Kronik

Danmarks grønlandske fortid spøger stadig

Med udenrigsgranskerens anbefalinger lige på trapperne tegner der sig en ny vision for det dansk-grønlandske samarbejde – men får det kritikken fra Grønland (og Kim Leine) til at forstumme?
Danmarks interesser i Arktis handler om international indflydelse, miljø, klima og rigets sammenhængskraft.

Martin Lehmann

26. april 2016

I en ny Grønlands-roman, De søvnløse, der udkommer på Gyldendal i dag, beskriver Kim Leine et dansk-grønlandsk forhold, der næres af lige dele kærlighed, forvirring og dissonans: danskere i Grønland, der sjældent besværer sig med at lære sproget; et sundhedsvæsen afhængigt af danske pensionist-læger på vikar-ophold og grønlændere, der gerne tvivlrådigt drømmer om uafhængighed fra Danmark.

»Jeg kan godt lide danskerne. Men jeg kan ikke lide Danmark. Og jeg er ikke dansker. Alligevel, hvis jeg er nødt til at vælge, tjah,« siger en af de centrale figurer.

Sådan kæmper to forskellige fortællinger om det dansk-grønlandske forhold om vores opmærksomhed i disse dage.

Den mest kontante fremføres af centrale aktører i det danske statsapparat, herunder regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen. Han skal senest den 1. maj fremlægge sine anbefalinger til en ny dansk udenrigspolitik, og i januar sagde han til Politiken, at »Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser«.

Det flugter med meldinger fra både statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Kristian Jensen, og de vil givetvis straks følge anbefalingen. Danmarks indflydelse i verdenssamfundet skal øges via vores arktiske forbindelser.

Bagved ligger en forestilling om et rigsfællesskab, hvor Grønland og Danmark agerer dynamisk i lydefri alliance. Grønland og Danmark er i denne fortælling tæt forbundne af den fælles historie, et fælles verdenssyn, demokratiske idealer og gensidig respekt. Nuuk og København forfølger i denne vision samme politiske mål for samarbejdet i Arktis med Rusland, EU, Kina, Canada, Norge og USA.

Danmark og Grønland vil som en stærk enhed forfægte samme ideer om fiskeri og klima, forsvarets arktiske prioriteter, balancen mellem natur og olie- og mineraludvinding, hvalfangst, de oprindelige folks vilkår, nye fragtruter m.m. Danmark træffer ikke beslutninger hen over hovedet på Nuuk, og Grønlands politikere siger ikke det modsatte af de danske i Arktisk Råd, i aviserne eller på internationale konferencer.

Skillevej

Flere markante resultater i den seneste tid, herunder en afklaring om magten over den grønlandske uran, der blev opnået i januar, støtter visionen – men der findes også en anden fortælling. En fortælling, der bl.a. omfavnes af Kim Leine og flere af de grønlandske politikere.

De to grønlandske folketingsmedlemmer, Aleqa Hammond fra Siumut og Aaja Chemnitz Larsen fra oppositionspartiet IA, understreger ofte fejl og mangler i rigsfællesskabet. Aaja Chemnitz kritiserer f.eks. hårdt Danmarks forvaltning af retssystemet i Grønland, der har ført til årelange ventetider ved domstolene. Aleqa Hammond var for nylig så harm over den i hendes øjne barokt underprioriterede søredningstjeneste i Grønland, at hun forudså en opløsning af rigsfællesskabet:

»Rigsfællesskabet står ved en skillevej. For hvis ikke Danmark kan se ideen med at have et rigsfællesskab og leve op til sit ansvar over for Grønland, er der andre lande der kan,« skrev hun i en kronik, der blev trykt både i Danmark og i udlandet på www.highnorthnews.com.

Vittus Qujaukitsoq, der er ansvarlig for selvstyreregeringens udenrigspolitik og er en af de tungeste politikere i Nuuk, anbefaler i den kommende udgave af tidskriftet Udenrigs, at »danske politikere og diplomater får bedre indsigt og grundlæggende kompetencer om rigsfællesskabets opbygning og ansvarsfordeling«.

Han roser en række fremskridt i samarbejdet og byder det nye danske fokus på Arktis varmt velkommen, men han peger også på svære svagheder:

»Hvis Danmarks ambitioner om at blive taget alvorligt som en ’arktisk stormagt’ skal opfyldes, bliver man i langt højere grad fra dansk side nødt til at anerkende Grønland som den arktiske rigsdel, Grønland er, med egne interesser, ressourcer, kompetencer og historisk viden.«

Nye indrømmelser

I den danske offentlighed har det nok større effekt, at Kim Leine i sine romaner insisterer på forskellene og de skæve akkorder i det dansk-grønlandske. Det tog for alvor fart med Profeterne i Evighedsfjorden, der indbragte ham en lang række priser, herunder Nordisk Råds Litteraturpris. Hundredtusinder af læsere i Danmark og 20 andre lande, hvor bogen er oversat, fik her et saftigt indblik i, hvordan danskere og nordmænd som udsendinge for en ubehjælpsom, klodset og til tider voldelig kolonimagt tumlede rundt i Grønland i 1800-tallet.

De to fortællinger om rigsfællesskabet er ikke nødvendigvis modsætninger; de kan læses som supplerende. Den løbende afklaring af uenigheder kan opfattes som en naturlig forudsætning for den fælles indsats over for resten af verden. Men diskrepansen understreger, hvordan regeringen står over for et solidt dilemma: De fleste grønlandske politikere mener stadig, at Grønland engang i fremtiden bør løsrive sig fra Danmark. Danske politikere vil løbende skulle overbevise de grønlandske beslutningstagere om værdien af rigsfællesskabet for at forebygge dets opløsning.

Nye indrømmelser til de godt 55.000 grønlændere kan derfor hurtigt blive aktuelle, mens regeringen samtidig skal overbevise de fem millioner danskere om det formålstjenstlige i den optrappede, arktiske satsning.

Det sidste kan blive vanskeligt. Norge, som satte turbo på sit arktiske engagement for 10 år siden, har et indlysende behov for fred med naboerne i Rusland og ro om fiskeriet, olien og gassen i de norske farvande. Så glasklare interesser har Danmark ikke i Arktis. Her handler det om mere subtile dagsordner, om international indflydelse, miljø, klima og rigets sammenhængskraft. Nogen økonomisk bonanza i det danske kongeriges del af Arktis er ikke i syne.

Druk og vold

Vi bliver klogere på den danske strategi, når Peter Taksøe-Jensen formentlig i næste uge fremlægger sine anbefalinger til en ny udenrigspolitik.

Senere følger mere i fortællingen om Danmarks fortid i Grønland, når Kim Leine bliver færdig med den ene af to bebudede opfølgninger til Profeterne i Evighedsfjorden – formentlig om et par år. Her vil han ifølge ham selv skrue tiden tilbage til 1728, da den danske og ganske inkompetente guvernør Claus Paars i virkelighedens verden med en håndfuld soldater plus 12 straffefanger og 12 tvangsudskrevne kvinder fra fattighuset i København grundlagde den første danske koloni i Grønland ved Godthåb på vestkysten.

Historikeren Finn Gad fortæller, hvordan straffefangerne og kvinderne, der var blevet tvangsgift ved lodtrækning i Holmens Kirke, og deres børn, der snart fulgte, måtte overvintre i den bitre kulde på ekspeditionens uopvarmede træskib. Kun enkelte overlevede mere end få år; børnene døde først. Drukkenskab, grov vold og skørlevned hørte til dagens orden, også blandt officererne, og grønlænderne kunne blot se måbende til; i hvert fald de få, der overlevede de sygdomme, danskerne bragte med sig.

Martin Breum er journalist og forfatter. Han skriver jævnligt om Arktis i Information og den grønlandske avis Sermitsiaq

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Wegner

'...samarbejdet i Arktis med Rusland, EU, Kina, Canada, Norge og USA'.

Hvad laver EU og Kina på den liste? Kunstnerisk frihed fra Kim Leines side? Mig bekendt har de ingen kystlinie, der inkluderer dem som arktiske samarbejdspartnere.

Det kan kun gå for langsomt for Grønland at forlade Danmark og EU-skuden.

Hvis Danmark havde lidt handlekraft, skulle vi hjælpe med forhandlingerne, så Grønland hurtigst muligt kan optages som et territorium i USA. Fri handel, penge fra råstoffer, penge fra militærbaser, respekt for stammefolk, og med tiden måske lidt repræsentation på tinge.

Jeg ved godt, at Grønland så mister sine to mandater i den danske andedam, men en hvilken som helst repræsentation i USA er altså meget mere værd.

Alene turist-indtægter (fotos og jagt og fiskeri) kan sikkert finansiere hele budgettet.

Henrik L Nielsen

Søren Wegner

Kina, og flere andre stater så som Indien og Syd Korea, er med i Arctic Council som observatører. De har ikke stemmeret da de ingen kystlinie har med regionen som du siger.
Grunden til at de er med har mange facetter, men det handler ikke om olie og gas, som man kunne tro, da de kan forhandle sig til den med dem, der kommer til at eje de forskellige områder.
Deres interesse er primært adgang til de snart permanente farvande. De har en stor interesse heri både for at fiske, da man regner med at området kommer til at blive den størst kilde til naturlig protein og fiskeri er Big Business for Kina, samt for at mindske transportruterne til Europa. Grunden til at de vil være med på en lytter i Arctic Council, er at havene deroppe, som nok bliver permanent farbare inden for få år, ikke er reguleret af internationale regler pt. Dette vil i bund og grund betyder at de kommende ejere kan forbyde Kina adgang, hvilket de frygter især Rusland vil gøre med hensyn til gennemsejling, for derefter at sælge retten til færdsel, og at Danmark og Norge med flere vil gøre med hensyn til fiskeri.

Det er af lignende årsager at EU er med. Og det er nok smart nok at disse alle er med og kan give deres input, da klimaændringerne gør at disse områder bliver ganske vigtige for i hvertfald det meste af den nordlige halvdel af klodens lande.