Læsetid 5 min.

Pensionister skal performe

I dag skal gamle mennesker helst være overskudsmennesker, så de kan afhjælpe den samfundsbyrde, de potentielt udgør. Og de ældre mærker presset – ikke alle har overskuddet til ’aktiv aldring’ og svedperlende Facebook-smileys
Det er dejligt at være en aktiv ældre – nogle gange. Det kan også være udfordrende, hvis man ikke kan leve op til de krav, der stilles i dag.

Det er dejligt at være en aktiv ældre – nogle gange. Det kan også være udfordrende, hvis man ikke kan leve op til de krav, der stilles i dag.

Tor Birk Trads
25. april 2016

»Nu skal du altså ikke grine af mig, for jeg er altså nybegynder.«

Den ældre herre 83 år vil i gang med at bruge sin e-mail, og jeg forsøger at hjælpe. Han fortæller mig, at han får svært ved at holde kontakten til familien, hvis ikke han snart kommer i gang med IT. Børnene og børnebørnene har travlt og kommer sjældent på besøg.

I mit job ved Aalborg Bibliotekerne møder jeg mange seniorborgere som ham. De opsøger os for at få hjælp til det IT-udstyr, de har anskaffet sig. Deres omgivelser forventer nemlig, at de er med på beatet digitalt. Kommer de ældre ikke i gang med internet, mails og sociale medier, føler de sig udenfor.

Pensionister skal nemlig performe. Gamle mennesker skal være overskudsmennesker, og udbuddet af aktiviteter til ældre er enormt. Samfundet forventer nemlig et højt aktivitetsniveau fra de ældre, så de kan afhjælpe den byrde, de potentielt udgør ved passiv livsførelse.

Det aktive seniorborgerliv kan uden tvivl medføre øget livskvalitet, men ikke nødvendigvis for alle. Det er på tide, at vi diskuterer de dilemmaer, der eksisterer i devisen om aktiv aldring. Forventningspresset fra det omgivende samfund pådutter nemlig ældre at være aktive og omstillingsparate, men ikke alle har evnerne til at forvandle deres livs efterår til forår.

Biologisk deroute

Jeg ser mange seniorborgere, der som en vigtig del af deres seniorselvfortælling laver statusopdateringer på Facebook om deres træningsanstrengelser. Gerne efterfulgt af en flexed biceps-emoji og en smiley med svedperler på panden. En time senere tjekker de ind på Facebook fra Røde Kors-butikken, så alle kan se, at de laver frivilligt arbejde. De bruger hele paletten af pensionisttilbud fra Ældre Sagen og gør på pligtopfyldende vis stereotype ældrebilleder og forfaldstanker til skamme.

Men langtfra alle kan være med i ræset.

For tiden introducerer jeg de ældre for elektroniske armbånd, som kan måle antal skridt, puls og antal timers søvn. Problemet med disse smarte, teknologiske apparater er, at de netop er med til at bidrage til en intens selvevalueringskultur, hvor de ældre indretter deres adfærd efter kravet om et aktivt liv.

Men for mange ældre er alderdommen først og fremmest kendetegnet ved biologisk deroute. For dem bliver selv de mindste digitale udfordringer uoverstigelige, og de mærker presset.

For nylig dukkede en stamgæst op på biblioteket efter lang tids fravær. Hun beholdt sine solbriller på, da vi kastede os over repetitionen af NemID-procedurerne og fiskede en A4-kopi af nøglekortet og en lup op af taksen.

»Jeg har fået grå stær, og mit syn næsten er væk nu,« forklarede hun.

Indkaldelsen til undersøgelse på sygehuset havde hun fået som digital post, så der var ingen vej uden om computeren.

Hvad der i kølvandet på Anden Verdenskrig blev italesat som et regulært babyboom, har her 70 år senere udviklet sig til en massiv udfordring for velfærdsstaten. De demografiske ændringer med lave fødselsrater og stigende gennemsnitlig levealder betyder, at der i de kommende år opstår en ubalance mellem mennesker i den arbejdsdygtige alder og mennesker, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Det er præcis derfor, at ’aktiv aldring’ har indtaget en prominent plads på den politiske dagsorden.

For 10 år siden var begrebet ’ældrebyrde’ dominerende i den offentlige debat, og her kategoriserede man ældre som passive borgere, afhængige af offentlige ydelser. Men i dag skal ældre borgere udvikles og ikke afvikles. Og konceptet ’aktiv aldring’ kommer særligt til udtryk i visionen om at holde ældre på arbejdsmarkedet så længe som muligt. Alderdommen skal snydes og revitaliseres med sundhedsfremmende tiltag. Kognitiv og fysisk fitness skal skabe gode, aktive og indholdsrige ældreliv, hvor livskvalitet synes tæt forbundet med et ideal om selvhjælp. Hvor alderdom tidligere var forbundet med tab af førlighed, sociale relationer og tilknytning til arbejdsmarkedet, er alder i dag et elastisk begreb. Livets gang er ikke længere lineær, men cirkulær. Der er altid er mulighed for opblomstring i livsfaserne.

Ansvaret for at leve op til dette ligger dog ene og alene på den ældres egne skuldre. Den gode borger er en aktiv borger, og den gode pensionist skal udvise selvdisciplin, for alderdommen er blevet et moralsk projekt med samvittighedsfuld selvovervågning.

»Jeg er medlem af en gåklub, men alle interne aftaler bliver nu lavet i en lukket Facebookgruppe, så jeg har svært ved at holde mig orienteret,« forklarer en tredje pensionist, der har opsøgt biblioteket for at få hjælp.

»Jeg ved det godt, og jeg ville virkelig gerne, men her i de kolde måneder har jeg mange gigtsmerter og kommer ikke så meget ud,« siger en fjerde med skam i stemmen, da jeg på en venlig måde minder hende om vigtigheden i at vedligeholde det, hun har lært om NemID og Digital Post

Send snaps til farmor

Jeg møder seniorer, der nyder deres alderdom, mens de knokler rundt i haven og holder ukrudt og blodtryk nede. Og jeg møder seniorer, der leverer en stor indsats i frivillige foreninger. Men i min optik er de ikke repræsentative for ældre borgere generelt. Jeg oplever tværtimod A-hold og B-hold af pensionister.

Sidstnævnte er udfordret af en række dilemmaer, hvor særligt helbred spiller en hel central rolle. At krop og helbred i en vis udstrækning degenererer kan ikke bagatelliseres. Men alderdommens skavanker og sygdom risikerer at fremstå som noget selvforskyldt, hvis man ikke formår at mestre livet, men ligger samfundet til last som et syndigt væsen, der ikke formår at forsage dovenskab og usund livsførelse.

Er løsningen at nedjustere forventningerne til ældre borgere?

Nej, det mener jeg faktisk ikke nødvendigvis. Men vi skal sikre, at alle ældre borgere får de bedste forudsætninger for at have en aktiv livsstil. Denne opgave bør vi alle bidrage til for konceptet ’aktiv aldring’ rummer et stort, positivt, livskvalitetsforøgende potentiale.

Men hvordan gør vi så det?

Det er min overbevisning, at feltet kræver øget politisk opmærksomhed, hvis vi skal forsøge at ruste denne gruppe af ældre med forudsætninger til at mestre senlivet – for forestillingen om ’aktiv aldring’ går næppe i sig selv lige foreløbig. Ikke alle ældre har penge til IT-udstyr og helbredet til at opsøge hjælpen. Her mener jeg, at det offentlige har en vigtig opgave.

Med pædagogik kommer vi et stykke ad vejen. Vi kan kun styrke ældres selvbillede og motivere til aktivitet, hvis vi møder dem i øjenhøjde og møder dem ud fra deres forudsætninger. Inklusion er ikke kun et buzzword i folkeskolen, for vi skal alle bidrage til at skabe digital inklusion mellem generationer. Send din farmor sjove snaps. Altså ikke det man drikker, men dem man sender fra Snapchat.

Ved et bord på biblioteket sidder to veninder og øver sig i at logge ind i deres e-Boks. Den ene udbryder:

»Åhh, nu har jeg sgu glemt min kode igen,« udbryder den ene.

Veninden kommer til undsætning:

»Det skal du ikke være ked af, du kan bare låne min.«

Christian Langelund Hansen er formidler ved Aalborg Bibliotekerne og uddannet folkeskolelærer og cand.pæd. i pædagogisk sociologi

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jeg har en Facebook profil for at føle mig ung med de unge. Men ude i højre side er der begyndt at komme annoncer for Seniordating - og jeg siger dig de ser gamle ud! Nogen der ved hvordan man fjerner det? Vh. Søren 61 år.

Lise Lotte Rahbek, Kurt Nielsen, Kim Houmøller og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ditte Laursen
Ditte Laursen

Hej Informations-læser!
Vi er fire studerende fra Københavns Universitet, der er i gang med en undersøgelse på vegne af Dagbladet Information. Vil du hjælpe os?
Vi vil gerne tale med abonnenter af alle slags, men mangler især læsere, der holder det digitale abonnement. Vi vil gerne afholde både telefoninterviews, mailinterviews eller mødes - afhængigt af, hvad du foretrækker.
Hvis du er interesseret, skriv gerne en mail til Ditte på ditte.laursen@hotmail.com eller Rosa på telefon 21454764 eller mailadressen r-gelardi@hotmail.com
Vi sætter stor pris på din hjælp!
Bedste hilsner,
Ditte, Julie, Simone og Rosa

Brugerbillede for Helene Kristensen
Helene Kristensen

"Med pædagogik kommer vi et stykke ad vejen. Vi kan kun styrke ældres selvbillede og motivere til aktivitet, hvis vi møder dem i øjenhøjde og møder dem ud fra deres forudsætninger".

For de/vi skal dælme puttes ind i en kasse, og helst ikke være til besvær i det samfund, vi selv har betalt til i et helt arbejdsliv. Men de højtuddannede indpiskere, som aldrig selv har oplevet at være så nedslidt og træt, træt helt ind i knoglerne, skal nok få os jaget, pisket, hånet og nedgjort så meget, at vi enten går ind i den kasse med kvikke pensionister der kan det hele selv, eller vælger at sige "det her orker jeg altså ikke" og sørger for selv at ekspedere os ud af samfundet. Gudskelov har jeg altid arbejdet med edb, så det vil ikke blive et problem - for en fyr som lige vælger at slutte sin artikel med at gøre grin af edb-ukyndige ville jeg dælme nødig opleve som underviser.

Og nej, send endelig ikke rigtig snaps til farmor, hun kunne jo gå hen og nyde det, og det vil også helt ødelægge den træning hun har været pisket til at bruge sine sparsomme år som pensionist på.

Carsten Mortensen, Jørgen Steen Andersen, Hans Larsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Den nye stereotype "aktive aldring" - vor herre bevare os - hvorfor ældre holdes på arbejdsmarkedet er for de unge "kloge" uden erfaringer i jobs, de ikke kan mestre - uden erfaringer.
Det er at tale ned til folk, som var de idioter fordi de er så heldige at have overlevet en måske meget krævede tilværelse.
I dag skal alle have en app, der fortæller om hvad de skal gøre, hvis...
I morgen, har jeg hørt, skal vi selv tjekke puls og andre dårligdomme, så lægen kan spares.
Jeg vil være gammel i syden eller hvor man respekterer gamle mennesker som noget værdifuldt!

Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen, Jørgen Steen Andersen, bente-ingrid bruun, Hans Larsen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Nielsen

Hvad i himlens navn er det dog for et samfund vi efterlader. De unge mennesker har jo ikke forstået en hujende fis af noget som helst.

Det er s'gu alt for tidligt at gå på pension, med de fremtidsudsigter. Jeg håber da, at der er mere gang i børnebørnene.

Carsten Mortensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Michael Foley
John Michael Foley

Tænk, at man bruger udtrykket "ældre byrde". Håber I skammer jer!

Hans Larsen, Kurt Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Mortensen
Carsten Mortensen

" De demografiske ændringer med lave fødselsrater og stigende gennemsnitlig levealder betyder, at der i de kommende år opstår en ubalance mellem mennesker i den arbejdsdygtige alder og mennesker, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet."

Hvis det virkelig var et problem står der millioner af mennesker parat ved grænsen!
Måske de endda kunne bidrage med en mere human forståelse af menneskelivet, end den popsmarte som tydeligt ses i denne artikel.
Fri mig og lad mig ældes i fred, ro og værdighed, uden at blive et politisk middel.

Anne Eriksen, Anders Graae, Lise Lotte Rahbek, Kurt Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes

Når jeg gør en sag ud af Inf. pjoskede 'performe'-header, er det jo fordi man skal være obs på når the powers that be beslutter sig for at noget skal hedde noget andet. Det kan give mening - eller det er mental-manipulativt agitprop.
Plussiden : Det er et vilkår at ligegyldigt hvad man kalder 'evnesvage' så vil det blive et skældsord i næste generations skolegaard. Der skiftes rurinemæssigt officielt betegnelse ca. en gang hver generation. Eller : LGBT er i sin klodsethed et bedre udtryk for den ikke-heterosexuelle forvirring af identitetsopfattelser.
Efter 30 år populistisk postmodernisme kender vi udmærket minus-eksempler. Lige fra chauvinisme = racisme til finansfiflerier = produkter.
Og et decideret engelsk synonym, som faktisk ikke er et synonym -det er i slemme-afdelingen.
'To perform' har en undertone af forstillelse, at være noget man ikke er som ikke ligger i 'præstere'.
Sammenlign evt. med 'act' versus 'agere'
... beklager så at det ikke er 'verdens virkelige problem'.
Mindre er nok til mig ...