Klumme

Det er nemmere at slå ihjel, når de ikke ligner os

Jeg forstår godt, hvis du finder det provokerende, at vi tog andre menneskers liv uden større kvaler. Men soldater, især de menige, er modsat klassen af politikere og meningsdannere et praktisk folkefærd
8. april 2016

Information forsøgte i går at forstå det fysiske ubehag, som nogle soldater og gerningsmænd kan føle efter at have deltaget i grusomme krigshandlinger og morderiske forbrydelser.

»Mit hovedspørgsmål er, om gerningsmændene får det dårligt, fordi de synes, at de har gjort noget forkert – og om den følelse i givet fald er udtryk for en medfødt, menneskelig aversion mod at dræbe,« udtalte moralfilosof Ditte Marie Munch-Jurisic.

Jeg kan stadig huske den kvalmesøde, metalliske lugt af død, og mine lyse ørkenstøvler har stadig misfarvninger af blod. Men det stammer fra de gange, jeg ydede førstehjælp til de afghanske regeringssoldater.

Fjenden så jeg kun på afstand. De gange, jeg affyrede mit gevær, var det på afstand og altid i fællesskab med andre soldater. Den dag i dag ved jeg ikke, om mine kugler traf deres mål. Men jeg ved, at jeg var med til at dræbe mennesker.

Fik det mig til mig til at føle skyld eller anger?

Næ. Som soldat er man et meget lille tandhjul i en større maskine. Det vigtige var, at de døde, og vi levede videre. Vi gik ikke hen til ligene bagefter. Vi frygtede, at en af dem spillede død og lå med en håndgranat. Efter lidt tid kom afghanere og begravede dem.

Jeg kan kun udtale mig på egne vegne. Selv om vi soldater ser ens ud i uniform, så er vores oplevelser og meninger dybt forskellige, men jeg oplevede mere ubehag end skyld over at dræbe.

Ikke dermed sagt, at vi ikke følte empati for afghanerne, og jeg kender flere, der ville ønske, at de aldrig havde affyret deres våben. Men vores empati var primært rettet mod de civile afghanere, der levede i absurd fattigdom. I ildkamp var der ingen, der tøvede.

Jeg forstår godt, hvis mange finder det provokerende, at vi tog andre menneskers liv uden større kvaler. Anden Verdenskrigs rædsler har med rette indgivet os en dyb modvilje mod blind lydighed. Men soldater, især de menige, er modsat klassen af politikere og meningsdannere et praktisk folkefærd.

Vi passede vores arbejde og overlod de store tanker og beslutninger til andre. Ligesom et byggesjak snakkede vi nogle gange politik i pauserne, men vi gik til opgaven uden de store overvejelser om branchen og boligpolitikken.

I tidligere krige har det ellers været et problem at få soldater til at dræbe. Den amerikanske militærhistoriker og brigadegeneral Samuel L. A. Marshall skrev efter Anden Verdenskrig i Men Against Fire, at 75 procent af amerikanske soldaterne ikke affyrede deres våben.

Marshalls konklusioner er siden blevet kritiseret, men ikke desto mindre ændrede de vestlige hære efterfølgende soldaternes uddannelse. Når vi lå på skydebanen og skød efter menneskeformede mål, der automatisk poppede op et sekund af gangen, så var det et resultat af Marshalls reformer, der skulle gøre det nemmere for os at slå ihjel.

Selv om Marshall overdrev, så er soldaterberetninger fra Anden Verdenskrig fyldt med eksempler på soldater, der enten lod deres modstandere leve eller følte skyld og lede efter drabet. Eller rettere: Beretningerne fra Vestfronten er fyldt med disse eksempler. De amerikanske og tyske soldater kom fra den samme arbejderklassebaggrund. De kunne identificere sig med hinanden.

I Stillehavet var krigen anderledes brutal og nådesløs. Japanerne var en fremmed og anderledes fjende, der ikke respekterede de samme spilleregler for krig. Derfor var det nemmere for de unge amerikanere og japanere at dræbe hinanden.

Noget lignende gjorde sig gældende i vores forhold til Taleban. De var simpelthen så anderledes, at det var svært at identificere sig med dem.

Der er i øvrigt stor forskel på os soldater og Ditte Marie Munch Jurisic’s folkemordere. Vi myrdede ikke ubevæbnede civile. Men handlingen, altså drabet, og ubehaget derved, har vi til fælles.

Jeg mener ikke, danske soldater skal føle hverken skyld eller anger. Men som samfund skal vi være bevidste om, hvor nemt det er på uhyggelig vis at påføre dem, der ikke ligner os, smerte og død. Når vi kæmper mod en fjende, der er så langt fra os selv, stiller det store krav til vores egen medmenneskelighed og selvkontrol.

Niels Jespersen er cand.mag. og debattør. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sympatisk og ganske forståelig vinkel på problematikken. Det er bare vigtigt at huske, at udøveren ALTID har et meget stort ansvar.
Det gælder for panseren der vælger at sætte uskyldige mennesker i futtog i mange timer og det gælder for soldaten der rejser ud i verden for at slå ihjel, for en tåbelig sag, han ikke har hjerne til at forstå.
Det er aldrig nok bare at henvise til ordrer eller beslutninger taget højere oppe.

Så skal jeg i øvrigt ikke dvæle for meget ved den åbenlyse racisme der nødvendigvis må ligge til grund for argumentet om at det er lettere at slå folk 'der ikke ligner os' ihjel.

Peter Rasmussen

"...et meget lille tandhjul i en større maskine". Javel, ja. Men det jo ikke desto mindre et aktivt tilvalg at blive et sådant meget lille tandhjul.

Niels Duus Nielsen

Kasper Kjær, det var netop dette argument, altså at det er lettere at slå folk 'der ikke ligner os' ihjel, der fik mig til at anbefale indlægget. Det er en gammel sandhed, som magthaverne altid har forstået at udnytte til at skabe splid i befolkningen.

At anerkende og tolerere andre mennesker i deres forskellighed fra os, er noget, der skal læres. Og som næsten alt, der kan læres, kan det aflæres igen ved hjælp af indoktrinering og propaganda.

Det glæder mig at se, at en gammel soldat prøver at forklare os civilister, at "krig er en alvorlig sag", som salig major Bergstein udtalte på TV, og opfordrer til eftertanke, før vi dæmoniserer andre folkeslag med henblik på at bekrige dem.

Ganske enig, Niels Nielsen.
Som nævnt finder jeg Niels Jespersen vinkel og argumentation både sympatisk og forståelig, omend ikke helt uproblematisk ;)

jan henrik wegener

Et er hvilke følelser og modforestillinger soldater og andre i lignende situationer har når de står overfor at dræbe. Det vil jeg ikke ytre mig om her. Noget andet er hvad de erfaringsmæssig gør eller bliver sat til. Her vil man nok kunne se at i de blodigste konflikter var det typisk folk der lignede hinanden i mange henseender på begge sider.Over de sidste århundreder må det have været sådan at den overvældende mængde europæere der er slået ihjel i krig blev dræbt af europæere. De ævrige overvejende af amerikanere, canadiere, australiere eller Russere/"Sovjettere".
US-amerikanere i støree risiko for at dræbes af soldater fra konføderationen/sydstaterne.end af andre.Danskere har ført de blodigste krige med englændere, svenskere, prøjsere, holstenere. Spaniere mod hinanden, samt russere, finner og folk fra sydøsteuropa.

Touhami Bennour

Man skal ikke glemme de fleste af ded lande omkring middelhavet, det sydlige plus Grækenland har haft deres erfaring I krig I old tiden, og de har skabt litteratur og teorier om krige og konflikter, og de hat også draget konklusion om hvad skal ske bagefter. Der har været grige mellem Israel og Babylon, mellem Babylon og Persien, persien og Egypten, mellem Grækenland og Kartago etc.. Alle disse lande har haft deres erfaring og fik viden. Man kender alle begreber om krig, også Holocauste etc, Kartago var den første der har oplevet Holocaust ved ødelægelse af den. Europeer kom senere på scenen. ved Rom´s fald, og efter en lang pause i middelalder for 2,4 hundertår siden gik det stærk i Europa, massakre efter massakre, krig efter krig mellem hinanden bortset af Korstog, som var med araber. Der var verden rekord i krig. Jeg tror ikke krig er noget medfødt, men tendens til vold er måske medfødt. Så det er altid en mulighed til at ændring af kursen fra konfrontation til sammexistens.