Klumme

Ord forløser

Man skal vove at tale. Skrive. Pludselig, efter en hel masse omgange er man et andet sted henne, fordi det er selve det bånd, man går på, der var det fortrængte. Det hemmelige
28. april 2016

Jeg trak vejret dybt ned i brystet og maven. Det er dér, angst sidder – fra tysk ’Angst’. Noget snævrer sig ind – samme rod som det engelske ’anger’, vrede. Det beroliger mig altid at undersøge etymologi.

Jeg ved godt, det ikke er alle, som offentligt kan tale om noget, som er meget privat. På en måde, bliver det en pligt, hvis man kan. Og er der noget, man ved, når man har været igennem en psykoanalyse, er det, at ens hemmeligheder slet ikke er det hemmelige.

Så jeg tog en dyb indånding dér midt i vinter, hvor debatten rasede om seksuelle krænkelser på pladsen i Køln. Jeg kunne skrive endnu et filosofisk indlæg om patriarkalske strukturer – og gjorde det. Men jeg havde indset, at det ikke ville være nok at forklare det abstrakt.

Så jeg bragede ud på Facebook med min historie om at være blevet voldtaget og sagde: »Nu begynder jeg«.

En snebold begyndte at rulle, og det blev til så mange vidnesbyrd om voldtægter her i Information. Historierne bliver ved at dukke op. De dukker op fra et sted, hvor de aldrig er blevet fortalt. På grund af skam. Fordi man ikke vil identificeres med sådan en historie. Fordi man ikke vil være ’den voldtagne’. Hvad er i vort samfund mere foragtet end ’offerdiskurs’?

I øvrigt orker man slet ikke at bære bevisbyrden for hændelser, der i sagens natur sker, når der kun er præcis to til stede. Var det så virkelig voldtægt?

Mange forestiller sig, at det gælder om at hente det såkaldt ubevidste frem, måske et traume, og så er den sag ordnet. Symptomet skule så forsvinde.

Jeg troede vel selv noget i samme retning, da jeg gik i gang med min egen analyse. En far, der havde begået selvmord, en mor, der netop var død, tre børn at tage sig af og et speciale, jeg stadig ikke kunne skrive. Depression.

Og jeg er glad for, at jeg gik i gang med ’arbejdet’. For det er et stort arbejde at skabe den forandring, der må til, når det hele snævrer så meget til, at man ikke kan røre sig. Forandring er mulig, og det er temmelig mirakuløst. Ord som forløser hed Marie Cardinals beretning om det midt i halvfjerdserne.

Det mærkelige er, at det slet ikke er skjult, det ubevidste. Det ligger lige for næsen af én, alligevel kan man ikke se det. Lacan brugte billedet af et Möbiusbånd om det ubevidste.

Man kan opleve det ved at tage en papirstrimmel, dreje det en halv omgang og klistre det sammen i enderne. I stedet for at have en strimmel med to sider har man en strimmel, der kun har en side, selv om den har to. En myre vil kunne kravle af sted på det i en evighed, sådan har M.C. Escher i øvrigt illustreret det.

Man kan blive ved med at kravle rundt på sin struktur uden nogensinde at opdage, at det hele ligger lige for fødderne af én og skriver til himlen. Hov, for søren, det var en lapsus: Skriger til himlen. Med sit symptom skriver man til himlen og beder om hjælp.

Det er slet ikke sådan, at man fra den ene dag til den anden, kan nå om på den anden side. Man er i bogstaveligste forstand nødt til at tage en masse ture rundt, og langsomt dæmrer det for én – fordi en anden lytter – at der er et mønster.

Noget af det samme sker, på et kollektivt plan, når så mange kvinder begynder at fortælle deres voldtægtshistorier, og de tages alvorligt. Hver for sig føles de private. Det er først, når man læser en masse af dem, der sker noget andet, ikke kun hos dem selv, men for de, der lytter – nogle gange lidt modvilligt, for det er barsk læsning.

Så kan man måske begynde at forstå noget om, hvad der er på færde, også her hos ’os’. Der er jo ikke blot historierne. Der er den kendsgerning, at så mange mænd åbenbart ikke er klar over det, mens andre er voldtægtsforbrydere nærmest uden at vide det. Der er tusind spørgsmål, som rejser sig. Sådan er en analyse.

Det private er politisk, sagde vi engang. Det omvendte er også tilfældet. Det indre og det ydre hænger sammen, og vi vader rundt på det. Nogle gange møder man så ’strukturen’ på allerværste vis, som det sker i en voldtægt, det bliver et traume, som kan virke så privat, at det næsten ikke kan siges.

Så tager man en dyb indånding.

Tine Byrckel er filosof, skribent og psykoanalytiker. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Weis
  • Jørn Vilvig
  • Kurt Nielsen
Jan Weis, Jørn Vilvig og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Apropos skrive: tillykke til Christian Jensen med chefredaktørstolen på Politiken - og måske til Information.
Måske man skulle benytte lejligheden til at gøre bladet medarbejderejet igen...

