Læserbreve

Rettelse: Information bragte i lørdagsavisen den 23. april Kristoffer Stensbo-Smidts læserbrev under overskriften 'Politik skal redde os fra kunstig intelligens'. Den er nu rettet efter ønske fra skribenten. 

Kunstig intelligens fordrer politisk handling

Kristoffer Stensbo-Smidt, København

Martin Brint Hansen havde den 4. april en kommentar til min kronik »Velkommen til den arbejdsløse fremtid«. Hansen påpeger, at jeg gør nationen utryg ved at beskrive de mulige konsekvenser ved en stigende anvendelse af kunstig intelligens.

Det var ikke mit sigte med kronikken. Derimod var min pointe, at man fra politisk side bør forholde sig seriøst og proaktivt til de fremtidsperspektiver, som kunstig intelligens ifølge flere store undersøgelser bringer med sig.

Jeg er helt enig med Hansen i, at en del af løsningen kunne være flere job med færre timer. Men det er ikke nok i sig selv. Det er vigtigt at huske på, at de 900.000 job, der forsvinder inden for de næste 20 år, ikke er fordelt jævnt ud over de nuværende professioner.

Den totale udfasning af eksempelvis sekretærer vil eksempelvis ske på meget kort tid – når først softwaren er tilgængelig, vil der næppe gå mange år, før langt de fleste virksomheder tager den til sig. Der er jo penge at spare. Markedet vil hurtigt blive mættet med arbejdstagere, når hele erhverv på den måde forsvinder. 

En løsning kunne være borgerløn, muligvis finansieret af kvoter. Man kan håbe på, at virksomhederne selv vil gøre deres for at afhjælpe problemet, men det er desværre ikke realistisk. Det korte af det lange er, at samfundet efter min opfattelse bør handle i tide. Ellers bliver konsekvenserne ganske uoverskuelige – blandt andet med en helt uacceptabel økonomisk skævvridning til følge.

Forskere forsker, vi træffer beslutninger

Mette Bock, landbrugsordfører (LA)

Den 19. april under overskriften »Ufri forskning« anklager Informations lederskribent mig for at ville styre forskningen og knægte traditionen for armslængde. Det er en beskyldning uden hold i virkeligheden.

Forskerne skal naturligvis ytre sig, som de vil, udfordre politikere, som de vil, og forske frit – gerne friere, end de gør i dag. Til gengæld er der intet odiøst i, at vi politikere også forholder os kritisk til, hvordan vi anvender den forskning. Forskerne skal forske, politikerne skal træffe politiske beslutninger.

At vi konkurrenceudsætter flere opgaver, herunder den forskningsbaserede myndighedsbetjening, er der heller intet odiøst i. Der findes mere end et forskningsmiljø, og det er ingen naturlov, at opgaverne altid skal løses samme sted. Det er en udvikling, der har været undervejs længe, og den hilser jeg velkommen.

Udskam ikke den nøgne krop

Esben Fog, Odense

I et indlæg i Information den 13. april kritiserer Christian Nielsen avisen for at vise et billede med tre nøgne børn, der løber rundt, mens man på forsiden bringer en historie om nøgenfotos af børn, der bliver delt på de sociale medier. Selv om børnene er små, kunne de jo senere i livet blive drillet, hvis nogen fik fat i billedet, mener Nielsen. Skal det være folk med et unaturligt forhold til kroppen, som dikterer, hvad vi må vise i et frit land?

Nøgenbilleder på de sociale medier, som bliver delt uden samtykke, er et problem, der skal bekæmpes. Men skal vi virkelig gøre det ved at censurere harmløse billeder af nøgne børn? Vil det netop ikke være med til at forstærke vores opfattelse af den nøgne krop, som noget forkert? Vi burde i stedet lære vores børn, at deres kroppe er smukke; at der ikke er noget at skamme sig over.

Jeg finder det befriende, at Information bragte billedet af de legende nøgne børn. Det er med til at løse problemet snarere end at forstærke det.

Ubelæst betyder ikke uintelligent

Line Rothmann, Aarhus

Jeg har ikke læst mig til mine holdninger. De er ikke kommet til mig gennem forelæsninger, tunge bøger eller via lange akademiske snakke over Tuborg-til-en-10’er til fredagsbaren. Jeg har handlet og erfaret mig frem til mine synspunkter. Alligevel føler jeg ikke, der er plads til en som mig i den offentlige debat. Tanker uden titel er efterhånden intet værd.

Efter gymnasiet valgte mange af mine venner universitetet. Jeg tog en anden vej. En ikkeakademisk vej. Til arrangementer med overvægt af universitetsstuderende sker det ofte, at samtalen drejes ind på et emne, hvor jeg ikke kan være med.

Der bliver skudt med filosoffer fra den ene ende af rummet, som bliver besvaret med statistikker fra den anden ende. I midten sidder jeg som nettet i en tenniskamp. Ude af stand til at gribe de tanker, der flyver over mig. Det kan ske, at festen tyr til laveste fællesnævner med emner som Den Store Bagedyst for at invitere mig med i samtalen.

Jeg er ikke lige så belæst som dem – men ubelæst betyder ikke uintelligent. Jeg kan bare ikke mene noget på baggrund af mit studie. Betyder det så, at jeg ikke må deltage? Hvor mange tanker, tænkt af andre, skal jeg egentlig læse, før mine egne bliver noget værd?

Akademikere lærer ikke at tale til mennesker, der ikke har studeret på universitetet. For menigmand har ikke taletid – medmindre det er belejligt for den akademiske dagsorden.

Jeg ønsker mig en mangfoldig debat; en debat, hvor jeg bliver accepteret for, hvad jeg siger, og ikke fordi, den titel jeg har, er belejlig. Jeg ønsker mig en debat, hvor jeg ikke føler mig fordummet.