Læserbrev

Læserbreve

Debat
30. april 2016

Kommuner presser opholdssteder

Marianne Højbo Beattie, Vestermarken, Samsø

På grund af deres trængte økonomi løser kommunerne nu sociale problemer »bedst og billigst,« som den tidligere kommunaldirektør i Samsø kommune, Alice Steenor, plejede at sige.

Det udfordrer de små opholdssteder – som Vestermarken, hvor jeg arbejder – der kæmper for at gøre det, vi er bedst til, nemlig at hjælpe omsorgssvigtede børn godt på vej. ’Den svenske model’ bliver efterhånden indført overalt i kommunernes arbejde med udsatte børnefamilier: Familierne skal nu hjælpes i lokalområdet gennem forebyggende arbejde, og en anbringelse er den absolut sidste udvej – og helst kun for en kortere periode.

På en tilbudsportal kan sagsbehandlere desuden finde det rette match til det barn, som skal anbringes.

Men hvis kommunen har en plads på en af deres egne døgninstitutioner, så er det billigere for dem bare at benytte den i stedet. Ligesom plejefamilier også er et billigt alternativ. Det betyder alt sammen, at opholdssteder som vores ikke længere oplever at få små børn anbragt, men i bedste fald unge mennesker.

Og de unge mennesker trives ofte dårligt, når vi endelig bliver kontaktet.

De har levet et problematisk hjemmeliv med voksne, som ikke har givet dem nok omsorg. Nogle har været anbragt på kommunale akut- eller udredningsinstitutioner. Andre kommer fra forliste anbringelser hos pleje- eller aflastningsfamilier.

Vi har derfor besluttet at påbegynde et samarbejde med en psykolog, der skal opkvalificere vores opholdssted til et behandlingssted.

For når kommunerne gør opholdssteder til det sidste led i rækken af foranstaltninger, så udfordrer det vores arbejdsbetingelser og vores mulighed for at opnå succes.

Kommunernes prioritering er måske billig på den korte bane, men på længere sigt kommer der en ekstra regning i form af offentlig forsørgelse og udgifter til behandling af sociale problemer. Så lad os vende udviklingen nu for både samfundets og de udsatte borgeres skyld.

Bevar SU og lige adgang til uddannelse

John Dybart, formand for Serviceforbundet, og Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening

Skal frisørens dreng kunne komme på universitetet? Og skal økonomens pige kunne blive mejerist? Flere har på det sidste foreslået, at SU’en på universiteternes kandidatdel skal omlægges til lån. Det vil vi kraftigt advare imod.

Vi vil som repræsentanter for henholdsvis faglærte og akademikere slå et slag for lige adgang til uddannelse. En af grundstenene i vores velfærdsmodel er nemlig, at alle kan få en uddannelse – også dem, der vokser op i en familie uden tradition for at tage en lang uddannelse, eller hvor pengene er små.

Hvis man gør SU’en lånebetinget, vil det i høj grad blive studerende med forældre, der ikke selv har en videregående uddannelse, som vil fravælge en kandidatuddannelse – og dermed ikke kan afslutte deres uddannelse.

Det samme gælder for erhvervsuddannelserne. Alle unge, som har lysten og evnerne til at tage en faglig uddannelse, skal have mulighed for det. Det kræver desuden en praktikpladsgaranti, for uden den kan mange af de unge på erhvervsskolerne heller ikke afslutte deres uddannelse.

Vi må ikke sætte den frie og lige uddannelsesadgang over styr. Vi har brug for, at alle unge kan tage den uddannelse, der passer til dem, uanset forældrenes pengepung.

Unfair fiskekvoter skader naturen

Søren Egge Rasmussen, fødevare- og fiskeriordfører for Enhedslisten

I 2007 indførte VK-regeringen fiskekvoter med støtte fra Dansk Folkeparti. Kvoterne bygger på en skæv tankegang om, at nogle få personer skal kunne få ejerskab over vores fælles naturressourcer.

Nu er fiskekvoterne blevet solgt og koncentreret, så kun 18 fiskefartøjer fisker hele 50 procent af de danske fisk. En ny fiskeripolitik kan derfor gavne både havmiljøet, turisterhvervet, fiskerne og lokalsamfundet.

Enhedslisten har sammen med SF og Alternativet fremsat et beslutningsforslag om at opsige det nuværende kvotesystem sammen med et forslag om at styrke det danske naturskånsomme kystfiskeri. V

i mener nemlig, at fiskeriet skal opfylde vigtige samfundsmæssige formål: Det skal sikre beskæftigelse i de kystnære yderområder, sikre befolkningen sunde og nærende fødevarer – og så skal det foregå, uden at man ødelægger havmiljøet og fiskebestandene.

Det sidste skal blandt andet sikres ved at udlægge nogle havområder til beskyttede reservater, hvor man forbyder fiskeri med bundslæbende redskaber. Derudover skal vi reducere udledningen af næringsstoffer og miljøfarlige stoffer til havet.

Men det vigtigste er at ophæve det nuværende kvotesystem og erstatte det med et nyt system, hvor fiskere ikke ejer fiskekvoter, men i stedet låner en fiskerettighed. Uden ændringer i kvotesystemet vil en ny generation af kystfiskere aldrig komme på havet. Staten har foræret fisk for milliarder væk til kun 1.500 fiskere. Det er en god forretning for de få, men de mange i fiskeribranchen kommer til at tabe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her