Kronik

Min søn har givet systemet fingeren

’Bare han ikke bliver stiknarkoman på kontanthjælp,’ plejede jeg at sige i afmagt. Men ikke i dag. Min dreng har vist mig, at det er muligt at hoppe af samlebåndet – at der er et alternativ til politikernes ønske om at strømline de unge. Og mor er ved at revne af stolthed
’Bare han ikke bliver stiknarkoman på kontanthjælp,’ plejede jeg at sige i afmagt. Men ikke i dag. Min dreng har vist mig, at det er muligt at hoppe af samlebåndet – at der er et alternativ til politikernes ønske om at strømline de unge. Og mor er ved at revne af stolthed

Ditte Ahlgren

21. april 2016

Min søn har fastholdt sine fravalg.

Han prøvede at gøre, som systemet sagde. Han kunne bare ikke. Han droppede ud af gymnasiet, forsøgte HF – og fik det ene nederlag efter det andet.

Vi har været igennem fem år med op- og nedture sammen. Han har haft perioder med hashrygning og hjemløshed. Skralderlivsstil og ingen indtægt.

Og jeg har været så bekymret over hans helt vanvittigt afslappede tilgang til livet: Det skal nok gå det hele. Jeg klarer mig. Jeg har det godt, mor. Du skal ikke være bekymret.

Igennem alle de her år har han båret rundt på en guitar. I regn og slud skal guitaren ud. Han har holdt på musikken. Han har prøvet den konforme vej, men har hver gang sagt: Jeg dør, hvis jeg skal gå i sådan en skole. Men det skal vi jo, har jeg sagt. Nå – men så vil jeg ikke det, vi skal, har han svaret, mens hans mor hev sig i håret og spurgte sig selv: Hvorfor fik jeg ikke en søn, der gik den lige vej? Hvorfor?

For hvad skal man egentlig gøre som forælder? Har man overhovedet et valg? Jeg har som mor virkelig prøvet at tilpasse mig en anderledes måde at se tingene på, for i modsætning til min dreng indordnede jeg mig som ung. Tog studentereksamen med hiv og sving og lave karakterer, der aldrig kunne bruges til noget, fordi jeg i virkeligheden ikke havde lysten – eller modenheden til at fordybe mig.

Og nu blev jeg som mor pludselig tvunget til at acceptere ting – og være kreativ for at finde smuthuller i systemet, der kunne bære ham igennem teenageårene, når alle de andre gik i skole.

Følelsen af afmagt måtte jeg æde. Men den skyldtes nok mest, at man som forælder altid bliver konfronteret med: »Nåh, hvad laver din søn så?«

»Jo, ser du, han er hjemløs, fordi han syntes, det er spændende at være fri, og så lever han af ingenting og skralder.«

Jeg valgte altid at sige det ligeud. Sådan. Og mange blev tavse og sagde: »Det skal nok gå. Han kommer til fornuft. Det er bare en periode.«

Og jeg svarede: »Ja, bare han ikke bliver stiknarkoman og misbruger på kontanthjælp. Så klarer vi det nok.«

Modig eller dum?

Men hvem skal egentlig have retten til at definere, hvordan unge skal leve, og hvilken vej de skal gå? Politikerne har deres bud: straight up – ingen fjumreår. Ingen rejser. Ingen kreativitet. Ingen selvvalg. Fra en institution direkte videre til en anden.

Og vi har som samfund vænnet os til, at alle skal gå den samme vej i flok. Gør man ikke det, opstår der bekymring hele vejen rundt. Fra familie, uddannelsesvejledere og alle de andre. Og man spørger sig selv, om man er dårlig mor, fordi man ikke kan styre sin søn derhen, hvor ministeren ønsker de unge. Et sted uden kreativitet, men med vækst og fokus på økonomi.

Problemet ved politikernes store plan er alle de unge, der ikke kan følge med – eller dem, der bare nægter at indordne sig. Er de modige eller dumme? Er de tabt for altid? Hvad nu, hvis penge intet betyder, og man ikke har lyst til at forbruge? Hvis man ikke mener, at man bliver klog af at blive tvunget i gymnasiet med lortekarakterer til følge?

