Klumme

Panamapapirerne bringer det værste frem i os alle

Jeg er krigsveteran, jeg skal nok få en fest i Hobbes naturtilstand, hvis bare jeg kan få fingre i et gevær. Men indtil videre nøjes jeg med at skrive facebook-opslag og håbe, at vi en dag får en politisk klasse, der tør stå op imod skattesnyderne
14. april 2016

I sidste uge gik mit facebook-opslag viralt. »Politikere fra Liberal Alliance tager afstand fra skattesnyd, lidt ligesom imamer tager afstand fra stening,« skrev jeg. Og hvad mente jeg med det?

Jo, der er de moderate liberalister som Merete Riisager, der er modstander af skattesvindel ’i princippet’, men med det berømte ’men ... vi kender ikke sagens helhed, og vi har også problemer med vores eget skattesystem’, taler de udenom.

Og så er der liberal-salafisterne som Liberal Alliances ungdomsformand, der hylder svindlerne som frihedskæmpere, mens DI retorisk spørger, om færre ville svindle, hvis topskatten var lavere? Jeg tænker, at det ville de nok, og mon ikke også færre ville stjæle, hvis varerne var billigere?

Jeg kan forstå, at man ikke må kritisere de rige og bankerne, hvis man nogensinde har arbejdet sort eller sat en kilometer for meget på befordringsfradraget. Det giver mening på samme måde, som du ikke må være imod bankrøvere, hvis du nogensinde har rapset en slikkepind.

Det er noget fis. Spørger du mig, er de ordentlige mennesker dem, der træder ved siden af en gang imellem. Ikke systematisk. Jeg taler om alle hyklerne, tvivlerne og de dobbeltmoralske.

Dem, der giver penge til sultne børn i Afrika, men ikke kan overskue besværlige konflikter. Dem, der genbruger, men stadig flyver på ferie til Thailand. Skatteydere, der kører til Tyskland efter billige sodavand.

Vi er nemme at gøre grin med, men var vi væk, ville verden først for alvor gå ad helvede til. Mennesker, der opgiver enhver moral, fordi man alligevel ikke kan være 100 procent perfekt, er farlige sociopater (ligesom dem, der forsøger at opføre sig perfekt i alle sammenhænge, i øvrigt er ulideligt frelste).

Panama-sagens udstilling af dele af de besiddende klassers skamløse grådighed, muliggjort ved bankernes hjælp og lovgivernes bevidste blindhed vækker universel vrede. Men i stedet for at kræve retfærdighed, når vi møder det modsatte, så reagerer vi ofte med endnu mere egoisme. Det er derfor Panama-skattesnyderiet ikke bare er amoralsk, det er samfundsnedbrydende.

Vi mennesker samarbejder og opfører os ordentligt, fordi det har vist sig at være den mest hensigtsmæssige måde at leve på. Med staten som samlende autoritet ved vi, hvem der har ret til at udøve magt og – vigtigere – hvem der ikke har. Det er denne konstruktion, den britiske filosof Thomas Hobbes beskrev i sin bog Leviathan tilbage i 1651.

Derfor er det så forbandet farligt, det skattesnyderne gør, for de sætter sig uden for og over vores samfund. Hvis vi ikke lever under de samme regler, hvis ikke Leviathans regler gælder for alle, så lurer naturtilstanden. Og tro mig, min ven, du ønsker ikke at leve i naturtilstanden.

Samfundet fungerer så længe, det kun er et mindretal, der tænker som bankerne og overklassens skatteål. Hvis skolelæreren, dommeren og skraldemanden og alle andre, der får dagligdagen til at fungere, også tænkte greed is good, ville det hele bryde sammen på rekordtid.

Og så er samarbejde og næstekærlighed et handicap. Så giver det bedst mening for den enkelte at plante flinteøksen i næstens baghoved og suge marven ud af hans lårbensknogler. Det er sket ikke så få gange i menneskelighedens historie.

Se et par af Mad Max-filmene for den bedste visuelle beskrivelse af naturtilstanden. Det er hård kost, men underholdende, hvis man kan lide heavyrock og monstertrucks.

Når de rige og privilegerede sætter sig uden for samfundet, vækker de de værste instinkter i os andre. For hvorfor skal jeg bidrage til et system, der er så tandløst? Hvorfor skal jeg betale, når dem, der er rigere end mig, ikke betaler en skid?

Jeg er krigsveteran. Jeg skal nok klare naturtilstanden, hvis bare jeg kan få fingre i et gevær og et bjørneskind. Men indtil videre nøjes jeg med at skrive facebookopslag og håbe, at vi en dag får en politisk klasse, der tør sætte Leviathan ind imod de rige og mægtige.

Niels Jespersen er cand.mag. og debattør.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Nissen
  • Steffen Gliese
  • ingemaje lange
  • Niels Duus Nielsen
  • Kasper Malskær
  • Jørn Vilvig
  • odd bjertnes
  • Sören Tolsgaard
  • Rasmus Knus
  • Poul Erik Riis
  • Benno Hansen
  • Torsten Jacobsen
  • Oluf Husted
  • Kurt Nielsen
  • Erik Jensen
Erik Nissen, Steffen Gliese, ingemaje lange, Niels Duus Nielsen, Kasper Malskær , Jørn Vilvig, odd bjertnes, Sören Tolsgaard, Rasmus Knus, Poul Erik Riis, Benno Hansen, Torsten Jacobsen, Oluf Husted, Kurt Nielsen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Lige i skabet!

Er man ikke til heavy rock eller monster trucks, kan man evt forbigå Mad Max, og i stedet for kaste sig over filmen 'Children of Men'. Den har desuden den fordel, at den i skræmmende grad ligner den verden, vi allerede har bygget til os selv..

"Derfor er det så forbandet farligt, det skattesnyderne gør, for de sætter sig uden for og over vores samfund.", skriver Niels Jespersen.
Og så er det vel spørgsmålet om at få dem afsløret.
Den sidste Panama-whistleblower forstod åbenbart teknisk at beskytte sig selv. Det lover godt for flere af hans slags (m/k) .
Kunne vi fremme dette gennem en udvidelse af ombudsmandsfunktionen?

Had kan et folketingsmedlem eller en højtstående embedsmand (m/k) - eller en ombudsmand - "købes" for?
2 millioner €? 20 millioner € 50 millioner €
Eller kan de slet ikke "købes"?
Og kan de afsløres, hvis de eksisterer?
Hvem kender svaret?

Der skulle stå:
"Hvad kan et folketingsmedlem eller en højtstående embedsmand (m/k) - eller en ombudsmand - "købes" for?
:-)

Niels Duus Nielsen

Arne Thomsen, jeg kender mennesker, der ikke er til salg - men desværre kunne de ikke drømme om at gå ind i politik, netop fordi de ikke er til salg.

Så det er ikke nemt.