Kronik

Hudfarvede argumenter skærer alle over én kam

En ny tendens har bredt sig i samfundsdebatten: Vi er begyndt at dele folk op i brune og hvide. Resultatet er en ’silotænkning’, hvor vi kun kan forholde os til dem, der ligner os selv, mens den fælles samtale forvitrer
Når en debattør som Uzma Ahmed fra De Brune Feminister selv bruger betegnelsen ’brun’, er hun med til at gøre hudfarve til et relevant parameter i bedømmelsen af, hvad end hun har at sige, mener dagens kronikør. Arkiv

Peter Hove Olesen

Debat
15. april 2016

Brune debattører, brune feminister, brune forfattere, hvide anmeldere og hvide (gamle, vrede) mænd.

Det ville have været utænkeligt for få år siden, men i dag fyger hudfarvemærkater gennem de elektroniske luftlag i en offentlig debat, der nærmer sig trykkogerniveau. Det er pludselig blevet legalt at bedømme folks udtalelser og handlinger ud fra deres hudfarve.

For nylig blev Uzma Ahmed fra foreningen De Brune Feminister vred over at blive spurgt om personlige erfaringer med social kontrol i indvandrermiljøer i et interview med Radio24syv. Uzma Ahmed sagde indigneret, at man aldrig ville have spurgt en hvid socialrådgiver om det samme.

Hendes vrede og frustration kan være forståelig nok, idet fokus blev flyttet fra, hvad hun sagde (funderet i hendes arbejde og faglighed), til hvem hun er (funderet i etnicitet og hudfarve). Men det kan undre, at hun ikke kan se, at mærkatet ’brune feminister’ gør det muligt for andre at inddrage hendes etnicitet som et relevant parameter i bedømmelsen af, hvad end hun har at sige.

Hermed bliver de ’ydre’ forskelle – hudfarve, køn, etnicitet, kulturelle kendetegn – nemlig forstørret, mens det fælles menneskelige formindskes eller afvises. Det er udtryk for en forskelstænkning, som har opgivet idealet om lighed – på tværs af hudfarve, kultur og køn – og derved på forhånd fordømmer os til ulighed og lejrtænkning.

Skærer alle over én kam

Udgangspunktet for denne sprogbrug er ellers et forsøg på empowerment og et retfærdigt ønske for USA’s afroamerikanske befolkning om at blive behandlet på lige fod med majoriteten.

Derfor gjorde man i sin tid op med brugen af negroes eller coloured people som udtryk for majoritetens mærkat af minoriteten. I stedet gjorde kategorien black selv krav på definitionsretten.

Men problemet opstår, når et sådant udtryk uden nærmere eftertanke ’oversættes’ til dansk. Den sorte befolkningsgruppe i USA har en helt anden historie med slaveri og apartheid og er etnisk og kulturelt langt mere homogen end ’de brune’ er herhjemme.

Betegnelsen ’brun’ skærer alle med minoritetsbaggrund over én kam, selv om de kommer fra vidt forskellige lande, kulturer og i øvrigt ser meget forskellige ud.

Når alle skal presses ind i kategorien ’brun’, mister vi blikket for de mange forskelle etniske minoriteter imellem, og samtidig vænnes vi til at opdele befolkningen i dem og os – de ’hvide’ mod de ’brune’. Begge lejre kommer til at se og definere sig selv i kraft af deres modbillede – den brune er den ikkehvide og omvendt.

Herved kommer denne sprogbrug ufrivilligt til at reproducere den gamle klassiske racisme, hvor din race var din skæbne. Lige meget hvor godt du uddanner dig, og hvor kreativ eller velargumentet du er, vil du stadig være en brun læge, en brun kunstner eller en brun debattør.

Trygge, ekskluderende rum

Et andet problem ved at farvekategorisere mennesker er, at det fremmer en doven automattænkning og et forsimplet virkelighedsbillede. Man mister blikket for komplekse og modsatrettede magtstrukturer, der ikke kan presses ned i de firkantede kasser, når rollerne er således fordelt på forhånd: den hvide undertrykker og det brune offer.

Ikke sådan at forstå, at der ikke findes undertrykkelse og diskrimination af etniske minoriteter. Det gør der, og det er vigtigt aktivt at tage afstand fra det. Men at dele folk op i brune og hvide er ikke vejen til mindre diskrimination og racisme.

Tværtimod er det med til at legitimere forskelsbehandling, i og med at det fremmer en selvoptaget identitetstænkning, der plejer sine egne særinteresser og har svært ved at indgå i en fælles samtale og se kritisk på sig selv.

Et godt eksempel er de såkaldte safe spaces, der udspringer af campusmiljøet i USA og Storbritannien. Præmissen er, at disse rum kun kan være trygge, hvis kun bestemte udvalgte etniske eller seksuelle minoriteter må deltage. Hvide er forment adgang.

Tryghed sættes med andre ord lig med konformitet. Man må ikke risikere at blive udsat for majoritetens (hvide eller heteronormative) blik eller holdninger, der kunne virke krænkende.

Intentionen var nok at beskytte udsatte grupper, men resultatet er en ekskluderende praksis, hvor folk bliver valgt fra, alene ud fra at de tilhører en anden gruppering.

Paradokset er, at de miljøer, som officielt hylder mangfoldighed og dialog, i realiteten ensretter indadtil og lukker sig udadtil i stil med andre typer af parallelsamfund.

Et nyligt eksempel er den såkaldte ’bolsjegate’, hvor spillestedet Bolsjefabrikken i København har udelukket journalist, debattør – og medlem af dancehall-kollektivet Firehouse – Søren K. Villemoes fra at medvirke i et kommende arrangement.

Begrundelsen er, at han som journalist og debattør skulle have gjort grin med krænkelseskulturen og hyldet ytringsfriheden. Derved modarbejder han »det arbejde, der er gjort for at skabe et inkluderende rum på Bolsjefabrikken«.

Et inkluderende rum vil altså her sige et rum, der ikke tåler kritik eller for megen ytringsfrihed. Så bliver det hurtigt forvandlet til en ekskluderende menighed, der kun tillader medlemmer af den samme overbevisning. Søren K. Villemoes var med andre ord for ’hvid’ til at kunne spille med de farvede bolsjer.

Betonmarxisme i nye klæder

Denne nye sproglige og politiske praksis henter sit tankegods fra en vulgariseret udgave af blandt andre Michel Foucault, Judith Butler og klassisk marxisme, og resultatet er en såkaldt antiracistisk teori.

En af de populære teoretiske kortslutninger er, at racisme pr. definition ikke kan ramme hvide. Den er altid forbeholdt minoriteten og de brune.

Som der for nylig blev skrevet i en Facebook-tråd: »Hvide mennesker kan ikke opleve racisme, da de er normen og majoriteten i samfundet. Det danske system er indrettet til den hvide hudfarve, ikke brun.«

Her bliver det tydeligt, at konklusionen kan skrives på forhånd. Hvad end majoritetsdanskere måtte opleve af forskelsbehandling, bliver det aldrig racisme. Det er ikke virkeligheden, der forhindrer dette, men teorien. Teorien kan dermed på forhånd afvise enhver kritik.

Hvis jeg eksempelvis anfægter påstanden om, at hvide aldrig kan opleve racisme, ’svarer teorien’, at jeg via min benægtelse reproducerer en hvid diskurs, der undertrykker dem med brun hud. Selve min ’hvide stemme’ er med til at understøtte og bekræfte hvidhedens hegemoni.

I 1970’erne hed det falsk bevidsthed inden for marxismen. I dag er betonmarxismen blot blevet iklædt identitetspolitiske klæder. Både dengang og i dag handler det om, at vi dybest set ikke ved, hvad vi selv siger og gør. Hvide er per definition racister, og det er ikke muligt aktivt at modsige denne rollefordeling uden dermed selv at bekræfte den.

Hvis vi virkelig ønsker et samfund, der stræber efter at behandle alle lige uanset etnisk baggrund, skal vi løsrive os fra et sprogbrug, der tager udgangspunkt i hudfarven på den, der ytrer sig.

Pragmatisk er det rigtigt, at ytringer aldrig eksisterer i et vakuum. Vores forståelse af det, der bliver sagt, vil altid til en vis grad være påvirket af, hvem der siger det. Men idealet, vi stræber efter, bør stadig være en åben offentlig samtale, hvor argumenter og fornuft er de afgørende parametre. Gode argumenter har ingen hudfarve.

Thomas Wiben Jensen er lektor på SDU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Antiracisme er af en eller anden grund meget obs på hudfarver, og det har været 'god tone' at være i lang tid. Så det sætter sig...

Steffen Gliese

Nej, tværtimod er det nu ved at lakke imod ende med denne fordomsfulde opdeling, hvor flere og flere minoritetsstemmer blander sig i debatten, får uddannelser og job.
Men typisk erkendes forhold i samfundet først, når de allerede er passerede på vej et andet sted hen.

Niels Duus Nielsen, Troels Ken Pedersen og Else Marie Arevad anbefalede denne kommentar
Thomas Poulsen

Venstrefløjen var i indvandringsdebatten alt for længe håbløst naive, mens højrefløjen og ikke mindst DF havde svært ved at argumentere på en saglig og ordentlig facon. Den skillelinje er i dag brudt, så det er ikke alle, der kun diskutere med dem, de er enige med.

Else Marie Arevad

Jeg er så gammel, at jeg gik på Københavns Universitet i halvfjerdserne. Jeg var - og er nok stadig - ret venstreorienteret, men den betonmarxisme, jeg mødte på mit hold, var ved at tage pippet fra mig. Marxistisk litteraturkritik og unge piger først i tyverne, som ville ud og bevidstgøre den danske arbejder og forberede ham på revolutionen! Hvis man prøvede at argumentere med dem, blev man frosset ud af holdet. Jeg havde glædet mig til universitetet som et sted, hvor man skulle tænke selv, men blev klogere.
Det er meget kedeligt, hvis noget lignende er på færde i dag. Opdelingen i "brune" og "hvide" finder jeg også tåbelig og fremmedgørende.

Ernst Enevoldsen, Morten Pedersen og Søren Ferling anbefalede denne kommentar

Næh, vi er ligeså stille ved at vænne os til at bedømme folk for, hvad de er - ikke hvor de kommer fra...
Men én ting svinder ikke: din indkomst, uddannelse og udseende! :)

Søren Ferling

Antiracisme er tilhængernes egen betegnelse for deres ideologi - det er ikke en beskrivelse. Opfattet som en beskrivelse, er der tale om lodret usandhed - antiracisme er et kommunistisk agitationsbegreb ligesom 'racisme'.

Antiracisme er den kommunistiske variation over racehad og udtryk for et specifikt antihvidt racehad, der sætter hvide i samme position, som nazismen satte jøderne i.

De såkaldte antiracister er ikke imod racisme - de er imod 'den racistiske race', som er den hvide - og iøvrigt eksisterer racer ikke.

Det eneste konsistente på den neomarxistiske fløj er inkonsistensen i retorikken.

Trond Meiring

Vrøvl...

Henrik L Nielsen

Det er jo langt fra nyt!

Touhami Bennour

Brun er ikke en race, den er oprindelig hvid, det ved man. der findes fire race og det vidste man for flere tusind år siden. Heldigvis vi er ikke på Venus ellers vil blive kogt hjel. Det er godt sådan og sørge for klimaet så det ikke bliver for varmt og for ens. De forskelige klima zoner er accepteret af alle mennesker, se hvormange mennesker der rejser hverdag og kommer igen med en anden farve. Det er falsk debat, og primitive, og narcissistisk. "det svare at sige jeg er brun ellerjeg er hvid"

Troels Ken Pedersen

Der er godt nok en del ukonstruktive argumenter i dette her. Men helt grundlæggende: vi har problemer som har at gøre med race, etnicitet og gruppetilhørsforhold i den dur. De problemer bliver ret svære at diskutere seriøst, endsige gøre noget ved, hvis man som Thomas Wiben Jensen insisterer på at éns tilhørsforhold skal være usynligt -- at det er en illegitim ting at sige.

"Safe space" er en ret misbrugt og mishandlet diskussion, som vi heller ikke går konstruktivt til her. Helt grundlæggende er "safe space" en reaktion på det problem, at når en minoritets-gruppe prøver på at have en seriøs diskussion om deres forhold og problemer, så sker det HELT UTROLIG OFTE at der kommer majoritets-folk væltende ind fra højre og insisterer på at diskussionen skal handle om dem og deres følelser i stedet. Men det er ikke Thomas Wiben Jensens problem, så det er han ikke interesseret i, kun i at trænge ind i ethvert forsøg som en ikke-hvid/mandlig/hetero gruppe gør på at tale om noget, der faktisk er vigtigt for dem.

Ernst Enevoldsen

Ofre behøver særbehandling - ingen tvivl om den sag.
Tager man offerrollen på bruges det bare som magtmiddel til at blive italesat, og dermed få magt på bekostning af andre. "Jeg har en imaginær Gud, som jeg føler at I har krænket. Giv mig bevillinger og særvilkår, eller mine brødre brænder 5 skoler af".
I virkeligheden røg ligevægten med afskaffelsen af de universielle ydelser i det socialdemokratiske velfærdssamfund i sluthalvfemserne. Nu kræver det diagnoser og skyldplacering, at skaffe den nødvendige magtmæssige kompensation for, at den sociale kapital kun er opnået blandt bjergbønder i det ydre Anatolien.

Babak Bandpey

Hej, hvis jeg må sige noget. Man skal selv være brun for at forstå hvad der er tale om. Jeg synes at denne hr. med sine argumenter er enten blind eller naiv. Så længe man ikke har samme oplevelser som en brun eller Black har, er man ikke kvalificeret til at kommentere hverken hvad Uzma Ahmed mener eller hvad Brune Feminister er for en størrelse.
Bare drik din øl og oplev din storhedsvanvid mens du sidder i din landsby og nyd de idylliske omgivelser.

Problemstillingens rugbrød :
På grund af skellet mellem nat og dag og disses funktionalitet for menneskelige gøremål er alle værdier indrettet på lys/positiv - mørk/negativ skala. Det gælder alle kulturer.
Så det er et sejt træk, der ikke kan forventes at ændre præmisserne nogensinde alligevel.

Ydermere det pudsige relevante fra tabukassen : Øjet er af ren funktionalitet indrette til at fokusere på det lyseste element - udgangen af hulen så at sige. Så det mandlige øje vil søge blondinen, og den naive han vil bilde sig ind at det er hende der er den attraktive - egen hudfarve helt ufortalt.
- i fald man skulle være i tvivl om hvad 'brune feminister' rent faktisk er oppe imod.

Touhami Bennour

"Øjet er af ren funktionnalitet er indrettet til at fokusere på det lyse element" - udgangen af hulen så at sige. Intet mere forkert. øjetbfokusere ikke på noget som helst. det er Sjælen eller hjernen der gør, der er den der giver ordre hvad man skal se . Se på de fleste arabiske lande. de har ørken og mange af dem har kendt beduin samfund, og de har hadet solvarme og elsket natten, og der finds navn for kvinder som hedder Nat" Leila på rabisk.De besynger natten og næsten ikke dagen. De holder siesta om middag og arbejder helst om aften, cafeer er fyld med mennesker og de spadserer om aften I byen etc. Men det er tilpasning til naturen og det er kun araber har fundet på et samfund der kan leve i ørken, for der fIndes ørken i Australien og i USA men de er ikke beduiner.Men den tilpasning til naturen har ikke n noget at gøre med "viden" her skal lys til for at lære noget. det er metaforer som bruges i religion også i kulturen men dxet er noget andet, det ´har ikke noget at gøre "øjet", det er hjerne arbejde. Også en blænd kan være en filosof, Grækerne havde nogle. Farverne er produk af kulturen. Jeg har set en gang billeder lavet i Frankrig omlyseTysker, der ligne djævle, det var fra dengang da Frankrig og Tyskland var fjender. Altså det skifter med tiden. Også en blonde fra et rigt land er noget andet end en blondine fra et fattigt land.

Touhami Bennour

Øjet´er meget komplekse, det kan nan se det I kærlighed hvordan øjet skifter så mange gange man skifter kvinde.