Oprøret betaler sig

For min søn er der i løbet af det sidste år sket det, at musikken har fyldt mere og mere. Den hænger ved. Der er ikke noget at gøre. Sådan er det bare i hans verden. Og på en eller anden underlig måde klarer han sig. Han hutler sig stadig igennem systemerne og lever på en sten. Af bønner og grøntsager. Går i aflagt tøj og taler i en Nokia fra 1990’erne. For ham er friheden vigtigere end penge og ting.

Jeg har tit tænkt på, hvor kommer det fra? Hvem har skabt det oprør i ham?

Det eneste, jeg ved, er, at oprøret er begyndt at betale sig. Min søns børneopsparing på 50.000 går nu til et ophold på den rytmiske Højskole, hvor han igennem et halvt år vil forberede sig på at søge videre ind på Rytmisk Musikkonservatorium.

Og heldigvis har den uddannelsesinstitution som en af de eneste i landet besluttet, at det ikke er afgørende, om du har læst HF eller har taget en studentereksamen. De ser stadig på mennesket og det, der er bag.

Og lige præcis den tankegang tiltrækker de frie unge. Dem, der ikke vil bindes. Dem, der er hoppet af samlebåndet. På en måde kan man sige, at de har taget deres egen livsuddannelse, hvor de har vandret gaderne tynde og har mødt alle slags mennesker. De har prøvet sult og frost. Har delt, givet og modtaget.

Men med de nye uddannelsesreformer vil denne her gruppe af unge igen opleve, at skruen strammes – at mulighederne for eksempelvis at tage HF senere i livet indskrænkes, og at højere karakter er det, der giver adgang til fællesskabet. Jo mere skruen strammes, desto flere fuckfingre vil de her unge give systemet.

Vor tids tabere

Der mangler i den grad nogle alternative fristeder og uddannelser, hvor de unge, der ikke kan gå den konformere vej, kan modnes og finde sig selv. Jeg har som mor til en kreativ og anderledes tænkende ung mand manglet et sted som den frie ungdomsuddannelse, hvor unge med kreativitet og frihedstrang finder deres base. Men den type uddannelse bidrog ikke tilstrækkeligt til samfundets vækst, så den blev lukket i starten af 00’erne.

Som det er nu, er de unge overladt til sig selv og tilfældighederne. Flere ryger på gaden og ender i ingenmandsland. Jeg arbejder selv med unge, der er endt på kontanthjælp og kan se, hvor klemt og marginaliserede de er. For man er fortabt, hvis man skejer ud og ikke vil være en del af det system, vi som samfund har skruet sammen

Alt, hvad de gør, er forkert. De reagerer med passivitet – og med at ryge en masse hash. De drømmer om en anden verden, hvor der er plads til dem. Men de bliver afvist, fordi de ser anderledes ud i laset tøj og med ringe i næsen og farvet hår eller dreadlocks.

Nogle ryger ind i kontanthjælpssystemet og bliver hængende der. Men min dreng var måske heldig at have nogle forældre, der blev ved med at være der – uanset hvad.

Forældre, der rummede det utilpassede sind, og som havde tillid til, at de mennesker, han mødte på sin vej, ville ham det godt. Og det har han været god til: at finde gode mennesker. Og dem takker jeg af hele mit hjerte.

Jeg har været heldig at have en søn, der har klaret turen indtil nu. Han blev hverken misbruger eller kom på kontanthjælp. Han er en sund ung mand på 20 år, der har taget et anderledes valg i livet. Og verden står åben for ham – selv uden en ungdomsuddannelse. Han er et livsklogt menneske, der har tvunget mig til at se tingene fra en helt anden vinkel.

For mig, der selv har klaret mig fra en tidlig alder, men som knoklede mig halvt ihjel for at følge strømmen, har hans afslappede forhold til systemets krav været oprørende. Man skal jo – for det skal man, har jeg sagt. Man kan jo ikke leve af at spise hvidkål og spille guitar. Eller kan man?

Så til alle politikerne: Det er ikke alle, der er skabt til at gå i gymnasiet, på HF eller på en erhvervsuddannelse. Den store alternative og kreative gruppe af unge er i den grad også blevet vor tids tabere i uddannelsessystemet. Giv dem en holdeplads i de svære år, så skal de nok klare den senere hen i livet.

