Læserbrev

Læserbreve

7. april 2016

Moskeen giver mig håb

Zainab Nasrati, Vanløse

Moskeen er en vugge, der har givet mig omsorg. Det er her, jeg har lært at have forståelse for menneskers forskelle. Det er her, jeg har fået perspektiv på livet. Det er et uundværligt rum, der imødegår den muslimske befolknings behov for – og ret til – spiritualitet.

Moskeerne sår håb hos mennesker, der har mistet håbet om at blive inkluderet. Accepteret. Integreret. Det er vores livslinje som samfund.

Mange af vores imamer har gennem tiden lagt fundamentet for vigtige integrationsskabende incitamenter. Med åbne døre og gæstfrihed har de tilfredsstillet nysgerrighed og besvaret skeptiske og mistroiske spørgsmål om islam.

Forskellighed er et vigtigt element i den menneskelige dannelse. Hvis vi tør favne den. Men det kræver et stærkt sind. For uden ro i os selv kan vi ikke finde ro i den verden, der omgiver os. At kunne favne forskellighed styrker os til at møde livets uforudsigeligheder.

Hvis den medfødte interesse, vi har for hinanden, får lov til at spire i stedet for konstant at blive jordet af skræmmescenarier om mørkemændsimamer, kunne den altomsluttende utryghed mindskes.

Jeg mister ikke håbet, for i moskeen bliver jeg mindet om, at det ikke handler om, hvad jeg går igennem – lad det være en hvilken som helst form for modgang eller muslimhetz – men hvorfor jeg skal blive ved med at gå.

Derudover kender jeg danskere, som ønsker et samlet samfund. Det er den bagage, der gør, at jeg ikke forventer tak for at være en ordentlig medborger. Den bagage giver mig håb.

Mor, giv plads til far

Kristian Helmer Jensen, København

I klummen »Far har en fridag« den 2. april kritiserer Suzette Frovin de danske fædres indsats i hjemmet for kun at begrænse sig til at hjælpe mor. Med den påstand bagatelliserer hun en markant udvikling i faderrollen gennem de seneste årtier.

Når jeg kigger på min omgangskreds, ser jeg engagerede mænd, der går all in, hvad angår de praktiske pligter, der følger med rollen som far. Fædrene hænger i en klokkestreng for at få hverdagen til at hænge sammen. Ligesom deres koner og kærester gør det.

Fædrene er blevet eksperter i at gå tidligt fra pinden for at hente, klare indkøb med ungerne på slæb og lave sund mad til familien. Går man en tur i København, kommer fædre i flæng trillende med barnevogne eller den lille arving i en sele på maven.

Og som ven til adskillige fædre kan jeg bevidne, at fædre kun sjældent har en fridag. Aftaler skal cleares i god tid og møjsommeligt skrives i familiekalenderen.

Jeg har ikke selv børn. Men på baggrund af en fornuftig portion emperi vover jeg pelsen og påstår, at fædre tager en ganske god del af pligterne i danske hjem. For de af mine venner, der har børn, er rollen som far en væsentlig del af deres liv og identitet.

Jeg kan på ingen måde genkende det billede, Suzette Frovin fremmaner, af fædre som distræte og fraværende mænd, der primært tager sig af småopgaver. Tager mødrene som regel stadig teten i forhold til koordinationen i familierne? Muligvis. Men måske kan de hjælpe fædrene lidt på vej.

Det forekommer mig, at mange opgaver, der angår børnenes ve og vel stadig bliver løst på mødrenes præmisser. Jeg tror, det er angstprovokerende for mange mødre at give slip og lade far være far for sine børn på hans måde og med de skønhedsfejl, det måtte indebære. Men måske er det måden at få ligestillingen over målstregen i hjemmene.

Elsk den krop, du har

William Hausgaard, Jelling

Vi lever i en verden, hvor piger – og drenge – vandrer rundt som udmagrede skeletter. Kan de ikke bare tage en bid brød til? Nej. Som samfund har vi nemlig bedt om de udmagrede skeletter.

I takt med, at vi har lænet os tilbage i velstandens komfortable lænestol, har vi udviklet urimelige kropsidealer. Det har vi hørt mange gange. Vi er for tynde, brune, glade, muskuløse, stræbende og smukke. Som samfund er vi ikke tilfredse med noget, der ikke er perfekt.

Under den liberalistiske parole smeder vi vores egen lykke ved at skære lunser af flæsk af sidebenene. Indtil der kun er en ulykkelig skal tilbage. Jeg kender flere, der har kæmpet en kamp med spiseforstyrrelser – hatten af for det. Men jeg kan se, at det, vi har gang i, ikke nytter noget. Kan vi ikke gøre op med uendelig markedsføring, som lokker os i et perfektionistisk fordærv?

Jeg sidder tilbage med et stille ønske om, at vi kan få lov til at elske os selv, og den krop vi har; uden plastic og silikone og uden en sygelig lyst til at ændre den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu