Kronik

De lever i skyggerne og bliver aldrig en del af samfundet

I takt med, at vi sender flygtninge tilbage til Tyrkiet, vokser den nye europæiske underklasse af illegale
Michael Graversen er netop vendt tilbage fra flygtningelejren i Idomeni på grænsen mellem Makedonien og Grækenland. Med aftalen mellem EU og Tyrkiet, som trådte i kraft i mandags, mener han, at der vil der ske en forøgelse i antallet af illegale flygtninge, der ikke ønsker at blive sendt tilbage til Tyrkiet og derfor vælger at leve uden for samfundet med risiko for at havne i kriminalitet eller blive socialt udstødte.

Amel Emric

8. april 2016

Jeg er netop vendt tilbage fra flygtningelejren i Idomeni på grænsen mellem Makedonien og Grækenland.

Her er over 15.000 flygtninge og migranter primært fra Syrien, Irak og Afghanistan strandet under kummerlige forhold uden ordentlig adgang til mad, medicin og sanitære forhold i en mudderpøl, der for en dansker leder tankerne hen på en dårlig version af Roskilde Festival.

Idomeni er blevet symbolet på Europas lukkede grænser, der med aftalen med Tyrkiet nu aktivt forsøger at stoppe flygtningestrømmen. I kølvandet på aftalen har både FN og flere ngo’er skarpt kritiseret Tyrkiets manglende overholdelse af menneskerettighederne.

Aftalen mellem EU og Tyrkiet trådte i kraft i mandags, og illegale flygtninge sendes nu tilbage til Tyrkiet fra Grækenland med det formål at stoppe strømmen af flygtninge. Problemet er, at menneskesmuglerne er kreative og grænser er porøse, og de flygtninge, som har efterladt alt derhjemme, vil finde nye veje og farligere ruter.

Samtidig vil der ske en forøgelse af illegale flygtninge, der ikke ønsker at blive sendt tilbage til Tyrkiet og vælger at leve uden for samfundet med risiko for at havne i kriminalitet eller blive socialt udstødte.

»Grækenland bliver det nye Tyrkiet, og senere bliver resten af Europa det samme,« sagde en ældre kurdisk flygtning, jeg mødte i Grækenland for et par uger siden, med henvisning til de millioner af illegale flygtninge og migranter, der allerede bor i Tyrkiet i dag, flere under kummerlige forhold.

I de seneste fire år har jeg bevæget mig i flere illegale flygtningemiljøer primært i Danmark og Italien og mødt flygtninge, der har levet illegalt i mange af de europæiske lande. Det er tydeligt for mig, at vi er ved at skabe en ny europæisk underklasse bestående af flygtninge, der lever i skyggen af det etablerede samfund med følger som kriminalitet, radikalisering og alvorlige menneskelige konsekvenser for den enkelte flygtning.

Ingen tiltro

»Jeg er lige taget fra centeret,« fortæller Wasiullah, da han ringer til mig en sen aftentime i oktober 2013.

Han er blevet 18 år og skal derfor sendes tilbage til Afghanistan, hvorfra han fire år tidligere er flygtet. Han frygter for sit liv, hvis han sendes tilbage og har derfor besluttet sig for at ’leve sort’, som han kalder det. Det vil sige, at han vil leve under jorden i skjul for myndighederne.

Han sover skiftevis hos venner og under trapperne på en perron på Hovedbanegården eller i den sharwarmabutik, hvor han arbejder illegalt.

Der findes af gode grunde ingen eksakte tal for, hvor mange illegale flygtninge og migranter, der findes i Danmark. Men i december 2013 skønnede Rockwoolfondens Forskningsenhed, at antallet var omkring 32.700. Tager man længere sydpå til Italien og Grækenland er tallet betydeligt større.

Klokken 23 en fredag aften to måneder efter, at Wasiullah har forladt asylcenteret, tager vi turen fra DGI-byen i København til netop Italien, da der går et rygte om, at Italien giver afghanere asyl. Det hele virker ret tilfældigt. Der holder tre busser, og det vrimler med flygtninge, flere illegale. Ikke kun unge afghanere som Wasiullah, men også børn, kvinder, familier fra alle verdens brændpunkter.

Det lykkedes at komme til Italien uden at blive fanget ved grænsen. Igennem de næste 14 måneder møder jeg hundredvis af flygtninge, der har boet rundt om i Europa, og jeg hører om, hvordan tilværelsen er som illegal i lande som Norge, England og Grækenland. Fælles for de fleste er, at de i mere eller mindre grad konstant føler, de er på flugt.

En ung mand fra Afghanistan havde tilbragt næsten syv år i England. Efter en bilulykke blev han sendt tilbage til Afghanistan, men flygtede inden for en uge tilbage til Europa og havnede i Italien. Han forsøgte at leve en almindelig tilværelse, men med en konstant nagende nervøsitet for at blive opdaget.

Især det mentale pres er hårdt for mange af de illegale, jeg mødte. De har ingen tiltro til autoriteter og offentlige instanser og er fyldt med mistro og paranoia. De er en del af den flygtningeunderklasse, som er opstået i Europa.

Det er især de enlige unge mænd, som er i risiko for at havne i kriminalitet. Mange ankommer til Europa fulde af håb for fremtiden, men langsomt mister de deres uskyld og bliver en del af det kriminelle miljø. Flere af dem, jeg talte med i Italien, ser det som deres eneste vej til overlevelse. De sover i parker og under broer og befinder sig på bunden af samfundet sammen med narkomanerne og de hjemløse.

Jeg mødte familier og drenge, der i over 10 år havde levet som illegale, og nu var blevet mænd, men som stadig ikke var kommet i gang med deres liv. De havde ikke fået en uddannelse, et stabilt arbejde eller stiftet familie.

Spartanske ønsker

Aftalen mellem EU og Tyrkiet vil medføre en stigning i antallet af disse flygtninge.

I Grækenland alene er over 30.000 udokumenterede flygtninge fanget i øjeblikket mellem en lukket grænse i Makedonien og hjemsendelse til Tyrkiet. En stor del af dem vil enten forsøge at rejse videre via en alternativ rute eller vælge et liv som illegal flygtning i håb om, at EU på et tidspunkt i fremtiden vil åbne grænserne og indføre en mere lempelig asylpolitik.

De fleste illegale flygtninge og migranter, jeg har talt med igennem de sidste knap fire år, har spartanske ønsker for fremtiden. De ønsker sig en normal tilværelse. En uddannelse, familie, job. Nogle spekulerer i at tage til Skandinavien og købe et cpr.nr., så de kan ’leve hvidt’, betale skat og få mulighed for uddannelse.

Vi kan ikke lade grænserne i EU forblive lukkede eller med skyklapper på sætte vores lid til, at aftalen med Tyrkiet vil stoppe flygtningestrømmen og løse alle problemer. Hvis vi gør det, risikerer vi, at Europa får det samme problem som USA, hvor over 11 millioner illegale immigranter lever efter massiv indvandring fra Mexico.

Vi er ved at skabe en ny europæisk underklasse bestående af flygtninge, der lever i skyggerne og aldrig bliver en del af samfundet, med alvorlige konsekvenser for sammenhængskraften i de europæiske samfund, kriminalitet og en udsigtsløs fremtid for den enkelte flygtning.

Efter at have levet på gaden i Italien har Wasiullah fået en plads i systemet. Hans fingeraftryk i Danmark er blevet slettet på grund af en forældelsesfrist i forhold til Dublin-konventionen, og han fik midlertidig italiensk asyl efter 17 måneder.

Tilværelsen som illegal flygtning er på sin vis slut for Wasiullah, men han er stadig en del af det illegale miljø, og han er stadig mentalt på flugt.

