Klumme

Journalister truer journalistikken

Den helt nye danske medietilstandsrapport er forhåbentlig en så alvorlig konstatering af sygdomstegnene, at den kan blive startskuddet til en dybtgående og åben debat om journalistikken i det digitaliserede samfund
Den britiske avis The Independent har droppet sin papiravis og bliver udelukkende digital. Den ’gammeldags’ papiravis er nok på retur – men den er stadig livsnødvendig for avishusenes økonomier. Rapporterne fra New York Times og Der Spiegel beskriver et redaktionelt hierarki, hvor printredaktioner er både bedre bemandet og har højere prestige end webredaktionerne. Et hierarki, der ikke er ukendt i danske mediehuse.

Den britiske avis The Independent har droppet sin papiravis og bliver udelukkende digital. Den ’gammeldags’ papiravis er nok på retur – men den er stadig livsnødvendig for avishusenes økonomier. Rapporterne fra New York Times og Der Spiegel beskriver et redaktionelt hierarki, hvor printredaktioner er både bedre bemandet og har højere prestige end webredaktionerne. Et hierarki, der ikke er ukendt i danske mediehuse.

Jens Dresling

20. april 2016

Det er efterhånden verdens ældste nyhed, at journalistikken er i krise, og at traditionelle medier – primært de trykte, men snart også tv og radio – kæmper en indædt overlevelseskamp på langt sigt. Kampen om brugerne, læserne, lytterne og seerne intensiveres, men den føres med traditionelle, virkningsløse journalistiske våben, som er brugt i årevis. Noget kunne tyde på, at truslen mod journalistikken ironisk nok kommer fra journalisterne selv.

En helt ny dansk undersøgelse viser, at 61 procent af 3.000 adspurgte journalister føler et stigende produktionspres på nyhedsredaktionerne; 53 procent føler, at det bliver stadig sværere at få brugerne til at betale for publicistisk indhold, og 38 procent mener, at kvaliteten af deres arbejde er dalende.

Det tegner ifølge medieforskeren Søren Schultz-Jørgensen fra Syddansk Universitet et billede af en branche under pres: »Der er et økonomisk pres, som fører til et produktionspres, der så leder til en oplevelse af dalende kvalitet,« sagde han til journalisten.dk mandag aften. Der findes nok ikke en enkelt og letfattelig forklaring, men flere. To rapporter om forholdene på to meget store udenlandske mediehuse giver nogle af dem. Begge rapporter blev forsøgt hemmeligholdt, men lækkede til andre medier.

Den tyske radiostation SWR offentliggjorde for en måneds tid siden rapporten om det store nyhedsmagasin Der Spiegel, og hovedkonklusionerne er skræmmende læsning: »Vi overvurderer vores egen betydning. Vi erkender ikke vore svagheder og kunne ikke drømme om at vise dem frem. Vi overrasker ikke nok. Vi prøver alt for sjældent noget helt nyt. Vi prioriterer forkert.«

Spiegel-rapporten viser, at virksomheden simpelthen ikke har erkendt, hvor meget markedet er ændret, og at magasinets ’digitale medarbejdere’ stadig er en slags andenrangsborgere. Det samme kunne man i 2014 læse i en diger intern rapport om forholdene på et endnu større respekteret mediehus, nemlig The New York Times. Rapporten, der blev lækket til netmediet BuzzFeed, kostede chefredaktøren jobbet.

Rapporterne, der beskriver, hvordan den ’traditionelle’ journalistiske kultur hæmmer en nødvendig digital fornyelse, er helt sikkert blevet læst med nervøs omhu af redaktører og mediedirektører overalt – også herhjemme. Nervøsiteten er forståelig, fordi den yderste konsekvens er, at dybt rodfæstede journalistiske rygradsreflekser – også hos denne skribent – skal ses kritisk igennem med henblik på en revision, der mest af alt ligner en revolution. Og revolutioner er ofte blodige og det endelige udfald mere end usikkert.

Det handler om nogle af de nyhedskriterier, der er forblevet uændrede i mere end et halvt århundrede. Det handler om overdreven selvværd, om prioriteringer, om arbejdsgange og ikke mindst om, at hvert enkelt medie i langt højere grad end nu skal skræddersy journalistikken i forhold til brugerne – og tage digitale, brugerrettede løsninger hurtigere i brug.

Det indebærer enorme risici. Den ’gammeldags’ papiravis er nok på retur – men den er stadig livsnødvendig for avishusenes økonomier. Rapporterne fra New York Times og Der Spiegel beskriver et redaktionelt hierarki, hvor printredaktioner er både bedre bemandet og har højere prestige end webredaktionerne. Et hierarki, der ikke er ukendt i danske mediehuse.

En af den digitale journalistiks mest fremtrædende ledere er ikke i tvivl. Wolfgang Blau opbyggede i nullerne Die Zeits digitale redaktion, han var derefter digital chefredaktør for The Guardian og er nu digital chef for det amerikanske magasinforlag Condé Nast. Han skrev på Twitter, at konklusionerne fra Spiegel-rapporten gælder for næsten alle store nyhedsorganisationer: »Det handler om en forfejlet opfattelse af at have særlige, givne rettigheder (a sense of entitlement), en styringsstruktur, der forhindrer reformer og sætter det digitale i anden række, og en manglende fornemmelse af, at det haster meget.«

Publicistklubbens helt nye danske medietilstandsrapport er forhåbentlig en så alvorlig konstatering af sygdomstegnene, at den kan blive startskuddet til en dybtgående og åben debat om journalistikken i det digitaliserede samfund.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er med lidt blandede følelser jeg læser artiklen. For godt nok er der en teknologisk udvikling i gang, men at det er den der ligefrem truer journalistikken har jeg som 'bruger' svært ved at se. Jeg medgiver at det - som enhver anden teknologisk udvikling - kræver lidt tilpasning, men i sig selv er det vel i høj grad et spørgsmål om tilvænning og så naturligvis fleksible ledelser i systemerne.

For mig forekommer det langt mere alvorligt/truende for journalistikken (og dermed også i høj grad for demokratiet og ytringsfriheden), at især de elektroniske medier - med langt det største antal brugere - i langt højere grad lægger vægt på profilering af 'stjerne-'journalister og underholdningsværdi end på indhold.

Især to trends springer i øjnene nemlig

1: den gammelkendte mikrofonholderjournalistik (f.eks. som den ofte kommer til udtryk hos Ritzau - foruden de elektroniske) og

2: den mere moderne 'bodegajounalistik' som giver sig udslag i at hærskarer af kommentatorer med faglige, konsulent og journalistiske baggrunde i en skøn pærevælling debatterer stort og småt i samme skønne pærevælling, tilsyneladende uden mål og med - som man kan rende ind i på enhver bodega i landet når som helst. Her har deltagerne blot nogle andre baggrunde, men kvaliteten er mindst ligeså høj. Og så glemmer de ansvarlige belejligt, at der sidder mindst 5 mio. kommentatorer af samme kvalitet ude i de små hjem. Så hvem har så meget brug for det, at de vil betale for det.

Den ligeledes gammelkendte og tidligere med god grund højt værdsatte journalistik er nu blevet forfladiget til flabethed og uordentlig optræden over for interviewpersoner (eller -ofre som de gerne - og i den sammenhæng med god grund - kaldes).

Underholdningsværdien er det åbenlyst primære formål, frem for at medvirke til at samfundets borgere kan bidrage til samfundet og demokratiet på et oplyst grundlag.

Den journalistik, som udspandt sig omkring (før, under og efter) den seneste EU-afstemning om retsforbeholdet er fantastisk illustrativ for elendigheden.

Mikael Velschow-Rasmussen, Vibeke Rasmussen, Bill Atkins, Vibeke Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Kampen om brugerne, læserne, lytterne og seerne intensiveres, men den føres med traditionelle, virkningsløse journalistiske våben, som er brugt i årevis."

Hmmm … 'kamp' og 'våben'? Måske man bare skulle prøve med – gå tilbage til – god gammeldags gedigen journalistik?

Og selvfølgelig véd jeg godt, at så simpelt er svaret ikke, men jeg savner nu alligevel dén/de nuværende journalist(er), der skiller sig ud og gør indtryk, sådan som en lang stribe navne fra 'forne tider' gjorde. Journalister hvis virke, sproglige formåen og særegenhed gjorde indtryk, betød noget, gjorde en forskel og som inspirerede ikke kun læseren men også yngre kollegaer.

Men *Breaking News', 'klikmadding' og en aldrig pauserende nyhedsstrøm, ad infinitum, ad nauseum, synes at være blevet 'herre'.

Hvad blev der af fordybelse, grundighed, sprogligt overskud … og pausen!

Michael Kongstad Nielsen

Papir eller digital er ligegyldigt. Det er jo samme indhold.
Men at journalisterne truer journalistikken er rigtigt. Af de grunde, der nævnes i artiklen, hvor navnlig det overdrevne selvværd er vigtigt, - avisen, mediet, har altid ret - journalisterne er blevet forført af den magt, medier vitterlig har, til at puste et overmod op, som på én og samme gang trumfer læserne (forbrugerne), og undlader at lytte til dem.

Mange medier gør journalisterne til "stjerner", hvilket Informations mange personlige klummer er en afart af, men det er en boomerang, for så interessante er ingen, og læserne taber lysten til abonnementet.

Selv-overvurderingen og den manglende ydmyghed blandt journalister er et naturligt udslag af 00-ernes generelle selvfedhed som trend i samfundet, kombineret med mediets magt, men denne tendens støder ind i læsernes ligeså store selvfedhed, som de får afløb for gennem sociale medier og kommentarer i digitale avisudgaver, og så står parterne der og spræller.

For at undgå det sammenstød vælger medierne at tale medieforbrugerne efter munden, forstået som efterforskning af "mest læste", og "mest sete", og indrette prioriteringskriterierne derefter, og på den måde går det hele i en ond cirkel ned i kvalitet og tilfredshed, samt økonomi.

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Mikael Velschow-Rasmussen

Og nu til noget helt andet ....

Med fare for at være totalt uvidende på området postulerer jeg alligevel:
- "Det lader til at folk mere og mere forventer at få serveret deres medie indhold uden at skulle betale for det !"

Hvis ovenstående er en af de tendenser den enorme digitalisering af samfundet medfører kunne man måske få lyst til at spørge; Hvis medierne skal forestille at være den 4. statsmagt (udover udøvende, lovgivende og dømmende), så er det måske ikke så smart at den samlede forretningsmodel forlader sig på det helt igennem idiotiske koncept ejendomsret, hvor medierne er nødt til at indkræve 'penge' fra folket - penge som folket ikke har pgra. den større og større ulighed, hvorved man også blot ser proportionsforvrængninger a'la R Murdoch, Koch Bros, Trump, etc.

For mit eget vedkommende er jeg jo så 'priviligeret', at jeg har råd til et abonnement på Information og andre udvalgte medier, samt at jeg er 'opdraget' i et hjem med både klaver og avisabonnement og dermed føler min pligt overfor at være en oplyst borger i et 'såkaldt' demokratisk samfund.

Men hvad med om man 'institutionaliserede/nationaliserede' dele af medierne - fx. på linie med DR - og i samme ombæring lige nationaliserede penge og finans-systemet også, og stjal Dong tilbage igen :-)
Altså kort sagt endelig tog sig sammen til at erkende, at for at ha' et moderne og velfungerende samfund, er der en hel række institutioner der er nødt til at være tæt under statens kontrol (på den ene eller den anden måde), så det ikke skal komme borgerne til kort at de ikke har råd til at holde sig orienteret og oplyst.

Så kunne man jo også passende overlade; Facebook, 'Nationen', Paparazzis, etc. til bodega entusiasterne.
Med de venligste hilsner
Mikael

NB:
Har nu egentlig altid selv holdt af at gå på bodega og sludre med folk fra både social gruppe 1, 2, 3, 4, og 5.
Men metaforen/myten/fordommen holder vel lidt alligevel.

Mikael Velschow-Rasmussen

'Har nu egentlig altid selv holdt af at gå på bodega og sludre med folk fra både social gruppe 1, 2, 3, 4, og 5.'

Ja, det er fedt, ikke? Det er meget sjovere end at sidde og glo på det i TV.

Mikael Velschow-Rasmussen

Og forresten. Jeg kan godt lide dit forslag om finansiering af 'den 4. statsmagt'. Måske vil det endda være en ide, at få den optaget som et 'must' i grundloven med ret til - men også med ansvar for ikke derigennem at korrumpere 'statens sikkerhed' - absolut (akt)indsigt i alle statsforvaltningens aktiviteter.