Kronik

Hvor robust er du?

Danskerne har stress som aldrig før, men frygt ej, din arbejdsgiver og coach har løsningen: Hvis bare du bliver mere mentalt robust, slipper vi for at indrette et rummeligt arbejdsmarked
Når forskning viser, at bedre normeringer skaber tryggere børn og færre adfærdsforstyrrelser blandt dem, er det en udvikling i den forkerte retning, når normeringen forringes. Vi har ikke brug for ’robuste børn’, mener dagens kronikør: Børnene har brug for bedre normeringer. Arkiv

Ditte Valente

6. april 2016

»Det bliver fremtidens mest afgørende kompetence at være robust. For virkeligheden kræver robuste medarbejdere.«

Sådan sagde Mariann Illum Vendler fra kursusvirksomheden Mannaz til Radio24syv i mandags. Ifølge Vendler er det nødvendigt, hvis man vil være en del af arbejdsmarkedet, at man må blive robust.

Og holder man øje med jobopslag, er man da heller ikke i tvivl. Konstant støder jeg på formuleringer som »robust medarbejder søges«. Tidens helt store plusord går igen i alt fra beskrivelsen af et nyt dagpengesystem til tiltag i landets kommuner til en ny bølge i selvhjælpslitteraturen og diverse medarbejderkonferencer samt byplanlægning og udviklingsstrategier i Udenrigsministeriet.

Men er det virkelig noget at glæde sig over? Gør vi ikke dermed den enkelte ansvarlig for problematiske arbejds- eller ledelsesforhold?

Meget tyder på det. Og det kom næstformand i LO, Morten Skov Christiansen, heldigvis også ind på hos Radio24syv forleden:

»Vi har brug for det, vi i gamle dage kaldte for ’det rummelige arbejdsmarked’. Det er vi gået væk fra. Nu er det kun et arbejdsmarked for de stærke,« sagde han.

’Ja, vi kan!’

Nu er spørgsmålet så bare, hvordan vi (gen)skaber et mere rummeligt arbejdsmarked. Først og fremmest kræver det et opgør med ’nødvendighedens robusthedspolitik’. Men for at dette opgør skal lykkes, må vi først forstå, hvorfor fænomenet ’robusthed’ er blevet så populært.

Italesættelsen af robusthed er et svar på, at danskerne har ondt i livet. Vi kender statistikkerne: 1,8 millioner danskere har en kronisk sygdom, 35.000 er dagligt stresssygemeldt, og hver femte i den arbejdsdygtige alder har psykiske problemer. Uanset diverse lykkeundersøgelser står det altså slemt til med danskernes psykiske helbred, og noget må gøres.

Robusthed tænkes mange steder som det nye middel til stressforebyggelse. Og forskellene på henholdsvis en ’stresstilgang’ og så en ’robusthedstilgang’ er meget interessante. Hvor stressen reagerer, så agerer robustheden. Hvor stress skyldes noget udefrakommende, så skyldes manglende robusthed utilstrækkelig forberedelse. Hvor robustheden søger at forebygge, så skal stressen afhjælpes, når problemet allerede er indtruffet. Hvor stressen er aktiv, så er robusthed proaktiv. Fidusen, så at sige, ved robusthed er, at den forudsætter en tilgang fra medarbejderen a la ’ja, vi kan klare os igennem endnu en besparelsesrunde!’.

»I takt med at antallet af stressede danskere vokser, er mental robusthed blevet et nyt buzzword på arbejdsmarkedet. Det er ofte krævende at leve op til arbejdslivets høje krav, store forandringer og komplekse problemstillinger,« har jeg læst i en invitation til et kursus om mental robusthed.

Og »der er hele tiden forandringer og knald på. Vi lever i et krydspres af forventninger«, lyder det på samme vis fra konsulent og robusthedsekspert Tine Faurby, når hun skal forklare, hvorfor robusthed i dag er blevet en så vigtig kvalitet hos offentligt ansatte.

Udbredelsen af robusthedskonferencer, -tiltag og -strategier er helt i tråd med en offentlig sektor, hvor antallet af stresstilfælde forsat er alarmerende, og hvor landets kommuner skal spare en procent af deres budgetter. De ansatte i sektoren skal lære at forebygge formodet ringere og mere pressede vilkår. De må blive robuste.

Men robusthed burde ikke være en nødvendig egenskab for at være en del af samfundet.

En illustration på denne problematiske tilgang ser vi i udviklingen i normeringerne i daginstitutionerne. Alle anerkender værdien af en god barndom og tidlige indsatser målrettet udsatte børn.

Men denne enighed følges ikke op fra politisk hold. Mellem 2009 og 2013 blev der afskediget omkring 5.000 pædagoger. Mellem 2009 og 2014 forværredes normeringerne i vuggestuer fra 3,2 til 3,5 og fra 6,2 til 6,8 børn pr. voksne i børnehaverne.

Det lyder måske ikke af så meget, men når forskning viser, at bedre normeringer skaber tryggere børn og færre adfærdsforstyrrelser blandt dem, så er det en udvikling i den forkerte retning. Vi har nemlig ikke brug for ’robuste børn’, børnene har brug for bedre normeringer.

Eksemplet er symptomatisk for robusthedstilgangen. Tilgangen søger at behandle virkningerne – stress, psykiske problemer – i stedet for årsagerne – nedskæringer, effektiviseringskrav og hastige forandringer.

Men ved at afhjælpe problemernes årsag forbedres medarbejderens vilkår unægteligt. Arbejdsmarkedets store udfordring er således at vende forholdet mellem medarbejder og arbejdsmiljø på hovedet og rettere anse gode og rimelige arbejdsforhold som det primære og altafgørende for individets velvære og trivsel.

Lad os dele arbejdet

Problemet er bare, at der er politisk konsensus om, at den offentlige sektor ikke må koste mere, og at de, der arbejder, arbejder for lidt – sammenlignet med andre lande eller på grund af en ændret demografi. Derfor skal den offentlige sektor og den enkelte løfte mere for mindre.

Robusthed og kravene herom er ikke et neutralt, men et politisk fænomen. Politisk i den forstand, at det vitterligt er et valg, vi må træffe, om øget robusthed er dét, arbejdsmarkedet behøver. Og det kræver, at balancen mellem arbejdsmiljø og den enkelte tippes til sidstnævntes favør. Uanset hvor robust den enkelte er, kan han/hun aldrig trives på en arbejdsplads, hvor arbejds- og miljøforholdene ikke er i orden.

Måske skulle vi i stedet i højere grad deles om arbejdet. Og måske skulle øgede politiske forventninger til den offentlige sektor efterfølges af tilsvarende ekstra økonomiske midler.

I stedet for at efterspørge robuste medarbejdere burde vi fokusere på gode og sikre arbejdsforhold for medarbejderne, så rammerne, betingelserne og arbejdsforholdene understøtter arbejdet.

Kristian Haug skriver speciale i socialvidenskab om robusthed ved Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Andersen
  • Sup Aya Laya
  • Bill Atkins
  • Niels Duus Nielsen
  • Margit Tang
  • Kurt Loftkjær
Søren Andersen, Sup Aya Laya, Bill Atkins, Niels Duus Nielsen, Margit Tang og Kurt Loftkjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karl Aage Thomsen

Rigtig godt sagt og skrevet. Kristian Haug. Og er der nogen der ikke er robuste, men lader som om, er dem, der vil, at alle vi andre skal være det, medens de savler i ordet robusthed. Ordet bliver desværre brugt i stedet for nedskæring på et godt arbejdsliv, og har som resultat af deres profitord givet os stress og sygelig usikkerhed på et sygt aorpbejdsmarkef.
Katho

Ok indrømmet på forkant - jeg gør mig skyldig i hvad der lader til at være en dødssynd i øjeblikket. Jeg er konsulent og jeg rådgiver om robusthed. Ok så er det sagt.

Aversionen mod at tale om robusthed er problematisk for selvom der er store faldgrupper ved at give medarbejderen ansvar for sin egen robusthed er der også problemer ved at fraskrive vedkommende det selv samme ansvar. En ting er at medarbejderen undlader at benytte sig af de gode anbefalinger som underbygges af forskning, noget andet er at man langsomt eroderer vedkommendes følelse af at kunne kontrollere ens omstændigheder.