Michael Graversen er dokumentarist og fulgte Wasiullah i filmen ’Drømmen om Danmark’ fra 2015

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • peter fonnesbech
Pia Qu og peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

"Aftalen mellem EU og Tyrkiet vil medføre en stigning i antallet af disse flygtninge."

Nu er de konkrete eksempler, Michael Graversen nævner, altså fra tiden før aftalen med Tyrkiet, og dét, som har ført til væksten i et nyt lumpenproletariat af migranter (der ikke er berettigede til asyl), har altså ikke noget med Tyrkiet-aftalen at gøre. Væksten skyldes, at en stor gruppe mennesker ikke vil rette sig efter, at deres asylansøgninger er blevet afvist.

Hvad stiller man op med det? Hvad foreslår Graversen?

Ja, så vidt man kan læse af hans indlæg, så mener han øjensynligt, at Europa skal opgive sine ydre grænser og uden forbehold modtage alle, der ønsker at slå sig ned i et europæisk land. Eller har jeg misforstået noget?

Det er nemt nok at kritisere EU, der har været alt for langsommelig og ineffektiv. Men er det EUs skyld, at afviste asylansøgere skjuler sig for myndighederne og nægter at rette sig efter den retlige afgørelse af deres ansøgninger? Skal de europæiske lande så se igennem fingrene med situationen eller måske ligefrem ignorere og omgøre deres egne, lovlige beslutninger?

Svar udbedes.

Et problem som de allerfleste politikere slet ikke vil tale om, desværre!
Glad for at Michael Graversen har så fantastisk et engagement i denne del af befolkningen i EU og forstår at sætte spot på et stadigt voksende problem; man må håbe der er nogle politikere der snart vågner op og indsér at den politik der føres er skadelig for så mange mennesker, især børnene og de unge man lader i stikken, men i sidste ende for os alle sammen.

Michael Graversen

Kære Mihail

Tak for din kommentar. Wasi er med for at illustrere, hvordan livet som illegal kan være. Min påstand er, at vi vil se en vækst som følge af de lukkede grænser og aftalen med Tyrkiet. Det bygger jeg på mine erfaringer fra miljøet. F.eks. vil nogle af dem, der kommer til Grækenland hellere leve som illegale i Europa/Grækenland end at blive sendt tilbage til Tyrkiet. Og så er der dem, der kom før aftalen trådte i kraft og som frygter for, at de på et tidspunkt bliver sendt tilbage, som f.eks. i Idomeni hvor der er flere tusinde, der er strandet ved grænsen. Der holder busser i lejren, som går til Athen for dem der har "givet op" ift. at krydse grænsen, og i Athen vil - dem jeg talte med - leve illegalt i første omgang. Du har ret i, at der også findes mange illegale, som har fået deres sag afvist, som enten ikke kan eller vil rejse tilbage, selvom de er blevet afvist. Når man taler om de afviste, der bliver illegalt i Europa, er der ofte en konkret grund til, at de ikke kan tage tilbage, og der kan eksempelvis være problemer med det grundlag myndighederne vurderer på. Det kan være at den enkelte asylansøger udelader oplysninger. Jeg har ofte talt med uledsagede flygtningebørn f.eks., der fortæller mig nogle oplysninger som kunne have stillet deres sag i et bedre lys, og når jeg hovedrystende spørger, hvorfor de ikke har oplyst det i deres asylsamtale fortæller flere mig: "des mindre vi fortæller, des færre spørgsmål får vi". Nogle flygtninge kommer fra steder, hvor de ikke har tiltro til autoriteter og den mistillid tager de med til Europa, hvor vi f.eks. i Danmark udviser en større tiltro til vores systemer.

Bh
Michael

Mihail Larsen

Michael,

jeg så din film for nogen tid siden i TV. Den var god - fint indfølende og dokumentarisk uden at blive følelsesmanipulation og usaglig. Godt arbejde.

