Mexicos præsident har brug for en ’varm’ velkomst

På onsdag, den 13. april, får statsminister Lars Løkke Rasmussen en gylden chance for at redde potentielt tusindvis af liv i Latinamerika – og det uden at spendere så meget som én krone.

Den dag kommer Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, nemlig på statsbesøg i København, der således bliver næste etape på hans rundtur for at samle international støtte til sit voldelige, korrupte og undertrykkende regime.

Han vil aflire de sædvanlige fraser om international handel og broderskab mellem nationer. Men hans virkelige mål vil være at skræmme Mexicos stadigt mere aktive civilsamfund ved at demonstrere, hvor megen blind støtte han kan mobilisere fra udenlandske regeringer.

Den danske befolkning og offentlighed bør vare sig for at gå i hans fælde. Hvis Peña Nieto under sit statsbesøg bliver behandlet, som om han var leder af en fri og demokratisk nation, vil han straks udnytte det til at intensivere undertrykkelsen, når han igen er hjemme.

Hvis den mexicanske præsident derimod i fuld offentlighed bliver udsat for en byge af kritiske spørgsmål om sit lands politiske vold og presset til at løse den enorme menneskerettighedskrise, som er ved at sønderrive det, vil de modige journalister og aktivister, der kæmper for at demokratisere Mexico, få et kærkomment moralsk løft.

Forsamlingsfriheden angribes

Den strategi, som Mexicos regering anvender til at pynte på sit image på den internationale scene, går ud på at tørre landets graverende problemer med vold og korruption af på sammenbrudte lokale institutioner og socialt forfald.

Den logik bliver vi nødt til at vende om. Det virkelige problem befinder sig i toppen, ikke i bunden af det mexicanske politiske system. Lige siden Peña Nieto kom til magten, den 1. december 2012, er ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og demonstrationsfriheden sat under et massivt pres. Studenteraktivister, oprindelige folk, oppositionspolitikere og uafhængige journalister har måttet stå for skud.

I dag er Mexico et af de farligste lande i verden for pressen at operere i med hyppige mord og trusler mod journalister. F.eks. blev Anabel Flores Salazar, en modig 33-årig reporter, der skrev om kriminalitet og korruption, den 15. journalist til at blive myrdet i delstaten Veracruz i løbet af den Peña Nieto-allierede guvernør Javier Duartes femårige regeringstid.

Over et dusin journalister er blevet dræbt – alene for at passe deres arbejde – over hele Mexico, siden Peña Nieto tiltrådte. Ifølge ytrings- og pressefriheds-ngo’en Article 19 har langt de fleste tilfælde af disse angreb på journalister involveret en direkte deltagelse fra mexicanske regeringsembedsmænd.

Ud over den direkte vold mod journalister er regeringens censur af medierne taget til. En lang række uafhængige journalister er blevet udelukket fra radio og tv for deres regeringskritiske synspunkter, og Mexicos førende radionyhedsvært, Carmen Aristegui, blev tilsyneladende fyret på direkte ordre fra præsidentens kontor.

Samtidig er forsamlingsfriheden under systematisk angreb med en kraftig tilvækst i antallet af politiske fanger og vilkårlige tilbageholdelser af aktivister de senere år. Disse omfatter den oprørende sag om José Manuel Mireles, som blev fængslet i 2014 på opdigtede anklager rejst imod ham som hævn for hans efterforskning af korruption i regeringen, herunder dens tætte forbindelser til narkokriminelle bander.

Snesevis af lærere er blevet fængslet eller vilkårligt arresteret for at protestere mod regeringens uddannelsesreformer, og studerende er systematisk blevet udsat for vilkårlige tilbageholdelser og indespærring under protestmarcher og ved demonstrationer i hele landet.

Massakrer på studerende

Også oppositionspolitikere er kommet under beskydning. Tidligt om morgen den 2. januar blev Gisela Mota, den 33-årige, nyvalgte borgmester i Temixco, en by i det sydlige Mexico, hevet ud af sin seng af bevæbnede kommandosoldater og henrettet med koldt blod. I sin indsættelsestale, som hun havde holdt kun en dag før, havde den idealistiske politiker lovet at bekæmpe organiseret kriminalitet både i og uden for regeringen.

Med sin død blev hun Mexicos 40. borgmester eller borgmesterkandidat til at blive myrdet, siden Peña Nieto tiltrådte. I løbet af 2015 blev over et dusin kandidater myrdet under deres valgkamp. Også i 2016 ser valgkampene ud til at blive blodige. 1. april blev en af lederne af Mexicos nye Morena-parti, Enrique Quiroz, skudt og dræbt samme dag, som guvernørvalgkampen tog sin begyndelse.

Massakrer begået direkte af mexicansk politi er blevet almindelige. Den 6. januar 2015 – samme dag, som Barack Obama var vært for Peña Nieto i Det Hvide Hus – nedmejede mexicanske sikkerhedsstyrker i staten Michoacán over et dusin demonstranter, der deltog i en demonstration for fred og sikkerhed i deres by.

Dette var ikke et enkeltstående tilfælde. Lignende massakrer og overdreven brug af magt fandt også sted den 30. juni, 2014 i Tlatlaya; den 26. september, 2014 i Iguala; den 22. Maj, 2015 på grænsen mellem Michoacán og Jalisco; og den 19. Juli, 2015 i Ostula.

I hvert af disse tilfælde har de forbundsstatslige undersøgelser af politiovergrebene enten trukket ud, taget tilflugt i åbenlyse løgne eller nøjedes med at fokusere på det laveste ansvarsniveau.

For eksempel har ngo’er afsløret, at massakren i Tlatlaya tilsyneladende skete på foranledning af et officielt militærdirektiv, der opfordrede soldater til »at gøre det af med« formodede kriminelle »i de sene nattetimer«.

Og for nylig har uafhængige rapporter om Iguala-forsvindingerne – den ene fra den Interamerikanske Menneskerettighedskommission, og den anden fra en gruppe argentinske retsmedicinske specialister – fuldstændigt miskrediteret regeringens version af, hvad der angiveligt skete den dag, de 43 studenteraktivister fra et lærerseminarium i Ayotzinapa forsvandt.

Ekstrem vold er ikke nyt for Mexico. Lige siden den daværende præsident Felipe Calderón i 2006 lancerede sin militariserede narkokrig, er titusinder af civile blevet dræbt. Mere end 20.000 mennesker er desuden rapporteret ’forsvundet’ i det seneste årti. Men i dag er volden i stigende grad rettet mod personer, der tager kampen op mod magtmisbruget.

Løber fra løfter

Ud over de systematiske angreb på borgerlige frihedsrettigheder er Peña Nieto og mange af hans nærmeste medarbejdere blevet impliceret i en række af korruptionsskandaler på højeste niveau.

Der har været alvorlige anklager om favoriseringer af visse af statslige entreprenører og insiderhandler i forbindelse med køb af palæejendomme til præsidentens hustru og finansministeren. De lækkede Panama-papirer viser desuden, at Peña Nietos foretrukne entreprenør, Juan Armando Hinojosa, sidste år stak 100 millioner dollar af vejen på ni udenlandske bankkonti.

I stedet for at uddrive fortidens spøgelser, har Mexicos præsident sat dem ved roret. Halvvejs igennem sin seks år lange periode, står det klart, at Peña Nieto har vendt ryggen til det mexicanske folk og er løbet fra sine løfter om at modernisere sit land. Det er derfor han nu har de laveste popularitetstal for nogen præsident i nyere historie – kun 34 procent af befolkningen støtter hans regering på nuværende tidspunkt.

Den danske regering gør klogt i at se ud over det netværk af koncerneliter og etablerede politikere, der i dag sætter dagsordenen for forholdet mellem Europa og Latinamerika.

I stedet bør Danmarks ledere række ud til og lytte til Mexicos vitale og dynamiske civilsamfund, som i stigende grad er ved at miste tålmodigheden med landets simulerede demokrati og defekte offentlige institutioner.

John M. Ackerman er professor ved Institut for juridisk forskning af nationale selvstyrende universitet Mexico (UNAM), chefredaktør for The Mexican Law Review, og klummist i avisen La Jornada og i magasinet Proceso.

© John M. Ackerman og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen