Kronik

Kan man løbe fra en bindende forpligtelse?

Politikerne truer igen og igen med at trække Danmark ud af FN’s statsløsekonvention. Men kan vi overhovedet trække os? Og hvilke konsekvenser vil en sådan beslutning i så fald få for Danmarks omdømme og det internationale samarbejde?
Statsløsesagen, som væltede tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i 2011, gjorde for alvor de danske politikere opmærksom på forpligtelserne i FN’s statsløsekonvention, skriver dagens kronikør

Statsløsesagen, som væltede tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i 2011, gjorde for alvor de danske politikere opmærksom på forpligtelserne i FN’s statsløsekonvention, skriver dagens kronikør

Sofie Amalie Klougart

12. april 2016

Gennem de seneste år har der været en intensiveret debat om, på hvilke områder Danmark selv bør kunne bestemme sin politik – uden at være forpligtet af EU-retten og i et vist omfang internationale menneskerettighedskonventioner. Særligt FN’s statsløsekonvention fra 1961 har stået for skud. Senest tilkendegav udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) i efteråret, at hun ville tage kontakt til FN’s flygtningehøjkommissær for at »indlede drøftelser om en modernisering« at konventionen.

Der var også tale om at opsige statsløsekonventionen i forbindelse med den såkaldte statsløsesag, som for alvor gjorde politikerne opmærksom på forpligtelserne til dels at give statsborgerskab til ikkedømte, men PET-overvågede, herfødte statsløse personer, dels at lade terrordømte personer beholde deres danske statsborgerskab for at undgå statsløshed.

Fra regeringens side er man altså indstillet på at forsøge at få statsløsekonventionen omfortolket eller »moderniseret« – for at bruge Inger Støjbergs ord. Ultimativt har en opsigelse af konventionen været på tale. Men det er vigtigt at overveje, om det overhovedet er en farbar vej. Det er i hvert fald noget, vi bliver nødt til at drøfte konsekvenserne af.

Stor prioritet

For at forstå, hvad det er, vi risikerer at sætte over styr, må vi forstå, hvorfor det historisk set har haft stor prioritet for det internationale samfund at undgå statsløshed. Det har det haft siden afslutningen af Anden Verdenskrig, og ønskets tyngde understreges af, at statsløsekonventionen langtfra er den eneste konvention, der beskytter mod statsløshed.

Det blev allerede i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fra 1948 fastslået, at enhver har ret til et statsborgerskab.

Herefter forsøgte staterne gennem mange år at nå til enighed om en bindende konvention, som skulle begrænse statsløshed. Resultatet blev Statsløsekonventionen af 1961, der kom til at indeholde en klar regel om, at en stat skal give statsborgerskab til personer født dér, hvis de ellers ville blive statsløse. FN-konventionen om Borgerlige og Politiske Rettigheder fra 1966 fastslår også, at ethvert barn har ret til at erhverve et statsborgerskab, og det samme gør Børnekonventionen fra 1989.

Endelig skal staten efter Den Europæiske Statsborgerretskonvention fra 1997 give dansk statsborgerskab til børn født i Danmark, hvis de ellers ville blive statsløse, og også den indeholder et forbud mod at fratage terrordømte deres statsborgerskab, hvis det resulterer i statsløshed.

Og så kan det ovenikøbet ikke udelukkes, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention også kan anvendes. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har nemlig i en konkret sag fastslået, at nægtelse af statsborgerskab kan rejse spørgsmål efter konventionens artikel 8 om retten til respekt for privatlivet.

Det kan tilmed heller ikke udelukkes, at EU-retten kan finde anvendelse. EU-Domstolen har i en anden konkret sag udtalt, at en medlemsstat ved fratagelse af statsborgerskab og dermed også unionsborgerskab skal overholde EU-retten, herunder proportionalitetsprincippet. Det vil sige, at frakendelse af statsborgerskab kun kan ske efter en afvejning af alle de hensyn, som taler henholdsvis for og imod frakendelsen. EU-Domstolen tilkendegav i den pågældende sag, at det er vigtigt at undersøge, om tab af statsborgerskab vil stå i et rimeligt forhold til lovovertrædelsens grovhed, længden af den tid, den pågældende har haft statsborgerskab, og vedkommendes mulighed for at generhverve sit oprindelige statsborgerskab.

Stor risiko

Men er det med alle disse konventioner in mente realistisk at tro, at vi kan slippe fri for vores forpligtelser? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det ikke vil være let at nå dertil – tværtimod. Og det er værd at overveje, om det overhovedet er anstrengelserne værd, og hvad vi risikerer.

Det er nemlig ikke alene hensynet til at undgå statsløshed, der står på spil. Der er også et hensyn til det internationale samarbejde om beskyttelse af menneskerettighederne. Hidtil har ingen europæisk stat opsagt en menneskerettighedskonvention (bortset fra Grækenland i 1969 under militærstyret). Der er dog tendenser til en anden udvikling, bl.a. har den britiske premierminister, David Cameron, luftet muligheden for at opsige Den Europæiske Menneskerettighedskonvention på grund af utilfredshed med, at konventionen har hindret udvisning af kriminelle udlændinge. Præsidenten for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har omtalt det som en »politisk katastrofe« og advaret mod, at Storbritannien kunne miste troværdighed, når det gjaldt fremme af menneskerettighederne.

Der er en tilsvarende risiko for, at det kan få betydning for Danmarks troværdighed og legitimitet, hvis vi trækker os ud af menneskerettighedskonventioner, som vi ikke bryder os om. Det kan heller ikke udelukkes, at en dansk opsigelse af en eller flere af de ovenfor nævnte menneskerettighedskonventioner vil kunne få betydning for andre landes overvejelser om at gå samme vej – navnlig fordi Danmark har været anset som et foregangsland, når det gælder tiltrædelse og overholdelse af menneskerettighedskonventioner.

Kun lidt at vinde

Hvis man tager disse risici i betragtning, så skal det, vi kan opnå ved at trække os ud af konventionerne, i hvert fald være meget vigtigt. Men det er jeg ikke overbevist om, at det er.

Siden 2011 har Danmark i overensstemmelse med Statsløsekonventionen givet dansk statsborgerskab til i alt tre statsløse danskfødte personer, der har været overvågede af PET. Havde vi ikke været bundet af Statsløsekonventionen, kunne de pågældende have fået afslag på deres ansøgning om dansk statsborgerskab, men de ville formentlig under alle omstændigheder fortsat skulle opholde sig i Danmark. Intet andet land ville være forpligtet til at modtage de unge, som er født og opvokset i Danmark. Og hvis det er nødvendigt, vil de være under PET-overvågning, uanset om de er statsborgere eller ej.

Der kan ikke siges noget sikkert om, hvad det ville betyde, hvis Danmark kunne frakende terrordømte danske statsborgere deres statsborgerskab, selv om de blev statsløse. Hidtil er frakendelse kun sket i ét tilfælde, hvor den dømte havde dobbelt statsborgerskab. Det skete efter vedkommende to gange var dømt for terrorvirksomhed. I sådanne sager skal domstolene anvende den såkaldte proportionalitetsafvejning.

På den ene side vægtes hensynet til forbrydelsens alvor og på den anden side frakendelsens betydning for den dømte. Her lægges der bl.a. vægt på længden af den dømtes ophold i Danmark, vedkommendes familiære tilknytning og eventuelle risiko for at lide overlast ved udvisning. Dette kan pege i retning af, at selv om det ville være tilladt at fradømme en person dennes statsborgerskab med statsløshed til følge, ville det næppe ske for mange, bl.a. fordi frakendelse af statsborgerskab med statsløshed til følge vil være særligt indgribende.

Flere spørgsmål trænger sig på: Er det overhovedet realistisk at opsige menneskerettighedskonventioner på grund af modvilje mod enkelte konventionsbestemmelser. Og hvad vil det betyde for den fremtidige internationale regulering, hvis staterne ikke kan regne med hinanden.

Sidst men ikke mindst må det tages i betragtning, at samarbejdet inden for Europarådet og EU binder os på mange af de samme områder, som de internationale menneskerettighedskonventioner gør. Og i relation til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU-samarbejdet opstår spørgsmålet om dansk udmeldelse næppe. I hvert fald ikke på baggrund af politisk utilfredshed med to specifikke regler på et område, hvor en opsigelse ikke vil gøre nogen større praktisk forskel. Og det er jo tilfældet her, hvor det ikke er landets sikkerhed, der står på spil, eftersom alle regner med, at de pågældende personer fortsat vil skulle opholde sig i Danmark.

Eva Ersbøll er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder. Kronikken er en redigeret udgave af et kapitel i debatbogen ’Kampen om Menneskerettighederne’, udgivet på Gads Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Hansen

Selvfølgelig kan konventionerne ændres eller fravælges. Desværre er der rigtig mange, der kun kan se problemer, på grund af flygtninge. Vi glemmer helt, at hvis vi kommer i lignende problemer, er vi også dækket.