Der ligger utrolig mange skæbner derude, som det på nært hold er næste uudholdeligt at tænke på. Hver for sig har asylanterne en unik historie, og i nogle tilfælde forekommer det ubærligt, at vi i den rige del af verden - ikke skal tage imod dem med åbne arme. Opdraget som vi er med fortællingerne om den barmhjertige samaritaner, bønderne i vingården og mange flere fra det Nye Testamente og en senere tids oplyste menneskerettigheder, virker det indlysende at omfavne alle migranter, der har brændt alle broer bag sig.

Det er kunstnerens og den intellektuelles ret at stå fast på dét synspunkt. Det er oven i købet deres pligt.

Men verden er fuld af ulykkelige skæbner, nogle mere tvingende end andre. De første har krav på asyl; det har de andre ikke nødvendigvis. Hvis alle, der af forskellige økonomiske, sociale og kulturelle grunde er utilfredse med at bo, hvor de nu bor, har krav på, at de kan slå sig ned på offentlig forsørgelse i Europa, så bryder de europæiske velfærdssamfund, det har taget flere hundrede år at tilkæmpe sig og opbygge sammen.

Og hvad er der så tilbage? Flere mislykkede stater, mere nationalisme, mere fascisme, verdensøkonomisk krise og måske et grundlag for en ny verdenskrig.

Jeg respekterer din empati, men du ser kun problemerne fra én side.

Husk hvis flygtningene accepterer, at bo under lejrlignende forhold, er singler, sunde og fleksible og vil gå for en timeløn på omkring 40 kr. - så er de mere end velkomne....

Niels Duus Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Jens Thaarup Nyberg

Det er nemt at kritisere hvem som helst, så hvad vil du med din kommentar?

Jeg har ved gud kritiseret alt muligt igennem mange år, og som universitetslærer har jeg prædiket for mine studerende at "kritik er kærlighed". I sin kritik viser man, at man tager noget alvorligt, og man demonstrerer det ved at argumentere. I modsætning til nedrakning, der blot signalerer aversion og ligegyldighed.

Som kommunikativ handling er der afgørende forskel på kritik og nedrakning.

Med kritikken har man en ambition om at forstå forstå den eller det kritiserede og at få etableret en samtale om præmisser, kriterier og principper for en vurdering og evt. beslutning. Det er i denne forstand, Kant bruger ordet 'kritik'.

Nedrakning, derimod, er argumentresistent. Den sigter ikke mod nogen dialog og er i sit væsen 'privat'. Derfor er den uværdig som middel i en offentlig kommunikation.

Mihail Larsen

Selvmodsigelse

Der burde have stået:
"Det er nemt at 'kritisere' hvem som helst."

Min pointe er jo netop, at kritik ikke er en privat, følelsesladet påstand (så er den 'nem' nok), men en offentlig, argumentbaseret intervention, hvor man viser sit 'borgersind' ved - efter bedste evne - at oplyse sine medborgere, så de kan træffe deres personlige beslutninger på det bedst tænkelige og højest muligt informerede grundlag.

(Læg igen mærke til min skelnen mellem 'personlig' og 'privat', som jeg har givet et mere filosofisk argumenteret grundlag for i min "De fire dimensioner" - Samfundslitteratur 2013)

Jens Thaarup Nyberg

Mihail Larsen
09. april, 2016 - 13:25
Netop fordi det er nemt at kritisere hvem som helst, skal man vare sig for at kritisere flygtninge, som ikke er hvem som helst.
" Men er det EUs skyld, at afviste asylansøgere skjuler sig for myndighederne og nægter at rette sig efter den retlige afgørelse af deres ansøgninger? Skal de europæiske lande så se igennem fingrene med situationen eller måske ligefrem ignorere og omgøre deres egne, lovlige beslutninger?"
Skylden er underordnet de forhold flygtningene er underkastet, og som ligger bag ders uordentlige opførsel.