Kommentar

’God autoritarisme’ er ikke svaret på klimaproblemet

Flere toneangivende forskere og analytikere har sat spørgsmålstegn ved det liberale demokratis evne til at håndtere store politiske udfordringer. Men løsningen er ikke mindre, men derimod mere demokrati
Debat
19. april 2016

Demokratiets grundlæggende præmisser bliver for tiden udfordret. Det er langsomt og ineffektivt og ude af stand til at træffe de nødvendige beslutninger, der vil modvirke klimaforandringerne og gavne menneskeheden på lang sigt, hedder det.

Men hvad skal komme i stedet for demokratiet? Den canadiske sociolog Daniel A. Bell hævder i bogen The China Model, at det kinesiske styrings- paradigme på mange måder rummer de fordele, som demokratiet mangler. Kina er nemlig et meritokrati. Man vælger ikke de mest populære ledere, men de dygtigste. Som Information kunne fortælle i går, er det et argument, der har givet demokratiets kritikere yderligere vind i sejlene.

Men hvorfor er danske delegationer af universitetsledere, studerende, folkeskoler, gymnasier og nu også nordamerikanske intellektuelle fascineret af den kinesiske model? Hvad taler for, at den kinesiske model er en værdig konkurrent til det demokratiske politiske styre, som vi kender fra Europa?

Nationalstaten afmonteret

En af grundene til, at det de seneste år er lykkedes for demokratiets kritikere at få opmærksomhed, er, at den politiske kapacitet til at håndtere store komplekse udfordringer som for eksempel klimaforandringer, kalder på nye demokratiske institutioner – både på det nationale og transnationale plan.

Den politiske evne til at håndtere superkomplekse og intergenerationelle problemer er for tiden fraværende i flere europæiske demokratier. De politiske institutioner er blevet svage. Det gælder særligt i relation til store multinationale virksomheder, som i mange tilfælde har en langt større økonomisk magt bag sig end nationalstaterne.

Nationalstaterne og EU har de seneste 30 år ført en dereguleringspolitik, der har haft til formål at fremme nye vækstmarkeder uden for nationalstatens begrænsninger, men som reelt har ført til lavere skat, social dumping og lavere miljøkrav.

Nationalstaterne står i dag afmonteret og ude af stand til at håndtere store internationale kriser – det være sig finanskrisen, klimakrisen, terrorkrisen eller migrationskrisen.

Borgerne skal involveres

Men spørgsmålet, som kritikerne af demokratiet ikke ønsker at stille, er, hvorvidt dette er en effekt af for meget demokrati – eller om det snarere er et resultat af for lidt demokrati? Er manglen på løsninger på de store samfundsmæssige udfordringer virkelig funderet i en fundamental modvilje i befolkningen mod at ændre adfærd eller skabe nye alternative økonomiske modeller? Empirisk evidens taler for, at det ikke er tilfældet.

Det er måske nærliggende at give de demokratiske institutioners skylden for, at den nuværende generation af politikere ikke er i stand til at skabe holdbare løsninger på klimaforandringer, terrorisme og økonomisk ustabilitet. Men når de demokratiske institutioner fejler, skyldes det ikke, at vi mangler en stærk leder eller ’god autoritarisme’, men derimod, at de folkevalgte ikke længere har et tilstrækkeligt stærkt folkeligt mandat.

Løsningen er ikke at indføre den kinesiske model på danske uddannelsesinstitutioner eller at afskaffe demokratiet til fordel for teknokrati. Tværtimod er der brug for mere demokrati og mere medindflydelse. Befolkningerne har ikke været tilstrækkeligt involverede i løsningen af de mest afgørende nutidige samfundsmæssige udfordringer. De politiske institutioner er blevet svækkede i forhold til andre internationale aktører, som banker, store virksomheder og dårlig politisk rådgivning.

Kritikken af demokratiet skal derfor ikke imødegås med en yderligere svækkelse af de demokratiske institutioner. I stedet skal der findes nye måder at styrke den demokratiske inddragelse og den offentlige administration.

Mister vi evnen til at håndtere superkomplekse udfordringer som klimaforandringer, risikerer vi at miste evnen til at forstå, hvorfor velfungerende demokratiske institutioner er de eneste, der kan skabe bæredygtige og legitime svar på de globale udfordringer.

Alternativet til demokratiets træghed og ineffektivitet er ikke autoritative og teknokratiske ledere – men mere effektive demokratiske beslutningsprocesser og reformer, der forbedrer borgernes handlingsrum og deltagelse.

Theresa Scavenius er forsker i klimapolitik på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. David Budtz Pedersen er lektor ved Aalborg Universitet København og forskningsleder for Humanomics Research Centre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det kan også være et spørgsmål om valgmuligheder. I dag er klimaproblemet tydeligt, men regeringen kan vælge at se bort fra det. Det vil ikke få de store konsekvenser i de næste par år.
Om en kort årrække, måske 10, måske 100 år, vil tiltag på klimaområdet ikke længere være et valg, men en nødvendighed.

Steffen Gliese

Meget interessant synspunkt fra David Budtz Pedersen, der ellers i andre sammenhænge har virket meget teknokrat-forelsket. Men dejligt at læse dette!

Thomas Laursen

Artiklens budskab er jo opmuntrende, men bortset fra:

"Empirisk evidens taler for, at det ikke er tilfældet"

argumenteres der ingen steder for det. Hvad er det for "empirisk evidens"? Det ville være interessant at vide. Uden det fremstår forfatternes konklusion

"Tværtimod er der brug for mere demokrati og mere medindflydelse."

jo bare som en påstand.