Tidligere på måneden kom Mærsk ud med en melding om, at faldende oliepriser og behov for investeringer truer deres indtjeningsmuligheder i Thyrafeltet – det største gasfelt i Nordsøen.
Derfor kom de med slet skjulte trusler til regeringen om, at der skal findes en »en økonomisk bæredygtig plan«, hvis ikke Mærsk skal lukke sine operationer.
Den bæredygtige plan er en eufemisme for lavere beskatning og bedre rammevilkår.
Hvis det var Bestseller eller Jysk Sengetøjslager, som truede med at lukke arbejdspladser, hvis ikke de fik den form for implicit statsstøtte, ville de fleste nok trække på skuldrene og sige, at det ikke er statens problem, hvis en virksomhed ikke kan finde ud af at tjene penge.
Men i tilfældet Mærsk var regeringen med det samme klar til forhandlinger. Og heller ikke medierne havde nogen særlig kritik af Mærsk åbenlyse bøllemetoder. For i den offentlige debat er der en særlig aura omkring A.P. Møller-Mærsk, der nærmest er hævet over kritik.
Læs også: Mærsk dropper måske Nordsø-gas – Venstre klar til at hjælpe
Sagen er imidlertid, at Mærsk er en privat virksomhed, der ligesom alle andre virksomheder først og fremmest forsøger at maksimere indtjeningen. Her betaler det sig at have et tæt forhold til den politiske magt. Et forhold, som gør, at Mærsk nu forventer yderligere skatterabatter fra den danske stat.
Igen, hvis det var foregået i Afrika eller Latinamerika, ville vi nok snakke om oligarki og mistænke potentiel korruption. Men når det foregår i Danmark, er sagen en anden, for A.P. Møller-Mærsk-koncernen bliver nærmest betragtet som en national institution på linje med kongehuset.
Det er tid til, at vores politikere tager et direkte opgør med oligarkerne fra Esplanaden.
Adskillige storebæltsbroer
Mærsk har været central i udvindingen af Nordsøolien, siden det danske olieeventyr begyndte i 1962, hvor Mærsk sammen med Shell og Chevron i Dansk Undergrunds Consortium (DUC) fik eneret over at efterforske og udvinde olie og gas i Nordsøen.
Når man i dag beskatter udvinding af fossile brændstoffer højere end anden virksomhed, skyldes det, at olieudvinding er ekstremt lukrativt. Naturressourcer tilhører som udgangspunkt den nation, som kontrollerer territoriet, men som det er tilfældet i Nordsøen, kan rettighederne til at hive dem op og sælge dem gives videre.
De økonomiske vismænd anslog i 2012, at overskudsgraden ved olieudvinding var tre gange højere end i industrien. Derfor de højere skatter.
Problemet har blot været, at den danske stat traditionelt har fået en mindre del af de store olie- og gasprofitter end vores nabolande. Derfor var der i løbet af 1980’erne og 90’erne et stigende pres for en genforhandling af Nordsøaftalen og en forhøjelse af kulbrinteskatten.
Men da eneretsaftalen blev genforhandlet i 2003 mellem Fogh-regeringen og Mærsk, var resultatet til manges skuffelse kun en mindre forhøjelse af beskatningsgraden.
Samtidig blev der indsat en såkaldt ’kompensationsklausul’, der gav selskaberne bag DUC ret til erstatning, hvis fremtidige regeringer satte skatten op. En ordning, der er blevet kritiseret skarpt af de økonomiske vismænd. Aftalen skulle vise sig at få store konsekvenser.
I løbet af 00’erne oplevede vi et boom i Nordsøen. Kombinationen af høje oliepriser og udvidet produktion betød større indtjening en forventet. I stedet for en forventet indtjening på 67 milliarder kroner i perioden 2004-10 vurderede Klima- og Energiministeriet i 2010, at DUC’s reelle indtjening i perioden havde været på hele 286 milliarder kroner.
Ifølge energistyrelsen blev overskuddet i denne perioden beskattet med en marginalbeskatning på 60-65 procent. Det lyder af meget, men havde Danmark beskattet overskuddet med samme niveau som Norge (ca. 85 procent marginalbeskatning), havde det beløbet sig til omkring 10 milliarder kroner mere om året i boom-perioden.
Det er kort sagt ikke småpenge, som Mærsk fik ud af den lukrative aftale. Og på samme måde er de danske skatteydere gået glip af adskillige storebæltsbroer.
Pisk og gulerod
Det kan ikke afvises, at Nordsøaftalen fra 2003 blev så lukrativ for olieselskaberne, fordi Fogh-regeringen var meget dårlige forhandlere. Men meget peger på, at det snarere var Mærsk-koncernens investeringer i politisk indflydelse, der gav et massivt afkast.
Mærsk-koncernens politiske indflydelse har altid haft to elementer: pisk og gulerod.
Pisken har bestået i direkte eller indirekte trusler. Store virksomheder har altid truslen om en såkaldt ’investeringsstrejke’ over for politikere. Hvis de ikke får det, som de vil have det – f.eks. en skatterabat– aflyser eller flytter de investeringer til et andet land.
Det er især oplagt for en shippingvirksomhed som Mærsk. Og det er uden tvivl en af grundene til, at søfolks løn i dag er stort set fritaget fra skat.
Guleroden består af penge og forbindelser. Mærsk har altid givet partistøtte. Vi ved, at Radikale Venstre ved 2011-valget fik 225.000 kroner. Og vi ved, at de øvrige partier fra Nordsøaftalen i 2003–Venstre, Konservative og DF–ligeledes har fået støtte ved hvert valg siden aftalen, selv om de lukkede danske regler forhindrer os i at vide hvor meget. Imens har ingen af de partier, der stod udenfor aftalen fået støtte.
Mærsk har desuden givet personlige gaver til politikere. Daværende økonomiminister Marianne Jelved (R) modtog eksempelvis i 2000 et guldur til 122.000, mens centrale ministerfruer i Fogh-regeringen har modtaget dyre guldbrocher. Mærsks topfolk har gennem en årrække siddet i de såkaldte VL-grupper med centrale politikere og embedsmænd såsom Karsten Dybvad og Peter Loft.
Der blev sat en tyk streg under koncernens dominerende position i det danske erhvervsliv med Christoph Ellersgaards og Anton Grau Larsens kortlægning af Magteliten fra 2015, hvoraf det fremgår, at Mærsk-koncernen har ni nuværende eller tidligere ansatte blandt de meste magtfulde 423 mennesker i landet. Kun Danske Bank har en tilsvarende central placering – og Mærsk har med 21,6 procent af aktierne i Danske Bank også en afgørende indflydelse her.
Luk for gassen
Det er klart, at påvisningen af gaver og netværk ikke i sig selv er bevis for noget som helst. Det kan også være tilfældigheder eller systematisk talentløshed. Men uanset hvad baggrunden er, er faktum imidlertid, at den danske stat har en lang og sørgelig historie for at give efter for pression fra Mærsk-koncernen.
Det behøver dog ikke at være sådan. De store skatterabatter, som Mærsk får, er i praksis det samme som statsstøtte – og der er på tide, at vi overvejer, hvor længe vi som samfund vil have landets største selskab på støtten.
Derfor burde regeringen tage Mærsk på ordet, når koncernen nu truer med at lukke for gasudvindingen i Thyrafeltet. Og hvorfor ikke gå skridtet videre og udvide det til et generelt moratorium al fossil udvinding Nordsøen?
Klimamæssigt giver det god mening at begrænse udvindingen af fossile brændstoffer og satse på mere vedvarende løsninger. Men selv hvis vi på et senere tidspunkt besluttede os for alligevel at udvinde gassen og olien, betaler det sig at vente, til den globale oliepris ikke er i bund.
Det vil koste nogle arbejdspladser og penge på den korte bane. Men nordsøolien er en fælles ressource, og når først den er brugt, kommer den ikke tilbage.
Alt det vil imidlertid kræve, at de folkevalgte politikere tør tage et direkte opgør med oligarkerne fra Esplanaden, der har vænnet sig til, at de kan få det, som de vil have det.
Der er mange grunde til, at Mærsk nok endnu engang vil komme sejrrig ud konfrontationen med den danske stat. Men man kan håbe på, at trusselsmetoderne i det mindste vil afføde en reel politisk debat om Nordsøolien.
Rune Møller Stahl er ph.d.-studerende på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet
Respekt herfra!
Vedkommende og velskrevet debatindlæg.
Dejligt at Christoph Ellersgaards og Anton Grau Larsens studie bliver brugt, mere af det fremover.
Embedsmænd og politikere skal selvfølgelig ikke sidde i VL-grupper, hvor de mænger sig med private økonomiske interesser - de bør deltage i studiekredse i regi af deres egne universiteter med fri forskning.
Politikere og embedsmænd skal ikke være allierede med andre end organisationer, der repræsenterer brede vælgergrupper på stænderniveau, det bør simpelthen være forbudt. Politikere og embedsmænd udgør den eksekutive magt i samfundet, og som sådan skal de være fri og ubundne. Alt andet er, hvad man kalder korruption.
Jeg troede ikke at politikere måtte modtage så dyre gaver, det ligner jo korruption. Det bør straks stoppes !!!!
Det er godt nok en statskundskabsstuderende, så han skal være tilgivet, når han ikke kender forskel på "maksimere indtjening" og "optimal indtjening" - bare for at tage et eksempel.
A P Møller har gennem det sidste år oplevet faldende aktiekurs, og noget af det skyldes de faldende oliepriser, der gør Nordsøolien mindre værd - alt andet lige. Det siger vel sig selv, at et selskab, der producerer en vare, der bliver billigere ikke kan tjene så meget, som de har brug for, såfremt de ønsker at lede efter mere eller?
Til Steffen Gliese vil jeg blot sige (endnu engang): Det private erhvervsliv har sine metoder, en af dem er naturligt nok at høre, hvad både politikere og embedsfolk mener, man skal gøre i forbindelse med olieudvinding i Nordsøen. Det er ikke at være "allieret", det er sund fornuft.
Politikere mv. er ikke en "eksekutiv" magt, de er lovgivere - og nogle er styrende, eg. regering. Da Danmark nu engang har en blandingsøkonomi, så hænger tingene altså sammen.
Heldigvis.
At kalde det korruption kræver vist bevisførelse, dokumentation i stedet for løsagtig 'slander'.
Det er ikke tilfældigheder eller inkompetence, men derimod et politisk system der er købt og betalt.
Systematisk korruption, kan og bør vi kalde det.
Det bør straks stoppes ? Det har stået på i en menneskealder og samtlige personer i dette land med en flig af indflydelse eller magt er fedtet ind i spillet.
Dyre gaver er en bevidst del af strategien - men en forsvindende lille del af prisen.
Dyre gaver og partistøtte er det blikfang der afleder fra den reelle korruption, der omfatter langt mere lukrative udvekslinger mellem erhverv og politikere, men som ikke længere foregår i mørke parkeringskældere med kufferter fulde af kontanter.
Dyre gaver og partistøtte ligner peanuts og får det hele til at line mere eller mindre uskyldig amatørisme.
Den virkelige korrupte udveksling er idag vennetjenester og networking. Forkøbsret på aktieposter og garantier om ansættelse, til latterlige høje gager efter endt politisk karriere osv.
Hans Jørn Storgaard Andersen mfl.
Minder om børn, der holder sig for øjnene og tror at ingen kan se dem. Det er en kær og ganske sjov leg, når det altså er små børn der leger den.
Blandt voksne mennesker bliver det hurtigt en smule anstrengt.
Det met det liberale erhvervsliv, forstår jeg ikke altid logikken i. Landmænd råbte og skreg på et åbent markede, så konkurrencen kunne komme forbrugerne til gavn. Nu skriger de over at være så mange om buddet, at det svigtende markede ruinerer dem. Logikken er nu, at de må have støtte fordi der er mange arbejdspladser på spil - besat af østeuropæere godt nok :-).
Det er lidt det samme med Mærsk. Udover at den forrige regering uproblematisk kunne åbne en netop indgået aftale , som VK havde forhandlet, fik de også få hævet skatten, som angiveligt ellers skulle have fået olieselskaberne til at flygte. Som bekendt skete det ikke. Men er det ikke Mærsk's eget ansvar at lægge virksomheden om, så den følger med udviklingen, og dermed ikke behøver favorable særaftaler med Staten. Det tror jeg nu også de gør, men som gode "købmænd", tager de selvfølgelig, hvad de kan presse ud af kagen. Og Løkke er ikke bleg for at skære stykkerne rigelige, når det drejer sig om sine egne støtter. Skal nogen støttes i nedgangstider, skal de give mere, når det går dem godt, men det er der aldrig nogen, der gør. Til gengæld får vi så 750 mio. til de svage grupper. På sin vis er det godt, at det bliver en fond, Claus Hjort så ikke umiddelbart kan trylle væk til andre formål, men er det en god ide, at store foretagender kan gå ind og købe indflydelse på specifikke områder. Det begynder for mig at smage af, at dansk politik er begyndt at åbne sig for mulig korruption, hvor det ikke længere er vælgernes samfundsideer, der styrer samfundet, men rå kapitalinteresser og de af os valgte politikeres grad af grådighed.
Fin artikel - tak for den.
Måske skal de nylige store gaver fra diverse Møller-fonde ( til opera og socialt udsatte) ses i lyset af den i artiklen skitserede armlægning? Det gælder om at få positivt spin på foretagendet, som kan overdøve evt. kritiske røster? Eller kan man forestille sig, at der kunne dukke artige afsløringer om Panama-forbindelser op, som det kunne være smart at komme i forkøbet? Jeg håber ikke, at der viser sig forbindelser til skattely, men man tør jo snart ikke tro på nogen store firmaer/politikere/embedsmænd i den sammenhæng.
Og fra artiklen:
"Mærsk har desuden givet personlige gaver til politikere. Daværende økonomiminister Marianne Jelved (R) modtog eksempelvis i 2000 et guldur til 122.000, mens centrale ministerfruer i Fogh-regeringen har modtaget dyre guldbrocher."
Hvorfor er den slags IKKE korruption? Hvad kræver det af beviser, før noget kan kaldes korruption? Hvorfor er der (går jeg ud fra) et krav om, der skal kunne bevises en direkte sammenhæng mellem gaverne og modydelser fra politikernes/embedsfolkenes side?
Hvorfor er det ikke indlysende, at den slags gaver simpelthen ikke skal forekomme, da det jo oftest er stort set umuligt direkte at bevise sammenhæng mellem gaven og modydelsen - uanset hvor oplagt en sådan sammenhæng umiddelbart for menigmand kan forekomme?
Hvad er begrundelsen for, at det overhovedet skal være lovligt for folkevalgte at modtage gaver fra erhvervslivet? Hvad er begrundelsen for, at Jelved skal have lov at modtage en sådan gave? Det kunne jo simpelthen være ulovligt, så var vi ude over det - for i så fald var det i sig selv korruption, hvis politikere blev afsløret i at have modtaget gaver?
Politikerleden næres jo i den grad af disse ustandseligt forekommende historier - mistankerne om korruption er kernen i politikerleden - ikke "tonen i debatten", som jo bare er et overfladefænomen.
I øvrigt er der netop nu i folketingsalen debat om forslag til forbedring af Mørklægningsloven - der som forventeligt falder på stengrund hos de magthavende partier......
http://www.ft.dk/webtv/video/20151/salen/84.aspx
Super indlæg.
Danmark er i mange henseender at sammenligne med en bananstat, fx det hermetisk lukkede partistøttesystem som er en åben ladeport for korruption.
"Politiske partier er den institution på verdensplan, der gang på gang vurderes som den mest korrupte. Samtidig viser et nyt europæisk studie, at der i langt størstedelen af de europæiske lande er mangler i lovgivningen omkring partistøtte. Sådanne mangler åbner op for korrupt adfærd og Danmark er ingen
undtagelse. De politiske partier vurderes af den danske befolkning til at være den mest korrupte institution i Danmark og det seneste Global Corruption Barometer fra TI viser, at de politiske partier opfattes som meget eller ekstremt korrupte af 18,4% af respondenterne"
http://transparency.dk/wp-content/uploads/2012/12/Policy-Paper_Privat-pa...
Endvidere kritiserede de økonomiske vismænd aftalen med Mærsk fra 2003, fordi den gav virksomheden overnormal profit!
Hvis vi havde et politisk ukorrupt system, ville politikerne nøjes med at sige til Mærsk, at sådan er markedet: Priserne går op (dengang fyldte Mærsk i den grad pengetanken) og priserne går ned og så må man suge på lappen, indtil priserne stiger igen eller finde noget andet at lave.
Vibeke Hansen skrev bl.a.: "Men er det ikke Mærsk's eget ansvar at lægge virksomheden om, så den følger med udviklingen, og dermed ikke behøver favorable særaftaler med Staten."
Øh, kender du ikke til det med risikofyldte investeringer?
Da A.P. Møller i 1967 vistnok fik koncession på at bore efter olie, var der ikke mange, der mente, at der var noget. Det var der så, og SÅ kom folk rendende og ville have del i gevinsten.
Men sådan spiller klaveret altså ikke :-)
Ak ja, når folk køber onsdagslotto i stedet for aktier - f.eks. i A. P. Møller - så ville vi slippe for den falske musik, som især den ydre venstrefløj tror er .. god musik. Har I da aldrig lært af historien - af Murens Fald og de rædsler, der dukkede op i DDRs efterladenskaber af fup og bedrag?
Det startede i 1962 under Viggo Kampmann (S), hvor A.P. Møller-Mærsk A/S sammen med DUC opnåede eneretsbevilling til at udforske og udnytte olie- og naturgasforekomster i den danske undergrund, herunder den danske del af Nordsøen.
Den eneste, der har turdet tale Mærsk midt imod, er daværende energiminister i Anker Jørgensen-regeringen, Poul Nielson, da han i 1981-82 forhandlede en opstramning af koncessionens betingelser. Hr. Møller ville snart ikke tale med hr. Nielson mere, kun Anker Jørgensen duede, ellers sendte underordnet personale til ministeriet.
Men 2003-aftalen var en skandale, hvor V-K regeringen med DF-støtte viste, hvordan de servilt og ærefrygtigt lagde sig ned på ryggen for deres store idol i erhvervslivet, A.P. Møller-Mærsk A/S.
Havde du købt aktier i Mærsk i midten af -90'erne og beholdt dem, har du nu mistet ca. halvdelen af din formue. Så hellere lotto.
Hvis man lige skræller de emotionelle vendiger væk, så var der vist ingen, der i sin tid forestillede sig oliepriser på over 100 usd , og da man optimistisk lavede togfonden (finansieret med olieskat) var der ingen ,der forudså at olieprisen ville rasle ned i lyntempo .
Flere af de tidligere superrige olielande har nu kæmpestore problemer med at få statsbudgetterne til at hænge sammen og kører med underskud og fare for social uro.
Mærsk gjorde givet en særdeles god handel i sin tid - men helt tilbage til dengang Mærsk fik adgang til at nyttiggøre olien i den danske del af Nordsøen, var der flere (også fornuftige politikere) der syntes, at det var naivt at tro på dansk olie.
Der var også nogle danske politikere, der "forærede" en god bid af Nordsøen til Norge, som bagefter fandt en hulens masse olie i netop det område.
Men sådan er der så meget - at ærgre sig giver bare mavesår. (Man skal blot ikke gentage tidligere tiders fejl.)
"Hvorfor er det statens problem at et firma ikke kan finde ud af at tjene penge?"
Spot on !
Hvorfor er Mærsk anderledes end f.eks. SAAB? Mærsk ønsker det frie marked, men med 'fordele' under bordet. Nu begynder det at vise sig, at deres business plan ikke længere holder indtjeningsmæssigt, fordi udviklingen er ved at overhale dem. Jeg græder tørre tårer...
You f***ers got exactly what you asked for, and now you're whining.
Mærsk's helt eget problem; ikke mit, ikke dit; ej heller det danske parlaments problem. I ligger som I har redt.
Grådige svin.
Ekofisk ligger nærmere Norge end Danmark. Så helt ok.
Formidabel artikel. Tak for den.
Hans Jørn skriver, at erhvervslivet har sine metoder, og det ved alle. En af dem er gaveøkonomi som begunstiger damerne. At modtage den slags er det rene luderi. En respektabel dame, som M.H. burde distancere sig fra den slags. Mænd har 'måttet' aflevere deres ure.
Et andet eksempel hvor det vil være interessant at undersøge forholdet mellem virksomhed og politikere er aktieselskabet Tivoli A/S. Når aktieselskabet søger dispensation for diverse regulativer og lovgivning, får de konsekvent (så vidt jeg er orienteret) deres ansøgninger igennem ...
@MKN
Glem ikke De Radikale der spillede en central rolle i dette ufattelige tyveri.
Nikolaj Kirkebye
- øh, ikke helt klar over, hvad hentyder til.
Din kommentar 14.07 nævner V, K og DF, men ikke De Radikale. Alle fire partier deltog i forhandlingerne med Mærsk og satte underskrift på den endelige aftale.
Et særligt problem i 2003-aftalen var den helt underlige klausul om, at A. P, Møller-Mærsk skulle kompenseres, hvis senere folketingsflertal pålagde firmaet yderligere beskatning. Her er et udmærket indlæg fra en debattør i Information.
https://www.information.dk/debat/2011/11/allerede-1960erne-legede-venstr...
Lad os ikke tale for meget om alt det gas - nu vi kæmper for at bevare illusionen om at råddet ikke forlængst har inficeret kernen.
Kurt Nielsen skrev: "Havde du købt aktier i Mærsk i midten af -90'erne og beholdt dem, har du nu mistet ca. halvdelen af din formue. Så hellere lotto."
Så langt behøver du såmænd ikke at gå, bare for et års tid siden kosteden en Mærsk-aktie 15.000 kr., og i dag koster den små 9.000 kr.
Men nu er det jo ikke et lotteri, vi snakker om. Det er langtidsinvestering fx. til pension. Du kan jo blot se på benzinpriserne, der faldt fra 15 kr. til 9 kr. - så har du svaret på, hvorfor Mærsk-aktien faldt.
Så er det jeg spørger: Fortsætter olieprisen med at falde? Går Mærsk neden om og hjem?? Og hvad er chancerne for at kunne gå en fredelig pension, hvis man investerer alt i lotto ;-)