Klumme

Jeg vil have min dårlige smag i fred

»Fordi du spiste chips igen i går …« siger fremtidens køleskab og bipper om et kaloriestærkt slagtilbud fra Irma. Digitaliseringens tidsalder er drevet af algoritmer med en markedslogik, som burde bekymre os alle
Klummeskribenten har set den meget dårlige film, Soul Plane. Snakes on a Plane, som fotoet her er fra, er også en virkelig dårlig film, red.

Klummeskribenten har set den meget dårlige film, Soul Plane. Snakes on a Plane, som fotoet her er fra, er også en virkelig dårlig film, red.

New Line Pictures

24. maj 2016

For nylig tunede jeg ind på Netflix og så filmen Soul plane, som Empire Magazine har kaldt en af de 50 dårligste film, der nogensinde er blevet lavet.

Jeg havde lige spist en pose chips og bland-selv snoller for 27 kroner, så selvpineriet var på en måde allerede i sjette gear, da Snoop Dogg rallede over skærmen som rumskæv pilot i små to timer.

I en af de første scener sidder hovedpersonen fast i kummen på et flytoilet, mens han råber: »Min røv! Min røv!« Det er filmens humoristiske højdepunkt.

Hvis Informations kulturredaktion kendte til dybderne af min filmsmag, ville jeg være færdig som popsanger. Heldigvis læser journalister kun deres egne artikler, så når jeg her i dette fortrolige rum deler min smag med dig, kære læser, er det i håbet om, at du også har dårlig smag, når ingen kigger. Og at du lige som jeg er stærkt bekymret for den altomgribende algoritmificering, der registrerer og analyserer på vores smagløshed.

»Fordi du så Soul Plane ...« skriver Netflix og foreslår andre makværker fra Adam Sandler-rodekassen, når jeg logger ind. Udvalget er baseret på en matematisk algoritme, som Netflix kalder ’Pragmatic Chaos’, og som ifølge matematikeren Kevin Slavin står for over 60 procent af alle film, dets brugere vælgere at se.

Det kan jeg se minimum to problemer med: Dels behøver eventuelle Netflix and chill-dates ikke at vide, hvor dårlig filmsmag jeg har, sådan lige med det samme. Og dels lukker Netflix mig film for film inde i en lille kulturboble, som givetvis er rar og tryg, men sjældent udfordrer min smag.

Det er samme strategi, flere økonomisk trængte dagblade og kunstmuseer benytter i disse år, men i det mindste er der – endnu – rigtige mennesker bag, som kuraterer, og som du kan være enig eller uenig med.

Verden er nødt til at se det her, fordi det er vigtigt, tænker redaktøren eller kuratoren, indtil de om få år erstattes af algoritmer, der alene er interesserede i, at du bliver hængende og forbruger mere. Click bait-logik i ypperste potens – og det rækker selvfølgelig ud over filmens verden.

Facebook kuraterer allerede virkeligheden ud fra dig og dine venners museklik-historik. YouTube giver dig flere kattevideoer, og Spotify lader dig opdage musik, som du med algoritmisk sandsynlighed godt kan lide.

Wall Street og de globale finansmarkeder styres også af algoritmer, som nogle gange filtrer sig sammen og skaber såkaldte flash crashes, hvor milliarder af dollar forsvinder op i røg, mens børshajerne kigger måbende til. Og hvis svaret ikke findes på side 1 i en Google-søgning, findes det slet ikke.

Usynlige algoritmer vinder frem, for de rammer mere rigtigt end forkert, og lige om lidt står vi med begge ben i the internet of things, hvor alle redskaber i vores dagligdag er udstyret med adgang til internettet og pragmatisk kaosudregning af vores forbrugsvaner.

»Fordi du spiste chips igen i går …« siger fremtidens køleskab og bipper om et kaloriestærkt slagtilbud fra Irma. Digitaliseringens tidsalder er drevet af en markedslogik, som tilsiger, at hvis du kan lide én ting, kan du nok også lide det i meget store mængder.

Når jeg stejler, er det, fordi jeg tror på vigtigheden af at læse, høre eller se noget, der fuldstændig bryder rammerne for det, vi troede, vi vidste eller kunne lide. At være i dialog med den del af verden, du ikke bryder dig om. At høre på de politikere og musikere, du ikke kan lide. At se film, der gør ondt eller er uforståelige.

De næste 10 år vil vi se en hidtil uset markedsfiltrering af menneskets købe- og forbrugsmønstre. Det bliver fantastisk for virksomhederne, politikerne og medierne, der kan spinne og spinde verden ind i små, adskilte silkepupper.

Men jeg er bekymret for alle os, der gerne vil udfordres, forarges eller bare se Soul Plane engang imellem, uden at algoritmerne kigger med og former vores kulturforbrug – og i sidste ende vores virkelighed.

Sebastian Stryhn Kjeldtoft er journalist.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Petersen
  • Jakob Silberbrandt
  • Kurt Nielsen
Henrik Petersen, Jakob Silberbrandt og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Stop deling af viden om dit liv og dine behov med markedet

Markedet har takket være mange af mine medmennesker forfængelighed og velvillighed snart indsigt i de fleste af menneskets tilsyneladende behov og levevis. De fleste hjemmesider indsamler viden om os, som bl.a. bliver brugt til at skabe mere salg til brugerne. Også denne avis bruger tricket.

Min opfordring til mine medmennesker, er af standse videndeling, hvor det er muligt. Bl.a. aht. livets mangfoldighed.

Del din konto med andre så algoritmerne når frem til meningsløse konklusioner - eller giver inspiration afhængig af hvordan du ser på det. :-)

Marie Jensen

Nemlig, Peter Owen, min teenagesøn ser Netflix på min konto og tilsammen har vi en virkeligt underlig smag...

Steffen Gliese

Algoritmerne er allerede så gode, at google er stort set ubrugelig i de fleste tilfælde, fordi det er så banale og forudsigelige valg, en søgning giver - og også meget ensidigt i udvalget af sprog. Den klage over, at folk på f.eks. Facebook og andre sociale medier kun møder deres egne, er mere sand for googles vedkommende. Og hvad gør vi så?

Thomas Nielsen

"Den klage over, at folk på f.eks. Facebook og andre sociale medier kun møder deres egne, er mere sand for googles vedkommende. Og hvad gør vi så?"

Hos den enkelte er det blot et spørgsmål om at skifte søgemaskine, for Google er rigtig nok på kanten til det uanvendelige, men det ændrer selvfølgelig ikke på det affødte og langt mere presserende problem: at mere eller rabiate synspunkter har lettere og lettere ved at finde et resonanskammer de kan leve og forstærkes i.

Henrik Petersen

"Fordi du spiste en burger i går - logikken" kan være slem nok. Men er det virkelig der vi tror vi bevæger os hen? Hen i mod hjælpsomme algoritmer, som gør alt for at behage dig?

Allerede i dag kan du betale dig til at komme øverst i rækken af forslag, når der søges. Mon ikke Irma, brugsen og alle andre vil købe sig til at ligge øverst, når dit køleskab vil foreslå en indkøbsliste. Irma har 100 tons kød, som de har købt billigt og som er ved at blive for gammelt: Gæt hvor det ligger på listen, når dit køleskab selv køber ind.