Læsetid 5 min.

Jeg er ikke ’dopet til ukendelighed’

Jeg er mig, og det er jeg hele tiden, men med medicinen kan jeg bedre overskue verden. Og så gider jeg ikke høre på snakken om, at alle os med ADHD er stakkels kreative individer, som samfundet med vold og magt og Ritalin tvinger ned i små snævre kasser
Marie Agård Bennike er træt af uforstående uvidenhed om ADHD, efter hun talte om det i Information. ’Det er godt at høre, at hun klarede den, men kan hun tage en videregående uddannelse, så kan hun også komme af med medicinen’ – en kommentar, som tydeligt viser manglende forståelse for, at medicinen er en forudsætning for, at jeg overhovedet kan tage en videregående uddannelse, siger hun.

Marie Agård Bennike er træt af uforstående uvidenhed om ADHD, efter hun talte om det i Information. ’Det er godt at høre, at hun klarede den, men kan hun tage en videregående uddannelse, så kan hun også komme af med medicinen’ – en kommentar, som tydeligt viser manglende forståelse for, at medicinen er en forudsætning for, at jeg overhovedet kan tage en videregående uddannelse, siger hun.

Ulrik Hasemann
11. maj 2016
Delt 2412 gange

For nogle uger siden så jeg et afsnit af den amerikanske komedieserie Unbreakable Kimmy Schmidt, hvor hovedpersonens snobbede veninde begynder at give sin søn medicinen ’Dyziplen’ for at undertrykke hans ’raske-dreng’-tendenser. Men hun opdager, at medicinen fra det ene øjeblik til det andet gør ham nærmest zombieagtig, og da hun beslutter sig for selv at prøve en pille, bliver al farve lige pludselig trukket ud af hendes verden. Hun vælger derfor at acceptere sin søn, som han er, og aldrig mere give ham Dyziplen.

Det afsnit gjorde mig så rasende og ked af det. Det varede i flere dage og sad stadig i kroppen, da Information bragte »Min søsters kamp mod sig selv« på forsiden den 29. april. Artiklen er skrevet af Christian Ågård Bennike, min storebror, og den handler om min livslange kamp med ADHD.

Nu spørger du sikkert: Hvorfor blive så påvirket af et afsnit af en tv-serie, der egentlig bare prøver at være humoristisk?

Fordi dens temaer både går igen i de mange udtalelser om ADHD, jeg har måttet lægge øre til i årevis, og i enkelte højtråbende, negative kommentarer, der var til artiklen blandt andet på information.dk. Kommentarer, der udover at rette en meget direkte kritik af mine og min families valg, også er udtryk for nogle generelle fordomme og misforståelser om ADHD-medicin.

’En pille i halsen’

For det første er der dem, der generelt stiller sig kritisk over for medicinen og det øgede forbrug, vi ser i samfundet. Det er dem, der omtaler ADHD som »ren business« eller skriver ting som: »Det er godt at høre, lillesøster klarede den, men kan hun tage en videregående uddannelse, så kan hun også komme af med medicinen« – en kommentar, som tydeligt viser manglende forståelse for, at medicinen er en forudsætning for, at jeg overhovedet kan tage en videregående uddannelse!

Dernæst er der dem, hvis holdninger næsten alle sammen kan opsummeres i en enkelt kommentar på information.dk:

»Marie skulle på gymnasiet, hun skulle på universitetet og få 12, for det var trygt, sikkert og godt, og så var hendes mor og far sikre på, at hun ville blive accepteret af venner og bekendte og det bedsteborgerlige samfund. Så ville datteren (læs: familien) fra den store villa på Jyllands Allé i Århus ikke blive set skævt til. Tænk, hvis Marie ville have været kunstner. Hvorfor sendte man ikke Marie på naturskole, i lære som snedker eller murer?«

Han fortsætter: »Tænk på, hvor meget kreativitet man dræber ved at sygeliggøre mennesker, der ikke lever op til normerne. Tænk på, hvor meget man stækker kreative og anderledes mennesker ved at give dem Ritalin. Det kan godt være, at du ikke passer ind i samfundet, men det skal vi nok sørge for, at du kommer til. Ellers så propper vi en pille i halsen på dig. Så er VI glade. For så kan du passe ind i VORES samfund.«

Konklusionen er, at alle er glade – »undtagen ’FremtidsMarie’, for hun er dopet til ukendelighed.«

To fejlslutninger

Det er ikke første gang, jeg er stødt på holdningen om, at folk med ADHD er kreative individer, som samfundet med vold og magt og Ritalin tvinger ned i små snævre kasser. Her er jeg blevet ’dopet’ for at kunne rette ind.

Der er bare lige to problemer med den udlægning:

Det første er, at jeg også ville have haft svært ved at blive kunstner eller håndværker. Jeg får ikke nemmere ved at komme op om morgenen, fordi jeg skal lave noget andet – jeg har lige så svært ved at komme op til ting, jeg glæder mig til. Jeg får heller ikke nemmere ved at yde en stabil, vedvarende indsats i mit arbejde, bare fordi arbejdet er anderledes – jeg kæmper faktisk for at bevare energien i alt, hvad jeg foretager mig.

Jeg synger eksempelvis i kor, og jeg elsker det. Men det er en kamp at få øvet på sangene, og det er en kamp at komme ud af døren til det.

Men på information.dk bliver det også (meget selvsikkert fra en, der aldrig har mødt mig) slået fast, at »ingen tog hensyn til, hvad Marie gerne ville«.

Her er vi så ved den anden fejlslutning i myten om folk med ADHD. Sandheden er nemlig, at jeg ikke har lyst til at være kunstner eller håndværker, og jeg har aldrig haft ambitioner om at gå i den retning.

Når jeg tager en videregående uddannelse, er det, fordi jeg dermed får mulighed for at beskæftige mig med det, jeg brænder allermest for: sprog. Den interesse har jeg haft lige så længe, jeg kan huske. Jeg begyndte at sluge bøger, så snart jeg kunne sætte bogstaver sammen, og jeg begyndte at tyde mig gennem engelske bøger, så snart jeg havde lært, hvad farverne hed.

En afgørende grund til, at jeg er kommet så langt, er, at jeg har haft en indre motivation for at lære om det fagområde. En motivation, som steg, da jeg opdagede ordblindeområdet, som jeg nu arbejder inden for.

Medicinen står ikke alene

Men havde jeg haft et ønske om at blive noget som helst andet, havde der været plads til det. Tro det eller ej, men min ’bedsteborgerlige’ familie vil gerne have, at jeg laver noget, der gør mig glad. Når de har kæmpet så meget for, at jeg kunne få mit liv til at fungere på universitetet, har det ikke noget med universitetet at gøre; det har med mig og mine ønsker at gøre.

Det er ærgerligt, at noget, som kunne have været en reel og konstruktiv kritik af vores samfunds kassetænkning og til tider manglende anerkendelse af, at der er flere måder at lære på, bliver sat så meget på spidsen, at det bliver en direkte ubehagelig og personlig kritik af en person som mig, der faktisk lige netop har gjort sin passion til en styrke.

En boglig uddannelse skal ikke være forbeholdt dem, der kan finde ud af at føntørre deres hår hver morgen, ligesom en kreativ uddannelse ikke skal være – og heller ikke er – forbeholdt dem, der ikke ville kunne klare sig igennem en boglig uddannelse.

Og folk med ADHD er ikke automatisk kreative. De er faktisk lige så forskellige som alle andre, og lige så ubehageligt det kan være at blive tillagt en lang række mere eller mindre passende vanskeligheder på baggrund af en diagnose, lige så generende er det at blive tillagt en lang række styrker, som man heller ikke kan genkende sig selv i.

Medicinen kan dog aldrig stå alene. Når jeg i artiklen kalder den »bunden af mit korthus«, er det, fordi jeg har knoklet for at bygge andre ting ovenpå. Derfor handlede artiklen jo også mest om alt det, jeg har gjort for at udvikle gode daglige vaner og strategier.

Jeg bliver ikke ’dopet’, når jeg tager medicinen, og jeg lever ikke i den farveløse verden, som bliver fremstillet i Unbreakable Kimmy Schmidt. Jeg kommer ikke lige pludselig til mig selv i weekenden, hvor jeg ikke altid tager medicinen, og tænker: Hvad fanden skete der?

Jeg er mig, og det er jeg hele tiden, men med medicinen kan jeg bedre overskue verden. Det er det rigtige valg for mig, og det valg skal jeg ikke dømmes for – hverken af tv-serier, internettet eller de folk, jeg møder i mit liv. Alle mine vanskeligheder er ikke samfundets skyld.

Marie Ågård Bennike er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Klaus Seistrup
    Klaus Seistrup
  • Brugerbillede for Jonathan Smith
    Jonathan Smith
  • Brugerbillede for Henriette  Seljepil
    Henriette Seljepil
  • Brugerbillede for Britta Hansen
    Britta Hansen
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Erik Feenstra
    Erik Feenstra
  • Brugerbillede for Peter Møllgaard
    Peter Møllgaard
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Peter Knap
    Peter Knap
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
Klaus Seistrup, Jonathan Smith, Henriette Seljepil, Britta Hansen, Anker Nielsen, Niels Nielsen, Erik Feenstra, Peter Møllgaard, Steffen Gliese, Peter Knap og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Knap

Du er en potentiel samfundsfarlig person. For rigtig mange mennesker kan verden kun forståes som en del af en samling af myter og ideologier. Hvis det verdensbillede bliver truet, reagerer de meget voldsomt, for de har intet andet at sætte i stedet, og den forståelse, de mener at have, opløses.

Ole Henriksen, Niels Nielsen og Erik Feenstra anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Et glimrende og meget oplysende svar på den sort/hvide verdensopfattelse, alt for mange er endt med at tænke i, efter at vi afskaffede alle gråtonerne - og farverne - med indgangen til det nye årtusind.
Det, kritikken mig bekendt mest har handlet om, har været automatdiagnoser, hvor folk kækt får et prædikat på en adfærd snarere end en tilstand med fysisk basis, som reagerer på medicinen.
Mht. den lille tv-serie er budskabet jo lige præcis det: det er ikke lidt for raske dreng med krudt bagi, der har ADHD eller andre af de sygdomme, og når man møder den i ren form hos børn, er man ikke i tvivl. Hos voksne ubehandlede er det lidt mere blandet, eller også stod jeg bare overfor et tilfælde, der vitterligt bare var på vej ind i en fejldiagnose.

Brugerbillede for erik mørk thomsen
erik mørk thomsen

Tillykke med, at Ritalin har hjulpet dig, men det ændre ikke ved, at Ritalin ikke er afprøvet på børn, og derfor ikke godkendt til børn.
Ligeledes, at det giver alvorlige bivirkninger, som selvmord.
Nok den alvorligste bivirkning, der findes.
Ligeledes er der utallige beretninger om, at Ritalin smadre det almindelige sociale liv, ligesom man nok om nogle år, vil kunne konstatere, at dem, der har fået Ritalin, vil leve betydeligt korter, end befolkningen som sådan.
For det har vist sig, at er man først begyndt på Ritalin, bliver man på det.
At det er almindelige læger, uden særlige forudsætninger, der udskriver det til børn, ofte efter kun en samtale på et kvarter, siger en del, specielt da selv psykiater er yderst mådeholdning, med at udskrive Ritalin til børn.
Og de plejer, mere end gerne, at udskrive medicin.
Men det mest frygtelige ved ADHA/Ritalin er, at det er forældre, der forlanger medicinen, og børnene , der betaler prisen for det.

Brugerbillede for Birgitte Simonsen
Birgitte Simonsen

Godt brølt løvinde ;-)

Som mor til et barn med en udviklingsforstyrrelse kan jeg genkende det du skriver.

Brugerbillede for Jacob Hansen
Jacob Hansen

Kære Marie,

Jeg har selv ADHD men også Asperger, og har også været meget aktiv offentligt men har været meget selektiv med hvad jeg har ville stille op til, netop fordi, som du beskriver, folk ikke magter at se ud over egen næse.

Jeg håber du i fremtiden vil have det i baghoved, fordi selvom journalisten kan sælge sin idé på en måde så det ser flot ud, så er der desværre en bagside som de vælger ikke at oplyse om - fordi hvis du vidste det på forhånd havde du måske ikke sagt ja, og avisen ville ikke sælge.

Jeg kan nikke genkendede til mange af de ting du og din bror har skrevet og har selv delt artiklerne for at få den debat igang og for at skabe fokus på de problemer de kæmper med, men som desværre blive negligeret pga. folk manglende forståelse og totale ensporethed.

Bare husk én ting, folk meninger på internettet betyder intet, fordi de kan ikke stå til regnskab for dem, derfor kan man poste lort med lort på uden risiko for konsekvens - hvis de samme personer sagde de samme ting ansigt til ansigt, så havde de ikke mange tænder tilbage.
Så lad være med at tage for meget på vej, fordi i det sekund du begynder at tage det nært så falder du til deres niveau også har du tabt også selvom du ret.
(jeg har også været møllen igennem, så taler af bitter erfaring)

Så glem dem og hold hoved højt for de resultater du har opnået, det er der ingen der kan tage fra dig.
/Jacob

Sissel Petersen, ingemaje lange, Peter Knap, Britta Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Knap

Erik mørk thomsen. Jeg er i stor risiko for at sige noget forkert, da retalin behandling er langt uden for mit erfaringsområde.
Du skriver, Retalin ikke er godkendt til behandling af børn. Kan det passe? Retalin er jo netop et middel, der bruges til behandling af ADHD og tilsvarende lidelser hos BØRN og UNGE og er derfra overgået til også at blive givet til voksne.
Retalins fremme af selvmord. Hvor har du det fra? Det fremgår ikke lister over bivirkninger, men ok, læger er jo nogle små banditter, der elsker at påføre folk lidelser.
Ud fra mit ringe kendskab til ADHD patienter, er risikoen for et dårligt socialt liv større for ubehandlet ADHD end behandlet. Har du grundlag for din udtalelse eller synes du bare den virker rigtig?
Folk, der får Ritalin, forbliver på det. Er det gået op for dig, at ADHD er en kronisk sygdom. Den kan ikke helbredes, men symptomerne kan lindres eller fjernes helt.
Almindelige læger uden særlig forudsætninger. Du godeste. Det er vel så dig, der er den kompetente lægefaglige ekspert.
Det er et meget vredt indlæg, men jeg mener det er rimeligt, når du i den grad stiller dig bedrevidende og uforstående i forhold til en gruppe mennesker, der på mange måder har et hårdt liv.

Lars Kjeldsen, Sissel Petersen, Peter Møllgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Koplev
Hanne Koplev

Hvem siger, at ADHD er en kronisk sygdom, som ikke kan helbredes, men kun symptomdæmpes med Ritalin eller lignende præparat (til benefice for medicinalindustrien og psykiaterne) med vanedannende effekt og med ukendte bivirkninger ved langtidsbrug?
Har man på kompetent vis nogensinde forsøgt at udrede børn med ADHD for belastning med diverse miljøgifte (og deraf ubalancer i diverse vitaminer, mineraler, antioxidanter), hvoraf flere kan medføre mentalt afvigende adfærd?
Når brugen af Ritalin og tilsvarende præparater kritiseres, er det ikke det samme, som at sige, at de ADHD-ramte ikke skal hjælpes.

Brugerbillede for Peter Knap

Hanne Koplev. Jeg har som sagt ringe viden om ADHD, men ud fra hvad jeg tidligere har fået oplyst om tilstanden og hvad jeg kan læse på nette, er det en kronisk tilstand.
Alternative behandlinger dejlige. Man læser Markucens urtebog og med teer og let blancheret salat føler man virkelig man gør noget, men respekter venligst den syge og hendes pårørende til selv at bestemme uden at blive fordømt af anderledes troende.

Brugerbillede for Julie Fornø
Julie Fornø

Kære Erik.
Ritalin er netop primært testet til og godkendt til børn - sådan er det med en hel del ADHD-medicin, hvorfor det kan være et problem at blive diagnosticeret som voksen.
Ift. mit sociale liv, så har ubehandlet ADHD helt sikkert smadret det, mens Ritalin giver mig mulighed for og overskud til at være social - og jeg hører generelt det samme fra andre ADHD’ere.
Hvorvidt det øger risikoen for selvmord, ved jeg ikke, men jeg kunne forestille mig at det er samme mekanisme som øger risikoen for selvmord ved antidepressiva, nemlig at man får energien til at begå selvmord. Ritalin øger helt sikkert ikke min selvmordslyst, men det gør mig mere entreprenant.

Ift. forældre der kræver det til deres børn, vil jeg sige at jeg generelt stoler på at forældrene kender deres børn bedst.

Brugerbillede for Julie Fornø
Julie Fornø

Kære Hanne,

ADHD er en neurologisk lidelse, og kan betragtes som et handicap. Det er derfor også kronisk, og ikke noget som opstår, men som er til stede fra fødslen.
Derfor er miljøgifte irrelevante ifb. behandlingen, fordi det eneste de kan have effekt på, er i hvor høj grad symptomerne viser sig. Dermed ville det også være symptombehandling at undersøge diagnoserede for miljøgifte.

Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

@Peter

Tak :)

Primært fordi jeg ikke lige kunne finde den på dansk, sekundært fordi 80% af al ritalin sælges på det amerikanske marked, men delvist også fordi ADHD er defineret via DSM af APA. Jeg ved godt at det officielt er ICD psykiatrien benytter i Danmark, men i praksis er det ofte DSM man slår op i.

Og helt ærligt, har jeg altid syntes, at det at en gruppe amerikanske psykiatere mødes engang imellem og stemmer om hvad de mener er "normalt", indebærer muligheder for visse kontroverser.

Brugerbillede for Anni Jensen
Anni Jensen

Tak for en fin kronik. Som kommentarerne her også viser, er der en udbredt modvilje mod Ritalin, men også antidepressiver, antipsykostik medicin osv. Tak for at du så klart formulerer, hvad det er medicinen gør for dig. Psykiske problemer og sygdomme kan være meget svære at forstå for udenforstående. Heldigvis findes der dygtige psykiatere, som kan hjælpe og give en grundig forklaring på, hvorfor det kan være nødvendigt at tage medicin.

Brugerbillede for erik mørk thomsen
erik mørk thomsen

For at forstå snakken om ADHA, bliver vi nød til, at forstå hinanden forudsætninger.
Mine, LAP(Landsforeningen Af nuværende og tideligere Psykiatribrugere) forudsætninger er, ingen er født psykiske syg, men det, at blive psykiske syg, er en påført sygdom.
Påført af andre, ført og fremmes af sine familiemedlemmer, mor og far, så sit "netværk", til sidst, sin "arbejdsplads"
Ligeledes bør man forstå, det gamle ordsprog, børn er trofaste over for forældre, til forældre har ødelagt dem.
Og netop det, forældre ved bedst, er kendetegning for ADHA, hvordan skulle et lille barn sætte sig op imod sine forældre, når de forlange, af en læge, at barnet skal havde Ritalin?
Det yngste barn, der har fået Ritalin i Danmark er 6 måner.
Ja, det passer!
Da jeg var barn, hed det ud og leg, jeg vil have fred, som en far skrg, når han træt kom hjem, efter en hård arbejdsdag.
Så blev det til DAMP-børn
NU ADHA.
Forskellige ord, samme ting.
Børn med krudt i røven.
Sandheden om Ritalin er desværre grov, et verdenkendt medicin firma, forske i en psykiske sygdom, desværre due midlet ikke på den sygdom.
Hvad gør man så, man opfinder en sygdom, ADHA, nå ja, selvfølgelig ikke til børn, for der er ingen forsøg med midlet og børn, men skulle deres medicin sælger komme til at nævne det, at det kan bruges til børn, er det ikke firmaet skyld, det kan firmaet ikke gøre for.
Det er bl.a. det, retssager i USA drejer sig om.
Bivirkninger er jo meget værre, end det, jeg har beskrevet i et tidelige indlæg, og selv psykiater her i Danmark har forstået alvoren i det, derfor er det, desværre folk alminde læge, der udskriver det, når moren, står og skaber sig.
Ja, det er moren, der ofte stå bag det, når lille drengebarn, som det ofte er, ikke lever op til moren forventer om, at fin skal det være.
At den skadelig farce få lov til at forsætte, her i Danmark, efter mange lande har sat spørgsmål ved det, og påbegyndt retssager om Ritalin, kan kun skyldes en ting.
At firmaet er dansk!

Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

@Anni

Jeg tror at Simon Baron Cohen har fat i noget essentielt, når han siger at f.eks. autisme skal ses som noget alle mennesker har på en 0-100 skala. For dem som ligger højt på skalaen, kan det absolut være problematisk, især når man f.eks. kun opfylder 5 ud af de 6 kriterier, som skal til for at få stillet en given diagnose.

Og så er der selvfølgelig de problemer bla. Gøtzsche og Whitaker har påpeget med medicinalindustri, penge og forskning.

Brugerbillede for Julie Fornø
Julie Fornø

@Morten

Så vidt jeg er orienteret udskriver man slet ikke Ritalin før 6 år i DK. Derfor er det jeg skriver selvfølgelig gældende for børn over 6.

Brugerbillede for Peter Knap

Erik mørk thomsen. Der er et glimrende oversigt over ADHD i en artikel af phd forsker Peter Fallesen, Rockwool Fonden, den 27 februar i år her i Information, hvor du kan finde svar på de problemer du omtaler.

Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

@Julie

Jeg skal ikke kunne sige om ritalin udskrives til børn under 6 år i Danmark, men det sker så vidt jeg ved mange andre steder. Et enkelt eksempel:

http://www.webmd.com/add-adhd/childhood-adhd/news/20061019/ritalin-for-p...

(et såkaldt anekdotisk bevis :)

Jeg er ved at skrive en eksamensopgave, bla. om hvordan MDMA (ecstasy) fungerer i synapserne. Det minder på nogle måder om ritalin. Når jeg samtidig ved hvordan børns hjerner udvikler sig, synes jeg, helt fra bunden af mit hjerte, at det er farligt give ritalin til en 3-årig.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Julie Fornø,

Det er nyt for mig at ADHD er "til stede fra fødslen". Hvad bygger du den påstand på?

Hvis det vitterligt er tilfældet, så burde det vel være muligt at påvise ADHD allerede hos nyfødte, således at vi som forældre og omsorgsgivere allerede tidligt kan 'uddannes' til at udvise den nødvendige hensyntagen til dette (påståede) medfødte syndrom, i en symptom-lindrende indsats?

Sidst jeg tjekkede litteraturen på området, forholdt det sig imidlertid anderledes. Dengang diagnosticeredes ADHD gennem en samlet vurdering af barnets adfærd, i de sociale miljøer det færdes i, og ikke mindst - ideelt set i det mindste - på baggrund af en række samtaler/undersøgelser med barnet selv, med det hovedformål at vurdere barnets kognitive funktionsevne, og evt. komorbiditet.

Hvorfor dog alt dette 'besvær', hvis syndromet påviseligt er medfødt?

Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

Her er en forelæsning om tilblivelsen af DSM-III og DSM-IV, inklusiv historien om ADHD. Bla. at der i DSM-III var ca. en håndfuld (ud af ca. 300) diagnoser, som man kendte en biologisk årsag til. Resten stemte man om. I andre tilfælde, var det den som råbte højest som fik ret. Gruppen bestod af 9-12 mennesker. På et tidspunkt var der en som udbrød: "Det gør jeg selv, så det kan vi ikke have med som symptom".

Ovenikøbet fortalt via interviews med de folk som var med til at skrive DSM:

https://www.youtube.com/watch?v=6JPgpasgueQ

Jeg er målløs!

Brugerbillede for Hanne Koplev
Hanne Koplev

ADHD medicin påvirker dopamin-systemet, idet det øger dopamin-niveauet.
Der foreligger videnskabelige undersøgelser, som dokumenterer, at f.eks. methyl-kviksølv påvirker de dopamin-producerende celler negativt.
Kviksølv-forgiftning / belastning må derfor hypotetisk kunne ligge bag nogle symptomer, som reagerer på dopamin-tilførsel.
Tidligere anså man moderkagen for at være uigennemtrængelig, men i dag ved man, at alt hvad moderen udsættes for af giftstoffer kommer over i fosteret, men hvor moderen har forskellige elimineringsmuligheder f.eks. udskillelse med urinen eller afføring, har fosteret ingen og fosteret fødes derfor med moderes belastning med miljøgifte ganget med en eller anden faktor.
Moderen kunne f.eks. være udsat for methyl-kviksølv gennem spisning af fisk eller ved methylering af anden kviksølvforbindelse ved en uhensigtsmæssig tarmflora.
Så jo en miljøforgiftning kan være ”medfødt”.
Links:
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26558463
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3025977/ reference 30

Brugerbillede for Karsten Aaen
Karsten Aaen

Engang da jeg var på biblioteket for nogle år siden, faldt jeg nærmest ved et tilfælde over Simon Baron Cohens bog om hjernen og dens opbygning (tror jeg det var?) eller var det en mere specifik bog om ADHD. Pointen er den er - som jeg forstår Cohen her - at der en tid efter fødslen (uvist hvorfor?) hos personer der har ADHD, eller autisme, sker en fejludvikling (for nu at kalde det for det) af hjernen, så der ikke dannes tilstrække spejlneuroner. Dermed kan personer med f.eks. autisme, ADHD eller Aspergers ikke genkende (sådan som jeg har forstået det) andre folks udtryk i ansigtet, f.eks. når folk er vrede, skuffede, sure eller i dyb sorg.

Er desuden enig med Simon Baron Cohen, når han taler om at vi alle har en lille smule autisme i os
eller adhd og at det kører på en skala fra 0-100. Mht. diagnosen af ADHD har jeg også læst en del litteratur om dette; der ser ud til at være enighed om at ADHD næsten kun kan diagnosticeres ved at tale med barnet, se barnet i dets sociale miljø mm.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

For mig er det egentligte, underliggende stridspunkt i disse tilbagevendende diskussioner, egentlig meget godt udtrykt i sidste linje i Marie Ågård Bennikes indlæg i debatten:

"Alle mine vanskeligheder er ikke samfundets skyld."

Der eksisterer en reel videnskabelig uenighed - sammenfiltret med underliggende ideologiske uenigheder - når diskussionen berører årsagerne til, at nogle børn og voksne har de vanskeligheder, der som et symptomkompleks diagnosticeres som ADHD. At vanskelighederne er faktisk eksisterende vil vel de færreste benægte, og derfor er det da heller ikke overraskende, at det er muligt at udvikle og udskrive symptomdæmpende medicin.

Men er det nu også helt rigtigt, at det overhovedet ikke er "samfundets skyld", når børn og voksne udvikler de kognitive funktionsforstyrrelser, som ADHD-diagnosen dækker over? Svaret på dette spørgsmål kan efter min mening ikke være et entydigt 'Nej', som søskendeparret Bennike nu over to debatindlæg (ja, jeg regner også Christians Bennikes artikel om emnet for et debatindlæg) her i avisen, ellers synes at mere end antyde.

Omvendt er der heller ikke belæg for at hævde, som det ellers ofte lidt for skråsikkert fremføres i debatten, at symptomkomplekset ADHD med sikkerhed skyldes f.eks. omsorgssvigt, kemi i nærmiljøet, eller lignende. Sandheden er vel snarere - og dette er i og for sig kernen i problematikken - at de symptomer som samlet set i dag med stor sikkerhed udløser en ADHD-diagnose, kan tilskrives en lang række forskellige årsager.

En genetisk disposition har allerede været foreslået som den afgørende forklaringsmodel, men når man tager de senere års videnskabelige landvindinger indenfor felter som epigenetik og neurologi/hjerne-plasticitet i betragtning, så står det altså pludseligt meget klart, at en simpel årsagskæde fra gener=>adfærd - ikke mindst så kompleks adfærd som menneskelig adfærd - simpelthen ikke kan stå alene.

Så jo, måske kan det godt alligevel - i det mindste til dels - sådan gå hen og vise sig at være "samfundets skyld", at nogle mennesker må leve med de kognitive og deraf følgende sociale udfordringer, som ADHD-diagnosen er en samlebetegnelse for. Måske har vi indrettet et samfund, som ikke er specielt velegnet for menneskehjerner at udvikle sig i? Det er da en tanke, som det er værd at overveje, er det ikke? Eller bliver det for sårbart? Er det for ubehageligt at tænke på? Er børn da ikke robuste, og er det ikke nok at ville dem det bedste? Som forældre, som medborgere, som samfund?

Det skræmmende svar er, at det ved vi faktisk stadig ikke med sikkerhed...

Christian Nymark, Karsten Aaen, Morten Balling og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Ups, meget meningsforstyrrende fejl i ovenstående...der skulle have stået:

"Men er det nu også helt rigtigt, at det overhovedet ikke er "samfundets skyld", når børn og voksne udvikler de kognitive funktionsforstyrrelser, som ADHD-diagnosen dækker over? Svaret på dette spørgsmål kan efter min mening ikke være et entydigt 'JA' [...] "

Brugerbillede for Peter Knap

Torsten Jacobsen. Min sympati er 100 % på Marie og hendes families side. De stakkels forældre, der har en kvik og fornuftig dreng, og så som næste barn får en lille skiftning som Marie, der som ADHD patien og har en adfærd, der kan få en familie til at gå i opløsning. Så kommer karlsmarterne og forklarer dem, at det skam skyldes fejl i jeres væremåde over for barnet, for det er ikke en sygdom, men en forkert blanding af opdragelse og mineraler i kosten. Undskyld jeg bliver harm, og har svært ved at holde det inde.
Jeg nægter at det er muligt, at tage et tilfældigt velfungerende barn og give det ADHD uden en helt vanvittig grænseoverskridende påvirkning og så er det endda tvivlsomt, om det er muligt.
Marie du og din fantastiske familie er i mine øjne hverdagens helte.

Brugerbillede for Michal Bagger
Michal Bagger

@ Marie Ågård Bennike

”“Det er godt at høre, lillesøster klarede den, men kan hun tage en videregående uddannelse, så kan hun også komme af med medicinen” – en kommentar, som tydeligt viser manglende forståelse for, at medicinen er en forudsætning for, at jeg overhovedet kan tage en videregående uddannelse!””

Enhver er saglig i sin tro. Det var ikke, en kritik af hvad du har opnået. Det var ment som et venligt vink, om at du alle forudsætninger for at komme af med medicinen, for det har du. Jeg er selv diagnosticeret, og så håber jeg du kan ‘se’, at den med forståelsen, bliver lidt ’tynd i lakken’. Fortæl mig om de værst tænkelige sider af ad(h)d, du kan forestille dig (som ikke er kønsspecifikke eller død), og jeg vil med sikkerhed kunne sige, been there, done that. Men jeg har ingen intentioner om, at underholde med det her.

Det værste ved bromand’s artikel, var, at den virker som en regulær ‘salgstale’, for systemets tilgang, og “hjælp” til borgerne. Et forhold, jeg slet ikke kom ind på i min kommentar, var, Århus Kommunes store fascination af, Recovery bevægelsen. Denne handler netop om vidnesbyrd, og er i virkeligheden en modificeret udgave af, AA, Oxford-bevægelsen og kristne vækkelsesbevægelser. Alene dette forhold, kunne være grundlag for en hel serie af artikler. Prøv engang og læs, Cand. polit. Ole S.D. Hansen’s skriv: “Recovery – kan åbenbart alt.”

https://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=1&cad=rja&u...

Når O.S.D.H påpeger, at Recovery bevægelsen indeholder demagogiske elementer, så må det vel siges. at være en underdrivelse af episke proportioner. Men borgerne i Århus tager hovedløst ukritisk imod, men de bliver så heller ikke spurgt. Fuldkommen ligesom NPM. Recovery, ja det lyder godt, var der ikke også noget med et rumskib, der hed sådan… Det må være fremtiden, skibet eksploderede vistnok i luften, men hvad poker, det kan jo ske. Sådan er der så meget, og så kan det jo være, der kan oprettes nogle nyttejobs i ‘Genopretningsforvaltningen’.

Marie Bennike jeg håber virkelig du læser med her, for når jeg siger du har alle muligheder, for at blive medicinen kvit, så er det fordi, det faktisk forholder sig sådan. Du skal selvfølgelig, være dig, og det skal du være hele tiden, og det kan du også godt være uden medicin, det er ikke nogen dom, men der skal naturligvis være en vilje til det. Kirkegaard siger om valget, at det fortæller, hvem man er som person. Hvis du vælger medicinen til, så vælger du, at sætte dig mageligt tilrette i en offerrolle, og vejen til Helvede, er som bekendt brolagt med dårlige undskylninger.

Sult bliver kureret af føde. Uvidenhed af studier, og selvom vi studerer til vi bliver gamle, bliver vi aldrig færdige med at lære. Hvad er det yankeerne anbefaler, når det drejer sig om børn med ad(h)d? Det er noget så tilforladeligt som yoga, men yoga er helt umuligt her til lands, fordi det bygger på det spirituelle, og er der noget de natuvidensskabelige ‘tossehoveder’ ikke magter, så er det, det spirituelle, det turde vel ikke være den store overraskelse for en Humanist. En anden mulighed er taoismen, der faktisk er et mere komplet system, end yoga, men fælles for dem er meditationen, og det dét der er det centrale.

Så mit råd til dig, er, skift dit thai bo ud, men noget af ovenstående, og prøv så dertil, at reflektere over, hvad undvigelser, er et udtryk for psykologisk. Hvis du kommer frem til, at du måske kan have en angst/stress problematik, så er det terapi du skal undersøge. Men vær varsom med hvad, du vælger… Så har du chancen, for at blive en bomstærk kvinde.

Mennesket har tre måder at handle på:

Først med eftertanke; det er den ædleste.
Dernæst med efterligning; det er det letteste.
For det tredie gennem erfaring; det er den bitreste.
Kung-fu-Tse

Med venlig hilsen
Michal Bagger

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Peter Knap,

Min sympati er også 100% på Marie og hendes families side. Det undrer mig at jeg skulle have givet dig et andet indtryk?

Måske forestiller du dig, at jeg bebrejder enten Marie selv eller hendes familie, at hun er diagnosticeret med ADHD? I så fald kan jeg berolige dig med, at det ikke er tilfældet. Så arrogant og/eller enfoldig er jeg ganske enkelt ikke. Jeg har slet ikke for vane at bebrejde andre mennesker noget som helst. Den slags sysler overlader jeg trygt til spidsborgerne.

Jeg interesserer mig kort sagt ikke for at dømme andre. Jeg dømmer dem ikke inde. Jeg dømmer dem ikke ude. Jeg vil gerne forstå, det er det hele.

Brugerbillede for Peter Knap

Torsten. Afsnittet om søskendeparret nu over to debatartikler. Jeg beklager, men jeg finder ordvalget lidt nedsættende mod søskendeparret. Jeg opfatter desuden ikke artiklerne som debatindlæg, men en information om en gruppe mennesker i samfundet, der først pådrager sig en kronisk sygdom og dernæst ikke bliver taget alvorligt.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Peter Knap,

Nu er det jo (heldigvis) ikke mig der redigerer nærværende dagblad. Men jeg har dog for år tilbage været studerende ved landets måske mest distingverede skole for vordende journalister.

Dengang advarede man endog meget skarpt imod at skrive journalistiske artikler, hvor man så at sige selv har aktier i historien. Eller, sagt mere fagteknisk, selv er 'part i sagen'. Men bevares, tiderne skifter, og nye vinde blæser. Det kan man så mene om, hvad man vil.

Sagen er den, at Christian Bennike, i sin forøvrigt særdeles velskrevne og på mange måder nuancerede artikel, alligevel kommer til udelukkende at redegøre for ét specifikt syn på ADHD. Som jeg tidligere har nævnt, er dette fremstillede perspektiv ikke det eneste, og derfor er det, at jeg foretrækker at betragte hans artikel som et indlæg i debatten, frem for en egentlig journalistisk udredning af samme.

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at hans artikel har udløst et debatindlæg fra 'andre aktører' på området, der åbenbart - ligsom jeg selv - fandt hans fremstilling noget ensidig..

https://www.information.dk/debat/2016/05/adhd-debatten-traenger-begrebsa...

Brugerbillede for Lars Kjeldsen
Lars Kjeldsen

Tak til dig, Marie for dette debatindlæg i Information, som jo nærmest er et kommentar til de mange ikke særligt lødige kommentarer til din brors artikel Min søsters kamp mod sig selv, som jeg med stor interesse har læst i dag. Jeg synes den var fremragende og forstår godt du har behov for at tage til genmæle. Jeg er helt enig med dig i det du fremfører og har i øvrigt selv kommenteret på artiklen i dag.
Og tak til Peter Knap, hvis mange kommentarer her under Marie Bennikes debatindlæg sparer mig for yderligere kommentarer!

Brugerbillede for odd bjertnes
odd bjertnes

Jeg finder det lidt sært, at den oprindelige artikel gjorde en del ud af, at Maries særheder IKKE var at anse for at være ADHD-gestalten/diagnosen/personligheden, men det funktionelt diametralt modsatte kaldet ADD. I denne opfølgende artikel, af hovedpersonen selv endda, og i alle kommentarerne - er det sidste begreb forsvundet igen. Totalt. Og en kollektiv automatpilot kværner videre om ADHD ?
Nævner det bare :-)