Kronik

I mit barndomshjem blev der ikke talt timer

For mine forældre var lærergerningen et kald, som fik deres engagement i lokalsamfundet til at række langt ud over skoledagen. Hvis vi igen vil have lærerne til at løfte en vigtig samfundsmæssig opgave, må vi genoverveje den detaljerede tidsstyring og manglende tillid til lærerne
Måske burde vi sætte lærerne fri, så de selv kan jonglere med dele af deres arbejdstid i tilliden til, at de af lyst og motivation engagerer sig i børnene, skriver kronikøren.

Finn Frandsen

11. april 2016

Jeg er vokset op i en lærerfamilie i en mindre jysk landsby i 1960’erne og 1970’erne. For mine forældre blev lærergerningen en livsform – et kald. Ligesom byens andre lærere bød de sig til med deres fag langt udover en skoledag. De var centrale sociale og kulturelle drivkræfter. De læste frivillig lektielæsning med børn i deres hjem, underviste i aftenskolerne, var aktive i idrætsforeninger, i menighedsrådet og på amatørscenen – for blot at nævne et par eksempler.

I dag er jeg fulgt i mine forældres fodspor og arbejder som skolepsykolog. Men jeg oplever ofte lærere, som er fanget i et dilemma mellem på den ene side pligten og empatien i forhold til børns særlige behov og på den anden side det, at vi som samfund har bedt lærerne om at måle, beskrive og planlægge al deres arbejdstid. Muligheden for at arbejde målrettet med empati og relationer kræver tålmodighed, tid, fleksibilitet og en vis grad af anarki, da mulighederne ofte opstår spontant.

Det kulturelle fællesskab omkring skole og fritid, som jeg var vidne til i min barndom, gjorde, at folk kendte hinanden langt udover et formaliseret skole-hjem-samarbejde. Lærerne vidste, at når der var nogle ’bøvlede drenge’, kunne man altid spørge de lokale mekanikere, om drengene kunne gå lidt til hånde på autoværkstedet.

Ens joggingdragter

I mit barndomshjem er der kommet en strøm af børn og voksne, som har læst ekstra matematik med min mor i perioder, fordi de havde særligt svært ved det. Og så sent som i 1980’erne syede min mor og en anden håndarbejdslærer ens joggingdragter til et lokalt håndboldhold, som ikke havde råd til at købe ens dragter. Det gjorde de i deres fritid. Det var der ingen, der skænkede en tanke.

Da der begyndte at komme tamilske flygtninge til landsbyen, var der mange frivillige lærerkræfter, som brugte det, de kunne, til at være behjælpelige med integrationen. De er nu her 20-30 år efter velintegrerede og en del af lokalsamfundet. De bor i parcelhuse, som alle de andre, har arbejde, og deres børn tager uddannelser. Nu er de alle, lærerne fra min barndom, pensionerede, men de bærer stadigvæk den kulturelle habitus, lærergerningen, med sig. Nu er det bare på plejehjem, i læseklubber, i kirkekor osv., at de er aktive.

Den livsform, som jeg måske husker i et romantiseret skær her mange år efter, plejer vi at referere til som en kaldskultur. Der var nogle, der havde deres arbejde som et kald. En livsform, hvor man stillede op og var forpligtet af sin position alle døgnets 24 timer.

I mit barndomshjem blev der ikke talt timer. Den lærerkultur, jeg er vokset op i, har haft en stor betydning for 1900-tallets massive sociale mobilitet, hvor mange er blevet uddannet til postmoderne vidensarbejde. Og ordet konkurrencestat var endnu ikke opfundet.

Generationsskifte

I mine egne børns skolegang i slut 1990’erne og 00’erne oplevede skolen et stort generationsskifte. En ny generation af lærere genintroducerede skolekomedien. De pustede liv i nye eksperimenterende undervisningsformer og var med til at starte nye skoler op. Alt sammen i en tæt dialog med forældre, skolebestyrelser og lokale kræfter. De var også med til at sætte moralske normer for fællesskaberne.

Jeg husker en ny lærer, som kaldte en forældregruppe sammen, fordi hun ikke syntes, tonen blandt børnene var i orden, og hun fandt det nødvendigt at forpligte forældrene på denne opgave. Jeg husker også lærere, som har været særligt opmærksomme på de børn, der havde brug for en ekstra støttende hånd, når der var arrangementer, og formåede at forpligte den fælles forældregruppe på den opgave. Alt sammen opgaver, som ikke kan beskrives i lærerplaner, men er opgaver, som har betydning langt ud over konkrete faglige færdigheder hos børnene.

I dokumentaren Min barndom i helvede om Lisbeth Zornigs barndom ser vi både den lærerfamilie, som tager hende med hjem, og den pædagog, der senere engagerer sig medmenneskeligt i hende. Erhvervskvinden Soulaima Gourani fortæller i sin bog Mod til succes om en lærer, som tror på hende, giver hende håb og ikke mindst gør sig den umage at stoppe op og fortælle hende om sine tanker om hende. Hun betragter det øjeblik som afgørende for sin livsbane og kalder det The Ebbe Krogh moment.

De mange lærere, jeg igennem tiden har mødt, er sjældent drevet af et ønske om at blive rige. De lærere, jeg husker bedst, er dem, der har haft lys i øjnene, når et barn er kommet i god trivsel på trods af dårlige odds, eller når det er lykkedes at etablere et godt samarbejde omkring børn og familier, som har brug for noget særligt, eller når det er lykkedes at få et barn i skole, som måske ikke har været i skole i længere tid. Eller når en klasse har fået et særligt godt gennemsnit.

Grund til at være stolt

For at skolen skal kunne lykkes med alle de muligheder, der ligger i at have en folkeskole, er lærerne helt centrale. Det er lærerne, der har den faglige uddannelse, tilbringer tid med børnene og sætter rammerne for samarbejde og fællesskaber.

De danske lærere har rigtig meget at være stolte af. Skolen har været med til at løfte en meget stor del af befolkningen ind i middelklassen i kraft af et stigende uddannelsesniveau. Vi har et samfund, som overvejende lever af forskningsbaseret viden. Folkeskolen og lærerne har været med til at bygge fundamentet for, at det er muligt.

I den offentlige samtale i dag om skolen og lærerne kan det ofte synes, som om fronterne er trukket så hårdt op, at der kun er offer- og bøddelpositioner. Det er ikke det bedste udgangspunkt for en fornyet samtale om skolens muligheder og udfordringer.

Kontrol og systematisk vidensindsamling kan være fornuftigt som en del af en velovervejet skoleudvikling. Men er det, der ikke kan måles, i virkeligheden ikke det, der både samfundsmæssigt og menneskeligt bedst betaler sig? Vi har i dag masser af dokumentation for, at den væsentligste faktor i udsatte børns mulighed for at klare sig og få en uddannelse meget ofte er en lærer eller en pædagog, som har rakt særligt ud efter et barn. Jeg vil håbe, at vi kan genetablere en samtale med lærerne om den danske folkeskole. Hvis vi slipper den detaljerede tidsstyring, er der måske en håndfuld lærere rundt omkring, som ser en Lisbeth eller en Soulaima, der har brug for særlig opmærksomhed. Der er måske en lærer, som kender autoværkstedet og knytter bånd til et samarbejde. Der er måske indimellem stadigvæk en lærer, som hjælper lidt ekstra med lektierne hjemme ved køkkenbordet, fordi der ikke er andre til det.

Måske burde vi sætte lærerne fri, så de selv kan jonglere med dele af deres arbejdstid i tilliden til, at de af lyst og motivation engagerer sig i det barn, som har brug for lektiehjælp og en madpakke, eller den forældregruppe, som skal have et lille moralsk forpligtende skub.

Lone Hygum er skolepsykolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ulla Søgaard
  • Ole Frank
  • Steffen Gliese
  • Einar Carstensen
Ulla Søgaard, Ole Frank, Steffen Gliese og Einar Carstensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dennis Laursen

Folkefjenden Lenin sagde:
"Tillid er godt, kontrol er bedre".

Det har den danske højrefløj taget til sig. Det er faktisk skræmmende, hvor meget højrefløjen i Danmark lader sig inspirere af DDR, Sojvet, Lenin, Stalin og deslige.

Erik Feenstra, Jens Kofoed, Ole Henriksen, Malan Helge, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Det er nok desværre ikke nok at "genetablere en samtale".
Hvis lærere igen skal føle et kald, så skal de igen have medindflydelse på deres arbejdsdag - så skal de ikke være underlagt diktat fra en stadig større ledergruppe.
De skal igen have metodefrihed, så de kan undervise, så det passer til dem selv og den aktuelle elevgruppe - de skal sættes fri af konsulenters standardiserede metoder og portalernes målstyringstyrani. Det vil så også frembringe en sum penge til andre forbedringer.
De skal have mulighed for at varetage deres arbejde på en ordentlig måde - herunder have klasser, der ikke er større, end der er luft nok i klasselokalerne - og har de elever i klassen, der kan blive voldelige, skal de have mulighed for at tilkalde hjælp i påkommende tilfælde.
Der skal udvises respekt for skolens arbejde.
Men med det i orden - så tror jeg bestemt, at følelsen af kald igen vil dukke op blandt folkeskolens lærere.