Og til de unge, der har modet til at vise os, at det godt kan være anderledes og alligevel gå godt: Tak skal I have. I er modige og seje!

Der er lys og musik for enden.

Puk Sabber er selvstændig socialrådgiver og brevkasseredaktør på Den Sociale Brevkasse i Ekstra Bladet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • Flemming Berger
  • Torben Bruhn Andersen
  • Sup Aya Laya
  • Slettet Bruger
  • Mogens Højgaard Larsen
  • Dagmar Christiandottir
  • Torben Vous
  • Søren Roepstorff
  • Randi Overgård
  • Carsten Mortensen
  • ingemaje lange
  • Kurt Nielsen
  • Ernst Enevoldsen
  • Britta Hansen
  • Ib Christensen
  • Peter Wulff
  • Helene Kristensen
  • Christian Mondrup
  • Jørgen Wassmann
  • June Beltoft
  • Ole Frank
  • Ervin Lazar
  • Anders Jensen
  • Steffen Gliese
  • Niels Duus Nielsen
  • Mikkel Madsen
  • Jørn Andersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Toke Andersen
  • Randi Christiansen
  • Leif Koldkjær
  • Erik Hansen
  • Jørgen Theil
  • Jørgen Steen Andersen
Anker Nielsen, Flemming Berger, Torben Bruhn Andersen, Sup Aya Laya, Slettet Bruger, Mogens Højgaard Larsen, Dagmar Christiandottir, Torben Vous, Søren Roepstorff, Randi Overgård, Carsten Mortensen, ingemaje lange, Kurt Nielsen, Ernst Enevoldsen, Britta Hansen, Ib Christensen, Peter Wulff, Helene Kristensen, Christian Mondrup, Jørgen Wassmann, June Beltoft, Ole Frank, Ervin Lazar, Anders Jensen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Mikkel Madsen, Jørn Andersen, Lise Lotte Rahbek, Toke Andersen, Randi Christiansen, Leif Koldkjær, Erik Hansen, Jørgen Theil og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Tak for at I har rummet jeres søn, så han kunne få lov til at være et frit og levende menneske. Han er heldigvis ikke den eneste, der er flere, som ikke vil underlægge sig konkurrencestatstyranniet og som både i teori og praksis tør betvivle systemets ufejlbarlighed. 'Fra forskning til faktura' som thor pedersen kundgjorde - det er for fattigt, og til dem, som siger, at vi jo skal have smør på brødet, må man bare sige, hvad systemkritikere og frihedskæmpere altid har sagt : først tager systemet magten over smørret, og kræver derefter at undersåtterne stiller sig pænt på række for at få udleveret deres nøje afmålte ration. Vi har ladet fællesejet slippe os af hænde, og tiden er inde til at rette op på den undladelsessynd, som den ene % med frygt, brød og skuespil har lokket os til at begå.

Er det sådan et samfund vi vil ha? Nej vel, og hvis vi ikke vil det, må vi tage sagen i egen hånd og sige nej til 'the new world order', der langsomt stjæler vores liv, så vi ikke når at få øje på det vidunderlige eventyr, som vi er midt i. Ser vi på verdenssituationen er der et stykke vej, før vi har fået vores liv tilbage fra usurpatorerne, som med våben spreder krig og ødelæggelse. Som sætter broder op mod søster og får dem til at udrydde hinanden, så der ingen udfordrere er til verdensherredømmet, til konkurrencestaten, til overvågningssamfundet, til den ene %. Følg pengene - find de ansvarlige. Det lyder som noget fra det gamle testamente, som endnu en omgang af kampen mellem det onde og det gode, men sig mig, om den historie, som udspiller sig på verdensscenen for vore undrende øjne, giver anden mening?

Flemming Berger, Mads Hansen, Søren Roepstorff, Mads Berg, Morten Andersen, Dan Johannesson, Kurt Nielsen, Jørgen Steen Andersen, Helene Kristensen, Ole Jensen, June Beltoft, Ervin Lazar, Anne Eriksen og Thomas Toft anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

"For the loser now
Will be later to win
For the times they are a-changin'."
Bob Dylan

Randi Christiansen, Kurt Nielsen, June Beltoft og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"...vores medier, der skulle styrke sammenhængskraften, ender med at blive en elitær debatklub, hvor man taler om de udsatte og ikke med de udsatte. [...]

De udsatte er nogle af de stærkeste mennesker, jeg har mødt. Hvis vi andre skulle gå igennem bare en tredjedel af, hvad nogle af dem har været igennem, var vi dejset om."

https://www.information.dk/moti/2015/03/laeserne-spoerger-puk-sabber

Tak til Puk Sabber for et fremragende indlæg. Og tak til Information, der giver taletid også til mennesker, der ikke tilhører eliten.

Flemming Berger, Sup Aya Laya, Rasmus Kongshøj, Mads Berg, Morten Andersen, Kurt Nielsen, Jørgen Steen Andersen, Britta Hansen, Anders Jensen, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Thomas Toft, Randi Christiansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Markus Hornum-Stenz

Jeg ønsker alt det bedste for dig og din søn og hylder generelt princippet om at der er brug for både den som arbejder for systemet (lærer, sagsbehandler, sygeplejerske) og dem der mere er dets klienter (for det er vi selvsagt allesammen i en eller anden grad).

Bare en enkelt indvending: Rytmekons er ligeså ligeglade med din søns menneskelige kvaliteter som alle andre - de har et antal pladser, flere end der er plads til og er interessede i at få de dygtigste elever ind - chokket han for meget på højskolen og øver for lidt, kommer han ikke ind.

Det er vigtigt at han fanger den - sæt ham evt til at se Into The Wild, hvis han ikke har set den.

Hilsen en som har gået hans vej og derfor taler af erfaring

Rasmus Kongshøj, Mads Jakobsen, Kurt Nielsen, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Birgitte Møller Hansen

Jeg ville ønske jeg havde din søns mod, da jeg sled mig igennem en halv handelsskole og et helt gymnasie! Jeg viste så lidt motivation for uddannelsen, at min rektor flere gange forsøgte at få overtalt mig til at droppe ud og det eneste jeg kunne svare til det, var at mine forældre sagde jeg skulle have den uddannelse. Uddannelsen drænede mig psykisk og efterlod mig kun med det indtryk at jeg ikke duede til noget og et ubrugeligt studenterbevis.

Det eneste jeg ville før gymnasiet var at komme på kunsthøjskole, men det måtte jeg ikke. Efter gymnasiet tog det mig et par år, før jeg fandt min kreativitet igen og levede den ud på kreative højskoler og uddannelser. Jeg er lykkelig for at have genfundet det jeg brænder for og ligesindede unge, men jeg var mange år om det, fordi jeg prøvede at passe ind i andres forventninger.

Jeg kan godt forstå, at du er pavestolt af din søn. Det har du god grund til. Jeg håber der er flere forældre som dig derude og flere unge som din søn, der ikke finder sig i samfundets samlebånd.
Al held og lykke i fremtiden til jer begge!

Sup Aya Laya, Rasmus Kongshøj, Sven Dall, Kurt Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Ingen er da tvunget til at gå i gymnasiet eller på erhvervsskole. Man kan gøre som man vil, det eneste samfundet kræver af dig er, at du aftjener din værnepligt.

Lennart Kampmann

Hvis man har en børneopsparing på 50.000 kr. har man ikke rigtige problemer.

Artiklen forklarer meget godt hvad et velfærdsproblem egentligt er. Man har ikke reel materiel nød, man er aldrig i fare for at miste sin ret til sundhedsvæsenet, man har tag over hovedet og skal ikke forsørge nogen. Som ung mand er det lykken. Man er heller ikke tvunget til at blive voksen endnu.

En velmenende mor fortæller her om sin søn. Mødre vil deres sønner det bedste, men sønner lytter ikke altid til deres mødre. Jeg taler af erfaring.

Når man befinder sig i overflodslandets uendelige tilstand af lykke og den ikke føles inspirerende, er det måske på tide at drage ud i verden og finde inspiration. Prøv med et år i det centrale Afrika eller lignende, så skal du se løjer.

Eller tag pengene fra drengen. Når han har været sulten et stykke tid sker der en af to ting: Han eneten dør af sult, eller rejser sig og gør noget.

Min erfaring plejer også at fortælle mig at informations læsere kan have det vanskeligt med en direkte og til tider sarkastisk tone. Hvis ovenstående skulle skurre i ørene, så tag lige en kop kaffe eller te inden du svarer. Meningen er bestemt god nok.

Med venlig hilsen
Lennart

Peter Knap, Flemming Berger, Mads Hansen, Markus Hornum-Stenz, Hans Aagaard og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ingen, Lennart, har nogensinde præsteret noget af nød. Skabelse og udvikling kommer af overskud.

Morten Jespersen, Rasmus Kongshøj, Carsten Mortensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Velkommen i klubben.

Bare flere unge ville følge deres hjerter og give fuck fingeren til denne tids ubehøvlede tone over for alt, som ikke underligger sig systemets krav.

Bare vi forældre kunne lære, at slappe lidt mere af. De unge kan, hvad vi jo også kunne, da vi var unge.

I morgen kommer min ældste til lidt brunch, så husker jeg at "holde kæft" ingen løftede pegefinder.

Manden er over 40 år. ( 2 højere uddannelser) Jøsses..... og alligevel kan jeg bekymre mig.

I overmorgen kommer mit barnebarn, 4 år, så ren afslapning uden bekymringer for fremtiden. Næsten ingen bekymringer.

Jeg må ikke købe tomater endnu ifølge min hustru. Hun bekymre sig for frost og isvinter.

Vi har 4 sønner. Vi bekymre os sgu ihjel. I morgen kommer vores barnebarn, så skal vi nyde og slappe af. Tror vi nok. Vi forsøger.

Hils din søn.

Markus Hornum-Stenz, Rasmus Kongshøj, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Kurt Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

"@ Steffen Gliese
Nød lærer nøgen kvinde at spinde.
Med venlig hilsen
Lennart"

I så fald ville drengen måske bliv kriminel. Det gør mange der ikke kan klare markedskravene.

Vh.

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Martin Kristensen

Det er muligt at klare sig uden for systemet og uden at ha taget sig en uddannelse, jeg har selv gjort det, men det man skal være dobbelt så dygtig som dem der har "papirer" og selv om man er det er der mange jobs man aldrig kommer i betragtning til.

Og det bliver sværere og sværere.. For 10 år siden der kunne man forholdvist let få et rigtigt godt betalt job i industrien der ikke krævede nogen form for uddannelse. Den slags arbejdspladser er der desværre blevet tyndet godt ud i så man har ikke lige spærfabrikken hvis talentet ikke rækker til at blive professionel musiker (konkurrencen der er bidsk !)

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Rune Aa. Hansen

Jeg kan ikke helt gennemskue om indlægget omhandler mor mere end søn. Under alle omstændigheder vil jeg gerne høre mere til sønnen selv - han er efter min mening på helt rette spor på sin egen vej i livet.
Bedste hilsner til alle
RAH

Søren Kristensen

"Man kan ikke leve at at spille guitar og spise hvidkål - eller kan man?" Spørger moren, retorisk. Hvis man har talent nok kan man sagtens blive til noget uden en formel uddannelse også indenfor musikken. Det er er der masser af eksempler på blandt de bedste. Problemerne opstår som regel hos de "semitalentfulde", som er talentfulde nok til at narre både sig selv og de nærmeste, mens de ikke står distancen professionelt. Se bare alle de vragede kandidater i X-faktor, som end ikke klarer den ud over bootcamp; de kommer nemt til at spilde deres ungdom foran et let fordrejet spejlbillede. Der er det så en gave, at vi har fået en som Blakman til at kalde en spade for en spade, når nu forældre og venner ikke kan. Om hvidkålen ledsages af guitar eller ej, så er det en ringe kost i længden, så på den måde handler det måske ikke så meget om musik alligevel. Der findes jo også mange som "kun" har musikken som en hobby bag en helt anden succesfuld karriere. Ofte er talent jo så uretfærdigt fordelt at nogle har det i overflod på mange områder, mens det kan være svært at få øje på hos andre.

Jakob Lilliendahl

Det eneste, jeg ved, er, at oprøret er begyndt at betale sig. Min søns børneopsparing på 50.000 går nu til et ophold på den rytmiske Højskole, hvor han igennem et halvt år vil forberede sig på at søge videre ind på Rytmisk Musikkonservatorium.

Meget oprørende.. Sikke da en rebel!

Nu har jeg selv haft en niece der gik på en musikefterskole (om det var lige den rytmiske Højskole, kan jeg ikke huske); hun ville søge ind på Rytmisk Musikkonservatorium. Det gjorde hun så, sammen med en hel del andre fra den efterskole, hun havde gået på. Hun kom ikke ind, sammen med cirka 99% andre som også havde søgt. Rytmekons (som det også kaldes) har cirka 6-8 pladser i alt; kun de allerdygtigste kommer ind i en første forsøg. Min egen holdning er den her: Måske afviser Rytmekons en hel personer, som er talentfulde og som har et stort potentiale første gang de søger - for at se om de har stamina, udholdenhed og vilje nok til at ville satse på musikken som levevej. [Det skal lige siges at min niece har et meget stort talent for at synge.....så det er ikke det som er udfordringen eller problemet her].

Bare for at sige det her:
Ej så nemt er det at komme ind på Det Rytmiske Musikkonservatorium, hvis det er er det, folk tror. Eller moren tror, at det er. Eller at sønnen tror, at det er. Måske får sønnen sig en overraskelse, hvis han ikke kommer ind. Eller når han kommer ind. Fordi her bliver han nemlig hele tiden udfordret - vil jeg tro - på hvad han vil med sin guitar og hvorfor han vil det. Vil han leve af sin musik som Tina Dichow, vil han spille i et orkester, vil han optræde eller? noget helt fjerde...

Rasmus Larsen

Som andre i kommentarsporet er inde på, så er det måske lidt misvisende at sige, at Rytmisk Musikkonservatorium kigger på mennesket og det, der er bag. De kigger på om man kan finde ud af at spille og om man har noget kunstnerisk at byde på.

Hvis en studentereksamen var relevant, ville de nok have krævet en. Den er dog irrelevant grundet studiets natur, så derfor gør de det ikke (og ikke fordi de er nogle rarere mennesker ude på Holmen i forhold til f.eks. Københavns Universitet).

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men når man er kommet ind, er de søde, selvom det er et meget ambitiøst og arbejdsomt sted.
Man skal være opmærksom på, at der også er rytmiske musikuddannelser på Det Jyske Musikkonservatorium.

jan sörensen

Det er altid let at melde sig ud af samfundet og have de rigtige meninger......bare der er andre der gider betale for det.
Og det gør alle os idioter, som mange kommentatorer her på information ser dybt ned på

"Ingen, Lennart, har nogensinde præsteret noget af nød"
Før 1960'erne præsterede folk faktisk af nød, omend ikke altid med glæde.

Morten Jespersen

Snarere er det Systemet der har givet fingeren til Sønnen. I den forbindelse interessant at Mor er en del af systemet...

Der er rytmiske uddannelser på alle konservatorier i DK, bortset fra Det Kgl danske musikkonservatorium. Og der har ALDRIG været krav om uddannelse, før man kan ansøge. Du kan være dum som snot, man har du noget kunstnerisk at byde på, samt høje tekniske færdigheder på dit instrument er der måske en chance for at du kommer ind. Og ja, der er ganske få pladser hvert år på hvert konservatorium (typisk 6-8), så konkurrencen er benhård, hvilket prøveniveauet ved optagelsen også afspejler.

Næsegrus respekt for din søn som vælger at gå mod strømmen og give fingeren til konkurrencestatens snæversynede mål. Jeg er selv i gang med eksakt samme manøvre; men med en alder først i 40'erne er jeg desværre nok kommet lidt sent i gang. (Men jeg har en plan;-)

Til din søn - og til dig - kan jeg oplyse, at det IKKE under nogen omstændigheder, er en garanti at han kommer til at leve af musikken, selv om han har gennemført en konservatorieuddanelse. Og man SAGTENS blive/være en dygtig musiker og leve af det, UDEN nødvendigvis at have en kons.uddannelse. Bed ham f.ekss lave en liste over de 10 musikere han beundrer allermest og undersøg dernæst, hvor mange af disse der har en kons.uddannelse (eller tilsvarende). Det vil være et fåtal; hvis nogen overhovedet...

