Kronik

Den ’dygtige’ lærer er en del af problemet

Lærerne lever faktisk op til politikernes forestilling om ’den gode undervisning’, men dermed bliver de en del af problemet og ikke løsningen på folkeskolens inklusionsudfordring
Lærerne lever faktisk op til politikernes forestilling om ’den gode undervisning’, men dermed bliver de en del af problemet og ikke løsningen på folkeskolens inklusionsudfordring

iBureauet/Mia Mottelson

2. april 2016

De seneste 25 år har vores politikere forsøgt at løse to udfordringer for folkeskolen: Hvordan kan den blive bedre, og hvordan kan flere børn blive en del af dens fællesskab?

Skolepolitikerne på Christiansborg har ønsket at sikre rammerne for den bedste skole. Det er helt forståeligt. Hvad der til gengæld er vanskeligt at forstå er, hvorfor de ikke i højere grad har kigget på skolens udfordringer og den skoleforskning, der på forskellig vis viser, hvordan skolepolitikken er kommet til at skyde ved siden af.

I dag mødes lærerne af tre samtidige krav: læring, inklusion og trivsel. Med andre ord skal de sørge for, at alle børn lærer så meget som muligt; at betydningen af social baggrund bliver reduceret; og at børnene har et godt klasserumsklima, hvor alle deltager og trives. Krav, som kan være ualmindeligt vanskelige at realisere på samme tid.

Derfor er det på høje tid, at vi giver skolepolitikken et kritisk eftersyn. Til det formål har vi sammen med en gruppe lærere undersøgt, hvordan og hvorvidt de skolepolitiske ambitioner overhovedet er mulige at indfri. Vi har kigget med i klasser, hvor yderst kompetente lærere underviser, og vil i det følgende præsentere to overordnede bud på, hvad der går galt i undervisningen.

Men allerførst er det vigtigt at gøre sig klart, hvordan de seneste 25 års skolepolitik har sat lærerne under voldsomt krydspres.

Den udelte skole

Siden begyndelsen af 1990’erne har diskussioner om undervisningsdifferentiering og inkludering været på dagsordenen. Fra ministerielt hold blev undervisningsdifferentiering lanceret som det bærende pædagogiske princip for undervisningen i folkeskolen i 1993 og erstattede hermed den hidtidige brug af elevdifferentiering.

Det forpligtede lærerne til at lade undervisningen differentiere, så ’den samme’ undervisning kunne fungere med forskellige elever som deltagere. Dermed var den udelte skole født, og danske skolebørn var nu alene inddelt efter alder.

Lovændringer medførte senere, at de vejledende ’Klare Mål’, som blev indført i 2001, blev til bindende ’Fælles Mål’ i form af trin- og slutmål. Senere reguleredes med etableringer af elevplaner og nationale test. Hensigten var – også med disse nye tiltag – at forbedre undervisningen i landets folkeskoler, og et væsentligt led i dette arbejde var at forbedre skolens evalueringskultur med fokus på undervisningens faglige indhold og elevernes læringsudbytte.

Sådan har danske politikere igennem de seneste 25 år altså søgt at finde løsningen på, at skolen ikke er god nok, og i det arbejde er der sat skarpt fokus på mål i lærerens undervisning og på måling af elevernes udbytte.

To problemer, én underviser

Det andet problem, som danske politikere har forsøgt at løse, er som nævnt, at nogle børn ikke er en del af folkeskolen. Efter årtusindskiftet problematiseredes antallet af elever, der har deres skolegang i specialklasser, specialskoler og dagbehandlingstilbud.

Som følge heraf indførtes loven om inklusion i 2012. Heri fastslås det, at der ikke skal træffes afgørelse om specialundervisning til elever med behov for støtte i mindre end ni undervisningstimer om ugen. Loven markerer dermed, at de danske klassefællesskaber skal inkludere flere elever, og det var en målsætning, at 96 procent af alle elever i 2015 skulle være inkluderede i den almindelige undervisning.

Sideløbende med inklusionslovens bestemmelser om, at skolens lærere skal være bedre til at differentiere undervisningen, blev det ved sidste skolereform besluttet, at alle børn skal have et fagligt løft. Altså både de børn, der tidligere var i særlige skoletilbud, og børn i al almindelighed.

Vi ser således, hvordan to forskellige problemer forsøges løst på en og samme tid og i skolen af den samme fagperson. Hvor differentiering af undervisningen i første omgang var et mål i sig selv, er det nu et værktøj til at løfte skolens inklusionsopgave.

Rum til diskussion

Vores indblik i undervisningen i folkeskolen har ledt os til to konklusioner:

For det første: Det viser sig, at lærere skelner mellem differentiering som noget, der har med undervisning og læring at gøre, og inklusion som noget, der har med børn i vanskeligheder at gøre. Det ser med andre ord ud til, at lærerne har vanskeligt ved at forene de mange samtidige politiske mål. Og det ser ud til, at lærerne først og fremmest er loyale over for politiske ideer om målstyret undervisning, der forventes at øge elevernes læring.

Vi ser, at undervisningsdifferentiering i de danske klasseværelser kræver god tid til forberedelse og det kræver, at samspillet mellem klassens børn og den voksne (eller med lidt held: de voksne) fungerer på en sådan måde, at undervisningsdifferentieringen faktisk er mulig at udføre.

Men i mange klasseværelser har den ganske dårlige vilkår, og faktum er, at der undervises efter klassens faglige midte. Det betyder, at såvel de dårligst stillede som de fagligst dygtige elever lades i stikken.

Det kan kun ændres, hvis lærere får rum til at diskutere, hvordan læringsmålstyring og differentiering af undervisningen kan understøtte hinanden. En vigtig del af dette er, at lærerne får blik for, at børnene skal være med til at sætte mål for deres egen læring, og at lærerne derfor får mulighed for at opdage, at eleverne har forskellige interesser og forudsætninger.

En sådan proces forudsætter, at man fra politisk hold får øjnene op for vilkår og betingelser i landets klasseværelser og inddrager viden om, hvordan man kan etablere gode læringsrum for flere børn. Skolepolitiske krav om differentiering ændrer intet, hvis det rent faktisk ikke er muligt at opfylde disse krav på grund af vilkår i praksis.

Inklusionen ekskluderes

For det andet: Der ser ud til, at inkludering og trivsel bliver fortrængt i lærernes praksis. De dygtige lærere er ikke uopmærksomme på inklusion og trivsel. Det er en del af deres faglige selvforståelse, men det ser ikke ud til, at det er en integreret del af deres undervisningspraksis.

Den skolepolitiske debat fokuserer på børnenes faglige niveau som en del af en konkurrencestatslig jagt på fremtidige produktive samfundsborgere, og lærerne er tilsyneladende loyale over for dette. Det betyder i praksis, at de ekskluderer inklusionen og ikke magter at forholde sig til, at der er børn med ganske forskellige deltagelsesbetingelser i samme klasseværelse.

Det handler også om lærernes faglighed, men det handler især om et stærkt politisk fokus på læringsudbytte, og det handler om vilkår. Lærere underviser 28 elever og er alene om det. Det kan være ganske vanskeligt at have blik for og ressourcer til at tage hånd om, at forskellige børn deltager forskelligt i den samme undervisning. Skolepolitiske krav om øget grad af inklusion ændrer intet, hvis det ikke er muligt at etablere inkluderende læringsmiljøer.

Som sagt har vi ikke andet end forståelse for, at man som skolepolitiker på Christiansborg vil sikre rammerne for den bedste skole. Men det er på tide, at man begynder at tage skolens udfordringer og skoleforskningen alvorligt. Politikerne har simpelthen ikke taget tilstrækkelig højde for, hvilke betingelser og vilkår, lærerne underviser under. Kun ved at gøre det kan alle børn bliver så dygtige som muligt. Skolepolitikken trænger til et kritisk eftersyn.

Lotte Hedegaard-Sørensen er lektor ved Aarhus Universitet.

Sine Penthin Grumløse er adjunkt ved Professionshøjskolen UCC.

De udkom i går med bogen ’Lærerfaglighed, inklusion og differentiering – pædagogiske lektionsstudier i praksis’ på forlaget Samfundslitteratur

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Jensen
Anders Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Alle ved jo godt, hvad der virker: lokale og små skoler, hvor lærere og elever kender hinanden på tværs af årgange, f.eks.

Carsten Wienholtz, Janus Agerbo, Anne Eriksen, Anders Barfod, Estermarie Mandelquist, Anders Jensen, Brian Jensen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar

Nemlig, Steffen Gliese. Foruden tillid og frihed til lærerne. Alt sammen ligesom i Finland, selvom NPM-sygen også nu er på vej dér...

Carsten Wienholtz, Janus Agerbo, Anne Eriksen, Anders Barfod og Anders Jensen anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig undervises der efter midten. Hvordan skulle det kunne være anderledes, når en lærer står med 25 elever ad gangen? Individuelt tilrettelagt undervisning hedder specialundervisning, og der har læreren typisk et par elever ad gangen. Ideen om at hver elev skal have sin egen undervisning har ingen gang på jorden, og et første vigtigt skridt til afhjælpning af skolens problemer, kunne være at se dette i øjnene og kræve af eleverne, at de retter ind på dette vilkår.