Kronik

Et forsvar for universitetets hjerteblod

Den eksterne censor bliver et særsyn, og der skæres ned på vejledningen. Skal vi bryde med den nordiske tradition for social retfærdighed og tvinge de studerende til at købe privat lektiehjælp?
De aktuelle uddannelsesbesparelser, som bl.a. betyder, at der er mindre individuel vejledning, går ud over samspillet mellem undervisere og studerende og dermed kvaliteten af uddannelserne, mener dagens kronikører

Miriam Dalsgaard

18. april 2016

Stort set alle er enige om, at det er et privilegium at få lov at tage en videregående uddannelse og få mulighed for at fordybe og dygtiggøre sig.

Og dét tilmed som en slags lønarbejde, der er delvist betalt af offentlige skattekroner. For med fremdriftsreformens mål om at reducere den gennemsnitlige studietid er det nemlig blevet en fordring, at man som studerende bør være studieaktiv i mindst 42 timer om ugen.

Men hvordan kan vi i grunden forvente, at ellers målrettede og velmotiverede studerende vælger at prioritere studiet frem for f.eks. et erhvervsarbejde, som af mange opfattes som mere vigtigt for at opbygge et arbejdsmarkedsrelevant cv, når de igen og igen mødes med timebesparelser og lukkede vejlederkontorer?

Og hvordan kan vi forvente, at studerende fra uddannelsesfremmede hjem, som ikke har nogle forudgående rollemodeller at støtte sig til, vil kunne klare sig gennem uden assistance?

Som situationen er i øjeblikket, får hverken de først- eller de sidstnævnte et optimalt udbytte af en uddannelse, der for de flestes vedkommende strækker sig over fem vigtige, formative år, og i øvrigt fortsat er en uomgængelig vigtig samfundsmæssig investering i ånd og vid.

Set i det lys virker det uigennemtænkt, at vejledningen på flere af landets bachelor- og kandidatuddannelser er blevet afskaffet på en række uddannelser. Senest også på pædagogikkens højborg, DPU, er den nu ved at forsvinde som led i truende besparelser, der føres frem under den newspeak-lydende overskrift ’uddannelsesreform’.

Nogle steder vil der fremover kun være individuel vejledning på specialet i studiets typisk forhastede pølseende. Det er med til at sende et uheldigt og grundlæggende paradoksalt budskab til vores studerende om, at deres faglige udvikling og arbejdsindsats ikke er vigtig nok til, at vi som undervisere tager hånd om den og tænker den som en naturlig og integreret del af det at studere.

For os som undervisere lyder signalet omvendt, at vi fremover blot skal fungere som kursus- maskiner, men ikke engagere os i at tage del i de studerendes øvrige studieliv og dannelse.

Lever ikke op til ansvaret

Som forskere og undervisere på Danmarks Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) på Aarhus Universitet ved vi, at den tætte vejledningsindsats fra dag ét ikke bare bidrager til at højne kvaliteten af de studerendes arbejde. Den kan også bidrage til at minimere frafaldet.

At få tekstnær og individuel kritik af opgaver i proces er samtidig afgørende for, at de studerende ikke kun frekventerer forelæsningerne, men oplever et personligt tilhørsforhold til uddannelsen som et sted, man bliver taget alvorligt som vidensproducent og selvstændigt tænkende menneske. Endelig er dialogen med de studerende ofte også genererende for nye forskningsproblemstillinger.

Men som situationen er i øjeblikket, tvinges vi ikke blot til at forringe de levende pædagogiske udvekslinger mellem undervisere og studerende til fordel for en stakåndet og ensidig økonomisk tankegang.

Vi står tilbage med en stor udfordring i forhold til at kunne leve op til ansvaret for vores hovedopgave som undervisere, eftersom det nu engang er de færreste studerende, der formår at skrive, teoretisere og tænke fremragende, før de ankommer til universitetet. Vi har derfor set det som vores opgave at give dem mulighed for – og støtte dem i – at øve sig uden angst for at blive tvangsudskrevet eller miste SU, hvis de skulle fejle.

Besparelserne vil samtidig vanskeliggøre eksperimenter med undervisningsformerne i forhold til at kunne løfte sådanne opgaver endnu bedre end i dag. I stedet overlades banen i værste fald til den nye såkaldte edu-business, eksempelvis private lektiehjælpsfirmaer, der jo kan finde studieordninger og målbeskrivelser på studiernes hjemmesider og mod betaling tilbyde den assistance, vi ikke selv længere får mulighed for at kunne give.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvem der har råd til lektiehjælp, og om der ikke også her er en slagside, der bryder med den særlige nordiske tradition for at skabe lighed og social retfærdighed gennem uddannelsespolitikken.

’Second opinion’ er god latin

Desuden har ændringer i universitetsloven for nylig givet uddannelserne lov til at afskaffe den eksterne censur på stort set alle andre opgaver end det afsluttende speciale på kandidatuddannelserne.

Så er der selvfølgelig den interne censur, vil mange hævde; men faktum er, at den allerede er ’forsvundet’, som tilfældet er på CBS, eller er i gang med at blive sparet væk i de skriftlige fag på en række universiteter, herunder Aarhus Universitet.

Med andre ord skal den underviser, der afholder et kursus, fremover selv give karakter in splendid isolation, hvis der er tale om en skriftlig opgave. Hermed sparer man rask væk timer til censurering, men man sparer samtidig på en vigtig kvalitetssikring. Dét er for det første med til at forstærke de mangestedsnærværende signaler til de studerende om, at deres arbejde ikke er vigtigt. For det andet bliver deres retssikkerhed krænket.

Universitetets troværdighed i forhold til de studerende såvel som omverden beror i allerhøjeste grad på visheden om, at bedømmelsen af et fagligt arbejde er uvildig og uafhængig af en undervisers faglige kæpheste og mulige sym- og antipatier.

Uden censur overlader vi studieordningen til den enkelte undervisers samvittighed – og ja, nogle vil sandsynligvis også kunne blive fristet til at give højere karakterer til ’egne’ studerende, da man jo på denne vis, selvrygklappende og stolt poserende, kan fremvise ens egen vellykkede produktion for omverdenen.

Men enhver ved, at det er kontraproduktivt med en eskalerende karakterinflation. Lad os også minde om, at det ellers er god latin de fleste andre steder i evalueringssamfundet at benytte sig af en second opinion, før der vælges en vej og afsiges en dom. Dertil kommer, at vi må imødese en sand regn af tids- og omkostningstunge klagesager fra studerende.

Samtalen mellem eksaminator og censor sikrer, at den studerende ikke bliver udleveret til lærerens (for)dom, men medfører også faglig sparring, der kan betyde, at kurset bliver lavet om, og at vejledningsindsatsen bliver skærpet i næste semester.

Disse upåagtede møder mellem fagfolk ’indefra’ og ’udefra’ har været guld værd for den faglige udvikling, og det er uhyggeligt at se, hvor let de kan fjernes, når der kun tænkes i pengeøkonomi og ikke også i ’faglighedsøkonomi’, hvori kvalitet og viden om undervisning, dannelse og pædagogik har foretræde.

Den kritiske lære må være, at kvalitet og faglighed må sættes langt højere end besparelsesiver og tilpasningsdagsordener, hvis universitetet ikke skal trues af erosion og manglende mulighed for, at studerende og undervisere også fremover kan komme til at mødes på frugtbare og produktive måder.

Steen Nepper Larsen er lektor, Dorthe Staunæs er professor MSO og Laura Louise Sarauw er postdoc.

Kronikken er skrevet i samarbejde med Anders Kruse Ljungdalh, adjunkt, Hanne Knudsen, lektor, Heidi Ibsen Zuschlag, videnskabelig assistent, Helle Rabøl Hansen, adjunkt, Ida Juul, lektor, Jeppe Læssøe, professor MSO, Jette Kofoed, lektor, John Benedicto Krejsler, professor MSO, Kirsten Hyldgaard, lektor, Lise Rosén Rasmussen, lektor, Malou Juelskjær, lektor, Marie Lund Hansen, videnskabelig assistent, Martin Hauberg-Lund, videnskabelig assistent, Morten Nissen, professor MSO, Nicolas Schunck, ekstern lektor, Niels Møller, ph.d.-studerende, Thomas Iskov, ph.d.-studerende.

Alle fra afdeling for Uddannelsesvidenskab, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian De Thurah
  • Anders Vang Nielsen
  • Sup Aya Laya
  • ingemaje lange
  • Niels Duus Nielsen
  • Maria Mortensen
Christian De Thurah, Anders Vang Nielsen, Sup Aya Laya, ingemaje lange, Niels Duus Nielsen og Maria Mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"Vi har derfor set det som vores opgave at give dem mulighed for – og støtte dem i – at øve sig uden angst for at blive tvangsudskrevet eller miste SU, hvis de skulle fejle."

Er det ikke det, al undervisning går ud på? Er "skole" i bredeste forstand ikke et sted, hvor børn og unge mennesker kan prøve kræfter med virkelighedens problemstillinger i et beskyttet rum, hvor de kan begå fejltagelse og lære af deres erfaringer - vel at mærke uden at fejltagelserne får konsekvenser andre steder end i karakterbogen, og det endda kun, hvis der fremtures i fejltagelserne?

"...kvalitet og faglighed må sættes langt højere end besparelsesiver og tilpasningsdagsordener..."

Det samme gælder det beskyttede "maskinrum" på Christiansborg, hvor politikerne begår den ene fejltagelse efter den anden, uden at det tilsyneladende får konsekvenser for dem. På trods af at de får konsekvenser for alle os andre.

Det er jo lige før man bliver antidemokrat og begynder at drømme om Bent Vinn Nielsen som diktator - det vil da umuligt kunne blive værre, end det allerede er, snarere tværtimod. Men han gider nok ikke.

H.C. (Hans Christian) Ebbe og Sup Aya Laya anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Vel står det slemt til i uddannelsessystemet - men Bent Vinn Nielsen som diktator? ! Det må vist være det, man kalder "the nuclear option".

olivier goulin

Hvilket studie er det fra på billedet? Det kunne være interessant at få oplyst.
Kønskvotienten er omtrent 16:1 i kvindernes favør.

/O