Kommentar

ADHD-debatten trænger til begrebsafklaring

Når personlige beretninger og én bestemt videnskabelig forklaring bliver brugt til at begrunde hinanden, er der grund til at stoppe op. I ADHD-diskussionen er der tendens til, at en helt central præmis i diagnosesystemet bliver overset
Det er interessant, når personlige beretninger og én bestemt videnskabelig forklaring bliver brugt til at begrunde hinanden. Fascinerende og medrivende. Og når medicinsk behandling af ADHD gøres lige så essentiel som insulin til børn, der lider af sukkersyge, eller briller til dem med synsnedsættelse, så er det næsten ikke til at stå for. Derfor er der ekstra grund til at stoppe op.

Det er interessant, når personlige beretninger og én bestemt videnskabelig forklaring bliver brugt til at begrunde hinanden. Fascinerende og medrivende. Og når medicinsk behandling af ADHD gøres lige så essentiel som insulin til børn, der lider af sukkersyge, eller briller til dem med synsnedsættelse, så er det næsten ikke til at stå for. Derfor er der ekstra grund til at stoppe op.

Peter Hove Olesen

4. maj 2016

Stort tillykke til Marie Ågård Bennike, der efter en barndom og ungdom i mistrivsel får diagnosen ADHD og med egen og familiens hjælp får kæmpet sig til at få opbygget et liv, som hun åbenlyst er tilfreds med. Stort tillykke også til Christian Ågård Bennike, broren og journalisten, der har skrevet en fascinerende og medrivende historie om søsterens kamp for at få et godt liv, om hendes og familiens møde med diagnosen ADHD.

Men hvor bliver chefredaktionen af, når denne meget personlige historie bliver gjort til dagens journalistiske tophistorie – på forsiden og på hele fire yderligere sider i Information? Er det Informations journalistiske linje at gøre de personligt bårne historier til foretrukken journalistisk faglighed?

Vores ærinde med denne kommentar er at gøre opmærksom på, hvad vi allerede har skrevet flere gange i psykologiske og lægefaglige tidsskrifter: Det, der fremhæves i artiklen fra Christian Ågård Bennike, repræsenterer blot det, som vi kunne kalde for én foretrukken faglighed. Vi vil gerne understrege, at den Rockwool-rapport, som Christian Ågård Bennike flere gange refererer til, i den grad trænger til begrebsafklaring, når det drejer sig om diagnosers karakter og ikke mindst fremtrædelsesformers sammenhæng med livsomstændigheder og samspil.

Det er interessant, når personlige beretninger og én bestemt videnskabelig forklaring bliver brugt til at begrunde hinanden. Fascinerende og medrivende. Og når medicinsk behandling af ADHD gøres lige så essentiel som insulin til børn, der lider af sukkersyge, eller briller til dem med synsnedsættelse, så er det næsten ikke til at stå for. Derfor er der ekstra grund til at stoppe op. Og lad os også slå fast: Vi er ikke imod medicin, vi er blot optaget af den eksplosive udvikling i salget af ADHD-medicin.

Beskrivelse, ikke forklaring

Så lad os kigge lidt mere på den Rockwool-rapport, der bliver brugt til at argumentere for denne tilgang til behandling af ADHD-symptomer. Den konkluderer, at samfundet kunne spare op imod tre milliarder kroner årligt, hvis bare man får opsporet og diagnosticeret ADHD tidligt. Diagnosen ADHD bliver beskrevet som direkte årsag til de nævnte omkostninger. Forskningsleder og økonomiprofessor Anders Sørensen fra CBS har til Dagens Medicin udtalt: »Det er deres ADHD, der betyder noget for deres fremtidsudsigter, ikke opvæksten

Men på den måde overser man en helt central præmis i diagnosesystemet, nemlig at ADHD-diagnosen er en beskrivelse, ikke en forklaring. Når rapporten forveksler beskrivelse og forklaring, fører det til en cirkelslutning bygget oven på en forestilling om en absolut kausalitet, en medfødt tilstand eller som udtrykt af professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet Per Hove Thomsen i Berlingske: »En person med ADHD starter livet bagud på point.«

Men diagnoser er i selve deres konstruktioner udelukkende beskrivelser af fremtrædelsesformer, ikke af medfødte tilstande. Og diagnosen repræsenterer ikke en kronisk tilstand, fordi man pr. definition kun har en diagnose, så længe man opfylder kriterierne for selve diagnosen.

Eller som den skotske professor og tidligere sundhedschef Harry Burns formulerer det: »Politikere og fagfolk adskiller alt for ofte det, som hænger sammen, adskiller symptomer, biologiske reaktioner og genetik fra sociale omstændigheder i et menneskes liv. Disse fænomener er dybt forbundne.«

De bedste manualer

Der er i disse år stor fokus på tidlig indsats. Rockwool-rapporten taler for tidlig diagnosticering. Det er én faglig vej, som også Christian Ågård Bennike peger på. Vi vil fremhæve den faglighed, som bl.a. bygger på ovenstående citat af Harry Burns. En tilgang, der i sidste ende også tager udgangspunkt i hjernens plasticitet – en plasticitet, der opstår i forlængelse af udviklende socialt samspil og opbyggelige sociale vilkår.

Henvendelser til psykiatrien finder sædvanligvis sted, når mennesker føler sig afmægtige. Det mentale lever i sociale samspilsmønstre, båret af forsøgene på at løse problemerne. Opgaven handler, ligegyldigt om man arbejder i psykiatrien eller andre steder i det socialfaglige felt, om at bidrage til en proces, hvor børnene og de unge får muligheder for at deltage i helt anderledes udviklingsprocesser.

Hvis børn og unge ikke udvikler sig, må vi kigge på den måde, hvorpå vi bidrager, således at der kan skabes afgørende nyorientering. Børnenes og de unges adfærd er vores bedste manualer, det er dem, der viser os, om den tidlige og senere indsats har tilstrækkelig effekt.

Søren Hertz er børne- og ungdomspsykiater. Jørn Nielsen er autoriseret psykolog, ph.d.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sup Aya Laya
  • Henriette Seljepil
  • Olav Storm Jensen
  • Torsten Jacobsen
Sup Aya Laya, Henriette Seljepil, Olav Storm Jensen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu