Folket har talt – vi døber dig Boaty McBoatface

Briterne har stemt, og resultatet er chokerende! Nej, det er ikke Brexit-afstemningen, vi taler om (endnu), men afstemningen om et »inspirerende« navn til et spritnyt britisk polarforskningsskib.

Navnekonkurrencen – udskrevet af det britiske Nationale Miljøforskningsråd – er netop lukket, og navnet Boaty McBoatface kom ind på en klar førsteplads med over 124.000 stemmer – flere end fire gange så mange som den nærmeste rival Poppy-Mai.

Forskningsrådet står nu med det ikke særlig misundelsesværdige valg enten at underkende folkets vilje eller at have et 200 millioner pund dyrt forskningsskib sejlende rundt med et latterligt navn, fordi en masse briter blev grebet af stemningen og syntes, at det var sjovt at tage gas på konkurrencen.

Men hvor ubehageligt det end er, så har forskningsrådet i det mindste et valg. Afstemningen var vejledende – modsat landets næste afstemning, hvor briterne skal stemme om, hvorvidt de ønsker at landet forbliver medlem af EU eller forlader samarbejdet.

Boaty McBoatface-gate – som sagen er blevet døbt på Twitter – er et ikke særligt beroligende eksempel på direkte demokrati, som jo ellers synes at være blevet de europæiske politikeres foretrukne måde at løse svære problemer på i de seneste år.

I juli sidste år var det grækerne, der fik lov til at stemme om den hjælpepakke, som den græske regering og den såkaldte Trojka havde indgået. I december stemte vi i Danmark om afskaffelse af retsforbeholdet. I Holland har vælgerne for et par uger siden stemt om en associeringsaftale mellem EU og Ukraine. Og snart er det så briternes tur til at træffe det ultimative valg om landets EU-fremtid.

Striben af folkeafstemninger har – med god grund – igangsat en debat på tværs af Europa om, hvor demokratiske folkeafstemninger egentlig er. Da grækerne stemte om hjælpepakken pointerede nogle tyskere, at de også burde have lov at stemme, eftersom det jo var dem, der skulle udlåne de fleste af pengene. Efter den hollandske afstemning var der dem, der pointerede, at der ikke er noget demokratisk i, at et par millioner hollændere kan underkende en beslutning truffet af de øvrige 27 folkevalgte EU-ledere. Den årelange britiske genforhandling og efterfølgende folkeafstemning er blevet kritiseret af folk, der pointerer, at de øvrige EU-befolkninger også bør have lov til at stemme om Storbritanniens nye aftale, da den også vil påvirke dem.

Og så er der dem, der mener, at nogle spørgsmål – såsom Storbritanniens medlemskab af EU – ganske enkelt er for vigtige til at udskrive folkeafstemning om. Særligt i lyset af, at det kan få konsekvenser for kommende generationer af briter, der ikke har nogen stemme, samt for hele det øvrige Europa og for EU som institution.

Er disse folk antidemokrater? Det mener jeg ikke. Der er ikke noget udemokratisk ved at lade demokratisk valgte politikere træffe de beslutninger, der er vigtigst for et lands ve og vel. Og selv om der utvivlsomt er nogle fordele ved folkeafstemninger – eksperter peger f.eks. på, at danskere og irere har en langt større viden om EU end briterne, fordi de har stemt om EU-spørgsmål – så er der også klokkeklare ulemper. F.eks. kommer folkeafstemninger ofte til at handle om noget andet end det, der står på stemmesedlen. Den britiske ja-side frygter for eksempel, at Labours vælgere vil se det som ‘David Camerons afstemning’ og undlade at stemme – eller stemme imod – for at straffe ham eller tvinge ham til at gå af som premierminister.

Som Boaty McBoatface-afstemningen viser, så er det ikke utænkeligt, at der kan opstå en stemning – hvad end den kommer af en lyst til at smadre det konservative parti eller en frygt for en udefra kommende trussel såsom flygtninge eller terror – som kan tippe afstemningen til fordel for Brexit. Og modsat det Nationale Miljøforskningsråd vil Cameron ikke have mulighed for at bide skammen i sig og sige »tak, men nej tak« til resultatet.

Mette Rodgers er Informations korrespondent i London.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning