Kommentar

Demokratiets styrke – og svaghed

I en tid, hvor Europa trues af opløsning og tilbagefald til rent nationale fællesskaber, er der grund til at genoverveje, hvad et samfundsfællesskab egentlig betyder
Debat
2. april 2016

Hvori består i grunden det menneskelige fællesskab? Fællesskabets måske mest oprindelige form, som stadig er populær og praktiseres, er familien.

Den holdes sammen af medlemmer af tæt biologisk slægtskab – det vil sige af det blod, der som bekendt er tykkere end vand. Som fællesskab er familien patriarkalsk, overskuelig, praktisk og konkret. Men i sine virkemåder og magt- udøvelse har den yderst begrænset rækkevidde.

Da vi fødes ind i vores familie, kan den kaldes et skæbnefællesskab. Hvad enten man vil det eller ej, kan man aldrig helt gøre sig fri af den. Til gengæld kommer det ikke længere på tale at spørge, hvem der hører til og ikke til. I Strindbergs tid kunne en mand stadig – som i skuespillet Faderen – nages af, hvorvidt han nu virkelig var far til sin hustrus børn eller ikke.

I dag afklarer man sligt i en kaffepause ved en simpel blodprøve.

Klanen eller storfamilien er en slags forlængelse af det kernefamiliære fællesskab. Også den virker organisk og autoritær – og ikke som en frivillig sammenslutning baseret på præferencer og valg.

Klanen er religiøst eksklusiv, og den kan omfatte hundredtusindvis af medlemmer, som imidlertid sjældent, i al fald ikke efter vores begreber, kan opfattes som suveræne individer, der er udstyret med såkaldt frie vilje og deraf følgende personligt ansvar for deres handlinger. Dette kan afstedkomme misforståelser allerede i vores omgang med tiggende romaer fra Balkan eller asylansøgende flygtninge.

For os kan klanens fællesskab virke arkaisk, som et levn fra fortiden, ja, sågar primitiv. Men selv i vores tilsyneladende så moderne verden er klanstrukturer meget almindeligt forekommende.

I vores nærområde Mellemøsten er klanen en langt stærkere form for fællesskab end nogen af dem, der tilbydes af en stat eller en nation. Vores uvidenhed om sådanne grundlæggende fakta har bidraget til vores romantiske vrangforestillinger om Det Arabiske Forår som begyndelsen til reel demokratisering af Mellemøstens samfund.

Både familiens og klanens ydre grænser er strengt definerede. Den faste form og overskuelighed, der har været deres styrke, er med tiden vendt til svaghed: Som enheder er de både for små og for magtesløse til at finde sig til rette i en moderne og dermed skrumpende verden.

Sprog, territorium og skikke

Først med Den Franske Revolution blev der opfundet et større menneskeligt fællesskab, som lige siden haft enestående succes. Ganske vist indskriver Revolutionen universalistiske værdier – Liberté, Egalité, Fraternité – på sine bannere, men det vage begreb om ’broderskab’ giver en dramatisk udvidelse af det særlige biologiske slægtskab, der definerer både familie og klan. For i broderskabet fornemmer vi omridset af et nyt folkefællesskab: nationen.

Nationen er i stand til at skabe de stater, som hverken familien eller klanen formår at danne. Blodet spædes nu rask op, bliver symbolsk fortyndet og i stigende grad erstattet af sprog, territorium og skikke, herunder også religiøse.

Og nationalstaten optræder fra første færd med sine karakteristiske remedier: grænsen, myten om en succesfuld fortid, eneretten til et bestemt område, poetisk omskrevet til ’rødder’ – eller med et bittersødt tysk ord: til Heimat.

Men også nationalstaten er som fællesskab blevet for lille. Nutidens problemer har internationale eller globale dimensioner, og på det nationale plan er der for få eller for svage politiske instrumenter til at håndtere dem. En klog mand har sagt, at Europa består af to slags stater: De, som er for små, og de, som endnu ikke har forstået, at de er for små.

Kun demokrati tilbyder et i princippet grænseløst og endeløst fællesskab: Det er den franske revolutions liberté, som gør det muligt at løse familien, klanen og nationens folk fra deres bånd og gør dem til frie individer, til mennesker, som måske aldrig kommer til at møde hinanden, og som ofte ikke er forenet af ret meget andet end deres demokratiske overbevisning. Den demokratiske stat er noget så selvmodsigende som et fællesskab af et utal af forskellige individer.

Friheden truer med at sprænge alle tidligere fællesskaber. Og kun den demokratiske stat lader sig forene med frihed.

Skrøbelig konstruktion

En sådan stat er, når den er bedst, dynamisk, retfærdig og potentielt langt større og mere magtfuld end noget tidligere kendt fællesskab. Men samtidig stiller den langt større krav til sine medlemmer og er en skrøbelig konstruktion, der risikerer brat at falde fra hinanden, fordi den ikke kan falde tilbage på noget ’givet’ som biologi eller etnicitet.

Desuden ville det være en fejltagelse at tro, at vi har at gøre med en slags lovmæssig hierarkisk orden, hvor udviklingen automatisk går fra ’lavere’ til ’højere’. Vi deler ganske vist samme samtid, men vi befinder os i forskellige historiske udviklingsfaser, således at stammesamfund sameksisterer med demokratiske velfærdsstater.

Og ingen skal tro, at det er alle, som stræber efter de åbne, universelle moderne demokratiske velfærdsstater som noget ønskværdigt og ’højere’. Vi kan konstatere, at tanken om tilbagefald vinder frem. I et Europa, som nu trues af at falde fra hinanden, ønsker politikere som Le Pen, Orbán, Kaczyński og Åkesson en tilbagevenden til en traditionelt begrænset nationalstat, hvor omverdenen igen opfattes som trussel og fjende.

Om en sådan i det lange løb vil være forenelig med demokratiet og dets frihedsværdier er højst tvivlsomt.

© Richard Swartz og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Richard Swartz tager fejl af mange ting. Fx. tror han, at blod er sæd og at familien (stadig) er patriarkalsk. Han har ikke fattet, at modernismen for længst har gjort op med familiens og klanens bånd og domæner, og han har ikke fattet, at sprog, territorium og skikke, samt i en senere fase, sammenhold om fælles interesser, fx. klasseinteresser, kan skabe stærke fællesskaber. Derimod er fællesskaber baseret på økonomisk magt svage, for de mangler menneskelig sammenhængs-kraft,
da økonomi ikke er nok til at få mennesker til at forenes.