Jeg er uddannet rytmisk kontra-/elbassist fra det fynske musikkonservatorium anno 1998, og levede i årevis af at spille musik (bl.a kåret som årets fynske jazzmusiker i 2000). Jeg kender ind til flere afsindigt dygtige og talentfulde kons. uddannede musikere, der - som jeg - ikke længere lever af at spille musik. (Trust me, det er IKKE en dans på roser hvis du vil leve af det, med mindre du er så heldig at blive en af 'Tordenskjolds Soldater', og får foden ind i varmen i de allerede etablerede kredse - som er små og meget i indspiste).

Dette er ikke et forsøg på at tage modet fra jer, men blot en lille reminder om, at det er SINDSSYGT hårdt. Husk, du får jo ikke løn for alle de timer du står i øvelokalet med div. Bands. Eller al den tid der bruges på et spillejob, ud over de 2x60 minutter man reelt betales for af arrangøren. Denne indkomst er ofte B-indkomst, så man er nødt til at lægge ca. halvdelen af honoraret til side til skat. Man skal være sin egen bogholder og sætte sig ind i en hulens masse regler. Så hvis du udregner timelønnen ud fra dit honorar i forhold til hvor meget tid du reelt bruger på at tjene dine 1500-2000kr (før skat) for et 2x60 min gig, ville de fleste nok løbe skrigende bort.

Jeg ønsker dig pøj-pøj med musikken, men sæt dig grundigt ind i hvad du går ind til, og træf dine beslutninger og forholdsregler/backup plan ud fra det.

All the best ;-)
Martin Spure

Og PS : da jeg som 17årig annoncerede at jeg ville færdiggøre HF, begynde på MGK (forskole til kons.) og dernæst søge ind på kons. var min egen mors bemærkning: "jamen.. Skal du ikke have en rigtig uddannelse?"

I bakspejlet kan jeg se, at hun skal være glad for jeg ikke var ældre og stadig havde en lille smule respekt. Havde det været i dag, havde hun sikkert fået en lussing. Ikke for at sige hvad hun sagde; men for så kritikløst blot at gentage de samme syge floskler, som hendes forældres generation (og generationerne før) er blevet 'hjernevasket' med.

Så jeg er rigtig glad for, at du er en stolt mor fordi din søn rent faktisk er i stand til at sætte sig ud over dét, og kan tænke en selvstændig tanke og 'form his own opinion'

Noget lignende gælder for musikterapi på Aalborg Universitet; her skal man godt nok have en studentereksamen for at søge, men man skal også til optagelsesprøve, dels for at se om man teknisk er god nok, altså kan spille sit valgte instrument, dels formår at sætte sig ud over dette, og lade musikken swinge igennem sig, da det netop er det, man skal bruge i sit arbejde som musikterapeut.

Ditte Laursen

Hej Informations-læser!
Vi er fire studerende fra Københavns Universitet, der er i gang med en undersøgelse på vegne af Dagbladet Information. Vil du hjælpe os?
Vi vil gerne tale med abonnenter af alle slags, men mangler især læsere, der holder det digitale abonnement. Vi vil gerne afholde både telefoninterviews, mailinterviews eller mødes - afhængigt af, hvad du foretrækker.
Hvis du er interesseret, skriv gerne en mail til Ditte på ditte.laursen@hotmail.com eller Rosa på telefon 21454764 eller mailadressen r-gelardi@hotmail.com
Vi sætter stor pris på din hjælp!
Bedste hilsner,
Ditte, Julie, Simone og Rosa

"Og nu blev jeg som mor pludselig tvunget til at acceptere ting – og være kreativ for at finde smuthuller i systemet, der kunne bære ham igennem teenageårene, når alle de andre gik i skole."

Hvad kunne socialrådgivermor få ud af systemet som andre ikke kyndige i smuthuller går glip af ?
Det finder jeg er det mest interessante ved artiklen da det måske kunne hjælpe andre unge med "livsbesvær".
Fortæl, fortæl.