»Undskyld, du lille,« tænker jeg, da jeg for tredje gang den dag er kommet til at give min søn en perlehalskæde.
Jeg blev mor for otte måneder siden. Førhen var amning noget mystisk, jeg kun havde set afbildet i Vandmoder-skulpturen i Glyptotekets palmehave. Det kom bag på mig, at mælken springer frejdigt ved den blotte tanke om, hvor nuttet min søn ser ud, når han sover. Jeg havde aldrig hørt nogen beskrive nedløbsrefleksens kildrende og strammende fornemmelse i brystvævet, der varsler, at der inden for få sekunder vil stå et par fine, tynde stråler tyve centimeter ud i rummet.
Og det undrer mig, at kvinder ikke fortæller hinanden om det. For det er virkelig sjovt at kunne sætte et aftryk på verden med sine kropsvæsker på den måde. Jeg begynder at forstå, hvorfor mænd er så optagede af at se money shots, spille ’kiks’ og tisse mønstre i sneen.
En kvinde, jeg kender, fortæller, at hendes venstre bryst flere år efter ammestop stadig kommer med et kækt squirt, hver gang hun er i brusebad. Hvis det ikke er potens, så ved jeg ikke, hvad det er.
Et sted i Det andet køn funderer Simone de Beauvoir over, hvad det betyder, at drenge er i stand til at sprøjte deres kropsvæsker ud i verden. De kan selv styre, hvor strålen peger hen. Når lemmet svulmer op og strålen af kropsvæske slynges ud i verden, overskrides den jordiske krop. For piger er kropsvæsker – menstruation og urin – derimod forbundet med skam. Det er noget ukontrollerbart og uhumsk, der skal bortskaffes med parfumerede hygiejne-artikler.
Men at kvindekroppen i kraft af amningen kan det samme, var jeg helt uvidende om, indtil jeg selv oplevede det. Den humane laktationer en fundamental kropslig erfaring, der er dybt, dybt underbelyst, tænkte jeg under en af mine daglige sessions med modermælksbukkake. Og jo mere jeg tænkte, jo mere vred blev jeg over, at denne respektindgydende kvindekropskapacitet bliver hemmeligholdt for os, alt imens en hel filmindustri hylder mandens ejakulation som en anden guddom. Burde laktationen ikke være lige så velbeskrevet og fejret som orgasmen (som den er beslægtet med, da begge udløses af puttehormonet oxytocin)?
Jeg tror, at kvinder og samfundet generelt har så svært ved at forholde sig til laktationen, fordi den er fanget mellem to forskellige ideologiske og patriarkalske forestillinger. På den ene side instruerer en magtfuld biopolitisk sundhedsmyndighed kvinder i, hvordan de skal agere, tænke og føle omkring de biologiske processer som graviditet og fødsel, der på fantastisk vis finder sted i deres kroppe. Det er ammejuntaen, der i pjecer og på powerpoints fortæller dig, at du pinedød skal amme mindst et halvt år, hvis du vil have et sundt barn til at reproducere fremtidens velfærdsstat.
På den anden side bliver kvinder konstant fortalt, at de aldrig må være uattraktive. Dette vareliggørelsesregime er paradoksalt nok både puritansk og overseksualiseret. Det pålægger os at skjule den ene aktivitet, amningen, der splintrer det mandlige fantasme om kvindebrysterne som abstrakte, mælkeløse begærsobjekter. Fjern dette nødvendige onde fra det offentlige rum og få det overstået hurtigst muligt, kvinde, så brysterne kan komme tilbage, hvor de hører til: i blondebh’en og på bussernes langside i perfekt symmetri. Det er vores samfundspligt at holde gang i hjulene ved at synliggøre os som seksuelt appetitlige. Det mandlige blik må for alt i verden ikke få mælkestænk i øjnene.
Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at amning altid bliver beskrevet i arbejdsmarkedstermer.
»Mælkeproduktionen følger udbud og efterspørgsel,« stod der i den pjece, jeg fik udleveret til fødselsforberedelse.
»Barnet øger produktionen,« konstaterede sundhedsplejersken, da jeg ved femugers-appetitspringet var helt udpint af amning i døgndrift. For ikke at nævne dengang jeg frygtede en såkaldt ’ammestrejke’. Det er den tankegang, der får mig til at ekstrahere disse værdifulde perlemorsdråber fra min krop så nænsomt, som var det råolie.
De ideologiske forestillinger skal vi afvise. Hvis vi skal slippe brysterne fri som potente organer, må vi fortælle andre kvinder om, hvor crazy vildt det er, at man kan spule sin baby i øjet. Og at de skal glæde sig til at opleve det.
Anna Ullman er journalist og kulturskribent. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning
Hvad er "modermælksbukkake"?
S. Jespersen,
Man kan ikke vide alt, og man skal lære, så længe man lever. Men hvor der er en vilje til at "tage ansvar for egen læring" er der som bekendt altid en vej i cyberspace, så fortvivl ikke.
Slå ordet "bukkake" op på wikipedia - det gjorde jeg og erfarede, at "bukkake" er japansk slang for det engelske "cum shot". Et udtryk, du sikkert efterhånden godt ved, hvad betyder, hvis du er regelmæssig læser af kommentarsporet i "det forum, hvor landets bedste hoveder diskuterer de mest presserende emner" ... ;o/
Jeg foretrækker "ejakulation", der lyder mere romantisk.
Hvad er så "money shots" for noget? Det må være nogen, der skider penge. Heller ikke særlig romantisk.
det sir sig selv
Er det vitterligt "patriarkalske forestillinger" der gør, at "kvinder og samfundet generelt har så svært ved at forholde sig til laktationen"? Hvad er belægget herfor?
Hvad skal det sige, at "en magtfuld biopolitisk sundhedsmyndighed", altså Sundhedsstyrelsen (?), er partriarkalsk? Hvordan kommer det til udtryk? Er det relevant for dens virke? Skribenten synes at være sikker i sin sag, så jeg har jo nok glippet noget... Er den patriarkalsk fordi den er formanende? Mener hun egentlig konservativ, når hun skriver patriarkalsk? Jeg ved det altså ikke.
Nå, men jeg forstår heller ikke, hvem det er, der konstant fortæller kvinder, at de aldrig må være uattraktive. Men der er åbenbart nogen eller nogle, der gør det; og det med tilstrækkelig overbevisning til, at det er UMULIGT for en stor portion kvinder at sige fra og skabe en selvforståelse, der er uafhængig af at være attraktiv. Er det slogans som "Because you're worth it" og "Maybe she's born with it. Maybe it's Maybelline."? Begge forbinder de kvindens værd med hendes udseende, jovist, og begge tenderer de til det perverse, bestemt, men måske man kunne slukke for lyden næste gang? Igen, måske det stikker dybere end som så. Jeg ved det ikke.
Det er spædende, at hun nævner vareliggørelse - hvilket bestemt er relevant for udviklingen af kønsroller og øvrige sociale relationer (Marx?) - men har det nødvendigvis noget med patriarki at gøre?
Mine medkommentatorer må være mig min uvidenhed undskyldt. Det er ganske oprigtige spørgsmål.
René Skov
10. maj, 2016 - 11:34
" Igen, måske det stikker dybere end som så. Jeg ved det ikke."
Den der kan jeg godt komme med et bud på. Eller en sammenligning om man vil.
Jeg havde ikke rigtig før ret sent i min teenagere-tid ikke fået indprintet hvad slankekur var. Jeg havde hørt ordet, læst det i dameblade og mandeblade. Der er det bare omskrevet lidt mere maskulint med at gøre dette og spis dette. Men i bund og grund det samme. Men aldrig været på en.
Men et bekendt vennepars datter. Hun er pinlig bevist om hvad hun har på, hvad hun spiser og hvor meget hun helst ikke skal træne(for ikke at få for mange muskler. De fylder på vægten også). Hun er så 14 år. Og hun har sku ikke bare fundet på det der. Hun har hørt om det fra bette pjevs, læst om det fra hun kunne læse. Og hun har set alle de fine reklamer i det offentlige rum om hvordan en kvindekrop skal se ud. Det er hun oplært med fra lille bette pjevs af. Det er fanme indoctrinering fra lille af og det holder godt fast i os som voksen. Hvad du som barn nemmer, du sent glemmer.
Det så også der at firmaerne skal fange deres fremtidige kunder. Jeg så en udsendelse om hvordan et firma som MacD bruger millioner af dollars igennem årene på at fintune deres reklamer, både de åbenlyse men også de mere subtile. Så der kommer handlmønstre fra. Opvækstens påvirkninger. Den er stærk.
Hvad tror du så ikke at de andre multistore firmaer bruger af tricks i posen for at fremme deres salg. TV2 havde en tankevækkende reklame på et tidspunkt(det var nok ikke deres mening) hvor man ser hvordan de fortæller potentielle kunder hvad fremgang navngivne firmaer havde, efter at have været vist i deres medier.
Det var en længere skrift end jeg havde regnet med. Men sådan er livet, det sniger sig ind i alle afkroge og vi påvirkes på godt og ondt.