Læsetid 3 min.

Vi tog selv livet af familiepolitikken

Børnene venter stadig på, at vi bliver voksne nok til at stå sammen om at skabe bedre rammer om børnefamilier i Danmark. Vi var godt på vej, men så begyndte vi at skændes om, hvordan man egentlig er den rigtigste familie
16. april 2016
Delt 289 gange

Det er lidt over et år siden, at der skete noget magisk i Fællessalen på Christiansborg. Eller faktisk begyndte det lang tid før den dag – for mig i hvert fald.

Jeg havde skrevet en kronik om at være fanget i familiens absurde virkelighed, hvor man går for tidligt fra arbejde og kommer for sent hjem. Hver evig eneste dag.

Det viste sig, at jeg ikke var den eneste, der var ved at tabe pusten i hamsterhjulet. Vi havde bare glemt at tale med hinanden om det, og derfor troede vi, at det var os selv, der var noget i vejen med. Der gik rygter om, at Sverige var langt foran os på det familiepolitiske område, så vi rejste til Stockholm og blev blæst bagover. Hvis Sverige kan, kan vi også, tænkte vi og fløj tilbage til vores egen velfærdsstat.

Vi var fast besluttet på at samle engagerede folk og politikere omkring en fælles familiepolitisk dagsorden. Den dag i Fællessalen var kulminationen på måneders arbejde. Salen var bugnende fuld af forældre og politikere og alle dem, der er sammen med vores børn, mens vi arbejder.

Forskere, eksperter og fagforeninger holdt oplæg om, hvor bydende nødvendigt og meningsfuldt det er at skabe en mere ’medmenneskelig ramme’ omkring børnefamilierne. Familierne har brug for tid til at være forældre, og børnene har brug for at være sammen med deres far og mor. Såre simpelt egentlig (og tilmed en god investering, hvis man er optaget af den slags).

Helt undtagelsesvist var selv deltagerne i det politiske panel (hvor alle Folketingets partier var repræsenteret på nær et enkelt) enige – måske ikke i modellen, men i det mindste i at noget måtte gøres. Så meget velvilje samlet på et sted. Det var virkelig magisk.

Så kom valget … og det valg kan man mene meget om, men faktisk var det ikke politikerne, der slog den familiepolitiske dagsorden ihjel. Det klarede vi nemlig helt selv i månederne, der fulgte.

Helt uden nogen havde bedt os om det, begyndte vi (og her peger jeg på dig og dig og dig, der er kvinde som jeg selv) at konkurrere om, hvad der faktisk var bedst for børnene og for familierne. Og før vi fik set os om, havde den fælles bevægelse, vi få måneder forinden alle var en del af, delt sig i to højtråbende lejre:

På den ene side dem, der hævdede, at børnene kun har brug for deres forældre (mødre) i de første leveår. Ingen med samvittigheden i behold ville aflevere et lille barn i institution, lød (og lyder) advarslen.

På den anden side dem, der mente, at den familiepolitiske dagsorden er en trussel mod årtiers ligestillingskamp. Kvinderne ender med igen at stå med hovederne nede i kødgryderne, tordnede (og tordner) de ildevarslende.

Jeg har intet at udsætte på dem, der dedikerer år af deres liv til at passe deres børn hjemme, og jeg forstår fuldt ud dem, der er bange for, at kvinderne kommer til at betale prisen. Alle må vælge det liv, der passer dem bedst, men rammerne … hvis bare vi kunne have holdt fokus på rammerne. For det var rammerne, der kunne have givet alle familier (mænd og kvinder) mulighed for at gå et gear ned, mens vores børn har allermest brug for os.

I stedet blev vi så optaget af at bestemme, hvad der er den rigtigste måde at være familie på. Vi begyndte at moralisere i stedet for at politisere, og vi bekrigede hinanden med statistikker og personlige beretninger, der snart viste det ene og snart det andet.

Dårlig samvittighed blev vores stærkeste våben i den krig, som om vi ikke allerede var tynget nok af utilstrækkelighed i forvejen.

Så nu er vi tilbage, hvor vi begyndte. Vi går stadig for tidligt fra arbejde og kommer stadig for sent hjem. De fleste af os. Til vores børn kan vi en dag sige: »Vi var så tæt på dér i 2015, men så blev vi uenige om, hvem der var mest rigtig. Ligesom når du skændes med din søster om, hvem der skal have det sidste stykke kage. Undskyld.«

Suzette Frovin er journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Chr. Mondrup
    Chr. Mondrup
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
Chr. Mondrup, Niels Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kurt Nielsen

Tak for en fortrinlig beskrivelse af, hvad der sker, når der 'går magtkam i den' og man glemmer opgaven.

Scenariet gentages overalt, og løsningerne bliver derefter.

Autoritetstroen er kommet for at blive.

Brugerbillede for Mads Jakobsen
Mads Jakobsen

Jeg kan ikke se at der er tale om "ren magtkamp". For mig lyder det som en reel forskel i grundopfattelser.

Er det et videnskabeligt faktum at spædbørn har bedst af at være hos deres mor de første år af deres liv eller er det en social konstruktion med en undertone af kontrol?

Løser vi problemer ved at skabe muligheder for frit valg, eller bør vi kompensere for åbenbare og markante statistiske forskelle på kønnene ved hjælp af strukturelle løsninger?

Hvis man forsøger at proppe alle svarene på disse spørgsmål ind under samme vage hensigtserklæring kan man ikke rigtigt udrette noget.

Brugerbillede for Kurt Nielsen

Mads Jakobsen

Så længe vi beskæftiger os med de spørgsmål du stiller (som der aldrig vil kunne gives entydige svar på og som derfor ender som magtkampe), så får vi simpelthen ikke skabt nogen rammer. F.eks. en ramme der gør det muligt for den enkelte familie at indrette sig som de nu synes de skal indrette sig.

Brugerbillede for Mads Jakobsen
Mads Jakobsen

Til Kurt Nielsen
Se, nu går du uden videre ud fra at "den enkelte familie (skal) at indrette sig som de nu synes de skal indrette sig."

Og det er selvfølgeligt fint hvis en bevægelse erklærer det fra starten. Men hvis man bare vil "det gode for familierne", så dur det ikke at man bliver sur når det viser sig at man får en masse mennesker ind som overhoved ikke er enige om noget konkret.

Brugerbillede for Kurt Nielsen

Mads Jakobsen

'Se, nu går du uden videre ud fra at "den enkelte familie (skal) at indrette sig som de nu synes de skal indrette sig."'

Øeh ja. Det er simpelthen min holdning til det og den ændrer sig ikke af om du og andre er enige eller uenige. Så det går jeg da uden videre ud fra. Hvad ellers?

'Og det er selvfølgeligt fint hvis en bevægelse erklærer det fra starten.'

Jeg er ikke helt med på hvad du mener med 'bevægelse' i denne her sammenhæng. Jeg opfatter ikke mig selv som en 'bevægelse' eller som en del af en i denne sammenhæng.

Jeg synes blot, at forfatteren til artiklen rammer et særdeles centralt, men også ømt punkt, nemlig at politikerne gerne vil bestemme hvordan jeg skal indrette mig i og leve mit liv. Det skal jeg nok selv finde ud af. Det jeg har brug for politikere til, er at levere rammen - primært i form af lovgivning - hvor indenfor det skal foregå.

Brugerbillede for Chr. Mondrup

Den af Suzette Frovin beskrevne problemstilling forekommer mig yderst relevant, ikke mindst fordi den understreger, at der ikke findes én sand og stor fortælling om det gode liv for børnefamilier. Ikke mindst fordi der findes adskillige og nok så forskellige kulturer og værdisæt i vores samfund. Denne mangfoldighed er _ikke_ kommet med indvandringen. Men behøver blot at læse at læse Knud Sørensens noveller for at forstå, hvor store kulturelle forskelle, der har sameksisteret for med mellemrum at geråde i konflikt. Som nu den konflikt, der beskrives i Suzette Frovin klumme. Det nedslående er, at konflikter ofte forbliver konfrontation, som når "debatten" omhandler de fremmede og deres nedbrydning af _den_ danske kultur og "sammenhængskraft". Det mest nedslående er nok, at forestillingen om en homogen befolkning, der før har kunnet tale sig til rette, måske ved nærmere eftertanke viser sig at være mytologi og ønsketænkning.

Brugerbillede for Herdis Weins

Chr. Mondrup - ja netop Knud Sørensens vidunderlige noveller beskriver en virkelighed, som folk opvokset i de større byer nærmest var helt uvidende om.
Især elsker jeg en formulering som "De fleste havde kendt ham fra før," han blev født, som beskriver det, at man kender hinandens familier i flre slægsled - men også, at man er født ind i en bestemt livsforløb, som det kunnevære svært at sige nej til, endsige psykisk vriste sig fri af.
Hans skildringer af tiden først i 70'erne, hvor de, der har gået på seminariet i ungdomsoprørets slipstrøm, bliver de lokale skolelærere og kommer med et helt andet værdisæt og levevis, er pragtfuld læsning, fordi det fortælles med jysk stilfærdighed og blik for begge siders synspunkter.
Knud Sørensen forsætter på fornem vis tråden fra Blicher og Åkjær med at fortælle om "de stille eksistenser", der lever deres liv så langt væk fra magtens og pressens bosteder, at de tror, de ikke findes.

Brugerbillede for Per Jongberg

Gode gud, jeg har laest artiklen tre gange ... jeg fatter stadig ikke en brik. Er det mig ? Der der ikke ved, hvad de vil med en familie, skulle maaske lade vaere med at (forsoge) at skabe én ? Eller hvad ?

Brugerbillede for Leo Nygaard

Hvorfor kæmpe så meget. Når ingen landstingssal fuld af sagens kloge parter kan ændre tingenes tilstand, må man tage konsekvensen. Sig farvel til våbnene.
Fortsæt institutionaliseringen. Opret fædrestuer og mødrestuer ved siden af vuggestuerne.
Afsæt afmålt tid til alle om samvær på skift på hinandens samværsrum - tilrettelagt, så ingen risikerer at mødes samtidig - strengt overvåget af samværstilsynet.