Talfetichisme dræber dansk filmkunst

Det Danske Filminstituts (DFI) nyligt udsendte årsrapport indledes med en triumferende markedsstatistik: Selv om de danske film kun udgjorde cirka 14 procent af det samlede antal udbudte titler i 2015, lykkedes det med 4,2 millioner solgte biografbilletter at erobre en hjemmemarkedsandel på næsten 30 procent. Det siges at være »et markant resultat, der hører til blandt de bedste i Europa«.

Og på førstepladsen kommer Mikkel Nørgaard, Casper Christensen og Frank Hvams Klovn Forever med 512.178 solgte billetter. Men rapporten tager ikke stilling til den mulighed, at filmen måske rent kunstnerisk deler sidstepladsen som årets ringeste film med Henrik Ruben Genz’ Tordenskjold og Kold, der solgte under 4.000 billetter.

I rapporten måles alt på markedsværdien. Kunstneriske værdier findes ikke inden for DFI’s snævre horisont, og flere af de instruktører, som laver de bedste danske film, er uønskede på DFI.

Men statistik kan som bekendt også bruges til at fortælle halve sandheder og hele løgne, og det er DFI en mester i. Man fortier, at en række af de danske salgssucceser netop er blevet succeser, fordi de via udsalgssteder som Biografklub Danmark og Filmporten sælges til halv pris. Det er indlysende, at de film, der sælges til halv pris, omsætter flere billetter end dem, der sælges til fuld pris.

DFI’s direktør Henrik Bo Nielsen har sæde i Biografklub Danmarks bestyrelse, og ved at fortie, at DFI på den måde selv er med til konkurrenceforvridning, omgås DFI sine salgstal på en måde, som er regulær svindel.

Miserable økonomiske forhold

Det er dybt skadeligt for filmkunsten, at DFI’s ledelse ved så lidt om film, at deres eneste succeskriterium er, hvor mange billetter en film sælger. Denne talfetichisme findes da heller ikke inden for andre kunstarter, hvor man overlader salgstallene til økonomiafdelingen, mens man udadtil med stolthed fremhæver de kunstneriske kvaliteter af sine bogudgivelser, teaterforestillinger eller maleriudstillinger.

Omvendt usynliggør DFI en række af vore bedste filmskabere. De kan på grund af markedstallene ikke få støtte og må derfor lave film under de mest miserable økonomiske forhold – eller tvinges ud i arbejdsløshed.

Det gælder f.eks. Katrin Ottarsdottir, der for 17 år siden lavede den originale Bye, Bye, Bluebird, som bl.a. fik hovedprisen ved Nordiske Filmdage i Lübeck. Men DFI straffede hendes kunstneriske originalitet ved at lægge hende på is, og først i 2014 lykkedes det hende trods DFI’s afslag at lave en ny spillefilm, Ludo.

Den befinder sig milevidt fra den statsautoriserede danske mainstream og har noget så sjældent som en personlig tone. Men filmen havde ingen producent eller udlejer i ryggen, den blev forbigået af kritikken, og Katrin Ottarsdottir havde ikke råd til selv at indrykke støtteannoncer for filmen, så den blev totalt overset af publikum. Det til trods høstede den priser på både Houston Independent Film Festival og på European Film Festival i Berlin. Men DFI ved bedre: Filmen er ikke støtteværdig.

Udlejeren svigter

En anden af disse års oversete film er Mads Matthiesens The Model, som atmosfærefyldt og hudløst skildrer en dansk teenagers forsøg på at blive model i Paris. Også denne film blev mishandlet af pressen, som fortiede, at den fik prisen for bedste nordiske foto på Göteborg Film Festival.

The Model blev dræbt af Nordisk Films Udlejning, som ikke ofrede en eneste dagbladsannonce på filmen og undlod at premieresætte den i de kunstbiografer, hvor den kunne have fundet sit publikum. I stedet druknede Nordisk Film den i sin egen skraldespand, Palads, hvor et kunstnerisk orienteret publikum normalt ikke forvilder sig ind. Det er velkendt, at Nordisk Film kun er i stand til at sælge de film, der sælger sig selv, men er aldeles ukvalificeret til at udleje kunstneriske film, som kræver individuel behandling. De ønsker simpelthen ikke, at disse film laves, og hvad er da mere nærliggende end at boykotte deres lancering?

En tredje stærkt overset film er Frederikke Aspöcks Rosita om en enkemand i et fiskermiljø, der råder bod på sin ensomhed ved at hente sig en lige så ensom thai-kvinde til landet. Thai-kvinden har imidlertid et barn i Thailand, ligesom fiskeren har en voksen søn, som også bliver interesseret i hans nye, unge kone, så et veritabelt ødipalt drama kommer til udfoldelse. Rosita er en ualmindelig smukt og dæmpet instrueret film fra et udkantsmiljø, der jo ikke just er overrendt i dansk film.

Det bemærkelsesværdige ved både The Model og Rosita er, at de viser, at det også inden for det fortærskede mainstream-begreb er muligt at lave film på et højt kunstnerisk niveau. Det er ikke Matthiesen og Aspöck, der svigter filmkunsten, det er deres udlejer Nordisk Film.

SF-Film er i øvrigt ikke bedre: For nylig havde Bo Mikkelsens debutfilm Sorgenfri premiere til fremragende anmeldelser, herunder fem stjerner i Politiken. Men i København er den kun premieresat til en enkelt aftenforestilling i Palads. Altså en bevidst henrettelse af en film.

Og det er præcist her, at DFI går galt i byen. I stedet for at holde en instruktør ansvarlig for, at den pågældendes film ikke opnår det ønskede billetsalg, ville det være mere naturligt at holde udlejeren ansvarlig. Det er grotesk at betro Nordisk Film den opgave at udleje kunstneriske film – men det er lige så grotesk at tro, at DFI nogensinde vil tage et opgør med den kunstnerisk inkompetente kommercielle branche.

Ulven vogter fårene

Filmkunsten bliver usynliggjort på DFI, hvis ikke den samtidig kan sælge billetter. Ganske vist har Det Danske Filminstitut støttet mange publikumsfiaskoer, hvilket direktør Henrik Bo Nielsen så forsvarer med, at man skam også støtter »vanskelig« og »eksperimenterende« filmkunst. Men det har intet på sig. En film bliver ikke ’eksperimenterende’, fordi den er en publikumsfiasko.

Eksperimenterende film støttes ganske enkelt ikke længere af DFI. Det samme gælder en mainstream-dokumentarist som Ulla Boye. Hendes seneste film, Kun med hjertet kan man se rigtigt (2008), blev kåret til årets bedste danske dokumentarfilm, men alligevel har hun siden denne triumf ikke haft mulighed for at lave film, fordi DFI ikke regner hende for støtteværdig.

Det Danske Filminstitut støtter hellere junk frem for de kunstnerisk vellykkede film, som pressen slet ikke giver den gratis journalistiske annonceplads i form af instruktørinterviews, som den mere underlødige film konsekvent får, fordi den jo ikke blot sælger billetter, men også aviser.

Et af filmsituationens mere groteske aspekter er, at det er umuligt at diskutere med mennesker, der simpelthen ved for lidt om det arbejde, der er blevet dem betroet. At diskutere med filminstituttets ledelse svarer til at forsøge en diskussion med den ulv, der er sat til at vogte får.

Christian Braad Thomsen er filminstruktør og forfatter