Kronik

’De spiser ikke aftensmad ligesom os’

Har vi ikke større udfordringer med integrationen end at forsøge at ’normalisere’ flygtninge ved at proppe rugbrød i gabet på dem?
Har vi ikke større udfordringer med integrationen end at forsøge at ’normalisere’  flygtninge ved at proppe rugbrød i gabet på dem?

Johanne Sorgenfri/iBureauet

7. april 2016

Integrationsdebatten i Danmark er ofte blevet kogt ned til mad. Alt for mange kræfter er blevet spildt på frikadeller. Tænk bare på vinterens debat om Randers Kommune og svinekødet i daginstitutionerne.

Der bliver til gengæld ikke talt specielt meget om, hvordan socialrådgivere, pædagoger og andre, der arbejder med flygtninge og indvandrere, går til integrationsproblematikken.

Min erfaring siger mig, at mange fagpersoner desværre (bevidst eller ubevidst) opfatter flygtninge som afvigende og utilpassede.

Alt, hvad flygtninge foretager sig, som er anderledes fra ’vores’ traditioner; alt det, der ikke ligner ’os’, bliver opfattet som unormalt. Alt for mange fagpersoner tror tilsyneladende, at deres opgave er at normalisere de nytilkomne.

Fokus på madkultur

Paradoksalt nok skyldes mange af fejltrinene igen et alt for stort fokus på madkultur. Det har jeg flere eksempler på, som jeg kender til fra mit daglige arbejde som socialrådgiver.

En uledsaget flygtningedreng på 16 år blev anbragt på et opholdssted for børn med vanskelige sociale problemer, efter at han havde fået opholdstilladelse. Han blev ikke anbragt der, fordi han havde sociale problemer, men fordi han ikke havde forældre. (Det er en helt anden snak om, hvor uprofessionelt det er, at et barn bliver anbragt på et opholdssted med andre børn, som har psykosociale problemer).

Fra dag ét begyndte konflikterne mellem ham og pædagogerne. Det første problem handlede om rugbrød. Opholdsstedet havde besluttet, at rugbrød er deres ’prioritetsbrød’ – og det var der ingen tvivl om.

Men hvordan blev det mon modtaget af en dreng, der lige var ankommet til Danmark fra Syrien, og som aldrig havde smagt rugbrød? Ud over at han er helt alene i det nye samfund, hvor alt er anderledes, føler han, at han bliver presset til at spise noget, som han end ikke havde forestillet sig fandtes.

Vi er nødt til at spørge: Hvor skal integrationsprocessen begynde? Er rugbrød det første skridt til integration eller snarere til segregation?

’Madpakkerne er nu i orden’

Når vi møder flygtninge med et strengt fokus på madkultur, som ikke fører til andet end unødige konflikter, forstærker vi tendensen til splittelse i det danske samfund. Her handler diskussionen altså ikke om flygtninge, som modarbejder at blive en del af samfundet og gør alt for at danne et parallelsamfund, men derimod om de folk, som arbejder med integration. Om de mennesker, som burde skabe konsensus i stedet for konflikt.

Problemet er, at det er op til disse fagfolk selv at definere, hvad god integration er. Det er dem, der helt selv bestemmer, hvordan og hvorfra vellykket integration skal begynde.

»Madpakkerne er nu i orden, og familien ved, at børnene skal have rugbrød med,« har jeg læst i et referat fra et møde om et flygtningebarns familie.

Er det virkelig det vigtigste? Er det så afgørende, hvordan og hvad nyankomne flygtninge spiser?

En familiesagsbehandler gav mig for nylig et eksempel på en af sine udfordringer med en nyankommet flygtningefamilie, som var, at de ikke spiste aftensmad, som vi gør.

Hun undrede sig over, at de ikke samledes omkring spisebordet klokken 18, ligesom mange andre har for vane at gøre her i Danmark. De spiser ikke aftensmad ligesom os. Det var hendes fokuspunkt, når det handlede om integration. Det var hendes normer for god madskik, der definerede, hvordan hun greb integrationsarbejdet an.

Men bliver resultatet ikke bare, at familien opfatter den indblanding som en krænkelse af deres privatliv og begynder at modarbejde den person, som skal forsøge at hjælpe dem til at blive integreret?

Ingen tvivl om, at sund mad er vigtig for sundheden og giver et bedre liv i hverdagen, men når vi arbejder med nyankomne flygtninge, er der måske andre ting, som er langt vigtigere. Hvad med at begynde med at fokusere på sunde relationer i stedet for sund mad?

Hertil kommer så, at vores forestillinger måske slet ikke holder stik, når det kommer til den mad, som vi tror er så sund og god og bedre end den madkultur, som visse flygtninge har med i bagagen:

»Vi tror, at vi spiser meget rugbrød. Det gjorde vi engang. Men i dag spiser vi lyst brød med en mørk farve,« har professor og overlæge Michael Borre sagt til DR’s hjemmeside.

Hvad skal gardiner bruges til?

Det er i øvrigt ikke kun forestillinger om danske madtraditioner, der ender med at stå i vejen for fagpersoners arbejde med flygtninge og indvandrere. Mange gange har jeg hørt eller er blevet spurgt om, hvorfor familiens gardiner er nedrullede. Har de nogle hemmeligheder, som de er bange for, at andre ser – eller er det noget helt andet?

Men for mange flygtningefamilier vil svaret være helt enkelt, hvis du spørger dem:

»Hvorfor skulle vi have gardiner, hvis vi ikke ruller dem ned?« vil de sige.

Selv om de folk, som arbejder med flygtninge og flygtningebørn, har gode intentioner, kan deres tilgang altså også være med til at ekskludere flygtninge fra samfundet. Denne ’normaliserende’ tilgang til at integrere flygtninge og indvandrere kan være meget skadelig for det, vi kalder integration.

For hvad der er normalt, rigtigt, farligt og uønsket for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. ’Normalt’ er et værdiladet udtryk og afspejler individers holdninger og værdier. Det siger sig selv. Men så længe vi overlader det til den enkelte fagperson at definere udgangspunktet for sit integrationsprojekt, som han eller hun vil, kommer vi ikke meget videre.

Hvis alle blander sig med deres personlige meninger om, hvordan et individ skal opføre sig eller integreres, skaber det forvirring og uklarhed om integration.

Det er klart, at når flygtninge kommer til et nyt land, betyder det kort sagt, at de afslutter et kapitel og starter på et helt nyt. Det vil sige, at alt er nyt og anderledes for dem. Det gælder sprog, kultur, vejret og maden m.m.

Så spørgsmålet er, hvorfor vi bruger så meget krudt på banaliteter, som skaber adskillelse, segregation og parallelsamfund? Ville det ikke være mere fornuftigt, hvis vi begyndte at overveje, at vi ikke kan forandre alt fra dag ét?

I så fald ville vi måske bruge lidt mindre krudt på flæskesteg, rugbrød og nedrullede gardiner og i stedet hjælpe flygtningene til at skabe relationer og støtte dem og sætte dem i stand til at hjælpe sig selv, for de møder rigeligt med udfordringer i det danske samfund.

Shadman Salih er socialrådgiver og cand.soc. i socialt arbejde

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter fonnesbech
  • Steffen Gliese
  • erik mørk thomsen
  • Merete von Eyben
  • Herdis Weins
  • Flemming Berger
  • Nanna Wulff M.
  • Jørgen Wassmann
  • Christian Mondrup
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
peter fonnesbech, Steffen Gliese, erik mørk thomsen, Merete von Eyben, Herdis Weins, Flemming Berger, Nanna Wulff M., Jørgen Wassmann, Christian Mondrup, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Netop! Tak for et godt indlæg.
Der burde bruges store midler på at udvide horisonten hos vores provinsielle landsmænd... Så ville en væsentlig barriere for vellykket samkvem med "anderledes" folk blive jævnet noget.

Arne Lund, Kurt Nielsen, erik mørk thomsen, Steffen Gliese, Ole Frank, Flemming Berger og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar
Trond Meiring

De spiser hashisj og mystiske krydderier, deres hund ser mærkelig ud og har dårlig ånde, de taler underligt og højt og alle i munden på hinanden, og så deres mærkelige navne og fjollede tøj!

Kurt Nielsen, erik mørk thomsen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Trond Meiring

I Norge spiser man heller ikke dansk rugbrød eller aftensmad som danskerne. Er nordmænderne så kulturelt afvigende af den grund?

Arne Lund, Kurt Nielsen, uffe hellum, erik mørk thomsen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, June Beltoft og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Trond Meiring

Selv begyndte jeg, helt frivilligt, at spise rugbrød efter at have boet måske et år i Danmark. Jeg var vel træt af franskbrød, som var omtrent det eneste alternativ. Men så blev jeg glad for rugbrødet.

Hvis en dansker f eks udsendes for at arbejde i et land med en væsentlig anderledes kultur ( og ikke slår sig ned i en "europæer-getto"), så må vedkommende indstille sig på, at omgivelserne ( de "indfødte") forventer en positiv eller forstående/accepterende holdning til de lokale love, sædvaner, spisevaner , adfærdsnormer o s v. ( Hvis ikke der er "omstillingsparathed" hos den udsendte , så kan han/hun lige så godt vende hjem til Danmark med det samme.)

Det er vel det samme en udlænding (flygtning m v) oplever ved ankomsten til Danmark ? - eller hvad ???

Kent Thomsen, Bastian Barx og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Dette er også generaliseringer om bagateller. Men heldigvis til at løse - mad er ikke farligt?
Der har været kritik om maden, der bliver serveret i forbindelse med indkvartering. Det vil være en rigtig god løsning, at folk selv laver deres mad.
Med så mange folkeslag inklusive dansk, kan det kun blive hyggeligt og muligvis et tiltage til større forståelse - fra begge parter.
Udover det - alle veje fører til Rom.

Kurt Nielsen, erik mørk thomsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Knudsen

Jeg er fløjtende ligeglad med hvad folk de spiser. Så længe de ikke sætter grænser for hvad jeg må spise og drikke. Spis I bare jeres kikærter og Sushi. Hvis bare jeg får lov til at spise grisekød, jomfruhummere og drikke øl og snaps til, så er jeg glad.

Kent Thomsen, Bastian Barx, Kurt Nielsen, erik mørk thomsen og Thomas Holm anbefalede denne kommentar

Jeg har aldrig forstået den her fetichisme omkring rugbrød. der kan gå måneder, hvor jeg ikke spiser rugbrød, som jeg aldrig har været den store fan af.
Da jeg i sin tid flyttede til Tyskland - hvor de havde sådan ca. 100 flere brødvarianter end i DK på det tidspunkt - fandt jeg ud af, ingen intereserede sig det mindste for, om jeg spiste rugbrød eller ej. Så det holdt jeg op med, og spiste løs af alle de mange nye brødvariationer.
Man kan sagtens leve uden rugbrød !

Dana Hansen, Kurt Nielsen, erik mørk thomsen, Ole Frank og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Johanna Eriksen

Tak for et rigtig fint indlæg. Ja, når man taler integration, er det vigtigt at ta' de store briller på og ikke fortabe sig i ligegyldige detaljer som f.eks. typen af brød, man spiser.

Helene Kristensen

Man kan vel næppe forvente den store velvillighed til forskellighed hos folk der bor i København, når de udnævner folk i provinsen til at være racister - ikke fordi de ikke kan lide fremmede - men fordi de bor i provinsen.

Jeg er da inderlig bedøvende ligeglad med, hvad man beder til, hvad man spiser, hvad man gør - bare man gør mig den venlighed at være lige så ligeglad med hvad jeg foretager mig.

Kent Thomsen, Bastian Barx, Kurt Nielsen, Jens Nielsen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Trond Meiring, i Norge går befolkningen jo rundt i store strikketrøjer med rensdyr på maven, så ja, nordmænd er helt klart kulturelt afvigende. De kan heller ikke stave. Derudover spiser de klipfisk. Kan det snart blive mere udansk?

Trond Meiring

Jeg er måske også en afviger i det norske, for i modsætning til de fleste, der riktignok går rundt med rensdyrsmotiver på trøjerne, har jeg en trøje med billede af Peter Plys.
Nogen spiser også torske- og fårehoveder. De er huleboere, de nordaber.

Poul Brunhøj

Robet@
Mener du dermed at hvis jeg skal arbejde i Saudiarabien i en længere periode, så skal jeg acceptere piskning mm. ellers kan jeg lige så godt vende tilbage til danmark ??? Det er jo den lokale skik og lov.
Kan du ikke selv høre du er lidt langt ude. Skal jeg også medvirke til samme for at vise mig integrerbar.
Har rejst en hel del i verden og aldrig oplevet intolerence overfor lokale madvaner og skikke jeg ikke brød mig om. Har kun oplevet at en forklaring åbner for dialog og forståelse.
Du er nok lige nød til at uddybe hvad du mener.

Poul Brunhøj

Er enig i den overordnede pointe i indlægget. vores fokus på integration er ofte himmelråbende latterligt. Det er bare ikke min oplevelse at det er de mennesker der arbejder med integration der er problemet, men den overordnede ramme de skal arbejde i.
Kender en del der arbejder på området. Dem jeg kender er godt klar over problemerne nævnt i artiklen. Tænker din kritik skal rettes mod politikkerne og den del af befolkningen der enten er bange for det fremmede eller kun føler sig i live når det er svinehunden der taler.

Mads Berg, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Nu er det ikke kun på flygtnings område, Nogle "hellige", vil bestemme over, hvad andre må og ikke må.
F.eks måtte vi på det psykiatriske område, havde fat i ombudsmanden, før indlagte måtte bestille udefra, en 1/2 grillkylling med profris.
Det havde personalet ellers forbudt.
Hvornår de må bruge deres egne telefon, bestemmer personalet også, ligeledes, hvad de må se i tv.
Jo, den sidste hatte dame/mænd er ikke uddø endnu.

Han skal da bare spise, hvad der er på menuen. Længere er den ikke. Tror I måske at andre på omtalte institution kan forhandle om frokostbuffetens udbud?

Selv for os frivillige migranter, føler vi nogle gange foragt for det lokalsamfund, vi er kastet ud i. Alle mine integrationsproblemer er meget nemmere at projicere ud på de lokale, end at acceptere, jeg har noget nyt at lære.

Det er svært at forestille sig, hvilken dyb irritation der kommer, når nogen er ufrivillig migrant, enten som flygtning, eller som familie til en migrant.

Da jeg i sin tid boede i Irland, udviste jeg absolut ingen respekt for de lokale love, personer, traditioner, religion, kultur, politik, osv. Naturligvis elskede jeg da alt det nye, men alle problemer var per definition de lokales skyld.

Vi forventer helt urealistisk, at flygtninge og andre migranter aldrig bliver irriterede på danskernes dårlige mad og dårlige vejr og mærkelige lille sprog og vores dårlige TV-udvalg...

Vi må da ikke håbe, at de kommer til at sulte her i Danmark, hvor der er så meget galt med stort set det hele - men det er vel helt op til dem selv ... ;-)

1) Folk fra Mellemøsten har et ordsprog (?) - et ret fornuftigt ét - den, der spiser sin mad alene, må være et ulykkeligt menneske. Da ca. 20 pct. af danskerne bor alene, og derfor må det vel antages, at en stor del, af de pågældende spiser maden alene - måske mens de ser læser avis, ser TV eller hører Radio 24/7 eller hvad ved jeg - - -er de pågældende så iflg. mellemøstlig definition ulykkelige?
Det ved jeg ikke, men en del af dem er i hvert fald stressede, og det er tæt på at være ulykkelig.
Tror jeg nok.
2) Mange fra Mellemøsten spiser vitterligt ikke som vi, leverpostejfarvede danskere. Tag blot Ramadanen den slags kunne vi skam aldrig finde på. At faste - far out!! Undvære de tre regelmæssige måltider pr. dag plus det løse.

Al den snak om måltider er iscenesat af Social-Nationalisterne, der bruger flæskesteg og frikadeller som en markør for hvorvidt "de fremmed" er inde i folden eller ej. Lad dog for helvede folk med anden oprindelse end Grundtvig og Jellingstenene have deres madvaner i fred. Er der ikke vigtigere ting at tage sig til.
Rent bortset fra det, så smage humus, tabouleh, falafler og ayran skidegodt. Her kan Danish Crown og Stryhn godt pakke sammen med deres affaldskød.

Mads Berg, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Jeg har været på kontanthjælp flere gange i tilværelsens løb, og jeg har endnu til gode at møde en socialrådgiver - eller rettere sagsbehandler - der ikke så mig som afvigende og utilpasset og har gjort deres for at "normalisere" mig...

Charlotte Svensgaard

Det er nok bare mig, men det her er for mig virkelig Rasmus modsat - al den fokus og madvane fiksering kommer den ikke nærmere af at man fra visse kredse ikke bare beder om, men nærmere kræver, at danskere skal vise udbredte hensyn til netop deres madvaner og at det danske institutions samfund derfor pr definition skal udelade visse føde vare da disse åbenbart er krænkende? Også selvom at der er alternativer?

Men det er nok bare mig.....

jens peter hansen

Har vi ikke større udfordringer med integrationen end at forsøge at ’normalisere’ flygtninge ved at proppe rugbrød i gabet på dem?

jens peter hansen

Så spørgsmålet er, hvorfor vi bruger så meget krudt på banaliteter, som skaber adskillelse, segregation og parallelsamfund?
Sikken en gang ævl.!

"Tag blot Ramadanen den slags kunne vi skam aldrig finde på. At faste - far out!!"

arne,
Ramadanen er sådan set "kun" faste fra solopgang til solnedgang. I den mellemliggende periode er det for mange familier alt andet end faste, og faktisk er der mange, der tager på i den periode.