Kommentar

Bloggere og aktivister hakkes ihjel i Bangladesh

Politisk uvilje mod at lægge sig ud med fundamentalistiske kræfter og deres sympatisører i befolkningen forstærker Bangladeshs bølge af terrordrab på sekularister, religiøse mindretal og LGBT-aktivister
3. maj 2016

Hvordan lyder den her udtalelse som stålsat forvar for ytringsfrihed i en sekulær stat?

»Jeg vil ikke betegne sådanne skriverier som fritænkeri, men som svinske ord. Hvorfor kan nogen overhovedet finde på at skrive sådanne ord? Det er absolut uacceptabelt, hvis nogen skriver noget imod vores profet eller imod andre religioner.«

Disse frapperende vendinger kommer fra Sheikh Hasina, premierminister i Bangladesh, der tidligere på måneden fordømte enhver, der kritiserede religion eller udtrykte mangel på religiøs tro:

Er implikationen, at premierminister Hasina finder det i sin orden at myrde mennesker, som skriver sådanne ord – hakke dem ihjel med macheter, som det i reglen sker? Hvis hun ikke legitimerede det, talte hun ikke ligefrem imod det heller. Hvilket er såre beklageligt, da temmelig mange mennesker hakkes ihjel i Bangladesh for tiden.

I de seneste års bølger af mord har de fleste ofre været ‘sekulære’ bloggere, der offentligt erklærede, at de var ateister og redegjorde for grundene til deres fravær af tro. Ingen af dem gav sig af med at kritisere eller håne Islam direkte. Men alene at insistere på, at religiøs tro ikke er nødvendig eller rationel, var rigeligt til at ‘såre religiøse følelser’. Og var for nogle mennesker grund nok til at slå dem ihjel.

Senest blev to homoaktivister i sidste uge dræbt i det ene offers lejlighed i den bangladeshiske hovedstad Dhaka, hakket ihjel med macheter. Og fire fremtrædende sekulære bloggere blev hakket ihjel i separate angreb i Bangladesh sidste år i en mordkampagne, der klart nok var mere end spontant opståede tilfælde af religiøs vrede. Hvad der er bemærkelsesværdigt, er den bangladeshiske regerings svar – eller rettere: mangel på svar.

Pragmatisme og passivitet

Premierminister Sheikh Hasina står i spidsen for et land med 160 millioner mennesker – et land, hvis forfatning officielt forpligter sig til at værne om ytrings- og trosfriheden for borgere af ethvert religiøst tilhørsforhold (herunder intet tilhørsforhold til religion overhovedet). Men skønt hun offentligt beklager mordene, har hun udvist en større omhu for samtidig at insinuere, at disse bloggere var uhyrlige mennesker, der på en eller anden måde havde gjort sig fortjent til deres blodige endeligt.

Hun insisterer også på, at disse mord er et værk af det største oppositionsparti, Bangladesh Nationalist Party (BNP), eller mere præcist af dets politiske allierede, Jamaat-e-Islami – landets største islamistiske parti. Og hun afviser pure, at udenlandske ekstremistiske kræfter som Islamisk stat eller al-Qaeda (der begge helt sikkert ville billige drabene) skulle være aktive i landet.

For Sheikh Hasina er den linje sikkert tænkt som fornuftig og praktisk politik i et land, hvor 90 procent af befolkningen er muslimer. Så selv om hun ikke åbent vil sanktionere mord, føler hun det alligevel påkrævet at udtrykke offentlig sympati med konservative muslimer, der mener, de har ret til at leve i et samfund, hvor der aldrig kan blive stillet offentligt spørgsmål ved deres tro.

Det er også god politik for hende udelukkende at skyde skylden for volden på oppositionspartierne, da en indrømmelse af, at udenlandske islamister kunne være involveret, ville betyde, at hun ikke levede op til sin pligt til at forsvare landet.

Resultatet af hendes pragmatisme og passivitet er imidlertid blevet en hastig ekspansion af listen over de målpersoner, der kan blive udsat for ekstremistangreb.

I andre nylige voldsepisoder er religiøse mindretal blevet angrebet: shiitter, ahmadiyya-moskeer, kristne præster og hinduer (flere af de myrdede bloggere tilhører det ti procent store hinduistiske mindretal, og deres religionskritik er rettet imod tro i almindelighed, ikke islam i særdeleshed).

Gensidigt had

Betyder alt dette så, at det bangladeshiske samfund er på vej ud mod tilstande med kronisk terrorisme mod minoriteter af alle slags? Efter alt at dømme er svaret desværre nok ja. Og skylden for miseren skal i vidt omfang placeres hos de to kvinder, der har polariseret Bangladeshs politiske liv i årtier.

Premierminister Hasina er en af kun to tilbageværende familiemedlemmer til Mujibur Rahman, leder af Bangladeshs uafhængighedskamp og landets første premierminister (han blev massakreret sammen med resten af sin familie ved et militærkup i 1975).

Oppositionslederen, Khaleda Zia, er enke efter General Ziaur Rahman, der stod i spidsen for et senere militærkup og erklærede Islam for statsreligion, for kun at blive dræbt ved endnu et kup i 1981.

I teorien skulle Sheikh Hasinas Awami-Liga repræsentere idealet om et sekulært Bangladesh, der favner sine mindretal, mens Khaleda Zias BNP-parti hovedsageligt får støtte fra konservative sunnimuslimer, hvis forestillinger om et idealsamfund er ortodoks islamiske.

Sådanne brudlinjer findes i mange muslimske samfund, men i Bangladesh er de blevet forstærket af de to kvinders gensidige had, der har domineret det politiske liv i de sidste 25 år.

I en situation, hvor BNP’s alliance med islamistiske partier driver det stadig mere i armene på religiøse ekstremister, og Sheikh Hasina må lefle for konservative islamiske følelser (for ikke at miste for mange fromme muslimske vælgere til BNP), alt imens både Islamisk Stat og al-Qaeda er aktive i landet, tegner fremtiden dyster for Bangladesh.

 

© Gwynne Dyer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Kvisgaard
Hans Kvisgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer