Kronik

Hold nallerne fra min Panzerhest

Da mit vidunderlige kraftsymbol af en cykel blev stjålet, lovede jeg tyven dobbelt håndsafhugning og så et kort øjeblik mig selv som den vrisne, indebrændte viceværtstype. Men tabet af en kær genstand har det med at sætte tingene i perspektiv
Da mit vidunderlige kraftsymbol af en cykel blev stjålet, lovede jeg tyven dobbelt håndsafhugning og så et kort øjeblik mig selv som den vrisne, indebrændte viceværtstype. Men tabet af en kær genstand har det med at sætte tingene i perspektiv

Clara Selina Bach

28. april 2016

Well, jeg lever nok rimelig basic, simple living. Det vil nogen – dem, der har råd – nok kalde det. Jeg har en seng, et bord, et akvarium, et tv, en hellig boomblaster, en (belånt) lejlighed og en smartphone med smadret skærm samt bøger, cd’er og en større armada af plastic- modeller.

Sammenlignet med alverdens hjemløse, fordrevne og flygtninge er det muligvis overvældende, men for de fleste normaldanskere vil det synes rimeligt skrabet. Det er ikke jordisk gods, der tynger mig til jorden, og dog ...

Som de fleste københavnere har jeg haft en syndflod af cykler; fede cykler, dårlige cykler, mountainbikes, bmx’ere, cykler, der efter nogen tid er blevet stjålet og forsvundet ind i storbyens næsten organiske cykelkredsløb. Naturens gang.

Men da jeg fik en helt særlig cykel af en god ven, besluttede jeg mig for at passe på den. Nu er jeg 52, og man skal lære nyt hele tiden, så hvorfor ikke begynde at låse den, stille den ind i gården om natten, borgerligt shit like that. Ære tingen. Det var Pers gamle berlinercykel, et godt gedigent svin. Husker ikke mærket, ikke sindssygt dyr, men godt.

Jeg havde lige genoptaget barndommens interesse for Luftwaffe og tysk camo, så for at personificere den og gøre den til et corny kraftsymbol, spraymalede jeg den i luftwaffefarver og lod farverne på den ændre sig med årstiderne. Work in progress. Siden blev den panzergul anno 44, med et nærmest semiotisk lag af spray og lak, der gav den patina og et herligt brutalt klumpedumpe-look.

Nå, Panzerhesten blev hurtigt mit forlængede jeg. At bumpe rundt i kvarteret eller gennemskære byen på kryds og tværs, altid i tysk camojakke, der passede til hesten og med øredøvende, ond musik i hovedtelefonerne fik mig næsten til at føle mig som 16-årig igen. Et drøn af frihed.

Der er rigtig mange ting i Danmark og verden, jeg ikke kan gøre særligt meget ved. Social uretfærdighed, den globale slavestat, krig, kampflykøb, flygtningestrømme, Wall Street-svin, konsekvenserne af Panama-skandalen (ingen) og almen idioti (heller ingen).

På kontanthjælp er spontane svipture til eksotiske destinationer sjældent mulige, så min cykel er min hest, min måde at udtrykke mig på og et af mine frirum og safe spaces. Jeg hader langsomme busser og ting, man skal vente på.

Tyvens ære

Næ, at glide eller bumpe gennem verden på Panzerhesten er sagen, altid med politisk ukorrekt black metal i hørebøfferne. Det giver mig en fuldendt følelse af autonom bevægelsesfrihed, æstetik og formål og ikke mindst frihed. Cowboyen på hesten. Og ligesom indianere eller de skytiske krigere er jeg smeltet så godt sammen med Panzerhesten, at jeg både kan spise og sove på den – sex og toiletbesøg nok ikke er nogen god idé …

Men for et par uger siden indtraf katastrofen. Da jeg gik ned i gården for at finde Panzerhesten, var den væk.

Fuck. Jeg må have set vild ud, som jeg stod der i min camojakke og scannede gården med et dyrisk blik. Havde jeg glemt af låse den? Låsen kunne være lidt tricky? Nej. Jeg kunne huske, den klikkede.

Hvem? En fjende af min smagfulde germanske streetstil. Næppe. Østeuropæerne, der nogle gange skralder vores storskrald? Måske. En eller anden hipster-smartass? Tjo.

Pludselig blev jeg sindssygt arrig: Stjæl dog for helvede fra dem, der har, frem for fra dem, der ikke har. Stjæl fra bankerne, fra store sucker-selskaber af enhver art, fra staten sågar, men gem dem, der har mindst, til sidst. Tyvens ære, røvhuller.

(Det er ikke fordi, jeg er nogen engel. Jeg har selv stjålet cykler som 18-årig. Det er almen dannelse og godt at prøve. Men det er patetisk at klippe en cykel med boltsaks og ugen efter finde sin fede stjålne racer med ejermandens nye lås på. Så pinligt, at man ikke gør det igen.)

Andelsforeningens hardliner

Hvad gjorde jeg nu?

Jeg gjorde det, ethvert moderne menneske gør, når det føler afmagt. Jeg gik på Facebook og lovede tyvene dobbelt håndsafhugning, radbrækning og korsfæstelse, og at jeg ville besudle deres ådsler, før jeg smed dem i søen, og at man burde hænge cykeltyve som hestetyvene i det vilde vesten.

Jeg har lært, at det er vigtigt at give udtryk for sin harme. Det holder en mental sund. Og så er jeg vild med svulstig Saddam-agtig retorik. En kulturskade fra da jeg boede i Mellemøsten, sikkert.

Nå, livet gik videre, tænkte jeg.

Jeg fandt en herreløs herrecykel på Maria Kirke Plads, men alligevel tog jeg mig selv i at være indebrændt, i at kigge skævt til folk, jeg ikke kendte, i gården. Pludselig så jeg mig selv som andelsforeningens hardliner, der krævede gårdlås med evigt skiftende kombinationer, overvågningskameraer, selvudløsende maskingeværer og bevæbnet vagtværn.

Tåren, som Dennis ikke så

»Har du fundet din cykel?« spurgte Dorthe, som er medbeboer, en dag i gården, mens Per hjalp mig med at vinkelslibe en titaniumslås fra en mountainbike fra bunken af herreløse cykler foran huset.

»Nej,« sagde jeg. »Men det er egentlig ikke så meget cyklen. Det er trods alt bare en ting. Det er mere mistænksomheden. Jeg frygter at blive en vredladen, vrissen viceværtstype, der låser porte og spørger folk hvad deres ærinde er.«

Pludselig faldt tatiniumslåsen af, og jeg var nu den heldige ejer af to cykler.

Og dagen efter indtraf et mirakel. Jeg var på vej hjem fra galleriet, hvor jeg udstiller, da jeg kiggede på min telefon.

Dennis havde sendt et billede af Panzerhesten og spurgte, om det var min.

»Hold på den med alle midler!« kommanderede jeg, da jeg kort efter havde ham i røret og hjulede mod Sønder Boulevard luftwaffe-hoodie på den gamle herrecykel. 1000 tanker fløj gennem mit hoved. Jeg havde for længst afslået fra cykelsharia med håndsafhugning, men helt gratis skulle idioten heller ikke slippe … men ro på, peace, Gandhi, se, hvad der sker.

Jeg mødte Dennis på Sønder Boulevard. Han stod foran Panzerhesten. Jeg gik hen og låste op. Mand og hest var forenet igen. Jeg kærtegnende det bemalede metal med fingeren og klemte en tåre, som Dennis ikke så. »1000 tak for hjælpen – I owe you one,« sagde jeg bare. Og så trak jeg hjem med to jernheste, mens jeg tænkte over tilværelsens ulidelige lethed og guds gavmilde gaver i form af genfundne panzerheste, der regner ned fra himlen.

Munkens eller krigerens vej

Og hvad kan man så udlede af historien?

Tja, måske noget helt banalt om, at man skal give slip for at få ting igen. Måske noget om det fantastiske i, at der stadig er søde folk, der gider hjælpe en. Måske det beroligende i, at man stadig har så megen god karma, at man kan få stjålet en cykel og ende med tre.

Men for mig handler historien i hvert fald også om omfanget af følelser, tabet af en kær genstand, har vækket i mig: fra fortvivlelse, fornægtelse, vrede, hævntørst, mordlyst, misantropi og skralderfobi til accept og optimisme og alhamdulillah, eller tak gud, og hver dag er der folk i verden, der mister langt mere end deres cykler.

Jeg tror faktisk aldrig, jeg bliver en vrissen, indebrændt viceværttype. Ikke af den grund, i al fald. Jeg har mistet cykler, kameraer, seje smykker, computere, illusioner, kærester, venner og familiemedlemmer.

Jeg ved, det ikke er verdens undergang. Måske ligger der noget vigtigt i den mentale disciplin, man opdyrker ved tab, små som store. At man skal opdage, at man er mere end summen af sine ting og relationer, ære begge dele; at man er i stand til at gå videre uden dem, selv om det gør ondt. Munkens eller krigerens vej.

Jeg passer på min hest, men gider ikke købe flere låse. Går den, så går den. Der kommer altid en panzer og en pige til, forhåbentlig. Men ve den, der stjæler mine hjul. Stjæl hellere fra dem, der ikke har kærlighed til deres ting. Eller bare stjæl fra dem, der stjæler fra dig. Eller stjæl i virkeligheden helst ikke – bare tag det tilbage, der er dit, tak.

Nu er blitzkrigerPanzerhesten på cykelstierne igen i pragt og ære med den ondeste tråd. At køre på den er stadig som at ride regnbuen. Frihed! Lidt endnu.

See you on the road, skags.

Gordon Inc. er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Pendul
  • Randi Christiansen
  • Jakob Lilliendahl
  • Ervin Lazar
  • Toke Andersen
  • Kurt Nielsen
Palle Pendul, Randi Christiansen, Jakob Lilliendahl, Ervin Lazar, Toke Andersen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Jeg er desværre ikke helt på det niveau af Wall Street som Gordon Inc. betegner som svin - men bare en hangaround. Det er dog nok til, at jeg kan glæde mig over de åbenbart beskedne kræfter der hersker på gaderne under os - men hvem ved - måske lykkes det en dag forfatteren at avancere til "vrissen indebrændt vissevært"?

"Stjæl dog for helvede fra dem, der har, frem for fra dem, der ikke har", skriver du?
Har du overvejet, at tyven måske ikke havde en cykel?

Anders Jensen

Cykeltyveri har været en ting ligeså lang tid jeg har levet. Som barn fik vi cykelkælder, det hjalp ikke, først da vi fik individuelle bure i cykelkælderen stoppede tyveriet, og der var sgu ingen af os der havde en cykel der kostede over 1000,-
Ja det er pisse træls at få stjålet sine ting, men det er kun ting. At det ligefrem er en artikel værdig på Information kan jeg dog ikke se.

Anders Jensen

@Jens
Den er helt sikkert affødt af ham tudefjæsset fra TV2 der var træt af at hans luksuscykler blev stjålet igen og igen. ^^ Hvis han havde investeret halvt så meget i sikkerhed og måske en dims, så kunne de være tilvejebragt igen. Men det er nemmere at græde på live TV.o
Jeg syntes det er mere problematisk at politiet ikke prioritere alm. borgeres retssikkerhed i .f.b.m. indbrud. (end at journalister græder over at de er ofre ligesom alle os andre.)
En ting der undrer mig.. Hvem køber cyklerne? Der må jo være aftagere?