Anders Jensen

"Der er den kendsgerning, at så mange mænd åbenbart ikke er klar over det, mens andre er voldtægtsforbrydere nærmest uden at vide det."

Kendsgerning:
Forhold eller oplysning der er eller fremstilles som sand.

________________________________________________________
Jeg kan ikke se det patriarkat som i bliver ved med at henvise til. Det der skulle være skyld i den voldtægts-kultur, samt den systemiske undertrykkelse af kvinder. (Herunder glasloftet og de påståede lønforskelle mellem mænd og kvinder.)
Alle jeres postulater falder til jorden når de møder offentlig granskning og fagfællebedømmelse.

Vi kan ej heller basere vores konklusioner på anekdoter. Det er tragisk at kvinder ikke anmelder ALLE voldtægter, men det er også forfærdeligt at man kan fremføre påstande om så grove overgreb, uden konsekvens. (Hvis der er sket noget kriminelt så anmeld det, du kan ikke bruge offentlige medier som en platform til retfærdighed. Du har mellem 10-15 år til at anmelde en voldtægt.)

Voldtægt findes, og en voldtægt; er en voldtægt for meget, men at fremmedgøre samtlige mænd, som potentielle (dog ubevidste) voldtægtsforbrydere er hysterisk.

Men det er her den 3. bølge af feminisme kommer til kort, fordi de eneste de har er påstande og placeringen af skam og skyld, mens de indtager en permanent offer-rolle.

Kvinder i danmark er nogen af verdens mest frigjorte kvinder, og gud ske tak og lov for det. Derfor er det desværre også utroligt trættende at høre om hvor forfærdeligt danske kvinder har det, og hvor undertrykkende og dominerende danske mænd er.

Jeg blev for 20 år siden overfaldet flere gange af indvandrere, uden forudgående provokation, skulle jeg kunne bruge denne udokumenterede og ikke-anmeldte påstand, som bevis for at indvandrere er voldelige? (Og af indvandrere har en syg volds-kultur? Omend ikke, så ihvertfald en syg "ubevidst" volds-kultur.) At dømme folk på baggrund alene af deres køn, kalder vi vidst noget her i landet... Hvad er det nu det er? (Fordomme, diskrimination og ja selv ordet racisme er nu udvidet til at dække dette.)
Det er præcis den samme logik i bruger, men når den bliver brugt i mod jer så er vi chauvinister og priviligerede hvide mænd, som bare skal holde kæft; "for vi forstår ikke hvor dumme vi er."

Hvis der skulle komme noget positivt ud af denne sygelige fokusering på et enkelt køn, alene baseret på påstande, så håber jeg det får flere kvinder til at; sige fra, kæmpe imod og ANMELDE voldtægter. Derved kan vi forhåbentlig indespærre de FÅ afvigere der voldtager kvinder.

/tiradeafsluttet

Nikolaj Callesen

Tal, skriv, tal, bliv overrasket, forlegen, endnu mere angst, tag tilløb, nyt mod og tal igen, og forløs. Giv slip, på det vi forkramper os om, ved at forstå det, ved at sprogligøre det, i tale, i billeder, i tekst. Netop det at kunne give slip, er nåden, ved sproget.
Tak for din deling, Tine!

Nikolaj Callesen

En bekendt fortalte mig at Nietsche, skulle have udtalt at hvad af det inderste der, bliver delt dør. sådan i grove træk, forstod jeg min bekendtes udsagn. Det der forkramper ved at blive gemt forkramper mere, og forløser ved at blive delt, hvad der bliver delt dør måske, men blomstrer netop i kærligheden, tænk at livet koster livet!

Den private ejendomsret er ukrænkelig
I disse tider, hvor mange helst diskuterer en fremmed kultur behandling af kvinder, som ikke på nogen måde skal forsvares, må det være tilladt at gøre opmærksom på, at lovgivningen herhjemme og andre steder ser ud til i praksis at beskytte den private ejendomsret bedre end kvinder, der har været udsat for voldtægt - seneste statistik i f.eks. Tyskland: kun 1 ud af 100 anmeldte voldtægter fører til dom - og hvordan er det nu lige det ser ud herhjemme? …

Anders Jensen

@Jan
Et skrækkeligt eksempel er den seneste frikendelse af de 3 der havde samleje med en ung kvinde der havde insulin chok. Jeg forstår ikke at der ikke er noget der hedder; for påvirket til samtykke. Det er sgu da logik for enhver at er personen bevidstløs eller ukontaktbar, så begynder du sgu da ikke på et samleje. Nå vi har klokkeklare eksempler, forstår jeg ikke hvorfor det ikke udløser maksimum straf. (Jeg er så også fortaler for medicinsk kastration.)