Kronik

Selv ateister kan trænge til lidt gud

Alle mennesker har brug for et sted uden for enhver fornuft. Derfor bliver den militante ateisme underligt gammeldags i sin iver efter at afvise religionen og det irrationelle
Alle mennesker har brug for et sted uden for enhver fornuft. Derfor bliver den militante ateisme underligt gammeldags i sin iver efter at afvise religionen og det irrationelle

Clara Selina Bach

12. maj 2016

Folkekirken er under beskydning. Senest er den blevet kritiseret for at få flere penge i kirkeskat, mens medlemstallet svinder ind. Og i marts vakte Ateistisk Selskab opmærksomhed med busreklamerne, som spurgte: »Hvorfor tro på Gud?«

Opfordringen om at melde sig ud af folkekirken faldt blandt andre domprovst Thomas Frank for brystet. Det var mobning af folkekirken: »Måske dette tiltag vidner om en afmagt og et mindreværd, som projiceres over i angreb på en institution, som er kendt for at være ikkevoldelig endsige gøre modstand,« skrev han i Kristeligt Dagblad den 31. marts.

Ateistisk Selskabs formand, Anders Stjernholm, svarede i samme avis, at »hvis en autoritet anser spørgsmål som en provokation, er der tale om en meget svag autoritet. En stærk autoritet kan svare på spørgsmål og håndtere kritik. En svag autoritet forsøger andre metoder – som for eksempel at dæmonisere sin modstander.«

Debatten er ikke ny. Vi er vidne til det seneste skud i en efterhånden århundredelang skyttegravskrig, hvor ingen af parterne lytter til eller lærer af hinanden.

Men sådan behøver det ikke være. Hvis vi i stedet tænker gudsbegrebet i en mere positiv kontekst for ateister, vil det være til stor gavn for dialogen og alle os, der har kigget til fra sidelinjen, mens debatten har stået stille.

En ateisme, der accepterer guds eksistens, lyder som noget af en selvmodsigelse. Som en vegetar, der spiser kød. Men det er heller ikke derhen, jeg sigter. Min pointe er, at det ikke er irrationelt at besinde sig på gud som ateist. Det vigtige er at se det guddommelige og det hellige som en del af menneskets virkelighed, som noget mange, mange mennesker forholder sig til.

Det er slet ikke umuligt, at der findes en gud for ateister.

Tese, antitese og syntese

Ateismen har en lang parallelhistorie med den religiøse livsopfattelse. Kristendommen har sat dagsordenen siden Romerrigets fald og frem til Oplysningstiden. Kristendommen kom under angreb fra fornuften og fra videnskaben. Gud er en hypotese, som vi kan klare os foruden, mente Laplace.

Universet behøver ikke en skaber, men er et uendeligt mekanisk system styret af naturlove. Mennesket nedstammer fra aberne, mente Darwin. Mennesket er et dyr og har en naturhistorie og er dannet af naturens kræfter.

Kristendommen har været ateismens tese i en dialektisk udviklingshistorie. Men en dialektik ville ikke være sit navn værdigt, hvis der ikke foruden tese og antitese også var en syntese.

Og syntesen er faktisk påbegyndt fra religiøst hold. Kirken brænder ikke i dag sine kritikere. Den accepterer i dag det univers, som fysikerne mener at kunne udlede af observationer og teorier. De mere moderne trosretninger inden for den vestlige verden ser nu ikke videnskaben og dens resultater som en fjende, men mere som en horisontal forklaring på verden, der ikke nødvendigvis afskaffer den vertikale relation mellem mennesker og det guddommelige.

Jeg ser en udvikling og en imødekommenhed over for det sekulære verdenssyn funderet i videnskabens landvindinger. Men det er kun halvdelen af syntesen. Ateisterne er forblevet antitetiske. Religion er organiseret dårskab, og tro er grundløs og en illusion.

Men uanset hvor berettiget denne kritik er, så er den også på en måde ensidigt fokuseret på de negative aspekter af religion og tro. Der er en anden mulighed. Det er slet ikke så umuligt for os ateister at genkende noget af os selv i den troendes virkelighed.

Hvorfor bortforklare?

Der er flere indfaldsvinkler.

Vi ved, at mennesket ikke er fornuft alene. Vi ved også, at hjertet har sine grunde, som fornuften ikke forstår. Når vi kigger ind i os selv, så er der drivkræfter og ’dæmoner’, der unddrages os.

Vi forstår ikke os selv til fulde, og selv om tro ses som et irrationelt fænomen fra ateismens side, så kan den meget vel være funderet i den menneskelige psykologi. Den kan udtrykke længsler og følelser, som ikke kan udtrykkes på andre måder, da den tilhører et område af det menneskelige, som ikke er i overensstemmelse med vores rationelle jeg.

Og mennesker har religiøse oplevelser, som man ikke bare kan affeje som illusioner og overtro. Der er eksempelvis Charlotte Rørth, der i bogen Jeg mødte Jesus (2015) fortæller om to syn, som hun vælger at forstå som møder tværs gennem tiden med den virkelige Jesus. Hun valgte at forstå sit syn som virkelighed og fik dermed en tro, som var forankret i Jesus som en konkret og levende realitet.

Det kan man som ateist søge at forklare – og i sidste instans bortforklare. Men hvorfor haste med en afvisning? En ateist kan tilgå Rørths oplevelser med nysgerrighed og indlevelse, snarere end at stå klar med kolde afvaskninger. Hvorfor var den oplevelse en så stor berigelse for hende? Hvad er det, oplevelser af den slags kan gøre for mennesker?

Hvad er et menneske?

I det hele taget er ateismen ret uinteressant, hvis den alene står med overbevisningen, at der ikke findes guder. Interessant bliver ateismen først, når den knytter nogle positive værdier til det at være menneske i en verden uden guder, det vil sige: Når den bliver eksistentiel.

Man må spørge, hvad vil det sige at være menneske. Og hvis en ateist tænker på bibelhistorien i den forbindelse, så er synspunktet, at det hele er forkert: Gud skabte ikke verden på syv dage, og Jesus kan umuligt være guds søn.

Godt så, men lad os antage, at Bibelen indeholder en tilværelsestolkning, som kunne rette sig mod netop det alment menneskelige. Hvis man tager den nok så bekendte syndefaldsmyte, så er den ikke bare en fjollet historie skabt af en formodet Moses for ca. 2.500 siden, men kan faktisk fortælle noget væsentligt, som også ateister kan bruge i deres virkelighedsforståelse.

Eksistentielt set handler syndefaldet om, at med viden om verden følger opdagelsen af vores dødelighed. Derved adskiller vi os fra andre dyr. Dyr generelt, og selv de store menneskeaber, ved ikke, at de skal dø. Vi uddrives med andre ord af paradis, fordi vi er den højt udviklede art, vi er. Her gik vi og bildte os ind, at vi kan leve for altid, og så opdager vi, at det kan vi ikke.

Kaster man sig forgæves?

Smerten over at skulle dø er også et eksistentielt anliggende, som ateismen deler med kristendommen. Og man skal ikke underkende kristendommens forståelse for smertens dybde og deraf følgende løsning. Det er sandt, at kristendommen ser en vej ud, eksemplificeret i den faste sentens, vi hører, når vi er til begravelse, at lyset vinder over mørket, livet over døden.

Men at Jesus udbryder »Fader, hvorfor har du forladt mig«, viser, at vi alle svæver i en frygtelig uvished omkring vores skæbne. Himmel eller helvede, så er døden en ubærlig grænse for vores livsudfoldelse.

Tilbage står spørgsmålet:

Når man kaster sig ud på de 70.000 favne, som Kierkegaard siger, kaster man sig så i favnen på gud, eller kaster man sig forgæves?

Ateisten siger uden videre, at man kaster sig forgæves, men det er en forhastet konklusion.

Jeg siger ikke, at man skal gå med flertallet – det er trivielt dumt – men som Charlotte Rørth kan man forsøge at forstå det ubegribelige som en psykisk realitet.

Gud har som bekendt ikke noget navn. Det at være uden for sproget og forestillingsevnen er åbenbart en del af guds essens. Wittgenstein sagde de berømte ord, at det hvorom man ikke kan tale, må man tie. Den tavshed har også ateismen ret til at hævde (hvad der på en måde er at vende Wittgenstein på hovedet, da han ønskede, at man holdt kæft).

Gud befinder sig på det meningsfuldes rand som gåde og mysterium. At have det som en del af ateismens eksistentielle indhold kunne være en styrke og give en forbindelse mellem alle mennesker, troende som ikketroende. At have en slags ikkested uden for enhver fornuft giver en åbenhed over for verden, som den militante ateisme ikke kan rumme. Til dens egen begrædelige begrænsning.

Ib Ulbæk er lektor på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Oxvig
  • Sören Tolsgaard
  • Ib Jørgensen
  • Steffen Gliese
  • Niels Weyde
Thomas Oxvig, Sören Tolsgaard, Ib Jørgensen, Steffen Gliese og Niels Weyde anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Nielsen

'Vi ved, at mennesket ikke er fornuft alene. Vi ved også, at hjertet har sine grunde, som fornuften ikke forstår. Når vi kigger ind i os selv, så er der drivkræfter og ’dæmoner’, der unddrages os.'

Har du mon en form for dokumentation på den bastante påstand?

Michael Kragh Rosenkilde, Kim Houmøller og Erik Christensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Mennesker uden Gud gør sig selv guddommelige og hvis der er noget de ikke er så er det ved Gud det.

Anne Schøtt, Torben Kjeldsen, Ole Frank, Steffen Gliese og Birgitte Gøtzsche anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Gudsbegrebet tænkt i en mere positiv kontekst er ikke noget for ateister. Ateister afviser hypotesen om gud. Punktum.
Nogle af os foretager så det lille hop analogt til afgørelsen af Higgs Bosonens eksistens. Fem standardafvigelsers sikkerhed er nok til at konkludere at det er sådan.

Den gode Lektor foretager hypotetiske vandringer omkring emnet uden at forstå at der for ateisten ikke er "gud". Han forsøger at omgå ateisten ved at dreje emnet væk fra gud og over til det såkaldt guddommelige. Her lader han blot at mene naturens kompleksitet. Igen kan vi klare os uden hypotesen om gud.
Den gode Lektor ønsker vist en kattelem så han kan vandre frit mellem de to haver, den ene værende guds have, den anden værende den gudsfri.
Ateister vil sige at der ikke findes en guds have og at kattelemmen er ønsketænkning.

Med venlig hilsen
Lennart

Michael Kragh Rosenkilde, Erik Christensen, Torben Kjeldsen, Flemming Høy, Bastian Barx, Kurt Nielsen, Marianne Mandoe og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

At være uden gud er noget man erklærer sig, a-teist.

Man kan godt synes, at en eller anden spiller guddommeligt, men det er bare brug af hverdagssproget. Eller sjælfuldt, selvom man ikke tror på at mennesket har en sjæl.

Man kan ikke være sikker på, at det kun er ateister, der står bag busreklamerne. Også kristne kan være modstandere af folkekirken. I øvrigt kan ateister ikke noget ud over at sige nej til, at der findes guder. Modsat kan den, der lige har erklæret sig som ateist, være alt muligt - cyklist, professor, venstre/højre-orienteret - det har dog intet med ateismen at gøre.

Ateisme er ikke en -isme i normal forstand. Den er kun et nej. Det har mange svært ved at forstå. Det hænger nok sammen med, at hvis man erklærer sig som modstander af folkekirken, så er det nok, fordi man er ateist, hvad det jo ikke behøver at være.

Jeg var selv med til at oprette Dansk ateistisk Selskab i 2002. Problemet for mig har altid været, at så snart jeg gjorde noget, var det som noget andet end ateist, for som ateist kunne jeg ikke gøre andet end sige nej. Fx er mange ateister medlemmer af folkekirken ud fra det synspunkt, at vi kunne få noget, der var værre, hvis den brød sammen. Måske er flertallet af folkekirkemedlemmer i virkeligheden ateister. Selv synes jeg, at kirkerne skulle omdannes til folkehuse, hvor alle var velkomne. Folkehuse, hvor vi gjorde os klar til at tage imod de kommende klimakatastrofer og støtte hinanden - helt i Jesu ånd i øvrigt, sagt med et glimt i øjet.

Michael Kragh Rosenkilde, Erik Christensen, Sune Olsen, Torben Kjeldsen, Randi Gredal, Morten Balling, Bastian Barx, Niels Møller Jensen, Ib Jørgensen, Kurt Nielsen, Marianne Mandoe og Lennart Kampmann anbefalede denne kommentar
Ole Ørslev

Gud være lovet, der er stadig intelektuelle tilbage i vort lille land, tak for dit indlæg det var virkelig velskrevet og gennemtænkt. Vi er nødt til at se på kendsgerninger og ikke sejle omkring i selvdefinerede verdener hvor kun de rettroende lukkes ind. Jeg vil gerne tilføje et aspekt som for mit vedkommende gør religion til en del af mit liv. Det er det simple spørgsmål om moral. En sådan har videnskaben ikke og ateismen slet ikke og kan heller ikke have det uden at begrænse friheden i forskning m m. Da det aspekt mangler i ateismen er jeg så gået til religionen og har fået en brugbar moral. Det hedder de ti bud. Prøv det venner det gør ikke ondt. Men tak til Ib Ulbæk for et vægtigt indlæg og forsøg på dialog, du er et sjældent dyr i vor zoologiske have.

