Læsetid: 7 min.

Kampen om værdierne: Multikulturalismen

Skal vi begrave multikulturalismen en gang for alle? Eller er grupperettigheder til minoriteter faktisk en god idé, hvis vi vil skabe lighed i samfundet? Det diskuterer professorerne Frederik Stjernfelt og Nils Holtug, når Information prøver at forstå en af tidens store værdikampe
Debat
30. april 2016

Multikulturalismen døde for seks år siden. Fra Tysklands kansler Merkel lød det, at eksperimentet med at opbygge et samfund, hvor forskellige kulturer kan leve side om side, var »slået fuldkommen fejl«.

Og senere i 2010 stemte hendes franske pendant, Nicolas Sarkozy, i med ordene »multikulturalisme avler ekstremisme«. Men den multikulturelle ideologi blev aldrig begravet.

Siden har værdikampen om integration af minoriteter raset med uformindsket styrke, ikke mindst i kølvandet på angrebet på Krudttønden, overgrebene i Köln nytårsaften og TV 2-­­dokumentaren ’Moskeerne bag sløret’.

Og visse forskere, medier, politikere fortrænger stadig problemerne ved det multikulturelle samfund, genlyder kritikken – senest i den meget omtalte antologi ’Multikulturalismens fælder’, som udkom tidligere på måneden.

Tilbage står spørgsmålene: Skal vi begrave multikulturalismen en gang for alle? Eller er grupperettigheder til minoriteter faktisk en god idé, hvis vi vil skabe lighed i samfundet? Det diskuterer professorerne Frederik Stjernfelt og Nils Holtug, når Information prøver at forstå en af tidens store værdikampe. Læs med nedenfor:

Frederik Stjernfelt:

Ordet ’multikulturalisme’ kan være mange ting – men her skal det angå problemerne, der opstår, når multikulturalisme betyder en normativ politik for, at kulturer kan leve sammen. En sådan politik kan strække sig lige fra almindelig politisk liberalisme, hvor enhver kan dyrke sin kultur, som man vil, når bare man overholder demokrati, retsstat og menneskerettigheder – og til ideer om at kulturelle grupper skal have særrettigheder i modsætning til almindelige borgere.

Det er sidstnævnte, jeg finder problematisk. Jeg kalder det ’hård multikulturalisme’.

Den hårde multikulturalisme har sin rod i en vulgarisering af det antropologiske kulturbegreb, som det f.eks. blev defineret af den amerikanske antropolog Ruth Benedict og andre i 1930’erne. De gik ud fra, at menneskets natur var komplet variabel, men at den så at sige ’stivnede’ i det enkelte individ i løbet af ungdommen. Det betød, at forskelle mellem kulturer blev set som uoverstigelige, og en person fra en kultur umuligt kan bringes til at forstå en anden. Indadtil gik man ud fra, at kulturer var helt homogene, sådan at alle blev socialiseret til de samme værdier. Resultatet af at kombinere disse to ideer blev, at kulturer blev set som helt isolerede kloder, næsten som forskellige racer.

Den idé er vandret over i den hårde multikulturalisme: Man må vide, hvem der er ’medlemmer’, for at kunne tildele særrettigheder.

Problemet blev allerede klart i 1947. FN sad midt i arbejdet på Menneskerettighedsdeklarationen, da man modtog en protest fra de amerikanske antropologer, der hævdede, at universelle rettigheder er umulige, fordi individets skæbne er uadskilleligt bundet til dets kultur. Et menneske kan kun være ’frit’ i præcis den betydning af ordet, dets egen kultur har fastlagt.

Siden da har især Canada været centrum for multikulturalisme som akademisk politisk filosofi. Betegnelsen blev opfundet her i 1971, da man ville give det franske mindretal særrettigheder via ’bikulturisme’, men så meldte inuitterne sig på banen – derfor ’multikulturalisme’.

Den varme grød

Den canadiske filosof Will Kymlicka har efterfølgende lanceret den ’liberale multikulturalisme’, idet han mener, at tildelingen af særrettigheder til kulturer er en naturlig videreførelse af rettigheder til individer.

Men han er ikke særlig sensibel for, at særrettigheder kan krænke dem, der ingen særrettigheder får, ligesom særrettigheder kan krænke rettighederne for individer i de grupper, der får dem.

Han er også tåget, når det kommer til kriterier for, hvilke grupper der skal have særrettigheder og hvorfor. I sine bøger diskuterer han ofte relativt harmløse eksempler som religioners forskellige helligdage eller britiske sikhers undtagelse fra loven, så de kan køre uden motorcykelhjelm, fordi de mener at have religiøs pligt til at gå med turban.

Han går altså lidt uden om den varme grød, når han eksempelvis undlader at beskæftige sig med, hvorvidt muslimer skal kunne have egne domstole, der diskriminerer kvinder.

Men selv hans case med sikhen på motorcyklen er fishy. For hvorfor skal sikher have denne ret? Det er jo på ingen måde nogen menneskeret at køre på motorcykel. Det mest logiske ville være at sige, at samme lov gælder for alle borgere, og religiøse sikher må så yde det offer for deres tro at transportere sig selv med bus, cykel, bil eller med andre midler.

Magen til nationalisme

Den britiske filosof Brian Barry har meget rigtigt sagt, at Kymlickas teori er en antiliberal teori tilsat lidt liberal hændervriden. Hovedproblemet er hans begreb om, at kulturelle grupper har ret til en fuld societal culture, og det kan som konsekvens føre til parallelsamfund af adskilte grupper uden kontakt. Ligesom antropologerne fra 1930’erne har Kymlicka en tendens til at undervurdere, hvor mange interne forskelle, der er i enhver kultur, og hvordan det som regel er de reaktionære præster, der forsøger at bruge kulturbegrebet til at undertvinge de mere liberale personer inden for kulturen. Hans idé om, at det er kulturen, der udstyrer individet med samtlige dets valgmuligheder, gør det også svært for hans teori at begribe hybrid- og blandingskulturer.

Men det stærkeste argument mod hård multikulturalisme er, at dens menneskesyn er magen til gammeldags nationalisme: Mennesker er kun produkter af deres kulturelle baggrund, og de har en pligt til at forblive sådan. Punktum. Heri bryder den hårde multikulturalisme med oplysningens idé om værdigheden i individets autonomi, der betyder, at den enkelte kan overtage eller bryde med så meget af sin kulturelle baggrund, som han eller hun nu selv foretrækker.

Jeg tror, kulturer lever bedre sammen, når man ikke kunstigt overdriver, hvor meget de betyder ved at lade dem isolere sig med særrettigheder.

Frederik Stjernfelt er professor ved Institut for Kommunikation på Aarhus Universitet

Nils Holtug:

Multikulturelle politikker sigter mod at give plads til kulturelle og religiøse forskelle, herunder i love og regler. Målet er at mindske diskrimination og hierarkier og sikre inklusion og lige muligheder for alle.

Eksempler på multikulturelle politikker kan være muligheden for dobbelt statsborgerskab, modersmålsundervisning, fridage i skolerne i forbindelse med Eid og undtagelser fra generelle bestemmelser for at tilgodese minoriteter – eksempelvis, at sikher kan bære turban på byggearbejdspladser i stedet for den foreskrevne hjelm.

Således forstået handler multikulturelle politikker om, hvordan man bør behandle de minoriteter, der nu engang er i samfundet, og ikke om, hvor mange indvandrere der bør være.

Jeg mener derfor, at det er en fejl uden videre at afvise multikulturelle politikker. De er temmelig forskellige. Hvor nogle bør forkastes, kan der være andre, der giver mening. Hvor nogle eksempelvis fremmer parallelsamfund er der andre, der gør det modsatte ved f.eks. at sikre muslimske kvinders adgang til arbejdsmarkedet, også selv om de bærer tørklæde.

Mere præcist mener jeg, at nogle multikulturelle politikker kan begrundes i et liberaldemokratisk kerneprincip, nemlig princippet om lige muligheder til alle.

Lad mig derfor med det samme afvise en gængs indvending mod multikulturalisme, nemlig at den skulle være en form for kulturrelativisme. Det er forkert. Nogle multikulturelle politikker kan begrundes i princippet om lige muligheder, og det er et princip de fleste liberale hævder som universelt gyldigt.

Der er også en anden indvending, der uden videre kan afvises: Multikulturelle grupperettigheder omtales nogle gange som særrettigheder, hvilket lægger op til, at de stiller modtagerne særligt godt. Men de rettigheder, der faktisk kan begrundes i princippet om lige muligheder, vil højst give individer lige så gode muligheder som andre.

Overvinder barrierer

Men hvordan kommer vi fra princippet om lige muligheder til multikulturalisme? Der findes forskellige typer af barrierer for, at individer har lige muligheder. Nogle angår f.eks. sygdom, andre socioøkonomisk baggrund. Men nogle kan også hænge sammen med kulturelle forskelle i et repræsentativt demokrati, der langt hen ad vejen er indrettet på den kulturelle majoritets præmisser. Barrierer for lige muligheder kan således f.eks. omfatte diskrimination, sproglige udfordringer, restriktioner på religiøse symboler på arbejdspladsen (f.eks. muslimske tørklæder), og at feriekalenderen er indrettet med udgangspunkt i én specifik religion (jævnfør jul og påske).

Disse barrierer for lige muligheder kan bedst overvindes ved forskellige former for inklusion af minoriteter.

Dels ved liberalisering, hvor alle opnår nogle muligheder, der ikke tidligere var tilgængelige. Et eksempel kunne være, at man giver alle børn en dag fri i forbindelse med Eid på skoler, hvor der er mange muslimske børn.

Dels ved grupperettigheder, hvor en mulighed gives til medlemmer af en bestemt gruppe, der har særligt behov herfor. Det kunne for eksempel være danskundervisning for flygtninge, eller en undtagelse for sikher, så de kan bære turban på byggearbejdspladser. Sådanne grupperettigheder adskiller sig ikke principielt fra andre grupperettigheder, vi kender, som når ordblinde børn får mulighed for at bruge ekstra tid ved eksamen. Igen er formålet at skabe lige muligheder, her for at vise, hvad de reelt har lært.

Nogle indvender mod grupperettigheder, at grupper ikke kan have rettigheder, det kan kun individer. Men alle de rettigheder, jeg har beskrevet, er dybest set rettigheder, som individer har. Det er f.eks. den enkelte sikh, der har en ret til at arbejde på byggearbejdsplads uden hjelm, og kun han kan beslutte, om han vil gøre brug af den eller ej.

Når det er sagt, bør multikulturalister altid være pragmatiske med hensyn til, hvornår det giver mest mening at udmønte en given politik i form af liberalisering eller grupperettigheder.

En anden indvending, man ofte hører imod multikulturelle politikker, er, at de tenderer til at underminere den sociale sammenhængskraft, og dermed grundlaget for mulighedslighed. Det er der dog intet, der tyder på. Forskningen i disse politikker i liberale samfund kan groft sagt opdeles i to; de studier, der taler for, at politikkerne ingen effekt har på sammenhængskraften, og de der taler for, at de ligefrem har positiv effekt.

Nils Holtug er professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det giver ikke rigtigt mening at tale om andet end en majoritets- og flere minoritetskulturer (plus en uendelig mængde subkulturer), hvor majoritetskulturen blødes op, så det er muligt for minoriteterne at leve indenfor samfundet i overensstemmelse med deres vaner, som dog - det skal man være opmærksom på - over tid altid vil nærme sig majoriteten, sådan som vi høj grad ser det nu.
Her skal man være opmærksom på, at selve det at fremsætte ønsker om at blive særligt tilgodeset på visse felter, afspejler integration.

Henrik Petersen

En kultur er et mål, som hele tiden flytter sig. Dansk kultur er ikke en stabil størrelse. Med kulturen flytter holdninger, ønsker og vaner sig hele tiden.

At tildele rettigheder efter kultur er som at bygge på kviksand.

Jeg tror, at multikulturalisme bygger på en naiv tanke om, at kulturer skal bevares lige som gamle bygninger. Men hvem gider at leve i et reservat? En kultur, som ikke lever og forandrer sig er allerede død.

Vi bør i stedet indse, at vi selv indenfor samme kultur kan have forskellige behov. I stedet for at forbyde tørklæder, så man skal søge dispensation for tørklædereglerne, kan man overveje at se mere afslappet på det faktum, at vi mennesker er forskellige.