En vis følelse af kontrol er faktisk afgørende for vores mentale sundhed og robusthed og ved at deponere ansvaret hos ledelsen eller poltikerne gør vi os selv en bjørnetjeneste.

I stedet for at placere et ansvar hos den ene eller anden part - hvad så med at vi alle påtog os et ansvar?

Michael Kongstad Nielsen

Arbejdsgivere vil først have medgørlige, føjelige, loyale, adlydende medarbejdere. Dernæst vil de have robuste medarbejdere. De to krav har en indbygget modsætning. Den største robusthed optræder, når medarbejderne strejker.

Niels Duus Nielsen

Nemlig rigtigt, Michael Kongstad Nielsen. Jeg har været på et par arbejdspladser, hvor medarbejderne var så robuste, at det faktisk var ledelsen, og ikke medarbejderne, der hele tiden fik stress.

Men det er nok ikke den slags robusthed, der undervises i på peptalkskurserne.

Mads Bab, jeg kan godt lide din formulering: "En vis følelse af kontrol er faktisk afgørende for vores mentale sundhed og robusthed og ved at deponere ansvaret hos ledelsen eller politikerne gør vi os selv en bjørnetjeneste."

Formuleringen tager overhovedet ikke hensyn til, at det faktisk er ledelsen, der ifølge Hovedaftalen af 1973 (1992) har retten til at lede og fordele arbejdet, ikke medarbejderne.

Så hvad det egentlig er, du bilder folk ind på dine kurser, ved jeg ikke, men ansvaret er nu engang placeret hos ledelsen, og hvis en medarbejder pludselig skulle få individuelle ambitioner om at tage ansvaret for tilrettelæggelsen af egne arbejdsforhold, kan vedkommende som regel imødese en snarlig modtagelse af en fyreseddel.

Med mindre selvfølgelig vedkommende organiserer sig. Men i så fald deponerer vedkommende ansvaret hos tillidsrepræsentanten, der så til gengæld kan være endda meget robust i sine meningsudvekslinger med ledelsen.

Løsningen på al denne påtvungne ansvarsfralæggelse på medarbejdersiden vil være, at arbejdsgiverne opsiger Hovedaftalen og opgiver retten til at lede og fordele arbejdet. Alt andet vil være lappeløsninger.

Er det uindskrænket demokrati på arbejdspladsen og sådan noget, du rådgiver om, Mads Bab? I så fald, hvad siger direktionerne til det?

Lise Lotte Rahbek, Mikael Velschow-Rasmussen, Bill Atkins, Søren Andersen, Hans Larsen, Rasmus Knus, Kurt Nielsen, Ebbe Overbye og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

@Niels Nielsen: Selvfølgelig er det ledelsen ret at lede og fordele arbejdet. Men verden er jo ikke sort og hvid. Måden arbejdet udføres på er i høj grad skabt igennem medbestemmelse, der af alle (eller fleste) på arbejdsmarkedet hilses velkomment som noget godt. Dvs. at hvis en medarbejder tager ansvar for tilrettelæggelsen af sit arbejde vil det faktisk på mange arbejdspladser blive anerkendt.

Nej - en arbejdsplads er ikke et uindskrænket demokrati men derimod et fællesskab. Langt de fleste af de virksomheder jeg har privilegiet at arbejde med er faktisk virksomheder, for hvem fællesskabet tages dybt seriøst. Og netop i et fællesskab tager alle ansvar - medarbejder og ledelse.

Søren Kristensen

Jeg har svært ved at klare mit job som vicevært. Det er især fejningen der slider mig op. Jeg har ansøgt CAF, Center for Arbejdsmarkeds Fastholdelse, om en personlig assistent nogle timer om ugen, inspireret af en pædagog som fik en assistent til det tunge, fordi hun også havde dårlig ryg. Det er spændende hvad svaret bliver. Vi kan jo ligeså godt deles om arbejdet, som at lade en hel masse gå ledige, mens vi andre stresser os skråt ud af arbejdmarkedet, ikke sandt?

Niels Duus Nielsen

Tak for dit svar, Mads Bab, det lyder altid godt med fællesskab. De arbejdspladser, jeg har været så underprivilegeret at arbejde på, tog også fællesskabet dybt seriøst. For ellers blev der ballade.

Men jeg er og bliver skeptisk over for tanken om, at medarbejderne skal lære at være mere robuste, så de kan holde ud at være på arbejde. I forvejen er der ikke meget rummelighed over det eksisterende arbejdsmarked.

Men måske skulle du tilbyde din rådgivning til Jobcentrene? De arbejdsløse er måske arbejdsløse fordi de ikke er robuste nok? Jeg har været på et utal af afklarings- og motivationskurser, nu jeg kunne godt tænke mig at dekonstruere et robusthedskursus.

Det vil jeg foreslå min jobkonsulent, næste gang, jeg skal til samtale.

Kristian Haug argumenterer for at fokusere på gode og sikre arbejdsforhold, og at vi måske i højere grad skulle deles om arbejdet - det ser jeg meget mere fremtid i end at få mere hård hud på brystet.

Lise Lotte Rahbek, Søren Andersen, Sup Aya Laya, Rasmus Knus, Herdis Weins, Ebbe Overbye og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Mads Bab

Et af de helt store misforståelser/manglende forståelse for arbejdsmiljøet er, at det foregår i et diktatur - af bl.a. de grunde Niels Nielsen siger. At tale om et fællesskab er et forsøg på at bortlede opmærksomheden herpå således, at medarbejderne og ledelsen (og konsulenter) i fællesskab kan dyrke en illusion om noget andet end diktaturet.

Der er ikke noget galt eller forkert med/ved den struktur. Det er bare et faktum som alle - konsulenter, ledere, og medarbejdere - gør klogt i at tage alvorligt.

Så når ansvaret skal placeres entydigt hos ledelsen, så er det fordi det er ledelsen, der har magten (og den er relativt uindskrænket). Det fremgår af den kontrakt - mundtlig eller skriftlig eller uomtalt - ledelsen har med den enkelte medarbejder.

Det fremgår af enhver ordentligt udført organisationsplan (guderne skal vide at der er mange uordentlige i omløb), hvilke professionelle relationer der er/skal være i organisationen og det fremgår af kontrakten, hvad der professionelt kan tales om i disse relationer. Al anden social omgang i en virksomhed er irrelevant og uprofessionelt.

Når hverken ledelse, medarbejdere eller konsulenter forstår dette er der ingen grund til at antage at stress nogensinde vil kunne undgås.

Stress er en to-sidet størrelse som opstår når der i en magtrelation (mellem f.eks. en leder og en medarbejder) optræder det, der i psykologien kaldes en double-bind situation, hvor medarbejderen stilles over for et valg mellem pest eller kolera og ikke - p.gr.a. f.eks. de sociale (irrelevante og uprofessionelle) dynamikker på arbejdspladsen ikke forstår, at det rigtige valg ikke er mellem pest eller kolera, men derimod om at se sig om efter en anden arbejdsplads.

Stress er en to-sidet størrelse. Medarbejderens bidrag er at være i besiddelse af egenskaber som loyalitet, ansvarlighed, faglige ambitioner og høj arbejdsmoral. Lederens bidrag er at stille rammer for arbejdet til rådighed, og herunder AT UNDLADE tydeligt, at tage ansvar for rammer, der er for snævre til disse medarbejderes egenskaber. Deraf følger double-bind situationen fordi, den ansvarlige medarbejder fejlagtigt tror, at når lederen ikke tager det ansvar, så må det vel være mit.

Det mest latterlige ved hele den proces er, at når lederen således sikrer, at en dygtig og ambitiøs medarbejder bliver langtidssygemeldt med stress, ja, så kan man jo ved hjælp af udelukkelsesmetoden nemt tænke sig til, hvilken type medarbejdere, der så bliver tilbage på arbejdspladsen.

PS. Gad vidst hvad egentlig aktionærerne siger til, at lederne i deres virksomhed, render rundt og gør hvad de kan, for at sende de mest værdifulde medarbejdere hjem i sygesengen? Nåehja,, de giver dem jo forresten en bonus.

Robusthed på arbejdspladsen har jeg oplevet som et spørgsmål om et sammenhold - ikke mod omgivelserne - men om at løse opgaverne sammen, under hensyn til at arbejdsgruppen leverer forskelligt på grund af individuelle personlige, permanente eller forbigående, forhold. Det kræver en god intern kommunikation, også om ikke arbejdsrelaterede forhold, og så kræver det tillid i form af åben vidensdeling.

Men arbejdskøberne har metoder til splitte en selvkørende gruppe. Ledelsesretten, bonusløn, dirigering af viden osv. De skal jo ikke risikere at det sociale forhindre en stadig stigende produktivitet.

Jeg bliver altså nødt til at skrive de her:

Selvom jeg i hver eneste ansøgning siden jeg mistede mit arbejde i efteråret 2015 på grund af diverse nedskæringer har skrevet at jeg er robust og fleksibel, har jeg altså ikke fået noget arbejde endnu. Gad vide hvorfor? Sidste jeg var arbejdsløs ilængere tid for 4-5 år siden, skrev jeg også altid i mine ansøgninger, at jeg var robust. Og er robust. Vi er faktisk nogen, der fra naturens hånd er udstyret med en hel del, hvis ikke overordentligt meget robusthed. Hvorfor skal det nu pludselig være forkert at være robust eller fleksibel, hvis man er det in karakter eller af natur.

Karsten Aaen

Der er vel ret beset ikke nogen her, der mener, at det er forkert, at være robust eller fleksibel. Jeg gør i hvert fald ikke og jeg er fuldstændig enig med dig i at 'Vi faktisk er nogen, etc....

Det bekymrende er dog, at det ikke er nogen garanti mod at få stress.

Lise Lotte Rahbek

Jeg forstår ikke.. ?
Verdens hårdeste job er at være arbejdsløs.
Arbejdsløse personer - uanset helbred - skal konstant værge for sig mod overgreb fra præstationsivrige jobcentermedarbejdere, kontinuerlige politiske og økonomiske indgreb, skylds-påduttelser, moralske angreb og tvangsarbejde.

Robust???
Hvis man overlever i nytidens NPMsamfund både fysisk og psykisk i bare nogenlunde form til alm. idløbstid,
så har man catme bevist sin robusthed over enhver rimelighed.
Dixit.

Anne Schøtt, Kurt Nielsen, Herdis Weins og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Men jeg forstår slet ikke, hvorfor robusthed foretrækkes i dagens management-teori som en styrke for såvel virksomhed, medarbejder, og person. For mig at se er robusthed tværtimod en svaghed bestående af lige dele ignorance, manglende empati, iklædning af brynje, magtudfoldelse, og kort hukommelse. Robusthed giver overlevelse, men ikke kvalitet.

Michael Kongstad Nielsen

Lise Lotte Rahbek, 19:48.
Ja, men det skulle vel ikke være en konkurrence om hvem, der er mest robuste. At gå på arbejde kan også være en prøvelse. At udholde mangfoldige ydmygelser i arbejdet, lugten i bageriet fx., dårlig karma med kolleger, pålæg af ledelsens strategier om dit og dat, service til umulige kunder, etc.
Som arbejdsløs er man pludselig befriet for alt dette. Begge dele er en kunst.

Lise Lotte Rahbek

MKN
Konkurrence - jamn det er jo det, arbejdsmarkedet går ud på. Vi skal allesammen konkurrere om at være med i stolelegen. Lige nu hedder nøgleordet 'robusthed' for at kunne være med. Førhen hed det 'omstillingsparat', eller 'have mange bolde i luften' eller andet mumbojumbo.

Det tjener det samme fomål - at overbevise os om, at vi bør konkurrere om at være med og tro på, at vi har vundet noget som helst i forhold til naboen eller de, som ikke må være med.
Totalt meningsløst, er det.

Kurt Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg kom lige i tanke om en hændelse, der anskueliggør problematikken. En skolepige kommer cyklende frejdigt ned ad vejen og skrider med cyklen i svinget til sidevejen. "Krash", hun rammer asfalten i skredet og bliver liggende helt stille en kort tid. Så samler hun sig sammen uden en lyd og rejser cyklen op og begiver sig på vej videre mod hjem. Lidt nede af vejen ser hun pludselig sine forældre, og nu bryder hun ud i alvorlig gråd. Den første fase var robusthed, men den anden lige så vigtig. For der skal være trøst og opbakning at hente, når man trænger.