Karsten Aaen, Jørn Andersen, Steffen Gliese, Jørgen Steen Andersen, Ivar Nielsen og Niels Weyde anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Hvis man blot betaler sin kirkeskat, er der såmænd ingen gejstlig, der har noget imod en ateist.

Niels-Simon Larsen, Kurt Nielsen, Ivar Nielsen og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Religion er julemanden for voksne - længere er den ikke og det kan ikke udlægges anderledes.
Det giver god mening at nogle fortabte voksne genfinder illusionen om tryghed ved en julemand, bonusfar, hvad man nu vil kalde det, og det er selvfølgelig helt ok at man får hjælp hvis man ikke kan stå selv.
Men det ville klæde de religiøse om de ville prøve at moderere rollespillet i offentligt rum af hensyn til almindelige mennesker og holde diskussioner om deres åndsvage fantasi-gud internt i eget forum. I stedet for som IB Ullbæk her at belemre gud og enhver med deres misforståelser og lommefilosofiske betragtninger om dette eller hint.

Torben Pedersen, Michael Kragh Rosenkilde, Klavs Hansen, Bastian Barx, June Pedersen, Kurt Nielsen og Lennart Kampmann anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

@ Ole Ørslev
Moral er efterlevelsen af de vedtagne love. Det kan være uafhængigt af religion, og udelukkende bestemt af gældende normer i et samfund. Moral er et udtryk for samfundets holdninger, ikke noget en religion kan tage patent på.

De ti bud:
1. Jeg er din Gud. Du må ikke have andre guder.--> Sludder, gud er en myte.
2. Du må ikke misbruge Guds navn. --> Hvorfor ikke? Hvem skulle stoppe mig?
3. Du skal holde hviledagen hellig. --> Hvad så hvis æslet er ved at drukne? Skal jeg så bare se på?
4. Du skal ære din far og din mor. --> Også hvis de er frygtelige mennesker?
5. Du må ikke slå ihjel. --> Hvad med nødværge?
6. Du må ikke bryde ægteskabet.--> Hvad skulle det have med noget at gøre? Hvad nu hvis kvinden er blevet voldtaget af sin mand?
7. Du må ikke stjæle. --> Privat ejendomsret, helt i orden. Men hvad nu hvis man er ved at dø af sult?
8. Du må ikke vidne falsk mod din næste. --> Men hvis en kvinde spørger om hun ser fed ud i en kjole, skal man så sige sandheden?
9. Du må ikke begære din næstes hustru. --> Relaterer til 6. bud, samt det faktum at kvinder ansås som mændenes ejendom.
10. Du må ikke begære de ting, der hører din næste til. --> Privat ejendomsret, er forstået.

De ti bud er naturligvis en rettesnor at leve efter, men som moralsk kompas trænger de måske til at blive nuanceret lidt.

Der findes dog en masse mennesker, kaldet troende, der er villige til at udføre straffeaktioner i praksis baseret på deres læsning af gamle myter. Nogle slår abortlæger ihjel, andre sprænger sig selv i småbidder. Sådanne handlinger er i mine øjne umoralske. Hvilken religion der forårsager det, er underordnet.

Med venlig hilsen
Lennart

Michael Kragh Rosenkilde, Erik Christensen, Flemming Høy, Bastian Barx, Kurt Nielsen, Marianne Mandoe og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Jeg kalder mig selv religiøs, eller bedre, troende ateist. Tidligere katolik, nu ateist Andre Comte-Sponville kalder sig i The Little Book og Atheist Sprituality ›faithful atheist‹.

Der er i allerhøjeste grad brug for en kritik af især de tre monoteistiske religioner. Men en sådan kritik bør ikke finde sted, som en blot og bar opfordring til at vende religionerne ryggen. Den bør have modet til at indrømme, at der i disse ligger indlejret et aspekt ved den menneskelige tilværelse, uden hvilket vi ikke ville være dem vi er.

Dette aspekt kan jeg bedst betegne som respekten for det hellige, helligånden om man vil. Der kan argumenteres for, at denne opstod i og med at vi blev mennesker, i og med at vi distancerede os fra den natur, som vi var og stadig er en del af. Opretholdelse af denne respekt i et vist, til tider minimalt, omfang, har indtil videre tilladt os at overleve.

I Information 4/12-2010 kunne man læse et referat af en diskussion mellem den glødende ateist Christopher Hitchens og katolikken Tony Blair. Her kunne man læse, at Hitchens selv antydede » en form for tro - eller længsel efter eller måske forståelse for det, han kaldte det 'numinøse' eller 'transcendente' element i den menneskelige erfaring.
»Uden dette er vi virkelig bare primater. Det er vigtigt at værdsætte den finesse, vi får herfra,« sagde han. » Dette numinøse, transcendente element er efter min mening, det hellige.

Siden monoteismernes fremkomst for ca. 3000 år siden, har det i altovervejende grad været dem, der har stået for administrationen og fortolkningen af det hellige i vor tilværelse. Men det er sket på en måde, som er ved at undergrave det hellige. I en sådan grad, at en religionsfilosof som Paul Ricoeur kan spørge: »Kan man tænke sig kristendommen uden det hellige?«. Underforstået, at det kan man godt, hvis det fortsat fortrænges og glemmes i religionens praksis.

Det er lige netop på dette punkt, at den nødvendige religionskritik bør sætte ind. Vi må så at sige uddestillere det hellige i religionerne. Frigøre det fra omklamringen af de trosforestillinger, som skiftende religiøse ledere har fundet det hensigtsmæssigt at etablere, med det ene formål at opretholde troen på en gud og dennes angivelige forskrifter. Motiverne hertil har ikke altid været lige smukke.

Den tyske teolog Dorothee Sölle siger et sted:«...for Jesus betød »Gud« befrielse, løsladelse af alle kræfter, som ligger fangne i enhver af os, og med hvilke vi kunne gøre undere, som ikke ville være ringere end dem, der blev fortalt om Jesus.« Andre steder taler hun om »Guds vilje« som gør det nærliggende at tolke den som det hellige, helligåndens vilje.

De tre monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og muhammedanisme, opstod indenfor et kort tidsrum på ca. 1000 år, en periode som er blevet kaldt ›aksetiden‹. Utallige guder blev erstattet af en, som derefter blev udlagt på tre forskellige måder. Vi har behov for en ny ›aksetid‹, hvor disse tre monoteismer og deres forskellige gudsopfattelser erstattes af, ikke en ny religion, men af en åndelig oprustning, som kan overbevise os mennesker om, at vi kun har os selv at stole på, men også at en sådan tillid forudsætter en samtidig respekt for og indsats af vore hellige og vore fornuftsmæssige forudsætninger.

En dialog med de tre religioner om disse spørgsmål, det er hvad ateister (og andre) bør efterlyse i stedet for en firkantet afstandtagen. www.dethellige.blogspot.dk

Johan Clausen, Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Ivar Nielsen

Citat:
"Det vigtige er at se det guddommelige og det hellige som en del af menneskets virkelighed, som noget mange, mange mennesker forholder sig til".

Nemlig! Uanset om man er ateist eller "traditionel religiøs", så kan alle vel samles om at Skabelsen er guddommelig = fantastisk.

Derudover burde der ikke være nogen forståelses forskel imellem religion/mytologi og videnskab. men desværre har mange religioner glemt det mytologiske indhold som forklarer Skabelsen på en kosmologisk måde der sagtens kan hamle op med moderne kosmologi - og desværre glemmer ateister også at disse myter kan være andet end mumbo jumbo.

Hilsen
Ivar Nielsen
http://www.native-science.net/index.html

Lennart Kampmann

@ Ivar Nielsen

Skabelsesmyter er der nok af. Ingen af de religiøse myter kan klare mødet med moderne videnskab, uden at stå tilbage som idyliserede fortællinger om det man ikke vidste.
Religion er fremragende til at give folk en stressfri tilværelse sammen med andre der søger tryghed i de eksistentielle spørgsmål, men hvis man vil gå den naturvidenskabelige vej, tilbyder religion i bedste fald blot spildt tid.

med venlig hilsen
Lennart

odd bjertnes

Ateistisk selskabs busreklame-ordlyd var jo netop IKKE 'Hvorfor tro på Gud'...
Det var heller ikke 'Hvorfor tro på én Gud'.
Underbevidsthed spillede måske nævenyttighed et puds : budskabet var den klare anbefaling af monoteismen : 'Hvorfor tro på en gud'.
Som ydermere implikerer advarsel imod en 'trosbaseret' monoteisme ... altså, vi har islam, og vi har kristendommen ... det er ikke raketvidenskab hvad der menes, men mere uld i mund er vanskeligt at forestille sig et udsagn have.
Analyse slut :-)

Jeppe Linnet

Kurt Nielsen: Hvad med transcendente fænomener som kunst, den videnskabelige søgen efter sandhed selv når den ikke tjener et formål, eller humor? Eller de kan måske let forklares som midler til mere succesrig videreførsel af gener?

Marianne Mandoe

Artiklen er så spækket med logiske, videnskabelige og sproglige fejlfortolkninger at den næsten ikke er værd at læse.
Og det er inden man går i flæsket på en artikel skrevet af en mand der KALDER sig ateist, men som nærmere hører til hos agnostikerne.

Nej... Darwin MENTE ikke at mennesket nedstammede fra aberne. Han udformede teorien om at mennesket nedstammede fra aberne via evolution. En teori der igen og igen er blevet bevist til et punkt hvor man, hvis man stadig tvivler, er fakta-fornægter på et fuldstændigt tåbeligt plan.

Og nej... mennesket er ikke den eneste skabing der ved den skal dø. Hvis den var det ville frygt ikke eksistere i dyrevverdenen, og dyr ville ikke sørge over tabte mager/fæller. Hvilket også er bevist udenfor enhver tvivl gang på gang på gang. Det fineste eksempel er nok elefanterne, som endda afholder "ceremonier" når et medlem af flokken afgår ved døden.

Og nej... Ateisme er, igen igen igen, ikke velsignet med tvivl. Ateisme er ganske kort at gudsbegrebet ikke eksisterer.

Man må spørge, hvad vil det sige at være menneske. Og hvis en ateist tænker på bibelhistorien i den forbindelse...
Ateister tænker ikke på bibelhistorien. Ikke i andre sammenhænge end de tænker på andre eventyr. Gjorde de det ville de ikke være ateister.

Interessant bliver ateismen først, når den knytter nogle positive værdier til det at være menneske i en verden uden guder, det vil sige: Når den bliver eksistentiel.
Ateismen ER eksistentiel. Hvad kunne være mere eksistentielt end at forsøge, ikke bare at forstå hvordan universet fungerer og hvorfor, men videnskabeligt bevise det?

Og jeg kunne blive ved med at plukke artiklen fra hinanden og efterlade skribenten med ingenting tilbage af den ret søgte og søgende argumentation.
Men det er livet simpelthen for kort til. :)

Michael Kragh Rosenkilde, Reka Nielsen, Erik Christensen, Laurids Hedaa, Flemming Høy, Bastian Barx, Peter Knap, Lars Bo Jensen, Aksel Gasbjerg og Lennart Kampmann anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, Marianne Mandø, du springer bare alle forudsætningerne for, at du kan blive i stand til at fremføre dine antagelser, over.

Ole Falstoft

Jeg savner det 3. synspunkt i denne debat. Det agnostiske. Som agnostiker afstår jeg fra at diskutere Guds eller det guddommeliges realitet. Gudstro ligger udenfor et rationelle område og kan derfor ikke afgøres med rationelle metoder eller argumenter - forsøg på dette ender uvægerligt i absurditeter.
Som agnostiker afviser jeg m.a.o. ikke muligheden af det guddommelige, men jeg forholder mig heller ikke det, i mit liv eller i min moral.
Jeg anderkender at troen på det guddommelige for nogle mennesker er vigtigt, men vil ikke tage specielt hensyn til, hvilke argumenter det medfører. 'Gud' er aldrig et argument for mig.

Karsten Aaen, Laurids Hedaa og Marianne Mandoe anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Når man kaster sig ud på de 70.000 favne, som Kierkegaard siger, kaster man sig så i favnen på gud, eller kaster man sig forgæves?"

Samtalen bliver meningsløs, når emnet, som diskuteres, er uklart defineret. Hvem gud? Søndagsskolens bibelhistorie eller moderne kvantefysiks påvisning af interaktiv intelligens? Vi bevidner og er i ukendt omfang deltagere i en skabelse, som, indtil vi forstår dens lovmæssigheder, kan betegnes som mirakuløse.

Jørgen Steen Andersen

Marianne Mandoe 12.21
" Hvad kunne være mere eksistentielt end at forsøge, ikke bare at forstå hvordan universet fungerer og hvorfor, men videnskabeligt bevise det?"
Det kunne for eksempel være at finde ud af, hvordan du selv fungerer og hvorfor og overhovedet ikke bevise det, for det er umuligt.
Eksistentialisme er ikke videnskab, men en verdensanskuelse.
I eksistentialismen kan du ikke finde en ligning eller to tal, der bliver lagt sammen eller trukket fra hinanden, for det kan kun bruges til anskuelighed og i vittigheder, for her handler det om, hvad et menneske er, hvad det vil og hvad det vælger, og det er så efter talent og evne, hvor langt man kan komme.

Kurt Nielsen

Jeppe Linnet

Jeg taler ikke om 'let'.

At 'vi' ikke kan 'forklare' (spøjst ord -:)) noget, er ikke det samme som, at der ikke (kan) findes en forklaring - som er tilfredsstillende.

Så måske har du ret: '...forklares som midler til mere succesrig videreførsel af gener?'

Marianne Mandoe

@ Jørgen Steen Andersen.

Jeg ved ikke med dig, men jeg er altså en del af universet. :)
At forstå universet kræver at jeg forstår mig, og for at forstå mig kræver det at jeg er nysgerrig omkring universet, da jeg er en lille del af det.
Universet er både fysisk og psykisk, og de to dele hænger uadskilleligt sammen. Jeg kan ikke forstå det fysiske uden også at forstå det der driver mig. Og jeg kan ikke forstå det psykiske uden også at forstå det fysiske, nemlig den verden og univers der konstant påvirker mig.
Gudstroende springer over hvor gærdet er lavest, nemlig med Gudsforklaringen. Det er ikke en valgmulighed for mig, da det ikke besvarer spørgsmål, men kun giver omtrentlige forklaringer der er udtænkt da verden og mennesket var yngre og havde mindre forståelse for hvordan ting hang sammen, og som derfor er forældede i skræmmende grad.

Som sagt, jeg har ingen anelse om, om du anser dig selv som en del af universet, men jeg gør.

Michael Kragh Rosenkilde, Laurids Hedaa, Bastian Barx og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

For mig er al religion det rene vrøvl. Religion er ikke et spørgsmål om tro, men et redskab til undertrykkelse. Og længere er den ikke..

Torben Pedersen, Kjeld Jensen, Michael Kragh Rosenkilde, Bastian Barx og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

randi christiansen 12:39
Jeg skal forklare det kort og præcist:
De 70.000 favne er et billede på et søgende menneske, som ved at miste sig selv kan finde sig selv, og hvis det ikke lykkes, så er det jordiske vigtigere end alt andet, for troen er det logiske spring fra det etiske stade.
Der findes ingen mening i at blive på det hedonistiske niveau eller det æstetiske, for som mennesker er det evident, at vi består både af Endeligheden og det Evige, og den kan prise sig lykkelig, som for mår den vanskelige balancekunst, for med Friedrich Nietzsche at forholde sig til sin egen selverkendelse og mening, og med Søren Kierkegaard at vælge sig selv.

Randi Christiansen

Jørgen steen, jeg har ingen problemer med at forstå, hvad kierkegård mener med de 70.000 favne - min pointe er at anføre, at samtalens omdrejningspunkt 'gud' defineres forskelligt af parterne, og at samtalen derfor bliver meningsløs.

Jørgen Steen Andersen

Marianne Mandoe 12:56
Det er et mærkeligt retorisk spørgsmål at stille mig:
"Som sagt, jeg har ingen anelse om, om du anser dig selv som en del af universet, men jeg gør."
Jeg ved ikke, om det nytter at forklare dig, at du finder ikke ud af noget som helst om dig selv ved at se udad.
Du skal se indad.
Jeg har et citat til dig:
"Hvad nytter det et menneske at vinde den hele Verden, hvis det mister sig selv."
Hentyder du til pavernes såkaldte Gudsforklaring?
Ja, det er hul i hovedet.
Tro er ikke videnskab.
Hvis det var videnskab, var det ikke tro.
Men jeg skal ikke hverken henvise til læsestof, fordybelse eller noget som helst andet, for det interesserer mig kun i den udstrækning at det er mig muligt - måske, men kun måske - at få en og anden til at prøve at komme lidt videre i sine erkendelser. That`s that.

Ole Falstoft

Som agnostiker er man ikke afvisende overfor det irrationelles betydning. Man ved, at det er meget begrænsede aspekter af livet, der kan forklares rationelt. Selve essensen af livet og den enkeltes oplevelse af det, kan ingen udlægge fuldt ud. Men det bør ikke afholde os fra at kæmpe for at skabe så meget klarhed som muligt.
Når nogle tillægger, hvad en gruppe nomader udlagde som 'Guds mening' for ca. 5000 år siden, en ultimativ autoritet, bliver det en smule komisk.

Karsten Aaen, Laurids Hedaa og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

randi christiansen
Du er altså alt alt for avanceret for mig med din interaktive intelligens.
Den må jeg springe over.

Ivar Nielsen

@Lennart Kampmann,
Du skrev:
"Skabelsesmyter er der nok af. Ingen af de religiøse myter kan klare mødet med moderne videnskab, uden at stå tilbage som idyliserede fortællinger om det man ikke vidste.
Religion er fremragende til at give folk en stressfri tilværelse sammen med andre der søger tryghed i de eksistentielle spørgsmål, men hvis man vil gå den naturvidenskabelige vej, tilbyder religion i bedste fald blot spildt tid2.

Så er mit spørgsmål bare: Hvilke forudsætninger udi sammenlignende religion/mytologi/kosmologi har du for at udtale dig så skråsikkert?

Jeg medgiver at religionen i bedste fald giver moralske og etiske regler, men jeg påstår også at de kulturelle Skabelsesfortællinger rent faktisk giver en bedre kosmologisk forståelse af skabelsen end hvad den moderne kosmologiske videnskab p.t. kan tilbyde.

Hilsen
Ivar

Randi Christiansen

Ole : "Som agnostiker er man ikke afvisende overfor det irrationelles betydning." - det såkaldt irrationelle, er det uerkendt rationelle. Irrationel : uden mening. Intet er meningsløst kun endnu ikke forstået.

Lennart Kampmann

@ Ivar Nielsen
Hvilke forudsætninger: Mor var teolog, far var ingeniør, jeg selv er uddannet kandidat med sprog, økonomi og udviklingsstudier og snart også en bachelor i elektroteknologi. Har desuden brugt fem år med meditation, og 15 år med kampkunst. Har forladt al organiseret religion.

Jeg kan læse på din side at du har haft sjove oplevelser....

De mytiske skabelsesberetninger du holder fast i er eventyr, der ikke fortæller dig andet end det du vil høre. Hvis du vil kende svarene, er naturvidenskaben til mere gavn. Som der er skrevet tidligere er religion for den voksne hvad julemanden er for børn.

Med venlig hilsen
Lennart

Ivar Nielsen

@Lennart
"De mytiske skabelsesberetninger du holder fast i er eventyr, der ikke fortæller dig andet end det du vil høre".
Ja andet kan man vel ikke sige og skrive når man ikke er specialist i kosmologisk symboltolkning i de mange kulturelle fortællinger om Skabelsen.

OK, jeg er heller ikke selv meget diverse religioners dogmatik, men meget for deres fortællinger om Skabelsen.
En lille myto-kosmologisk gåde til dig om det mytiske Mount Meru - https://en.wikipedia.org/wiki/Mount_Meru#Hindu_legends -
“Mount Meru of Hindu traditions . . . notes that the Sun along with all the planets in the Solar System revolve around Mt. Meru as one unit”.

Hvilken myto-kosmologisk betydning ligger der I denne myte?

Hilsen
Ivar

Lennart Kampmann

@ Ivar Nielsen
"når man ikke er specialist i kosmologisk symboltolkning i de mange kulturelle fortællinger om Skabelsen."

Jeg har præsenteret min baggrund og må så konstatere at du er en selvudråbt specialist i dit eget univers. Jeg tror ikke der kommer noget ud af at fortsætte.

Med venlig hilsen
Lennart

Morten Balling

Kirken (i Danmark) brænder ikke i dag sine kritikere, og det er jo godt for kritikerne. Det er de ret glade for. Kigger man andre steder hen i Verden, slår religiøse dog stadig kritikere ihjel, og nogle steder brænder man dem også.

"Dyr generelt, og selv de store menneskeaber, ved ikke, at de skal dø.". Det er noget af en ikke-underbygget påstand at komme med, specielt i en verden, hvor vi på trods af bevidst ignorance bliver mere og mere opmærksomme på dyrs bevidsthed og kultur. Den måde vi fucker med de andre arter, bunder i en gammel overtro om at "gud skabte mennesket til at herske over dyrene".

Hvis kirken vitterligt vil pirre den videnskabelige ateist i retning af at blive, om ikke andet så agnostiker, bør den stille spørgsmål som: "Hvorfor er det noget i stedet for intet?", "Hvor kommer naturens lovmæssigheder fra?". Det kan gøre de fleste småfilosofiske fysikere tavse og eftertænksomme, men det er ret utropisk at tro, at de vil svare at det nok er Gud som har fundet på det. Den forklaring leder dem nemlig som regel videre til dybdeborende analytiske spørgsmål som: "Hvor bor gud henne?" eller "Hvis gud er omnipotent, kan han så lave en sten, der er så tung at han ikke selv kan løfte den?"

Michael Kragh Rosenkilde, Arne Thomsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Thomas Larsen

To ting som jeg er vældig træt af som agnostiker hældende til ateisme er:

1-Man kan ikke bare vælge at tro på en gud selv om man kan mene at ens liv ville være nemmere. Tænk at få en mening med livet serveret så man ikke selv behøver at tage stilling. Heavenly bliss og at vide hvad der sker når man dør må være trøstende. Men det er altså ikke noget man kan blive hvis man til hverdag tænker sig lidt om. Og jeg skal ikke gøre mig klog på om der er en gud af en eller anden slags - hvor skulle jeg vide det som menneske? og hvilken gud skulle jeg vælge at tro på når nu ingen rigtig kan komme med bare en rimelig godtgørelse for at deres gud er den rigtige. (for mig er religiøse mennesker ret så arrogante for de må jo mene at de ved bedre end andre hvordan har de ellers valgt at tro) og især den med at vi mennesker alle hare et åndeligt behov er noget sludder. Jeg har ingen følelse af eller et behov for religion og at føle og elske ting som kunst eller andre mennesker er ikke det samme som religion som er love og regler skabt af mennesker (noget mindre åndeligt skal man lede længe efter som de ti bud f. eks)

2 - At mene at religiøse er mere åndelige og at ateister kun er rationelle er så trættende at høre på.
Jeg tror på kærlighed og på empati selv om jeg ikke kan se det og det ikke kan måles. Jeg tror på æstetisk nydelse i dens grundlæggende definition som noget mere ved kunsten som er mere end dens enkeltdele. - så irrationelle eller følelsesmæssige ideer er ikke fremmede for ateister. - Men religion er ikke irrationelt for hvis det var så kunne religiøse mennesker ikke tale om det eller lave bøger med bud og regler. Det er ikke metafysisk at være religiøs - de fleste religiøse har en bog med fortællinger,myter og regler - det er sgu da ikke åndeligt men meget BOGstaveligt.

jeg er så træt af religiøse mennesker som skaber en stråmandsateist og så argumentere med barnlige argumenter. Det er ikke alt der kan måles og vejer for eksempel. Nej det har de sgu ret i men det betyder da ikke at vi er skabt af en gud på 7 dage og at jesus døde for vores synder. Der mangler lige et par mellemregninger fra det ene til det andet

Michael Kragh Rosenkilde, Laurids Hedaa og Bastian Barx anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Thomas

Jeg vil komme med den lettere vovede påstand at "man" godt kan "måle og veje alting". F.eks. kan man ikke se elektrisk strøm men man kan snildt måle den. Man kan heller ikke se et atom, men med lidt krumspring kan man ret nøjagtigt måle hvor mange atomer der er i f.eks. en liter vand. Selv Heisenberg ødelagde ikke det dogme (helt).

Til gengæld er der nogle af de ting du nævner, som er lige så meget tro, som når nogen tror på gud. Æstetikken for at tage et eksempel. Dén har jeg beskæftiget mig temmeligt utroligt meget med, og efter mange og lange filosofiske overvejelser, må jeg komme med endnu en påstand og sige at æstetik er lige så meget noget varm luft mennesket har fundet på, som i hvert fald to ud af tre hellige skrifter i de abrahamitiske religioner nødvendigvis må være. Hvis jeg må tillade mig at pirre lidt til din tro, så prøv at definere for dig selv, hvad æstetik egentlig reelt er for en dims, og prøv så bagefter at slå ordet op.

Ole Falstoft

Randi: 'det irrationelle er det uerkendt rationelle'. Nej jeg mener faktisk at der er erfaringer, der ikke kan forklares rationelt. Det drejer sig f.eks. om de personlige - individuelle, som nok har en grundlæggende rationel forklarelig basis, men aldrig udtømmende kan forklares. Desuden er ikke alt der sker forklares ud fra årsag-virkning,. det er jo for længst bevist i kvantemekanikken. Vores rationelle verdensforståelse har sine grænser. Så dette burde mane os til en vis ydmyghed. De stålsatte ateister som blank afviser muligheden af det guddommelige, er for mig at se lige så komiske som de stålsatte troende. Den der tror tvivler inders inde, og det gør den, der ikke tror også. Så vi kan mødes i tvivlen. Kun fundamentalisterne vil ikke erkende, at de tvivler. De prøver at kvæle den, ved at tvinge dem, der vækker deres egen tvivl til tavshed.

Ole Falstoft

Randi: 'det irrationelle er det uerkendt rationelle'. Nej jeg mener faktisk at der er erfaringer, der ikke kan forklares rationelt. Det drejer sig f.eks. om de personlige - individuelle, som nok har en grundlæggende rationel forklarelig basis, men aldrig udtømmende kan forklares. Desuden er ikke alt der sker forklares ud fra årsag-virkning,. det er jo for længst bevist i kvantemekanikken. Vores rationelle verdensforståelse har sine grænser. Så dette burde mane os til en vis ydmyghed. De stålsatte ateister som blank afviser muligheden af det guddommelige, er for mig at se lige så komiske som de stålsatte troende. Den der tror tvivler inders inde, og det gør den, der ikke tror også. Så vi kan mødes i tvivlen. Kun fundamentalisterne vil ikke erkende, at de tvivler. De prøver at kvæle den, ved at tvinge dem, der vækker deres egen tvivl til tavshed.

Ole Falstoft

Randi: 'det irrationelle er det uerkendt rationelle'. Nej jeg mener faktisk at der er erfaringer, der ikke kan forklares rationelt. Det drejer sig f.eks. om de personlige - individuelle, som nok har en grundlæggende rationel forklarelig basis, men aldrig udtømmende kan forklares. Desuden er ikke alt der sker forklares ud fra årsag-virkning,. det er jo for længst bevist i kvantemekanikken. Vores rationelle verdensforståelse har sine grænser. Så dette burde mane os til en vis ydmyghed. De stålsatte ateister som blank afviser muligheden af det guddommelige, er for mig at se lige så komiske som de stålsatte troende. Den der tror tvivler inders inde, og det gør den, der ikke tror også. Så vi kan mødes i tvivlen. Kun fundamentalisterne vil ikke erkende, at de tvivler. De prøver at kvæle den, ved at tvinge dem, der vækker deres egen tvivl til tavshed.

Thomas Larsen

Hej Morten, jeg tror ikke at vi er så uenige. Æstetik som varm luft er måske lidt overdrevet når det egentlig bare er defineret som filosoferen over kunst- men jeg forstår hvad du mener når man læser hvad der bliver skrevet om æstetik.

For mig kan den æstetiske erfaring ses som en art “guddommelighedserfaring (ordet bliver kun brugt for at kunne sammenligne en oplevelse som ikke kan sættes på ord med andre oplevelser som bliver forklaret med gud)uden at der ligger nogen religiøse forudsætninger i ordet, og guddommelighedserfaring behøver ikke at have noget at gøre med hverken troen på eller eksistensen af en gud - Men det er netop pointen at den er irrationel og subjektiv og en form for metafysisk indlevelse som skaber en rystelse (det sublime ) som ikke kan forklares. og så kan du kalde den varm luft men hvis den "mærkes og føles" så er den virkelig for subjektet (kan være en kende hysterisk men bare fordi man er paranoid kan man vel stadigvæk blive forfulgt) - men stadig irrationel og bestemt IKKE guddommelig. Og æstetik som skønhed er misvisende men æstetik som det sublime og vejen til ny erkendelse kan jeg godt købe.

Og for selv at falde i banalitetsfælden må du da gerne komme og måle min kærlighed til henholdsvis min kæreste og min datter. Hvilken er størst og vejer mest eller fylder mest? Og irrationel eller ej så føles den virkelig og udmønter sig også i handling.

Bastian Barx

"I det hele taget er ateismen ret uinteressant......"

Siger hvem? Ja, det siger Ib Ulbæk. Ligesom resten af artiklen, er det hele bare en kæmpe formodning.

Fint nok hvis det virker for den kære Ib . Men i min verden, er en syntese imellem ateisme og religion en total selvmodsigelse - Og det kommer aldrig til at ske.

Og hvorfor skulle den? Jeg mangler ikke religion i mit liv. Jeg er 40 år, er aldrig døbt eller konfirmeret. Har altid været ateist/agnostiker/anti-theist. Jeg har både oplevet nære venner og familie dø. Og som alle andre har jeg haft mine op og nedture - men Gud, ham har jeg aldrig haft brug for.

Der er andre måder, at tackle det som livet byder på, end den som religion tilbyder. Og bibelen, den bliver aldrig til andet end nogle forvrøvlede lommefilosofiske røverhistorier fra antikkens Israel.

Ib Ulbæk's tanker minder forresten enormt meget om Alain De Botton's atheism 2.0, og den svenske synteist bevægelse.

https://youtu.be/2Oe6HUgrRlQ
https://www.ted.com/talks/alain_de_botton_atheism_2_0/transcript
https://en.wikipedia.org/wiki/Syntheism

Jeg er personligt uenig med begge. Jeg kan slet ikke se hvorfor ateismen skulle til at låne fra religion.

Michael Kragh Rosenkilde, Reka Nielsen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Thomas

Der findes faktisk (tro det eller ej), en ny videnskab, ikke ulig evolutionsbiologien, som prøver at anskue æstetikken ud fra primært evolution og synapser. Den kaldes neuroæstetik, og er overordentlig interessant. Her er videnskabens indiske stand-up-neurologs beskrivelse af "det skønne og kunsten":

https://youtu.be/X0TKYxAYGGA?t=21m45s

Selvom jeg, hånden på hjertet og pistolen for panden, ville kunne presses til at påstå, at kærligheden også er at finde i kassen med illusioner, er det helt klart den absolut fedeste illusion i Universet. Samtidig passer den perfekt med Darwin's Første Lov (Spread your genes!), og resultatet er det tætteste på en mening med livet mennesket overhovedet kommer.

Torben Kjeldsen

Et hurtigt klippet indlæg, men måske til inspiration på dualismens ophævelse og vorherre: Enkel konklusion, opdelingen naturvidenskab og 'åndsvidenskab' er en ren pseudoforestilling. Der er videnskab og kun videnskab, alt andet er noget andet forstås, fx tro. Rent postulerende, men følgende sandsynlige forklaringer/muligheder ville ophæve dualismen: 1.Subjektets fremkomst i dets fulde og restløse form, kan forklares, med grund i fysikkken, indsættende et niveau i materien vi p.t kalder det psykologiske. Fuldstændigt genuint og ikke reducerbart til fysik. 2. Min tolkning af den fremadstormende hjerneforskning viser mere og mere en del af grundlaget for og forklaringen for vores særegne eksistensmuligheder, med uendelig rige tanke og handlemuligheder, med 'mening' som grundform og herunder 'fri vilje' ( i psykologisk forstand) og desværre gemmer hjernen ikke psyke. 3. Og desværre igen, kan vi dumme psykologer 99% restløst forklare den regligiøse følelse , hvad tro er psykologisk og snart 'kompleksiteten' i tænkningen. Start selv med spørgsmålet hvordan kom subjektet til verden?
En fælles ledetråd for at forklare psyke/subjektet konkret:. Subjektet dette fantastiske objekt 'svømmede ind i verden (ursuppen) uberegneligt , spontant, intentionelt, reflekterende, sanseligt, virksomt, skabene, og var det fra sin første færd i verden. Og lidt efter fulgte hjernen, der helt fantastisk svedsomt må regne på alt det uberegnelige, gætte og bare følge med. Og vupti liv med psyke, et subjekt, en celle med hale!. Hypotesen 'beviset' kræver en tur rundt i spørgmål, som fx beregningsparadigmet, studie af cellebiologi, hjernens dannelse og funktion,kompleksitets problemet, korrespondens problemet, evolutionsteori, teori om cosmos og big bang, og meget mere.Har jeg mange venner ? nope. Men helt ærligt , dualisme er kun for tøsedrenge, kom nu ind kampen slip troen og søg på svar på viden.

Randi Christiansen

Vi er midt i og del af en skabelse, hvis ophav vi ikke kender. Det giver derfor ingen mening at ville afgrænse hverken det ene eller andet desangående. Hvad, jeg mener, vi erfaringsbaseret kan antage, er, at vi udvider vores bevidsthed, vores viden, om os selv, vores omgivelser og om ophavet til det hele. Og at det derfor ikke kan afvises, at hvad vi nu ikke forstår, vil vi senere kunne se det iboende rationale i. Hvis der ikke var et iboende rationale, ville en sammenhængende skabelse ikke eksistere. Så hvem eller hvad er gud? Os selv måske?

Randi Christiansen

Ole - "Desuden er ikke alt der sker forklares ud fra årsag-virkning,. det er jo for længst bevist i kvantemekanikken." Sådan forstår jeg ikke kvantefysikken, hvis mest interessante opdagelse for mig at se er, at kvantet først antager en position, når det bliver betragtet. Så hvad sker der lige der ... ?

Dan Johannesson

Det har altid undret mig såre hvor skråsikkert hardcore ateister udtaler sig. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige at de har den stærkeste tro jeg nogensinde har oplevet. For VIDEN, det har de ikke. Intet menneske på denne klode ved en kæft om hvorvidt gud er en realitet eller ej. De ateister med det mest ukuelige storhedsvanvid, der rækker ud over megalomaniske dimensioner, siger dog alligevel ofte mellem linierne, og i de mest uhyrlige tilfælde, direkte, at de VED at gud ikke eksisterer.

Og i det øjeblik de gør det, bortvasker de med et fingerknips al menneskelig erkendelseshistorie, og især al videnskabelig historie mennesket nogensinde har produceret. For er der en ting videnskabernes historie igen og igen har stadfæstet, er det sin egen fejlbarlighed, og sin impermanente natur. Sir Francis Bacon blev også taget meget alvorligt, af yderst "intellektuelle" skikkelser, da han med samme, grænsende til det arrogante selvsikkerhed, erklærede at "det er umuligt for et menneske at bevæge sig med en fart af 100 km. i timen. Ansigtet vil blive trykt fladt.."

Og heri ligger den blinde vinkel ved både hardcore ateister, og enhver anden form for fundamentalister. De ophøjer egne antagelser, og egne overbevisninger, til definitive og evigt urørlige "sandheder".

Når alt kommer til alt er menneske aben, et væsen der har ca. 900 gr. fedt placeret i en hovedskal. 900 gr. såkaldt hjerne, der igen og igen har fejlet mennesket, endda i en sådan grad at menneskeaben, nu aktivt er ved at udrydde sig selv. Og alligevel peger nogle af aberne skråsikkert ud i et endeløst kosmos, hvor i jordkloden og dens mange selvsikre aber, blot er et sandkorn på en endeløs strand og siger gud-hjælpe mig: Vi har forstået og undersøgt selve det eneløse kosmos, (med et stykke optisk glas og lidt radiosignaler) uden at kunne komme længere med vores abekroppe end til månen.

Og konklusionen fra vores sandkorn er: Ingen har skabt alt dette, der findes ingen mysterier udover hvad øjet kan se (selvom dit øje kun kan se under 1% af lysspekteret, hvad er der mon i de andre 99%?) Og vi VED det, for det siger vores 900 gr. fedt os nemlig, for indeværende.
Øv bøv.. kunne man fristes til at tilføje.

Jeg kan ikke forestille mig nogen form for større storhedsvanvid og mangel på ydmyghed, selverkendelse og proportionssans, i forhold til selve det endeløse kosmes, end netop hardlinerateisme.

Så at kalde ateisme for rationelt er, set i ovenstående lys, i mine øjne, så langt fra "rationelt" som et menneskes bevidsthed omtrent kan komme. Det er snarere simpel mangel på ydmyghed og evnen til at erkende egne begrænsninger som et impermanent fragment af et støvfnug på en uendelig filmstrimmel.

Niels Duus Nielsen, Randi Christiansen, Keld Albrektsen, Morten Balling, Sören Tolsgaard og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Sider