Men forandring skal være af de rigtige grunde og ikke fordi der bliver rusket op i vores selvopfattelse. Konventionerne skal være målrettet mennesker, ikke hverken religion, køn eller etnicitet. Derfor er det den gale vej at gå, når regeringen prøver at løse et indenrigspolitisk slagsmål med at tilrette konventionerne vores behov.

Skal noget laves om, hvad enten vi taler om grundloven, konventionerne, folkekirken eller hvad vi nu synes skal moderniseres, skal det være ud fra en helhedsbetragtning og ikke som populistiske tiltag for at høste stemmer til næste valg. Desværre tror jeg, Uffe Elbæk er den eneste, der interesserer sig for, hvilke ringe der spreder sig rundt om mange af de pinpointede stramninger, der allerede er søsat, og som også i dag flasher Danmark negativt i udenlandske aviser.
Som den eneste, under en debat om danske værdier og vores tollerence i "salen", udtrygte Uffe sin frygt for det værdiskred, der finder sted. Skredet i vores frihedsrettigheder, der. vel er den største værdi et menneske kan have, og som har præget hele Danmarkshistorien over 150 år. Altså - i den kontekst finder jeg frikadellekrigen for småborgerlig.

Resten af partierne diskuterede værdier ud fra, hvad de nye indvandrere ville "ødelægge" ved deres blotte tilstedeværelse. Det er da angst for en naturlig verdensudvikling, der vil noget. Og kan folketinget ikke genskabe konsussamfundet uden at undskylde sig med, at tidligere og ganske fornuftige aftaler forhindrer det, er de i mine øjne slet ikke kompetente nok til at opsætte regler for behandling af menneskeheden. Det kræver lige nøjagtig den evne til konsekvensanalyse, Alternativet efterlyser.

Som indskud: hvorfor er palæstinensere ikke omfattet af Israelsk statsborgerskab, når Israelerne jo ikke anerkender er selvstændig stat?

Niels Duus Nielsen, Rikke Nielsen og Erik Feenstra anbefalede denne kommentar
Vibeke Hansen

Ja - der sneg sig nogle stave og manglende stavelser ind i mit indlæg. Individuel oversættelse gives om ønsket,, men jeg sætter min lid til trådens danskkundskaber.

Jeg forstår heller ikke helt panikken over flygtningestrømmen. Alt er som Løkke beskriver det, benhård prioritering. Hans er så anderledes focuseret end min stil. Jeg har hørt ham sige, at vi jo godt nok har frihedsrettigheder og demokrati, men at det er i folketinget grænserne sættes. jamen så må han jo gå igang med at samle det nødvendige 2/3 dels flertal, for en folkeafstemning støtter næppe op om den form for magtudøvelse.

Og er det ikke sådan, at konventionerne har en anseelig og uskrevet gummiparagraf. For ingen er jo forpligtet udover evnerne eller blive selvdestruktive, så et eller andet sted er der en grænse for hvor mange der kan være på et begrænset areal. Da der ikke er nævnt tal for dette i konventionerne, er det vel muligt man kunne få en fælles europapolitik. Nå nej, det er nok for let. Ordentlig planlægning, rettidig omhu, vilje og borgerdeltagelse kunne efter min overbevisning have elimineret regeringens pt største problem. Lidt mindre dansk nidkærhed og angst for at "vi danskere" jo nok bliver snydt, ville også være et led i kæden til bevarelse af konventionerne.

Peter Nielsen

Israel ville anerkende de 2 selvstyreområder dengang fredsaftalen blev forhandlet. De tilbød også landswap i de områder der skulle høre under selvstyreområderne (senere selvstændige stater). Ydermere forlangte Israel at de terrororganisationer i områderne nedlagde deres våben oganerkendte Israels ret til at eksistere. Disse krav / ønsker blev ikke imødekommet og volden eskalerede på begge sider igen.
Du kan ikke forlange at et land tildeler statsborgerskab til personer der grundlæggende ikke anerkender Israel som selvstændig stat og samtidig anerkender deres ret til området.
Den meget komplekse konflikt afstedkommer ofte ytringer om at Israel ikke historisk set har noget at gøre der...Omvendt kan man argumentere netop for at Jøderne jo historisk set var i området for et par tusinde år siden ikke sandt. Hvor lang tid vil man skrue tiden tilbage for at legitimere retten til land?
tilbage til FN konventionerne - vi kan udtræde af lige nøjagtigt det vi vil. Vi kan jo bare nægte at følge konventionerne hvis ikke det lader sig gøre, og mig bekendt har det meget begrænsede konsekvenser nu og her, hvis man vælger den strategi.

Hans Aagaard, Hans Andersen og Frank Hansen anbefalede denne kommentar

Hvis man er interesseret i historie, så ved man, at der i tidens løb er indgået utallige evige / uopsigelige aftaler og traktater mellem stater , konger, kejsere, fyrster, diktatorer , demokratier o s v, som idag er uden virkning.

Så selvfølgelig kan også dagens "evige" eller "uopsigelige" aftaler og traktater opsiges eller ignoreres - og vi kan i øvrigt ikke med retsvirkning binde vores efterkommere for tid og evighed med nye aftaler og traktater.

Noget andet er så DE POLITISKE KONSEKVENSER for udviklingen af de fremtidige internationale regelsæt på området.

Der er givet en del internationale aftaler/traktater, der trænger til en "opfriskning" - traktaten om FN er vel et godt eksempel.
Ingen i Danmark eller i den øvrige verden ville idag tilslutte sig et internationalt organ, hvor nogle få lande i kraft af størrelse og/eller militær styrke havde vetoret i vitale sikkerhedsspørgsmål ?
I Danmark er vi modvillige når det gælder "uskyldige" EU-kompetencer, så mon ikke danskerne ville være 100% imod at lade et udemokratisk sikkerhedsråd bestemme det hele, hvis man skulle stemme om det ???

(Realpolitisk har vi brug for et bredt internationalt forum, og i mangel af bedre, så må vi p t holde fast i FN og få det bedst mulige ud af det..)

Hvis man ikke holder sin hær uden for et lands grænser når det ikke udtrykkeligt har bedt om andet anerkender man ikke landet, Peter. Og hvis alle FN-regler altid blev overholdt var Israel aldrig blevet oprettet.

Peter Nielsen

og hvis FN regler altid blev overholdt så var der igen ufred. Vi er dybt uenige Alvin.

Christian De Thurah

FN's menneskerettigheder er en arv fra Oplysningstidens filosofi. Al ære og respekt for Oplysningstiden, men den havde en naiv tro på, at dens tanker var universelle - ja, udsprunget af naturen og indlysende rigtige - og at alle ville kunne indse dette, hvis de blot blev tilstrækkeligligt oplyste. I historisk tilbageblik er det ikke svært at se, at Oplysningsfilosofien var en europæisk middelklasseideologi, der i kraft af Europas dominerende position blev udbredt til folkeslag med helt andre forudsætninger, og som den derfor reelt ikke sagde noget som helst. Men det kunne betale sig at lade som om - og det gør man så den dag i dag. Hvor mange af FN's medlemsstater har mere end et platoniske forhold til demokrati og menneskerettigheder?
Det er efter min opfattelse FN's grundlæggende problem, og det vil sandsynligvis blive tydeligere, efterhånden som problemer som f.eks.flygtningestrømmene tager til.

De såkaldt internationale konventioner, som kun er ratificeret af en gruppe fortrinsvis vestlige lande, mangler i Danmark folkelig legitimitet. Fx er flygtningekonventionen ikke vedtaget ved en folkeafstemning. Den er heller ikke vedtaget ved en lov i Folketinget efter politisk diskussion. Den er knap nok diskuteret i ministeriet, men blev sendt direkte i Statsrådet til monarkens underskrift.

Man kan ikke forlange, at befolkningen skal respektere aftaler, som den ikke har haft indflydelse på. I et demokrati bør det altid være muligt at træffe en ny beslutning. Det er jo ikke den samme befolkning, der lever i dag, som den Danmark havde i 1961.

Hans Andersen

ALT, hvad der kommer fra FN er ikke juridisk bindende! Med hensyn til opsigelse af aftaler af enhver art kan man anstændigvis aldrig binde en stat til at overholde NOGET SOM HELST til evig tid!
Men hvis sund fornuft viser, at politikere på grund af at det er så bekvemt at skyde på konventioner og andre aftaler, ikke foretager sig noget (Sovepude), så må vælgerne presse de enkelte partier til at tage stilling!

I stedet for dramatisk at opsige konventioner, kan de enkelte lande tilkendegive at ignorere indtil en opdatering til forhold i 2016 har fundet sted!