Erik Feenstra, Hans Larsen, Helene Kristensen, Nille Torsen, Ulla Søgaard, Ole Henriksen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er værd at huske på at i "gamle dage" var lærere tjenestemænd. Loyaliteten gik ikke kun fra lærer til kommune, men også den modsatte vej. Nu går loyaliteten kun fra lærer til kommune. "Loyaliteten" den modsatte vej består i et A-kassesystem som til stadighed udhules, og hvor medlemmerne behandles som ældre tiders tyende. Man er i gang med at teste hvor langt man kan gå, førend folk siger at "Kejser Flexicurity" ikke har noget tøj på. EU er også i gang med en storstliet "stress-test" af deres befolkningers tålmodighed. Det er i sandhed en "spændende" tid vi lever i.

Helene Kristensen

Det er jo beskæmmende, at det faktisk var Radikale, SF og Socialdemokratiet, der smadrede folkeskolen og lærerne. Det var Corydon og Co. der svinede lærerne i en stort opsat reklamekampagne betalt af skatteyderne. Det var SRSF der indførte industriarbejderforhold i skolerne, og forventede åbenbart at få vidensarbejde ud af det.
Man må nok bare se i øjnene, at det der er formålet er, at gøre folkeskolen så dårlig, at undskyldningen for at lade investorer oprette private skoler i større stil, for "folkeskolen kan jo ikke klare opgaven".

Erik Feenstra, Hans Larsen, Steffen Gliese og Nille Torsen anbefalede denne kommentar

Jeg vil påstå, at man ikke kan skrue tiden tilbage.
"Højrefløjen" har glemt friheden. Venstre er ikke et liberalt parti. I deres stræben efter magten har de søgt midten og overtaget socialisternes tro på statsmagten og vi alene vide holdning.
Desværre er dette gået ud over det centrale, der hvor det hele begynder - I skolen.
Men det gennemsyrer hele samfundet og den del af befolkningen, der skal vogte over de andre - og sig selv - bliver større og større.
Men som sagt - jeg tror ikke på en bedring.

- - - jovist kommer der forbedring gennem udvikling til "gode gamle dage" og drevet af civil ulydighed og selvtægt - - -

Steffen Gliese

Leo Nygaard, du vender tingene på hovedet. Liberalister bruger staten tidligt og silde til at styre den almindelige befolkning. Socialister støtter frihed for enhver i samfundet.

Gliese - Jeg taler ikke om dem, du kalder liberalister, men om rigtige liberale.
Jeg har aldrig hørt socialister kræve mindre stat.
Socialdemokraterne stod fadder til klientsamfundet, hvor den herskende klasse inkl. Djøf`erne har oparbejdet ufriheden.
Venstre er en flok medløbere, der har solgt deres sjæl for 30 euro`er.

Steffen Gliese

Vrøvl, Leo Nygaard, det, du kalder klientsamfundet, er blevet udvandet fra den frihed, som alene staten kan give den enkelte borger - fri fra at frygte for tab af indkomst og bolig, prisgivet et arbejdsmarked, hvor andre bestemmer over den enkelte.
Men desværre har lige præcis en besættelsesmagt af borgerligt indstillede administratorer taget statens neutralitet bort og i stedet indført det princip, som staten skulle sikre imod: at man skal underlægge sig andres krav for at være berettiget. Det var for at ophæve dette asymmetriske magtforhold, at velfærdsstaten blev skabt.

Ikke vrøvl, Gliese. Det enesteparti i folketinget, der arbejder for borgernes frihed fra statenstyranni, er LA. Alternativet antyder samme retning, beskrevet som betingelsesløs kontanthjælp.

Alle - røde som blå - går ind for en dominerende stat, som pædagoger i en moderne børnehave.

Iøvrigt - hvad velfærd er, kan vi debattere længe om - uden at blive enige.

Jens Erik Starup

Til benefice for Lacisten Leo Nygaard, så kan man oplyse, at velfærd kan defineres som: når få har for meget og færre for lidt.