansvarlige mens uddannede fastansatte professionelle passer møder, ferie, kurser,sygdom,interne opgaver og træffes i stadigt kortere telefontider.
En statsautorisation og tilhørende uvildig tilsynsfunktion med for eksempel socialrådgivere ville sikkert være gavnligt.

Med andre ord; kompetence og engagement er oftest en by i Rusland og brugerne af systemet har intet andet valg end at håbe på den undtagelsvis dygtige medarbejder kommer på banen.

Lars Riber

Idyliseringen af det private og dæmoniseringen af det offentlige samt dit indirekte knæfald for en inkompetent ledelse begge steder, gør vel ikke den store forskel, når du alligevel ender op med at støtte forslaget om at suspendere det eksisterende lederskab i det offentlige.