Kommentar

Vi er blevet så bange for den formålsløse kaffepause

’Det er kompliceret’, står der bag på på koppen, og så kan man ellers krydse af og lægge op til spænding og mystik. Men hvad med om vi satte tempoet ned i stedet og blev lidt bedre til tidsspild?
7. maj 2016

Dette forår har 7-Eleven givet sine kunder mulighed for at hælde kaffen i et af tre farvede papkrus alt efter civilstatus: Grøn betyder single, rød betyder optaget og orange betyder ’tricky’(!).

Det grønne krus med single-angivelsen taler sit tydelige sprog: »Jeg er åben for nye bekendtskaber, så bare kør løs«.

På den anden side af krusene kan kaffedrikken krydse forskellige små statements af.

I det grønne tilfælde er en af de uddybende forklaringer: »Og venter på den eneste ene«. Det røde krus signalerer Stop, men bærer ligesom det grønne mulige modifikationer og gradbøjninger, i dur med: Jeg er optaget, men måske river du alligevel benene væk under mig.

På den måde kan man lade døren stå åben og lukke den i efter forgodtbefindende:

Siger den her fremmede person mig noget? Kan jeg få noget bedre, end det jeg har?

Denne dobbelthed af frihed og sikkerhed bliver dog ført ud i sin yderste konsekvens med det orange Tricky-krus.»Det er kompliceret« står der bagpå, og så kan man ellers krydse af og lægge op til spænding og mystik: »Jeg har flere uofficielle forhold«, »Det er o.k. at flirte«, »Jeg udforsker mine muligheder«. Tvetydigheden og mystikken er i højsædet. Det ligner en pirrende leg med grænser og moral.

Vi begærer efter at begære

Tiltaget med angivelse af civilstand er set før i samme kioskkæde og også i supermarkeder, hvor det selvfølgelig var indkøbskurvene, der bar skiltet. Ideen kommer som så mange andre fra udlandet og skal hjælpe især storbyernes singler med at komme i snak og finde sammen. Fint nok. Hvorfor ikke give de kaffedrikkende singler et lille puf? Det kan være svært at indlede en samtale med en fremmed.

De smarte reklamefolk har måske udtænkt de uddybende forklaringer som en ironisk kommentar til den senmoderne livsstil, hvor alt kan skiftes ud, også partneren.

Man taler ofte om at der er sket en varegørelse i datingkulturen. Hvis ikke partneren (varen) er i orden, bliver den byttet ud med en anden. Den store sociolog Zygmunt Bauman betegner nutidens menneske som en ’sansningsjæger’ og ’sansningssamler’ i social og kulturel henseende, hvor fortidens menneske var arbejder eller soldat.

Det gælder om at opsøge de intense subjektive oplevelser, og den næste oplevelse kan altid blive bedre end den foregående. Sansningsjægeren er altid urolig og usikker, ja nærmest ængstelig, for hvad nu hvis man kan få noget bedre end det, man har?

Vi begærer efter at begære, vi bliver aldrig tilfredsstillet. Fitness og sundhed bliver de bærende metaforer i menneskets selvopfattelse og selvdyrkelse. Man kan altid optimere kroppen, læs: optimere sin egen værdi – som menneske og arbejdskraft.

De intense oplevelser gør en stærkere, eller det bilder man sig i hvert fald ind. Tiden skriger på fleksibilitet og omstillingsparathed.

Et slag for pausen

Men imellem de stærke oplevelser lurer kedsomheden og depressionen.

Arbejdsmarkedet kræver sit. Det er svært at finde glæden og fordybelsen i sig selv. Det, som samfundet forventer af os, er for længst blevet internaliseret, og vi forveksler vores personlige, ’dybfølte’ behov med samfundets krav. Nutidens menneske begærer hele tiden noget andet og mere, vi hungrer efter stadig stærkere oplevelser, både på det følelsesmæssige og det intellektuelle plan. Og vores følelsesmæssige sult matches af en sult efter selvudvikling og personlig vækst. Men sådan behøver det jo ikke være.

Det er ikke naturgivent altid at begære efter at begære; altid at tro, at man går glip af noget. Vi har et behov for ro og kontinuitet – det er bare svært at mærke det behov, når alting foregår med hundrede kilometer i timen, og ens stakkels jeg bilder sig ind, at det er en normal livshastighed.

Tricky-koppen er for den evindeligt rastløse, den som altid er bange for at gå glip af noget, og som derfor misser glæden og lykken i det banale og upåfaldende hverdagsøjeblik. Der hvor poesien lige pludselig kan opstå.

Jeg vil gerne slå et slag for pausen, tidsspildet og den formålsløse samtale over en kop kaffe!

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag., underviser og skribent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer