Læsetid 4 min.

Støjbergs facebookprofil er samlingspunkt for polarisering

I sagen om kritikken af forholdene i teltflygtningelejren i Haderslev bliver Inger Støjbergs facebookprofil samlingspunkt for polarisering og hård og uforsonlig debat – uanset om ministeren vil det eller ej
16. april 2016

»Debatten er, som den er, men det er den nu engang, når den handler om værdipolitik.«

Sådan siger integrationsminister Inger Støjberg (V) med henvisning til den uredigerede debattråd på hendes facebookprofil.

Men debatten handler om meget mere end værdier. Især om den informationsmæssige gennemslagskraft, som en mininister kan have, og som hendes eventuelle debattører ikke har – i seneste tilfælde forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der i Dagbladet Information i sidste uge kritiserede tilstanden i teltflygtningelejren i Haderslev, som hun kaldte »En unødvendig lejr«.

Debattens efterfølgende skift fra Information til Facebook var ifølge Støjberg god, fordi debatten »kom bredere ud«, og det kan hun have ret i. Problemet er dog, at alle facebookbrugere ikke er lige, men, at nogle har flere følgere, større rækkevidde og derved større informationsmæssig slagkraft end andre.

Med et stort kartotek af facebooktilkendegivelser bliver debattonen ofte hård, når det er åndsfællerne, der melder ind. Således polariserer vi og overbyder hinanden i hårde kommentarer, som det så oftest er påvist i mange socialpsykologiske eksperimenter.

Rummet spalter sig

I ministerens artikulation af problemet vedrørende Marstrand-Jørgensen kaldes forfatteren en »løgner«, og Marstrand-Jørgensens præcisionsgrad i kritikken af teltflygtningelejren kunne godt have været større.

Men når ministeren italesætter en person som løgner frem for at forholde sig til de kendsgerninger og eventuel påpegning af unøjagtigheder, er der større risiko for, at hun ansporer lemmingeffekter blandt ligesindede og følgere: Alle er imod en løgner.

Det, der sker, er, at vi mister den oplysende diskussion til fordel for skældsordsdebat, ligevægt bliver til polarisering, klar tale til ekkorum.

Der er et begyndende fokus på disse uheldige polariserede fremstillinger og medløbsdynamikker, men der mangler stadig en egentlig digital dannelse af vores daglige, virtuelle færd på sociale medier. I sidste ende er den nye socialitet også et nyt kald for problemfyldt tilpasning og navigation i de digitale tråde, vi som samfund selv spinder.

Det offentlige rum spalter sig i disse tider i to store kategorier: Det fysiske og det digitale rum. Især det digitale offentlige rum faciliterer politiske, religiøse og kulturelle diskussioner, men på platforme, der har en tendens til hurtige og nemme meningstilkendegivelser, hvis afsender ikke altid orienterer sig i kriterier for, hvad og hvordan noget er sandfærdigt eller korrekt i internettets sociale rotunde.

Med henvisning til Lars Løkke Rasmussens (V) alternative nytårstales opfordring til den gode samtale, ordentlig skik og brug af de offentlige, meningsdannende rum – især med dem man er uenige med – er det bemærkelsesværdigt, at en integrationsminister afstår fra enhver yderligere indblanding i debatten, når den bliver hård på hendes facebooktråd.

Samtalen kan sagtens være ligeværdigt balanceret imellem Inger Støjberg i egenskab af privatperson og Marstrand-Jørgensen.

Men når man samtidig er minister med et stort netværk – meget større end langt de fleste borgeres – ændrer netværksstrukturen sig fra 1:1 til 1:mange:1 med hertil hørende asymmetrisk signalforstærkning i ministerens favør.

Marstrand-Jørgensen er selvfølgelig ikke ’en normal borger’, men en kendt forfatter og politisk aktiv person, men derfor kan hun stadig ikke hamle op med det netværk, ministeren nyder godt af i kraft af sit virke.

Det begynder hos den enkelte

Inger Støjberg tilskriver sin facebookkommunikation egen person, der angiveligt ikke er forbundet med ministerembedet. Men lidt over 90.000 mennesker følger hende – følgere som forfølgere – og profilen kan bruges som et slagkraftigt debatmobiliserende informationsartilleri, der alene ved antallet af følgere, kan få signalet mod eventuelle modstandere til at fremstå meget stort og kraftigt.

Denne signalstyrke er næppe helt uafhængig af ministerembedet: Inger Støjbergs private indlæg publiceres på hendes private, men alligevel ikke helt private facebookside, og eftersom disse indlæg oftest finder vej til den offentlige debat, blandt andet fordi hun er minister – tænk bare på drengene i biografen, der larmede – så giver identitetsoverlappet mellem privatperson og minister en unik ytrings- og debatplatform, som kun de færreste er beskåret.

Denne platform skal benyttes med største omhu og ansvarlighed, »for hvis vi mister evnen til at tale sammen på kryds og tværs i samfundet, så mister vi noget meget dansk. Ja, hvis jeg skal sige det lidt højstemt. Så mister vi det særlige ved vores demokrati«, som integrationsministerens chef sagde i sin alternative nytårstale.

Inger Støjbergs facebookprofil er i denne sag lidt som en dobbelt spalteåbning, der både mobiliserer det informationsnetværk, som er kompetent i polarisering, ekkokamre og hård debat, imens hun forsøger at isolere sine ytringer her fra dette netværk, når de hævdes i egen person. Informationsstrukturelt er en facebookprofil både ytringer og netværk, der ikke er uafhængige, når det hidrører indflydelse, brug og hensigter.

Informationsstrukturen giver her Inger Støjberg kommunikationskraft og -magt. I sagen med Marstrand-Jørgensen bliver Inger Støjbergs facebookprofil samlingspunktet for polarisering, en informationsstrukturel ventil for hård og uforsonlig debat, uanset om ministeren vil det eller ej.

Det, som man kunne gøre, ville være at rette op og ind på den kurs, hendes egen – og vores – statsminister har lagt op til. Det begynder hos den enkelte, privatpersonen som ministeren.

Joachim S. Wiewiura og Vincent F. Hendricks er ansat ved center for Information og Boblestudier (CIBS), Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
  • Brugerbillede for Bill Atkins
    Bill Atkins
  • Brugerbillede for Keld Albrektsen
    Keld Albrektsen
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
ingemaje lange, Bill Atkins, Keld Albrektsen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Ja Hjælp -

Men jeg kan ikke undlade at en bemærkning til - "Men når ministeren italesætter en person som løgner frem for at forholde sig til de kendsgerninger og eventuel påpegning af unøjagtigheder, er der større risiko for, at hun ansporer lemmingeffekter blandt ligesindede og følgere: Alle er imod en løgner." - Er IS dum eller har alle hendes følgere korttidshukommelse?
Hvis der er nogen der kan kaldes løgner, så er det da IS - fx. hendes tid som Fogh Rasmussens Komiske Ali, hendes fortælling om forbuddet mod svinekød i nogle Nordjyske børnehaver. For ikke at tage regeringens beregninger og oplysninger til Folketinget osv......

Ole Frank, Max Hansen, Leif Høybye, Kurt Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ole rasmussen
ole rasmussen

Mig bekendt er det medierne, som selv har opdyrket FB som samfundets væsentligste informationsstruktur, og kilde til "den gode historie". Skal Inger Støjberg også kritiseres for at bruge den, for Hendricks anviser jo ikke et alternativ?

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Facebook ophæver skellet mellem alment, personligt og privat

Først en bekendelse, der egentlig burde tilsige, at jeg holder min mund i denne sammenhæng: Jeg har ikke nogen facebook-profil og har aldrig haft det. (Det troede jeg egentlig heller ikke, at Vincent har - det sagde han i al fald for nogle uger siden på TV.) De fleste i min omgangskreds har en profil, og min ældste datter belærer mig om, at jeg ikke kan følge med i politik, hvis jeg ikke er på Facebook, "for det er dér, debatten foregår".

Men jeg blander mig alligevel, fordi jeg ud fra en observation i medierne af, hvilken rolle Facebook spiller, godt kan danne mig et kritisk indtryk, som bekræftes af denne artikel.

Når offentlige personer bruger Facebook som kommunikationsmiddel, ophæver de en ellers for den borgerlige offentlighed højt værdsat og vigtig distinktion mellem, hvad der er alment, personligt og privat. Politik privatiseres, privatliv politiseres; personligt og privat mening flyder i ét; budskaber bliver diffuse, dobbelttydige og uansvarlige. Man kan altid imødegå kritik ved at hævde, at man mente noget andet, og man kan sige de mest tåbelige ting uden at ville stå på mål for dem, hvis det pludseligt bliver uopportunt.

'De sociale medier' opfattes af nogen som et redskab til udvikling og forbedring af 'demokratiet' (i denne boldgade ligger også forslagene om at indføre 'folkeafstemninger' i tide og utide). Men spørgsmålet er, om ikke de bidrager til af forpøble samfundet.

(Læs igen Jürgen Habermas: "Borgerlig offentlighed" [1962] og Richard Sennett: "The Fall of Public Man" [1977], der hver for sig er blevet endnu mere relevante, end da de første gang blev publiceret.)

Rasmus Knus, Max Hansen, Per Olsson, Keld Albrektsen, Kurt Nielsen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Alment, personligt og privat

Nå ja, jeg har da også selv uddybet problemet om den manglende distinktion i "De fire dimensioner" [2013], s. 317-26.

Brugerbillede for Per Olsson

Du har fuldstændig ret, Mihail Larsen, angående rolleforvirringen, den intellektuelle stakåndethed og forarmelse de sociale medier pepræsenterer og kolporterer.

Men de (medierne) er kommet for at blive, og vil gradvist trænge fordybelsen i baggrunden. Den refleksive kultur taber til den intuitive kultur, som Ole Thyssen nok ville udtrykke det. Han ville sikkert også hive Christopher Lasch, Daniel Bell og David Riesman med ind i analysen/dekonstruktionen af fænomenet, men det er en helt anden sludder...

Brugerbillede for Bill Atkins

Facebook er elitært opbygget omkring en pubertær trang, blandt let kiksede skoledrenge (nu: Facebook-kendisserne) til, at undertrykke de smukkeste og de stærkeste piger (nu: de med de mest rammende synspunkter).

Facebook er et skandaløst værktøj til at håndtere noget så vigtigt, som en offentlig debat, som oven i købet får tildelt demokratisk værdi - af hvem? Ja, netop kendisserne. "Gå ind på Facbook.dk/Debatten og deltag i diskussionerne ... som vores snaptalker af en demokratidebaterstatning plejer at formulere det. I morgen er alt gemt og glemt, og vi tager samme emne op igen om en uge året igennem.

Brugerbillede for Per Olsson

Kald mig gerne konservativ (hvilket jeg er), men jeg savner jævnligt roen, fra tiden inden mobilmaster og internet. Bevidstheden om, at når et socialt engagement, en debat, en relation afsluttedes, ansigt til ansigt, så ville der næppe ske flere udviklinger, indtil man igen valgte at interagere.

I dag brøler (over)kommunikationen afsted, 24 timer i døgnet, 365 dage om året, på milliarder af individuelle og kollektive platforme. Det kan umuligt undgå at ændre mennesket radikalt. Næppe til det bedre.

Brugerbillede for Per Jongberg

Jeg er ikke meget for at "forbyde", men taenk engang hvis folketingsmelemmerne frivilligt afstod fra "FaceBook". De er valgt til Folketinget, det er der de skal udtrykke sig ... er det ikke ?

Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
Jakob Lilliendahl

Hvis man ser bort den virtualiserede klassemodsætning og dis-paritetskonflikterne i udkanten af systemet, kan en ny konfliktzone kun opstå dér, hvor det senkapitalistiske samfund må gøre sig immunt over for problematisering af sin egen baggrundsideologi gennem en afpolitisering af befolkningsmassen, nemlig i den offentlighed, der bliver forvaltet af massemedierne. For kun hér kan den den systemnødvendige tilsløring af forskellen mellem fremskridtene i systemerne for formålsrationel handlen og de frigørende forandringer af den institutionelle ramme - mellem tekniske spørgsmål og praktiske spørgsmål - finde fodfæste. (...)

Hvem der skulle bringe liv i denne konfliktzone, er det svært at prognosticere noget om. Hverken den gamle klassemodsætning eller den nye form for underpriviligering indeholder protestmateriale, der i følge sin oprindelse tenderer til en genpolitisering af den udtørrede offentlighed. Det eneste protestpotentiale, der med klart erkendelige interesser retter sig mod den nye konfliktzone, opstår først og fremmest blandt bestemte grupper af studenter og elever. (...) <- Lang og fornuftig argumentation om hvorfor.

Studenter- og elevprotester kan derfor på lang sigt for altid ødelægge denne stadig mere vakkelvorne legitimeringsideologi og dermed få senkapitalismens skrøbelige legitimeringsgrundlag, som kun er tildækket af afpolitiseringen, til at styrte sammen.
s. 80-83, Teknik og videnskab som 'ideologi', Jürgen Habermas, 1968

Godt kæmpet, kammerater! Længe leve det moderne gennembrud!

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Paradoks (1)
I betragtning af, hvor stor, gennemgribende og normativt bestemmende Facebook (et privat, kommercielt firma!) er blevet, er det forbløffende, hvor lidt interesse der er i Informations spalter for en problematisering af konceptet.

Sådan går alverdens gang. I min barndom kunne man romanticere imperialismen med Tarzan, Superman og Hollywood. Nu har man
fundet et langt mere effektivt middel, som både offentlige public service-medier og venstrefløjs-individualister labber i sig: Facebook.

Facebook er blevet vor tids rottefænger. Dybt ideologisk fokuseret på indivialiteten i dens maskeradeagtige angel efter 'anerkendelse' på markedets vilkår.

Hvor er venstrefløjen i denne forløjede og kommercielle iscenesættelse af den borgerlige offentlighed?

Rundt på gulvet og mundlam. Ude af stand til at formulere en kritisk forståelse af de såkaldt "sociale medier", der reducerer alt til en individualiseret synsvinkel, og som reelt er styrede af kommercielle interesser. Falsk bevidsthed, med andre ord.

Brugerbillede for ole rasmussen
ole rasmussen

Nu er jeg ikke på Face Book, og jeg kender ikke konceptet. Jeg har altid opfattet det som et medie, hvor vi som individer havde mulighed debattere mellem venner, og med hinanden, altså et medie forbeholdt en mere privat meningsudveksling. Det at bruge mediet til at propagandere for ens holdninger i den brede offentlighed, at politikere, kendisser, pressen og tv bruger det som deres officielle debatforum, det har mig bekendt ikke været hensigten, og er vel nærmest misbrug. Ikke desto mindre er det sådan. Hendricks lader problematikken svæve i luften, hvorfor er ikke til at vide.

Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
Jakob Lilliendahl

Det moderne gennembrud

Kulturradikalismen

Begrænsningerne i de kulturradikale positioner ligger i den manglende mulighed og evne til at knytte sig til nogen politisk kraft udenfor de intellektuelle grupperinger - de forblev indenfor de borgerlige og intellektuelle offentlighedssammenhænge. Dette kommer bl.a. til udtryk i debatten om kvindefrigørelse, som i første række var knyttet til spørgsmålet om den enkelte kvindes frigørelse som individ og til den borgerlige kvindes mulighed for at realisere sig selv og skaffe sig en selvstændig økonomisk position i de nye kvindeerhverv, som den økonomiske udvikling på denne tid skabte grundlag for. Angrebene på prostitutionen var mere en kamp mod de borgerlige mænds og samfundets dobbeltmoral, end de var en kamp for de underprivilegeredes og arbejderkvindernes sag.

De samme begrænsninger kommer til udtryk i forholdet til den gryende arbejderbevægelse. Denne blev mere opfattet som en udvidelse af den demokratiske kamp mod embedsstaten end som et aspekt ved klassekampen. Den havde på mange måder præg af at være knyttet til ren oplysningsvirksomhed og velgørenhedsarbejde.

Ikke desto mindre blev gennembrudsradikalernes standpunkter af både de herskende grupper og af den gryende arbejderklasse opfattet som standpunkter, der truede det eksisterende samfund. Beslaglæggelsen af «Albertine» førte til store demonstrationer fra arbejderbevægelsens side, og Brandes blev hyldet i artikler i socialdemokratiske publikationer over hele Norden. Nogle af forfatterne havde i perioder også nær tilknytning til arbejderbevægelsens organisationer, og modsætningerne mellem klasserne træder ind som et centralt motiv i den skandinaviske litteratur. For eksempel i Kristian Elsters «Farlige folk» (1881), Bjørnstjerne Bjørnsons «Over Ævne II» (1895) og Per Sivles «Streik» (1891).

Den oprindelige «brandesianske» holdning indebærer en abstrakt kamp for frihed på alle områder, den er antiklerikal og er rettet mod enhver form for indgreb i den individuelle frihed på det kulturelle, det seksuelle og det religiøse område. Begrænsningerne i denne position er, at frigørelsesholdningen ikke knyttes sammen med en analyse af de samfundsmæssige modsætninger udenfor de snævert kulturelle sammenhænge.

De erfaringer som de intellektuelle mellemlag hentede i de sidste årtier af det 19. århundrede, har mange paralleller til de erfaringer som de radikale intellektuelle mellemlag har høstet i anden halvdel af det 20. århundrede. Den litteratur som udspringer af «det moderne gennembruds» tiår har ligeledes stor betydning, også som nøgle til at forstå vore dages samfund. Det er ikke fordi, den er stor litteratur i sig selv, men fordi den tager problemer op og bearbejder dem, og fordi den udspringer af den tid, da de skandinaviske samfund bliver moderne, i den forstand at kapitalismen for alvor sætter sig gennem. De radikale mellemlag ved slutningen af det 20. århundrede svinger mellem Brandes og Marx.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Kulturradikalismen

En lignende kritik har jeg fremført i "Kritik af den kulturradikale pædagogik" (Modtryk 1974). En idehistorisk fremstilling fra radikalismen i 1880'erne og frem gennem 1930'ernes kulturradikalisme til 1960'ernes nyradikalisme.

Der var bid i bevægelsen, så længe den ikke bare var 'radikal', men også samfundskritisk. Da den blev den herskende, politisk korrekte mening, etablerede den sig samtidig som en ny dogmatik, der - som alle selvfede dogmatikker - begyndte at sætte spørgsmålstegn ved ytringsfriheden.