Hvorfor har ingen fortalt mig, at amning er kvindelig potens?

»Undskyld, du lille,« tænker jeg, da jeg for tredje gang den dag er kommet til at give min søn en perlehalskæde.

Jeg blev mor for otte måneder siden. Førhen var amning noget mystisk, jeg kun havde set afbildet i Vandmoder-skulpturen i Glyptotekets palmehave. Det kom bag på mig, at mælken springer frejdigt ved den blotte tanke om, hvor nuttet min søn ser ud, når han sover. Jeg havde aldrig hørt nogen beskrive nedløbsrefleksens kildrende og strammende fornemmelse i brystvævet, der varsler, at der inden for få sekunder vil stå et par fine, tynde stråler tyve centimeter ud i rummet.

Og det undrer mig, at kvinder ikke fortæller hinanden om det. For det er virkelig sjovt at kunne sætte et aftryk på verden med sine kropsvæsker på den måde. Jeg begynder at forstå, hvorfor mænd er så optagede af at se money shots, spille ’kiks’ og tisse mønstre i sneen.

En kvinde, jeg kender, fortæller, at hendes venstre bryst flere år efter ammestop stadig kommer med et kækt squirt, hver gang hun er i brusebad. Hvis det ikke er potens, så ved jeg ikke, hvad det er.

Et sted i Det andet køn funderer Simone de Beauvoir over, hvad det betyder, at drenge er i stand til at sprøjte deres kropsvæsker ud i verden. De kan selv styre, hvor strålen peger hen. Når lemmet svulmer op og strålen af kropsvæske slynges ud i verden, overskrides den jordiske krop. For piger er kropsvæsker – menstruation og urin – derimod forbundet med skam. Det er noget ukontrollerbart og uhumsk, der skal bortskaffes med parfumerede hygiejne-artikler.

Men at kvindekroppen i kraft af amningen kan det samme, var jeg helt uvidende om, indtil jeg selv oplevede det. Den humane laktationer en fundamental kropslig erfaring, der er dybt, dybt underbelyst, tænkte jeg under en af mine daglige sessions med modermælksbukkake. Og jo mere jeg tænkte, jo mere vred blev jeg over, at denne respektindgydende kvindekropskapacitet bliver hemmeligholdt for os, alt imens en hel filmindustri hylder mandens ejakulation som en anden guddom. Burde laktationen ikke være lige så velbeskrevet og fejret som orgasmen (som den er beslægtet med, da begge udløses af puttehormonet oxytocin)?

Jeg tror, at kvinder og samfundet generelt har så svært ved at forholde sig til laktationen, fordi den er fanget mellem to forskellige ideologiske og patriarkalske forestillinger. På den ene side instruerer en magtfuld biopolitisk sundhedsmyndighed kvinder i, hvordan de skal agere, tænke og føle omkring de biologiske processer som graviditet og fødsel, der på fantastisk vis finder sted i deres kroppe. Det er ammejuntaen, der i pjecer og på powerpoints fortæller dig, at du pinedød skal amme mindst et halvt år, hvis du vil have et sundt barn til at reproducere fremtidens velfærdsstat.

På den anden side bliver kvinder konstant fortalt, at de aldrig må være uattraktive. Dette vareliggørelsesregime er paradoksalt nok både puritansk og overseksualiseret. Det pålægger os at skjule den ene aktivitet, amningen, der splintrer det mandlige fantasme om kvindebrysterne som abstrakte, mælkeløse begærsobjekter. Fjern dette nødvendige onde fra det offentlige rum og få det overstået hurtigst muligt, kvinde, så brysterne kan komme tilbage, hvor de hører til: i blondebh’en og på bussernes langside i perfekt symmetri. Det er vores samfundspligt at holde gang i hjulene ved at synliggøre os som seksuelt appetitlige. Det mandlige blik må for alt i verden ikke få mælkestænk i øjnene.

Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at amning altid bliver beskrevet i arbejdsmarkedstermer.

»Mælkeproduktionen følger udbud og efterspørgsel,« stod der i den pjece, jeg fik udleveret til fødselsforberedelse.

»Barnet øger produktionen,« konstaterede sundhedsplejersken, da jeg ved femugers-appetitspringet var helt udpint af amning i døgndrift. For ikke at nævne dengang jeg frygtede en såkaldt ’ammestrejke’. Det er den tankegang, der får mig til at ekstrahere disse værdifulde perlemorsdråber fra min krop så nænsomt, som var det råolie.

De ideologiske forestillinger skal vi afvise. Hvis vi skal slippe brysterne fri som potente organer, må vi fortælle andre kvinder om, hvor crazy vildt det er, at man kan spule sin baby i øjet. Og at de skal glæde sig til at opleve det.

Anna Ullman er journalist og kulturskribent. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning