Læserbrev

Læserbreve

Debat
29. april 2016

Hvor mange børn kan vi inkludere i klassen?

Anne Görlich, ph.d.-stipendiat ved Center for Ungdomsforskning, AAU

Vi har en lov, der siger, at 28 elever er loftet for, hvor mange elever, der må være i en folkeskoleklasse. Praksis er dog en anden.

Jeg har to børn i en 1. klasse, hvor der nu går 29 elever. Skolelederen har fået at vide af områdechefen i forvaltningen, at der gives dispensation op til elev nummer 32 eller 33. Og det er ikke et enestående eksempel – alene den sidste uge har jeg hørt om flere skoler, hvor praksis er den samme, og hvor klasser lægges sammen.

Jeg er glad for mine børns skole. Det er en rigtig godt gennemtænkt folkeskole med en god visionær ledelse og nogle gode engagerede lærere. Men jeg er bekymret for den håndfuld børn, som skal inkluderes i så stor en klasse.

Jeg er bekymret for de børn, som ikke er udadvendte; de børn, der ikke er robuste; de børn, der ikke er fagligt stærke. Jeg er bekymret, når undersøgelser fra AE-Rådet viser, at 16 procent af unge ikke opnår karakteren 02 ved 9. klasses afgangsprøve, og at 16 procent af en ungdomsårgang ikke vil have fuldført en ungdomsuddannelse 10 år efter, de forlader 9. klasse.

Kan vi virkelig være sikre på, at én lærer, en klasseassistent og en velmenende skoleledelse kan sikre, at alle 33 børn lærer det, de skal? Kan alle 33 elever få det 02, der skal til for at komme ind på en erhvervsuddannelse, og det 04, der måske skal til for at komme på gymnasiet?

Forvaltninger og politikere elsker evidens. Kunne nogen så finde ud af, hvad evidensen er for, at små skolebørn lærer det, de skal?

Og vil nogle samfundsøkonomer regne lidt på gevinsten ved denne spareøvelse, kontra hvad det koster samfundet, at 16 procent unge ikke får en ungdomsuddannelse?

Og nu vi er i gang, er der behov for at finde ud af, hvor mange kommuner, der giver dispensation fra de ellers lovmæssige 28 elever i en klasse.

Tillid er rygraden i et samfund. Men hvis man siger et og gør noget andet, skaber det utryghed og mistillid. Hvis man virkelig mener, at over 30 børn i en klasse er godt for læringen, så må man vel tage konsekvensen og vedtage det i folketinget. Er det ikke sådan et demokrati virker?

Religionsfaget udvidede min horisont

Kalle Schelde, København

Da jeg begyndte på gymnasiet, var min holdning til religion mildest talt nedladende. I løbet af det første år befæstede jeg min ateistiske overbevisning ved at læse Christopher Hitchens, Richard Dawkins og Sam Harris. Proponenter for en gren af ateismen, der udviser stor religionsfjendtlighed. Det var først, da jeg fik religion på B-niveau, at det hele ændrede sig.

Undervisningen begyndte at introducere mig for forskellige ophavsanalyser af religiøsitet. Faget stod som en essentiel del af den kulturelle og sociale oplysning. Og det blev pludselig muligt at angribe ethvert spørgsmål ud fra et oplyst og nuanceret grundlag. Faget udvidede min horisont.

Vi skylder fremtidens unge at udfordre deres holdning til religion, hvordan den end tager sig ud.

Religion transcenderer politik, etnicitet og landegrænser. Når vi i religionsfaget konfronteres med doktriner, dogmer og dommedag, lærer vi at forholde os til de forskelligartede overbevisninger, der i årtusinder har været afgørende for menneskets vej.

Så længe mennesker har behov for religion, er vi som samfund forpligtet til at lære den næste generation, hvordan det behov kommer til udtryk, og hvorfor det findes i en verden med stigende sekularisering.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her